Dato for udgivelse
24 feb 2012 12:26
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
21 feb 2012 09:58
SKM-nummer
SKM2012.122.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
11-286530
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Selskabsbeskatning + Aktier og andre værdipapirer samt immaterielle rettigheder
Emneord
investeringsselskab, kollektiv investering,
Resumé

Skatterådet bekræfter, at X A/S udgør et investeringsselskab omfattet af reglerne i aktieavancebeskatningslovens § 19, og selskabet således er skattefritaget efter selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 19.

Hjemmel

Aktieavancebeskatningslovens § 19

Selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 19

Reference(r)

Aktieavancebeskatningslovens § 19

Selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 19

Henvisning
Den juridiske vejledning 2012-1 C.D.1.1.10.2

Spørgsmål

  1. Kan Skatterådet bekræfte, at X A/S udgør et investeringsselskab omfattet af reglerne i ABL § 19, og selskabet således er skattefritaget efter selskabsskattelovens § 3, stk 1, nr. 19 for indkomstår 2011?
  2. Kan Skatterådet bekræfte, at X A/S udgør et investeringsselskab omfattet af reglerne i ABL § 19, og selskabet således er skattefritaget efter selskabsskattelovens § 3, stk 1, nr. 19 for indkomstår 2012 og fremover?

Svar

  1. Ja
  2. Se indstilling og begrundelse

Beskrivelse af de faktiske forhold

Baggrunden for denne forespørgsel er, at spørger ønsker sikkerhed omkring den skattemæssige behandling af selskabet, idet spørger påtænker at udbyde aktier til nye aktionærer og i den forbindelse er det vigtigt, at nye aktionærer informeres korrekt om selskabets skattemæssige status, og at enhver skattemæssig usikkerhed undgås.

Selskabets baggrund:

Selskabet blev stiftet med en aktiekapital på 500.000 den 1. januar 2011 på initiativ af A, der også er direktør for selskabet. Forinden stiftelsen havde A forhåndssolgt aktierne, således at aktionærantallet kom op på mindst 8 uafhængige aktionærer fra stiftelsen.

Den 12. januar 2011 afholdtes ekstraordinær generalforsamling i selskabet, hvor selskabskapitalen forhøjedes med 7,5 mio. kr til i alt 8,0 mio.kr. 

Den 23. november 2011 skiftede selskabet navn fra Z A/S til X A/S. Navneskiftet sker som følge af, at bestyrelsen ønsker at indbyde nye aktionærer til at tegne aktier i selskabet. Det besluttes i denne forbindelse også, at denne anmodning om forhåndsbesked skal indgives med henblik på at sikre, at selskabets vedtægter mv. lever op til kravene for at kunne anses for skattefrit investeringsselskab.

Ved selskabets stiftelse blev selskabet momsregistret, idet der påtænkes at købe en mindre momsregistreret udlejningsejendom inden for 15%´s grænsen for "andre aktiver".

Denne ide er dog efterfølgende opgivet, og momsregistreringen er afmeldt, da selskabet ikke har og aldrig har haft momspligtige aktiviteter.

Selskabet virksomhed har indtil videre alene bestået i at eje aktie og fordringer.

Fordringer erhverves ved, at selskabet foretager udlån med eller uden sikkerhed på låneaftaler med en løbetid på normalt mindst 6 måneder. Det samlede antal aftaler om udlån på årsbasis forventes at udgøre mellem 6 - 18 låneaftaler. Lånebeløbet i den enkelte aftale vil normalt være minimum 500.000 kr. og vil typisk blive ydet til ejendoms- og virksomhedsfinansiering - enten som pantebreve eller gældsbreve.

Selskabets aktiebog pr. 12.12.2011 er vedlagt som bilag E, hvoraf det fremgår, at selskabet siden stiftelsen har haft mindst 8 uafhængige investorer.

Skatteministeriet har bedt spørger om nærmere oplysninger omkring aktionærerne i X A/S.

Spørger har den 11. januar 2012 fremsendt følgende herom:

"A-aktionær 1, 2 og 3 B, C og D

B, C og D er søskende, og deres far er A, som er direktør for såvel X A/S og Y A/S.

Alle de 4 nævnte personer optræder også som aktionærer i Y A/S.

A-aktionær 4 E

Har ingen familiemæssig tilknytning til øvrige aktionærer

A-aktionær 5 F

Har ingen familiemæssig tilknytning til øvrige aktionærer

A-aktionær 6 G

Har ingen familiemæssig tilknytning til øvrige aktionærer

A-aktionær 7 H

Har ingen familiemæssig tilknytning til øvrige aktionærer

A-aktionær 8 I

Har ingen familiemæssig tilknytning til øvrige aktionærer

A-aktionær 9 J

Har ingen familiemæssig tilknytning til øvrige aktionærer

A-aktionær 10 K

Er bror til aktionær nr. 11 L

Har i øvrigt ingen familiemæssig tilknytning til øvrige aktionærer

A-aktionær 11 L

Er bror til aktionær nr. 10 K

Har i øvrigt ingen familiemæssig tilknytning til øvrige aktionærer

B-aktionær 1 Y A/S

Der er følgende større aktionærer i Y A/S, som ejer mere end 5% af kapitalen eller stemmerettighederne.

A (er far til nedennævnte 3 piger)

B (er aktionær nr. 1 i X A/S)

C (er aktionær nr. 2 i X A/S)

D (er aktionær nr. 3 i X A/S)

Herudover er der cirka 450 øvrige aktionærer i Y A/S, som hver især ejer under 1 % af såvel aktiekapital som stemmerettigheder.

F og E er aktionærer i såvel Y A/S som i X A/S (med små ejerandele i begge selskaber)"

Forudsætninger, der bedes lagt til grund for besvarelsen:

Ved besvarelsen bedes det forudsat, at selskabet har mindst 8 uafhængige aktionærer ved udgangen af indkomstår 2011 og på ethvert tidspunkt fremover. Ved uafhængige aktionærer menes aktionærer, som ikke er koncernforbudne eller nærtstående, som beskrevet i ABL § 19 stk. 2.

Ved besvarelsen bedes tillige forudsat, at selskabet overholder kravet til sammensætningen af aktiverne for at beskattes som investeringsselskab, således som disse regler er beskrevet i ABL § 19, stk. 3.

Baggrunden for denne forespørgsel er, at spørger ønsker sikkerhed omkring den skattemæssige behandling af selskabet, idet spørger ønsker at være sikker på, at kravene til beskatning som skattefri investeringsselskab i ABL § 19 er opfyldt.

Når der spørges om den skattemæssige status for såvel 2011 og 2012 skyldes det, at der ønskes sikkerhed med henblik på skattestatus såvel fremadrettet, som for regnskabsåret 2011, idet Årsrapporten for 2011 vedlægges prospektmateriale som skal udarbejdes i 2012 i forbindelse med udbud af nye aktier.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Der er selskabets opfattelse, at selskabet er stiftet korrekt som investeringsselskab efter ABL § 19, og denne forespørgsel indsendes for at få bekræftelse herpå fra skattemyndighederne.

Den juridiske vejledning afsnit C-D.1.1.10.2 er baggrund for min opfattelse af, at selskabet overholder reglerne for skattefrie investeringsselskaber i ABL § 19.

Skatteministeriets indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at X A/S udgør et investeringsselskab omfattet af reglerne i ABL § 19, og selskabet således er skattefritaget efter selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 19 for indkomståret 2011.

Lovgrundlag

Aktieavancebeskatningslovens § 19

Gevinst og tab på aktier og investeringsforeningsbeviser m.v. udstedt af et investeringsselskab medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Stk.2. Ved et investeringsselskab forstås:

1)Et investeringsinstitut i henhold til Rådets direktiv 85/611/EØF, jf. bilag 1.

2)Et selskab m.v., hvis virksomhed består i investering i værdipapirer m.v., og hvor andele i selskabet på forlangende af ihændehaverne skal tilbagekøbes for midler af selskabets formue til en kursværdi, der ikke i væsentlig grad er mindre end den indre værdi. Med tilbagekøb sidestilles, at en tredjemand tilkendegiver over for selskabet, at enten den pågældende eller en anden fysisk eller juridisk person på forlangende vil købe enhver andel til en kursværdi, der ikke i væsentlig grad er mindre end den indre værdi. Kravet om tilbagekøb på forlangende er opfyldt, selv om kravet kun imødekommes inden for en vis frist. Uanset at der ikke er pligt til tilbagekøb, anses selskabet for et investeringsselskab, hvis dets virksomhed består i kollektiv investering i værdipapirer m.v. Ved kollektiv investering forstås, at selskabet har mindst 8 deltagere. Koncernforbundne og nærtstående deltagere, jf. kursgevinstlovens § 4, stk. 2, og denne lovs § 4, stk. 2, regnes i denne sammenhæng for én deltager.

