Indhold
Dette afsnit beskriver de særlige krav til bilagsmaterialet for at anvende brugtmomsordningen.
Afsnittet indeholder:
- Fakturakrav
- Køb fra private
- Køb fra andre videreforhandlere
- Forsikringsselskaber
- Auktionssalg
- Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKM-meddelelser mv.
Fakturakrav
Når brugtmomsordningen anvendes, er der særlige krav til fakturaen:
- Fakturaen skal indeholde de oplysninger, der kræves for almindelige fakturaer (med fornødne tillempninger). Se momsbekendtgørelsens § 122, stk. 1. Kravene til indholdet i en almindelig faktura er beskrevet i afsnit A.B.3.3.1.4.
- Der må ikke i salgsfakturaen anføres et momsbeløb eller anden angivelse, hvoraf momsbeløbet kan udregnes. Se ML § 71 a, stk. 1, og momsbekendtgørelsens § 122, stk. 2.
- Det skal stå på fakturaen, at varen sælges efter de særlige regler for brugte varer, og at køber ikke kan fradrage den moms, der er indeholdt i prisen.
Fakturaen skal tydeligt påtegnes:
-
- "fortjenstmargenordning - brugte genstande - køber har ikke fradrag for momsen",
- "fortjenstmargenordning - kunstgenstande - køber har ikke fradrag for momsen", eller
- "fortjenstmargenordning - samlerobjekter og antikviteter - køber har ikke fradrag for momsen".
Se momsbekendtgørelsens § 122, stk. 3.
Køb fra private
Virksomheder, der indkøber brugte varer m.v. fra ikke registrerede virksomheder og privatpersoner m.v. til videresalg efter lovens §§ 70-71, skal i forbindelse med indkøbet udstede et afregningsbilag.
Der gælder følgende krav til afregningsbilaget:
- Afregningsbilaget skal indeholde de oplysninger, der kræves for almindelige fakturaer/afregningsbilag (med fornødne tillempninger). Kravene til indholdet i en almindelig faktura er beskrevet i afsnit A.B.3.3.1.4.
- Den ikke registrerede sælger skal attestere rigtigheden af oplysningerne i afregningsbilaget. Hvis attestation ikke kan ske, skal virksomheden være i besiddelse af tilsvarende dokumentation for handelen.
Se momsbekendtgørelsens § 122, stk. 4.
Hvis afregningsbilaget ikke opfylder betingelserne, kan brugtmomsordningen ikke anvendes. Se SKM2007.825.BR.
Køb fra andre videreforhandlere
Virksomheder, der indkøber varer under brugtmomsordningen fra andre momsregistrerede videreforhandlere, skal være i besiddelse af fakturaer, der er udstedt efter brugtmomsreglerne. Se momsbekendtgørelsens § 122, stk. 6.
Forsikringsselskaber
Forsikringsselskaber, der som led i forsikringssager overtager ejendomsretten til varer fra forsikrede eller fra ejeren, hvis forsikrede alene er bruger af varen, med henblik på salg efter ML §§ 70 og 71, er undtaget fra pligten til at udstede afregningsbilag efter momsbekendtgørelsens § 122, stk. 4, henholdsvis pligten til at være i besiddelse af en faktura udstedt efter brugtmomsreglerne efter momsbekendtgørelsens § 122, stk. 6.
Se momsbekendtgørelsens § 123. Bestemmelsen er indsat ved § 1, nr. 1, i bekendtgørelse nr. 444 af 12. april 2019, der har virkning fra den 15. april 2019.
Forsikringsselskabet skal i forbindelse med overtagelsen af varerne indhente en erklæring fra den forsikrede eller, hvis den forsikrede alene er bruger af varen, fra ejeren af varen. Erklæringen skal indeholde oplysning om den forsikredes status og varens hidtidige anvendelse, eller såfremt den forsikrede alene er bruger af varen, ejerens status og varens hidtidige anvendelse, jf. ML § 69, stk. 1, nr. 1-5.
Forsikringsvirksomheden er undtaget for pligten til at indhente erklæring i følgende tilfælde:
-
- Hvis der ikke er indikation på, at den forsikrede eller, hvis den forsikrede alene er bruger af varen, ejeren af varen, driver registreringspligtig virksomhed.
