Dato for udgivelse
25 May 2012 14:50
SKM-nummer
SKM2012.321.SKAT
Myndighed
SKAT
Sagsnummer
12-103567
Dokument type
Afgørelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Forskud, oplysningsskema, årsopgørelse, skattekort og regnskaber
Emneord
Skattefri grenspaltning
Resumé

Der er ansøgt om, at X ApS kan grenspaltes, således at selskabets ejendom med ret til råstofudvinding grenudspaltes til et søsterselskab. Det blev overvejet, om en ejendom, kan grenudspaltes med respekt for grenkravet, når udvindingsaktiviteten forbliver i det indskydende selskab.

Der blev lagt vægt på den omstændighed, at kontrakter om råstofindvinding mellem ejendommens og råstoffets ejer på den ene side og råstofudvinderen på den anden side er almindeligt forekommende. Dette indikerer, at det i praksis er muligt at identificere en aktivitet og forretning omkring selve ejendomsretten til råstoffet samt at identificere en aktivitet omkring udvinding, forædling og afsætning.

Herefter vil det være muligt at opfylde grenkravet, således at et selskab, som både ejer ejendommen med råstofferne og i øvrigt udvinder, forarbejder og afsætter råstoffet ved grenspaltning kan indskyde ejendommen med råstofferne til det modtagende selskab

Hjemmel

Fusionsskatteloven § 15 a, stk. 1

Reference(r)

Fusionsskatteloven § 15 a, stk. 1

Henvisning

Den juridiske vejledning 2012-1, afsnit C.D.6.1

Henvisning

Den juridiske vejledning 2012-1, afsnit C.D.6.2.3.1

Indledning

Revisionsfirmaet R har ansøgt om tilladelse til, at X ApS kan grenspaltes, således at den ejendom, som selskabet ejer, grenudspaltes til et søsterselskab.

Faktum

X ApS driver grusgravningsvirksomhed dels fra egen ejendom og dels på lejebasis ved graveindvindingsaftaler fra fremmed ejendomme.

Selskabet ønsker grenspaltning, således at den ejendom, som selskabet ejer, grenudspaltes til et søsterselskab. Herefter vil udvinding og afsætning fortsat ligge i det indskydende selskab, medens ejendom og råstof kommer til at ligge i det modtagende selskab.

Det modtagende selskab vil med en graveaftale (på markedsvilkår) med det indskydende selskab overdrage brugsretten og graveretten til ejendommen.

Jus

Den skattefrie grenspaltning skal behandles efter fusionsskattelovens §§ 15 a og § 15 b. For så vidt angår grenkravet er det nærmere beskrevet i SKATs juridiske vejledning, afsnit C.D.6.2.3.1.

Praksis

Fast ejendom anses normalt for gren af en virksomhed, men det vil dog bero på en konkret vurdering om den faste ejendom i visse tilfælde ikke kan udgøre en selvstændig virksomhedsgren, jf. SKATs juridiske vejledning, afsnit C.D.6.2.3.1, under delafsnitsoverskriften "Ad a. Fast ejendom".

SKATs vurdering

Ejendomme, hvorfra der drives grusgravningsvirksomhed, er ikke ejendomme med blot en brugsret, men også tillige med en råstofudvindingsret.

Normalt anses brugsretten som en sådan aktivitet, at den kan anses for en selvstændig gren, hvorfor der gives tilladelse til skattefri grenspaltning m.h.p. koncernintern leje.

Det er oplyst, at graveindvindingsaftaler, hvor ejeren af ejendomme med råstof overdrager retten til at udvinde og afsætte råstoffer, er almindeligt forekommende. Dette indikerer, at det i praksis er muligt at identificere en aktivitet og forretning omkring selve ejendomsretten til råstoffet samt at identificere en aktivitet omkring udvinding, forædling og afsætning.

På den baggrund vurderer SKAT, at det vil være muligt at opfylde grenkravet, således at et selskab, som både ejer ejendommen med råstofferne og i øvrigt udvinder, forarbejder og afsætter råstoffet, ved grenspaltning kan indskyde ejendommen med råstofferne til det modtagende selskab. (For god ordens skyld bemærkes, at det principielt alene er grenen, der tilgår det modtagende selskab, der er testet for opfyldelse af grenkravet).