Stk.3. Et investeringsselskab som nævnt i stk. 2, nr. 2, 1. pkt., omfatter ikke et selskab m.v., hvis formue gennem datterselskaber hovedsagelig investeres i andre værdier end værdipapirer m.v. Ved et datterselskab forstås et selskab, hvori moderselskabet har bestemmende indflydelse, jf. ligningslovens § 2, stk. 2. Et investeringsselskab som nævnt i stk. 2, nr. 2, 4. pkt., omfatter ikke et selskab m.v., hvis mere end 15 pct. af selskabets regnskabsmæssige aktiver i løbet af regnskabsåret gennemsnitligt er placeret i andet end værdipapirer m.v. Til værdipapirer m.v. medregnes ikke aktier i et andet selskab, hvori førstnævnte selskab ejer mindst 10 pct. af aktiekapitalen, medmindre det andet selskab selv er et investeringsselskab, jf. stk. 2. Hvis et selskab har bestemmende indflydelse på et selskab, jf. ligningslovens § 2, stk. 2, ses der ved opgørelsen efter 3. pkt. bort fra disse aktier, og i stedet medregnes den andel af det andet selskabs aktiver, som svarer til førstnævnte selskabs direkte eller indirekte ejerforhold i det andet selskab.

Stk.4. Et investeringsselskab som nævnt i stk. 2 omfatter ikke en udloddende investeringsforening, jf. ligningslovens § 16 C. Et investeringsselskab som nævnt i stk. 2 omfatter heller ikke en kontoførende forening, der opfylder betingelserne i § 2, 2.-4. pkt., i lov om beskatning af medlemmer af kontoførende foreninger.

Stk.5. Et investeringsselskab som nævnt i stk. 2, nr. 2, 4. pkt., omfatter ikke et selskab m.v., som udelukkende ejer aktier, tegningsretter og aktieretter i et andet selskab, hvis alle aktionærerne i det førstnævnte selskab ved erhvervelsen af aktierne var ansat i det andet selskab eller i andre selskaber, der er koncernforbundet med det andet selskab, jf. selskabsskattelovens § 31 C, medmindre det andet eller et af de andre selskaber selv er et investeringsselskab, jf. stk. 2. Uanset 1. pkt. kan selskabet også eje kontanter, herunder anbringelse på en anfordringskonto, inden for en ramme på 15 pct. af selskabets regnskabsmæssige aktiver opgjort gennemsnitligt i løbet af regnskabsåret.

Stk.6. I tilfælde omfattet af stk. 1 finder §§ 8-9, 12-14, 17 og 17 A ikke anvendelse. Stk. 1 finder ikke anvendelse i de tilfælde, der er nævnt i § 10, § 16, stk. 1, og §§ 18, 21 og 22.

Selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 19

Undtaget fra skattepligten er:

......

19) Investeringsselskaber, jf. aktieavancebeskatningslovens § 19, bortset fra kontoførende investeringsforeninger, jf. lov om beskatning af medlemmer af kontoførende investeringsforeninger § 2, og bortset fra udloddende investeringsforeninger, jf. ligningslovens § 16 C, stk. 1. Udbytte omfattet af ligningslovens § 16 A, stk. 1 og 2, som et selskab, der er omfattet af 1. pkt., modtager fra et selskab, der er hjemmehørende her i landet, beskattes dog med 15 pct. 2. pkt. omfatter ikke udbytte, som modtages fra en udloddende investeringsforening, jf. ligningslovens § 16 C, stk. 1, der udelukkende investerer i fordringer omfattet af kursgevinstloven og i afledte finansielle instrumenter efter Finanstilsynets regler herom, og udbytte, som modtages fra en udloddende investeringsforening, jf. ligningslovens § 16 C, stk. 1, eller et andet investeringsselskab, jf. 1. pkt., hvis disse efter vedtægterne ikke kan investere i aktier eller andele i selskaber, der er hjemmehørende her i landet. Afståelsessummer omfattet af ligningslovens § 16 B, stk. 1, ved afståelse af aktier eller andele i et selskab beskattes med 15 pct. 4. pkt. omfatter ikke afståelsessummer ved afståelse af investeringsforeningsbeviser i en udloddende investeringsforening, jf. ligningslovens § 16 C, stk. 1, der udelukkende investerer i fordringer omfattet af kursgevinstloven og i afledte finansielle instrumenter efter Finanstilsynets regler herom, samt afståelsessummer ved afståelse af aktier eller andele i et selskab, som efter vedtægterne ikke kan investere i aktier eller andele i andre selskaber, der er hjemmehørende her i landet. Uanset 3. og 5. pkt. må investeringsforeningen, investeringsselskabet eller selskabet eje aktier i det administrationsselskab, som forestår foreningens eller selskabets administration.