- Varen er et personmotorkøretøj, der er indrettet til befordring af ikke mere end 9 personer. Der er dog pligt til at indhente en erklæring, hvis køretøjet er omfattet af en leasingaftale, eller den forsikrede forhandler motorkøretøjer eller driver køreskole.
- Varen er et vare- eller lastmotorkøretøj med tilladt totalvægt på ikke over 3 t, som enten er registreret med den særlige nummerplade for vare- og lastbiler og er anmeldt til privat brug eller til blandet privat og erhvervsmæssig brug (papegøjenummerplade) eller er forsynet med mærke udstedt af Skatteforvaltningen som følge af registrering til privat brug eller til blandet privat og erhvervsmæssig brug.
Se også
Se D.A.18.2 Hvem kan benytte brugtmomsordningen? ML § 69, stk. 1-2.
Auktionssalg
For varer, der sælges på auktion efter brugtmomsordningen, skal auktionsholderen udstede faktura, der opfylder de særlige fakturakrav for salg efter brugtmomsreglerne. Se momsbekendtgørelsens § 122, stk. 5.
Derudover skal auktionsholderen udstede et afregningsbilag til både momsregistrerede og ikke-momsregistrerede sælgere. Se A.B.3.3.1.3.
Auktionsholdere skal kunne godtgøre, at varen kan sælges efter brugtmomsordningen. Se momsbekendtgørelsens § 122, stk. 6.
Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKM-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse | Afgørelsen i stikord | Kommentarer |
Højesteretsdomme |
SKM2008.717.HR | Et selskab, som solgte brugte biler, opfyldte ikke de formelle krav til at anvende brugtmomsreglerne. Selskabet havde ikke ført et særskilt regnskab vedrørende de biler, der var solgt efter brugtmomsordningen. De fornødne oplysninger om momsforholdene fremgik ikke af afregningsbilagene ved køb og salg. Selskabet kunne derfor ikke anvende brugtmomsordningen, men skulle afregne moms af den fulde salgspris af bilerne. | Højesteret stadfæstede Vestre Landsrets dom. Se SKM2007.498.VLR, hvoraf sagens faktiske forhold fremgår. |
Landsretsdomme |
SKM2015.205.VLR | Sagen angik en forhøjelse af en bilforhandlers momstilsvar for 2007, herunder navnlig om bilforhandleren var berettiget til at benytte brugtmomsordningen. Forhandleren førte hverken et særskilt regnskab vedrørende de biler, der blev solgt efter brugtmomsordningen, eller et afstemt kasseregnskab. Han anvendte heller ikke salgsfakturaer/afregningsbilag, men slutsedler og/eller dags dato kvitteringer uden de nødvendige oplysninger om blandt andet momsforholdene. Landsretten tiltrådte, at bilforhandleren efter karakteren og omfanget af manglerne ved regnskabs- og bogføringsmaterialet ikke ved senere udstedte fakturaer havde opfyldt betingelserne for at anvende brugtmomsordningen i 2007. Stadfæstelse af SKM2014.123.BR. | |
Byretsdomme |
SKM2014.448.BR | Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt SKATs skønsmæssige ansættelse af momstilsvaret i en virksomhed med salg af brugte designmøbler kunne tilsidesættes. Retten bemærkede, at anvendelsen af brugtmomsordningen - af kontrolhensyn - forudsætter, at den afgiftspligtige fører et særligt regnskab over de leverancer, der afgiftsberigtiges efter ordningen, jf. ML § 70, stk. 4, og at der foreligger afregningsbilag på de indkøbte varer, jf. momsbekendtgørelsens § 92, stk. 4, jf. § 40. Retten fandt ikke, at virksomheden opfyldte betingelserne for at anvende brugtmomsordningen, idet der hverken forelå et særskilt regnskab over de omhandlede leverancer eller afregningsbilag på de indkøbte varer. | |
SKM2007.825.BR | Retten fandt, at en bilforhandler ikke kunne benytte sig af brugtmomsordningen, da afregningsbilagene var mangelfulde. Slutsedlerne indeholdt ikke sælgers underskrifter, fortløbende nummer og flertallet var ikke daterede. I en række tilfælde var sælgers navn og adresse ufuldstændig og ikke umiddelbart egnet til at identificere sælger. Nogle efterfølgende indhentede standardmæssige erklæringer fra en række af sælgerne kunne ikke reparere herpå. | |