Indhold
Dette afsnit beskriver sondringen mellem ubetinget rabat og betinget rabat.
Afsnittet indeholder:
- Endelig erhvervet
- Rådighed
- Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Endelig erhvervet
En rabat er ubetinget, når kunden krediteres for rabatten i samme øjeblik, købet registreres på kasseapparatet, og rabatten dermed er endeligt erhvervet i forbindelse med leverancen. At udbetalingen af den tilskrevne rabat først sker på et senere tidspunkt, hvor der sendes en check, som kunden selv kan vælge at indløse, eller at rabatten eventuelt lægges sammen med andre opnåede rabatter til et større beløb, medfører ikke, at rabatten dermed skifter karakter fra at være ubetinget til at blive betinget. Se TfS1990, 408MNA.
Rådighed
Selv om forhandleren ved købet opnår en bonus, som juridisk kan kræves udbetalt, så finder ML § 27, stk. 3, nr. 2 alligevel ikke anvendelse, når bonussen forbliver hos leverandøren, og denne stadig disponerer over beløbet. Se sag C-86/99, Freemans.
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse | Afgørelsen i stikord | Yderligere kommentarer |
EU-domme |
C-86/99, Freemans | Leverandøren Freemans var forpligtet til at godskrive en særskilt konto et beløb svarende til 10% af hver betaling, som forhandlerne foretog. De beløb, der skulle godskrives efterhånden som betalingerne blev foretaget, udgjorde ikke en ubetinget rabat som omhandlet i sjette direktivs artikel 11, punkt A, stk. 3, litra b) nu momssystemdirektivet artikel 79, stk. 1, litra b). Det er nemlig ikke tilstrækkeligt, at køberen ved købet opnår en bonus, som juridisk kan kræves udbetalt. En afgiftspligtig person, der anvender en salgsfremmende ordning, kan altså ikke gøre gældende, at modværdien, fra begyndelsen er den fulde pris minus bonussen, når denne stadig disponerer over beløbet på det tidspunkt, hvor transaktionen finder. | |
Landsskatteretten |
TfS1990, 408MNA | Kunden blev krediteret for rabatten i samme øjeblik, som købet blev registreres på kasseapparatet. Rabatten var dermed endeligt erhvervet i forbindelse med leverancen. Selv om udbetalingen af den tilskrevne rabat først måtte ske på et senere tidspunkt, eller at den eventuelt blev lagt sammen med andre opnåede rabatter til et større beløb, medførte ikke, at rabatten dermed skiftede karakter fra at være ubetinget til at blive betinget. | |