Praksis

SKM2010.84.SR bekræftede, at et selskab som ved udgangen af indkomståret 2009 har færre end 8 aktionærer ikke kan blive et investeringsselskab efter aktieavancebeskatningslovens § 19, stk. 2, nr. 2, 5. - 7. pkt. Herved bekræftedes det, at vurderingen af, hvorvidt et selskab har mindst 8 deltagere, i relation til den nævnte bestemmelse skal ske ved udgangen af indkomståret.

SKM2010.289.SR Skatterådet fandt, at et selskab for indkomståret 2009 var omfattet af ABL § 19, jf. SEL § 3, stk. 1, nr. 19 efter lovændringen nr. 98 af 10. februar 2009. Skatterådet fandt, at selskabet var at anse for et investeringselskab efter ABL § 19, stk. 2, nr. 2, 5. - 7. pkt., idet der er tale om et selskab med 8 anpartshavere, der har en investering i værdipapirer (gældsbrev). Selskabet kan ikke omfattes af undtagelserne i ABL § 19.

SKM2009.355.SR konstaterede Skatterådet, at der var tale om virksomhed, der investerer i værdipapirer m.v..

SKM2010.805.SR bekræftede, at A efter en vedtægtsændring, som forpligter selskabet til at tilbagekøbe anparterne i selskabet, kan anses for et investeringsselskab omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 19.

SKM2011.465.SR bekræftede, at spørger, der investerede i aktier for mindst 8 personer, var omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 19, stk. 2, og derfor omfattet af selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 19.

Begrundelse

Et investeringsselskab, som defineret i aktieavancebeskatningslovens § 19, stk. 2, er undtaget fra skattepligt, jf. selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 19. Disse investeringsselskaber skal dog betale 15 % i udbytteskat af udbytter, som modtages fra selskaber, der er hjemmehørende i Danmark.

Ifølge aktieavancebeskatningslovens § 19, stk. 2, nr. 2, skal et selskab anses for et investeringsselskab, hvis følgende to betingelser er opfyldt;

  • Selskabets virksomhed skal bestå i investering i værdipapirer m.v. Andele i selskabet skal på forlangende af ihændehaverne tilbagekøbes for midler af selskabets formue til en kursværdi, der ikke i væsentlig grad er mindre end den indre værdi, eller
  • Selskabets virksomhed består i kollektiv investering i værdipapirer m.v. Ved kollektiv investering forstås, at selskabet har mindst 8 deltagere. Koncernforbundne og nærtstående deltagere, jf. kursgevinstlovens § 4, stk. 2 og aktieavancebeskatningslovens § 4, stk. 2, regnes i denne sammenhæng for én deltager.

Vedrørende den første betingelse er det oplyst, at selskabets virksomhed indtil videre alene har bestået i at eje aktie og fordringer. Fordringer erhverves ved, at selskabet foretager udlån med eller uden sikkerhed på låneaftaler med en løbetid på normalt mindst 6 måneder. Det samlede antal aftaler om udlån på årsbasis forventes at udgøre mellem 6 - 18 låneaftaler.

I SKM2010.289.SR havde selskabet et gældsbrev, som blev anset at være værdipapir m.v. i relation til bestemmelsen i aktieavancebeskatningslovens § 19, stk. 2, nr. 2, 1. pkt.

