Indhold

Dette afsnit handler om de almindelige bestemmelser for tvangsauktion.

Aktiver, der er foretaget udlæg i (udlagte aktiver), skal bortsælges på offentlig tvangsauktion. Årsagen til, at bortsalget sker på en offentlig tvangsauktion, er, at aktivet skal udbydes til den størst mulige kreds af interesserede.

Ved tvangsauktionen bliver rettighederne i aktivet som udgangspunkt dækket i henhold til prioritetsordenen. Men rettigheder i aktivet bortfalder, hvis der ikke opnås dækning ved auktionen, og i så fald må fordringshaveren fortsætte sine inddrivelsesforsøg hos skyldneren.

Bortsalg 

Et udlagt aktiv kan bortsælges enten på almindelige offentlige auktioner eller på offentlige auktioner for specifikke genstande, fx:

  • Bilauktioner
  • Antikvitetsauktioner
  • Tæppeauktioner.

Se også afsnit G.A.3.2.2.2.5 Andre former for auktion.

Bortsalg af det udlagte må ikke ske, før den ordinære kærefrist på 4 uger er udløbet. Se retsplejelovens § 542, stk. 2. Det betyder, at et udlagt aktiv ikke kan bortsælges på tvangsauktion, før end 4 ugers fristen i skatteinddrivelseslovens § 6, stk. 3, er udløbet. De 4 uger er skyldnerens adgang til at fremsætte indsigelser mod udlægsforretningens foretagelse.

Hvis der er rejst indsigelse mod pantefogedens udlægsforretning, vil tvangsauktionen tidligst kunne iværksættes 4 uger efter udlæggets eventuelle stadfæstelse i fogedretten. De 4 uger er her kærefristen vedrørende kære af fogedrettens afgørelse til landsretten. Se retsplejelovens § 586, stk.1.

Skyldneren kan dog fratages besiddelsen af det udlagte inden for 4 ugers fristen. Tvangsauktionen kan desuden forberedes inden for 4 ugers fristen. Selve tvangsauktionen må blot ikke finde sted, førend ovennævnte frister er udløbet.

Hvis de udlagte genstande er udsat for fordærvelse eller væsentlig værdiforringelse ved at henligge i 4 uger, eller når opbevaringen af de udlagte genstande er forbundet med uforholdsmæssigt store omkostninger, kan tvangsauktionen afholdes på et tidligere tidspunkt. Se retsplejelovens § 542, stk. 3.

Fremsættes der indsigelser over for auktionslederen, udsættes auktionen, hvorefter indsigelserne forelægges fogedretten til afgørelse ved kendelse. Indsigelserne kan fx være indsigelser fra tredjemand eller indsigelser, der vedrører prioritetsrækkefølgen.

Fogedrettens kendelse kan kæres til landsretten. Kærefristen er 4 uger.

Se også

Ud over de nævnte almindelige bestemmelser for tvangsauktion gælder der særlige regler, alt efter hvilket aktiv der skal bortsælges. Se også: