Indhold
Dette afsnit handler om definitionen af samt reglerne om det præklusive proklama i dødsboer.
Afsnittet indeholder:
- Definition
- Regelgrundlag
- Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Definition
Et proklama er en bekendtgørelse, der offentliggøres i Statstidende i forbindelse med behandlingen af et dødsbo. I proklamaet opfordres afdødes kreditorer til at anmelde deres krav i boet inden 8 uger. Hvis proklamaet er præklusivt, hvilket er tilfældet i dødsboer, bortfalder kreditors ret til fyldestgørelse i boets aktiver (kravene prækluderes), hvis de ikke er anmeldt rettidigt. Se dødsboskiftelovens kapitel 20.
Regelgrundlag
Reglerne om proklama findes i dødsboskiftelovens kapitel 20.
Der skal udstedes proklama, når:
- Et bo skiftes privat, herunder forenklet privat skifte
- Det skiftes ved bobestyrer,
- Det udleveres efter udlæg til længstlevende ægtefælle eller
- Længstlevende sidder i uskiftet bo.
Se dødsboskiftelovens § 81, stk. 2.
Proklamaet indrykkes i Statstidende og skal indeholde oplysninger om den afdøde, således kreditorer kan identificere afdøde og anmelde deres krav i boet. Krav skal være anmeldt inden 8 uger. Hvis boet er taget under insolvensbehandling, skal der ligeledes fremgå oplysninger herom i proklamaet.
Anmeldelse
En anmeldelse af en fordring skal være skriftlig og angive hovedkravet, samt krav på eventuelle renter, fortrinsstilling mv.
Hvis en fordring ikke kan gøres endeligt op, skal fordringshaver foretage en foreløbig anmeldelse af kravet. Den foreløbige anmeldelse skal ske inden for anmeldelsesfristen. Følges en foreløbig anmeldelse op af en endelig anmeldelse, skal endelig anmeldelse ske senest 8 uger efter udløbet af anmeldelsesfristen. Se dødsboskiftelovens § 82, stk. 3. Hvis et krav ikke anmeldes endeligt, er fordringshaver bundet af den foreløbige anmeldelse. Se UfR 2001.1963.ØLR.
Forældelsen afbrydes ved anmeldelse i et dødsbo efter dettes udstedelse af proklama. Se forældelseslovens § 17, stk. 1 nr. 4.
Skattekrav under klagebehandling på proklamatidspunktet anses for opgjort inden dette tidspunkt og er derfor omfattet af et eventuelt proklama.
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse | Afgørelsen i stikord | Yderligere kommentarer |
Landsretsdomme |
UfR 2001.1963. ØLR | En kreditor anmeldte i et dødsbo en fordring på "minimum 739.600 kr." Kreditor fulgte imidlertid ikke rettidigt op med en endelig anmeldelse. Boet gjorde gældende, at kravet herefter var prækluderet. Retten udtalte, at kreditors anmeldelse af kravet fandtes at være en foreløbig anmeldelse, efter dødsboskifteloven § 82, stk. 3. Det forhold, at den foreløbige anmeldelse ikke var fuldt op af en endelig opgørelse af kravet, indebar ikke, at kravet var prækluderet, men at kreditor var bundet inden for det beløb, der foreløbigt var anmeldt. | Det er Gældsstyrelsens opfattelse, at dommen afspejler, hvordan en kreditor bliver bundet af en midlertidig anmeldelse, hvis ikke denne følges op af en endelig anmeldelse. |