Parter
First Brands A/S
(advokat Anders Drachmann)
mod
Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Finn Mejnertsen)
Afsagt af højesteretsdommerne
Marie-Louise Andreasen, Wendler Pedersen, Per Walsøe, Poul Søgaard og Thomas Rørdam
I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 5. afdeling den 25. april 2001.
Påstande
Appellanten, First Brands A/S, har gentaget sine påstande.
Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.
Anbringender
First Brands har for Højesteret præciseret, at selskabet i første række gør gældende, at dets produkt créme de Cassis skal henføres under gruppe 2206, således at produktet afgiftsberigtiges som vin og ikke som spiritus.
Supplerende sagsfremstilling
For Højesteret er der fremkommet yderligere oplysninger.
Produktet er på flaskeetiketten betegnet "créme de Cassis" og "Liqueur", og det fremgår endvidere af etiketten, at det indeholder vand, sukker, naturlige frugt- og planteekstrakter samt 15 % alkohol.
Forklaringer
Til brug for Højesteret har A afgivet en supplerende forklaring.
Højesterets begrundelse og resultat
Det fremgår af erklæringen af 5. september 1997 fra producenten, Routin S.A., Frankrig, at First Brands' produkt créme de Cassis består af en blanding af solbærknopudtræk, solbærbærudblødning, solbær-koncentreret frugtsaft og alkohol. Af flaskeetiketten - hvor produktet betegnes "Liqueur" - fremgår, at det yderligere indeholder sukker og vand.
Producentens erklæring må forstås således, at den alkohol, der indgår i den nævnte blanding, er tilsat og således ikke fremkommet ved gæring af produktets øvrige ingredienser, men producenten har oplyst, at man har erfaring for, at der under udblødningen af solbærrene sker en naturlig gæring, som tilfører slutproduktet en alkoholmængde svarende til mellem 1,25 og 1,50 %.
Uanset at der ved naturlig gæring tilføres produktet denne alkoholmængde, er det efter Højesterets opfattelse mest nærliggende at henføre First Brands' produkt créme de Cassis til position 2208.70.10 i bilag 1 (Den Kombinerede Nomenklatur) til Kommissionens forordning (EF) nr. 1734/96 af 9. september 1996, jf. Kommissionens Forklarende Bemærkninger til De Europæiske Fællesskabers Kombinerede Nomenklatur (98/C 287/01) til grupperne 2206 og 2208. Det bemærkes i den forbindelse, at det i Forklarende Bemærkninger er anført, at gruppe 2208 bl.a. omfatter likører, og som eksempel herpå nævnes "Likører, som på grund af deres konsistens og farve benævnes crémes; de er som regel meget søde i smagen og har et forholdsvis lavt alkoholindhold (fx ... solbærlikør ...) ...", jf. også Forklarende Bemærkninger til bl.a. position 2208.70.10.
Herefter - og efter oplysningerne om praksis i de øvrige EU-lande - tiltræder Højesteret, at First Brands' produkt créme de Cassis skal tariferes som likør med den virkning, at det er omfattet af spiritusafgiftslovens § 1, stk. 1, jf, § 37a.
Højesteret tiltræder endvidere, at det ikke er godtgjort, at Dan Poulsen har givet First Brands tilsagn om, at créme de Cassis produktet skulle tariferes som vin (gruppe 2206), eller at han har handlet erstatningsansvarspådragende over for selskabet.
Herefter stadfæster Højesteret dommen.
T h i k e n d e s f o r r e t
Landsrettens dom stadfæstes.
I sagsomkostninger for Højesteret skal First Brands A/S betale 35.000 kr. til Skatteministeriet.
De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.