Klagen vedrører opgørelsen af indkomsten på følgende punkt:

Godkendt fradrag for positiv driftsmiddelsaldo 2.019.871 kr.Selskabet har fratrukket beløbet i indkomståret 2001

Det klagende selskab har under navnet B ApS drevet underleverandørfabrikation af printplader og revisionsvirksomhed.

Det klagende selskabs repræsentant har oplyst, at selskabet den 4. februar 1999 har indgået kontrakt vedrørende salg af kundekartotek/goodwill til C A/S. Kontrakten har virkning fra den 1. marts 1999 og 2 år frem, hvor al produktion samt salg i en periode på 3 år fra 1. marts 1999 at regne ophører.

C A/S er forpligtet til en gang om året, første gang den 1. marts 2000, ved revisorpåtegning at dokumentere omsætningen beroende alene fra B ApS’s kunder og varenumre. Repræsentanten har ikke fremlagt kontrakten men har fremlagt kopi af et brev af den 4. februar 1999, hvori det klagende selskabs advokat omtaler den pågældende aftales indhold.

Repræsentanten har indsendt kopi af C A/S’s afregninger og dokumentation for omsætningens størrelse vedrørende de overtagne B-kunder og varenumre for perioden 1. marts 1999 til 29. februar 2000 samt perioden 1. marts 2000 til 29. februar 2001.

Det klagende selskab har beholdt edb-udstyr til en værdi af 1.060 kr. Dette edb-udstyr er blevet skrottet i år 2001.

Skatteforvaltningen har nedsat selskabets selvangivne indkomst for indkomståret 1999 med selskabets positive driftsmiddelsaldo.

Til støtte herfor har skatteforvaltningen anført, at selskabet er ophørt med sine aktiviteter i marts 1999, uanset at selskabet har modtaget en omsætningsbestemt afgift for salg af kundekartotek og goodwill. Det kan ikke godkendes, at selskabet anvender edb-udstyret til at kontrollere og registrere grundlaget for den omsætningsbestemte afgift, da det er det købende selskab, der skal føre kontrollen.

Selskabets repræsentant har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at selskabet kan fradrage den positive driftsmiddelsaldo i indkomståret 2001 med 2.019.871 kr.

Til støtte herfor har repræsentanten anført, at selskabets virksomhed er ophørt i 2001, og i den forbindelse skrottede selskabet det sidste driftsmiddel. Fradraget i 2001 er herefter i overensstemmelse med ordlyden af afskrivningslovens § 9, stk. 1, der klart udtrykker, at der skal ske fradrag i ophørsåret, når der ikke er flere driftsmidler tilbage. Når skatteafdelingen mener, at selskabet er ophørt i 1999, følger skatteafdelingen ikke sammenhængen i afskrivningslovens § 9, stk. 1 og 2.

Selskabets aktiviteter er ikke ophørt i 1999, idet der er indgået aftale om, at selskabet modtager en omsætningsbestemt afgift én gang årligt de følgende 2 år. Selskabet har endvidere ikke solgt det sidste driftsmiddel, da selskabet har beholdt den PC’er, hvori bl.a. kundekartotek samt kundeoplysninger var lagret. Dette var nødvendigt for at selskabet kunne kontrollere, hvorvidt selskabet modtog den rigtige afgift. Herudover blev PC’en anvendt til den almindelige løbende bogføring, hvilket var nødvendigt for at kunne afregne moms og udarbejde årsregnskaber mv.

De to afregninger af henholdsvis 29. august 2000 og 29. november 2001 dokumenterer, at kontraktgrundlaget er overholdt.

Selskabets repræsentant har endvidere anført, at afskrivningslovens § 9, stk. 2, efter sin ordlyd er helt klar, og han har med henvisning til forarbejderne til bestemmelsen gjort gældende, at der ikke er grundlag for at indfortolke en forudsætning om, at virksomheden forretningsmæssigt skal kunne begrunde den successive afhændelse. Tilsvarende kan virksomheden ikke fremskynde tabet til et tidspunkt, der ligger inden salg eller destruktion af det sidste driftsmiddel. Højesterets dom af 20. august 2002, offentliggjort i Tidsskrift for Skatter og Afgifter 2002.788, blev afsagt på grundlag af den dagældende regel i afskrivningslovens § 6, der blev ændret ved lov nr. 433 af 26. juni 1998, og dommen er udtryk for en konkret vurdering af den foreliggende sag. Dommen kan således ikke føre til en indskrænkende fortolkning af afskrivningslovens § 9, da dette ville stride mod lovens og forarbejdernes ordlyd.

