Appellanten havde indgået renteswaps til sikring af renter på lån optaget af appellantens datterselskaber i forbindelse med datterselskabernes køb af ejendomme med henblik på udlejning.

Dispensationsadgangen, jf. kursgevinstlovens § 33, stk. 2, til at medregne gevinst og tab på swapaftalerne efter realisationsprincippet, jf. kursgevinstlovens § 25, stk. 1, fandt kun anvendelse i få ganske særlige tilfælde, og det påhvilede appellanten at godtgøre, at betingelserne for dispensation var opfyldt.

Hverken efter ordlyden af kursgevinstlovens § 33, stk. 2, eller bestemmelsens forarbejder kunne de af appellanten foretagne sikringer af rentebetalingerne på gælden ved brug af renteswaps sidestilles med sikring af "leverancer til eller fra virksomheden". Der var således ikke tale om finansielle kontrakter, der modsvarede køb eller salg af tjenesteydelser eller varer til indgåelse i koncernens produktion eller videre omsætning.

Henset til, at det var uoplyst, hvilke omkostninger, der for appellanten ville være forbundet med at frigøre likviditet til skattebetalingen samt til skattebetalingens størrelse, var det ikke godtgjort, at en skattebetaling efter lagerprincippet, jf. kursgevinstlovens § 33, stk. 1, ville være til væsentlig økonomisk ulempe for virksomheden.

Betingelserne for at meddele dispensation efter kursgevinstlovens § 33, stk. 2, var dermed ikke opfyldt og Højesteret stadfæstede landsrettens dom.