Spørgsmål
Er Cavling-prisen omfattet af ligningslovens § 7, nr. 19, 2. pkt.?
Nej
Beskrivelse af de faktiske forhold
Cavling-prisen blev indstiftet 18. december 1944 i anledning af Journalistforbundets 40 års fødselsdag og til minde om forbundets stifter, journalisten og forfatteren Henrik Cavling (1858-1933). Med prisen på ca. 20.000 kr. følger Jørgen Rodes statuette af Henrik Cavling. Det fremgår af § 5 i fundatsen for Henrik Cavlings Fond, at Dansk Journalistforbund årligt tilfører fondet midler, så legatet mindst bliver på 20.000 kr. Ifølge § 6 i fundatsen foretages uddelingen af en særlig komité, som er valgt for 3 år og kan genvælges. Dansk Journalistforbunds hovedbestyrelse udpeger komitéens medlemmer efter forud at have indkaldt forslag for forbundets kredse. Uddelingen skal ifølge § 5 ske én gang om året til ”… en journalist eller en gruppe af journalister i samarbejde, der i særlig grad har udvist initiativ og talent i det forløbne år”, det fremgår videre, at ”Cavling-prisen skal betragtes som en udmærkelse, ikke som en understøttelse”.
Forespørgerens opfattelse
Forespørgeren ønsker at gøre opmærksom på momslovens § 13, stk. 1, nr. 7, efter hvilken journalistisk virksomhed betragtes som ”anden kunstnerisk virksomhed” og dermed er fritaget for afgift.
Styrelsens indstilling og begrundelse
Det indstilles, at Ligningsrådet svarer nej til spørgsmålet om, hvorvidt Cavling-prisen kan anses som omfattet af LL § 7, nr. 19, 2. pkt.
Bestemmelsen i LL § 7, nr. 19, 2. pkt. om skattefrihed af hæderspriser til kunstnere er indsat i ligningsloven ved lov nr. 391 af 6. juni 2002. Ifølge de almindelige bemærkninger til lovforslaget (L 188 – 2. saml. 2001 – 2002) skal lovændringerne ses som et led i udmøntningen af regeringens politik om at forbedre vilkårene for skabende eller udøvende kunstnere. Ud over ændringerne på området for hæderspriser bestod lovforslaget endvidere af en udvidet adgang for virksomheder til at afskrive kunstnerisk udsmykning af erhvervsbygninger. Lovforslagets samlede sigte er at forbedre vilkårene for kunstnere, og gøre det mere attraktivt for virksomheder at investere i kunst for herigennem at fremme trivsel og miljø på arbejdspladsen.
I de almindelige bemærkninger anføres videre, at forslaget ikke ændrer på hovedreglen om, at legater generelt er skattepligtige. Med forslaget ønskes at udvide den gældende skattefritagelse for visse internationale priser til også at omfatte hæderspriser til personer, som har fortjent en særlig anerkendelse for deres kunstneriske virke.
Ifølge fundatsens § 5 skal modtageren af Cavling-prisen være en journalist eller en gruppe af journalister i samarbejde. Det er styrelsens opfattelse, at journalister ikke kan betragtes som omfattet af den personkreds, som bestemmelsen i LL § 7, nr. 19, 2. pkt. retter sig mod. Der er dermed henset til, at lovforslagets samlede sigte er at forbedre vilkårene for kunstnere, og gøre det mere attraktivt for virksomheder at investere i kunst for herigennem at fremme trivsel og miljø på arbejdspladsen. Bestemmelsen retter sig således mod personer, hvis virke er at være skabende eller udøvende kunstnere.
Da det stillede spørgsmål kan besvares benægtende alene ud fra de ovenfor anførte forhold, vil betydningen af, at Dansk Journalistforbund årligt tilfører fondet midler, så legatet mindst bliver på 20.000 kr., jf. § 5 i fundatsen, ikke blive vurderet nærmere.
Forespørgerens henvisning til momslovens § 13, stk. 1, nr. 7, efter hvilken journalistisk virksomhed betragtes som ”anden kunstnerisk virksomhed” og dermed er fritaget for afgift, har ikke nogen umiddelbar betydning for nærværende bedømmelse. Momsområdet er et andet retsområde, hvor der kan gælde andre afgrænsninger af begreberne.
Ligningsrådet tiltræder indstillingen.