I Ligningsvejledningen for 2002 anføres det om lovændringen, at der nu er taget klart stilling til, hvornår et tab i form af en resterende positiv driftsmiddelsaldo kan fratrækkes. Ligningsvejledningen gør således op med de sager, der senest har været ført på baggrund af den dagældende afskrivningslovs § 6, hvorfor realitetsvurderingen i Højesterets dom af 20. august 2002 ikke kan finde anvendelse efter lovændringen. Der er således fuld overensstemmelse mellem henvisningen i lovbemærkningerne til praksis før 1999 og ligningsvejledningens bemærkning om, at grundlaget for de første sager nu er blevet helt afklaret.

I TfS 2002.760, D A/S mod Skatteministeriet, er der foretaget en konkret vurdering af D’s overtagelse af et leasingselskab, hvori leasingselskabets samtlige risici og gevinstmuligheder efter selskabets salg var udelukket, og administrationen af leasingaktiviteterne var overdraget til sælgeren af leasingselskabet. Vestre landsret fandt på trods af, at D og sælger havde en fælles skattemæssig interesse ved indgåelsen af aftalerne, at parternes reelle hensigt var at ændre det bestående ejerforhold til leasingaktiverne. Herefter har leasingselskabet ikke i skattemæssig henseende afhændet samtlige driftsmidler i skatteåret 1993/1994, hvorfor den negative driftsmiddelsaldo ikke skulle fradrages i dette skatteår.

Landsskatteretten skal udtale:

Ved lov nr. 433 af 26. juni 1998 blev afskrivningsloven ændret med virkning fra og med indkomståret 1999. Lovens § 9, stk. 2, har følgende ordlyd:

”Såfremt saldoværdien ved ophørsårets udgang er positiv, og der fortsat er driftsmidler eller skibe, der ikke er solgt, videreføres den positive saldo for efterfølgende indkomstår. Salgssummer for driftsmidler og skibe, der sælges efter ophørsåret, fradrages i saldoværdien. Tab kan først fradrages i den skattepligtige indkomst for det indkomstår, hvori det sidste driftsmiddel eller skib er solgt.”

Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår følgende:

”Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2 videreføres en eventuel positiv saldo, hvis ikke alle driftsmidler og skibe, der har indgået i virksomheden, endnu er blevet solgt eller destrueret eller lignende. Dette indebærer, at et tab tidligst kan fradrages, når samtlige driftsmidler m.v. er solgt, da tabet først konstateres på dette tidspunkt. Bestemmelsen er i overensstemmelse med gældende praksis for successiv afhændelse.”

Den 1. marts 1999 er selskabet ophørt med fabrikationen af printplader og har overdraget sit kundekartotek/goodwill til C A/S. Selskabet må derfor anses for at være ophørt med at drive virksomhed fra dette tidspunkt. Selskabets modtagelse af den omsætningsbestemte afgift kan ikke anses for en fortsættelse af  virksomheden, og det forhold, at selskabet har beholdt noget edb-udstyr indtil skrotning i 2001, kan ikke anses for forretningsmæssigt begrundet. Dette edb-udstyr kan derfor ikke efter virksomhedsophøret anses for at være et driftsmiddel i relation til selskabet.

Som det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen i afskrivningslovens § 9, stk. 2, er bestemmelsen i overensstemmelse med den hidtidige praksis for successiv afhændelse af driftsmidler i forbindelse med virksomhedsophør. Det er herefter med rette, at den positive driftsmiddelsaldo i overensstemmelse med hidtidig praksis er henført til fradrag i indkomståret 1999, idet den ikke forretningsmæssigt begrundede disposition ikke kan udskyde fradragstidspunktet, jf. Højesterets dom i TfS 2002.788.

Den påklagede ansættelse stadfæstes derfor.