Spørger har ligeledes oplyst, at kravet til sammensætningen af aktiverne kan anses for opfyldt, og indlægges som en forudsætning ved besvarelsen af det bindende svar. Skatteministeriet har derfor ikke fortaget nogen yderligere prøvelse heraf.

Vedrørende den anden betingelse om tilbagekøb på forlangende af ihændehaverne, er ikke opfyldt, da vedtægterne ikke indeholder nogen bestemmelser herom. Dog behøver denne betingelse ikke at være opfyldt, såfremt selskabets virksomhed består i kollektiv investering i værdipapirer m.v.

Aktionærfortegnelsen for A-aktierne i X A/S ser således ud;

  1. B                            703 stk.
  2. C                             10 stk.
  3. D                             10 stk.
  4. E                             10 stk.
  5. F                             10 stk.
  6. G                              1 stk.
  7. H                              1 stk.
  8. I                               1 stk.
  9. J                               2 stk.
  10. K                              1 stk.
  11. L                              1 stk.

Aktionærfortegnelsen for B-aktierne i X A/S ser således ud;

  1. Y A/S                      7.250 stk.

Skatteministeriet skal samtidig henvise til spørgers oplysninger vedrørende aktionærerne i X A/S samt Y A/S ovenfor.

Skatteministeriet mener på den baggrund, at X A/S har mindst 8 deltagere. I den forbindelse er koncernforbundne og nærtstående deltagere medregnet som én deltager. Betingelsen i aktieavancebeskatningslovens § 19, stk. 2, nr. 2, 4.-7.pkt er dermed opfyldt.

I henhold til SKM2010.84.SR så skal vurderingen af, hvorvidt et selskab har mindst 8 deltagere, i relation til den nævnte bestemmelse ske ved udgangen af indkomståret. Selskabets aktiebog er ifølge oplysninger pr. 12.12.2011.

På de foreliggende oplysninger fra spørger, er X A/S ikke omfattet af undtagelserne til aktieavancebeskatningslovens § 19 i aktieavancebeskatningslovens § 19, stk. 3 - 5.

X A/S skal dermed omfattes af selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 19 for indkomståret 2011.

For investorerne beskattes gevinst og tab på beviser i investeringsselskaber fuldt ud efter lagerprincippet, se Den Juridiske Vejledning 2012-1 C.B.4.2 "Udlodning fra investeringsforeninger mv."

Endeligt skal Skatteministeriet henvise til Kildeskattelovens § 5, stk. 1 og 2. Ifølge denne bestemmelse vil børn ansættes selvstændigt til skat, medmindre de som gave har modtaget en indtægtsnydelse eller formue fra sine forældre, stedforældre eller plejeforældre, beskattes indtægtsnydelsen eller formuen eller formueafkastet hos giveren, hvis denne er fuldt skattepligtig her til landet.

Indstilling

Skatteministeriet indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Ja".

Spørgsmål 2

Det ønskes bekræftet, at X A/S udgør et investeringsselskab omfattet af reglerne i aktieavancebeskatningslovens § 19, og selskabet således er skattefritaget efter selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 19 for indkomståret 2012 og fremover.

Lovgrundlag og praksis

Der henvises til fremstillingen under spørgsmål 1.

Begrundelse

Under henvisning til begrundelsen under spørgsmål 1 samt SKM2010.84.SR skal vurderingen af antallet af deltagere foretages ved udgangen af indkomståret. Det vil dermed ikke kunne afgøres med fornøden sikkerhed, hvorvidt X A/S vil opfylde betingelserne i aktieavancebeskatningslovens § 19 for indkomståret 2012 og fremover.

Skatteministeriet kan blot vejledende udtale, at såfremt forholdene omkring antallet af selskabets aktionærer ikke ændres, hvorved antallet kommer under 8 uafhængige aktionærer, eller sker ændringer af øvrige forhold gennemgået under spørgsmål 1, vil selskabet være omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 19.

Indstilling

Skatteministeriet indstiller, at spørgsmål 2 bevares med "Se indstilling og begrundelse".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder Skatteministeriets indstilling og begrundelse.

Svaret er bindende for skattemyndighederne i følgende periode

I 5 år, der regnes fra modtagelsen af svaret jf. SFL § 25, stk. 1.