Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere
kommentarer

EU-domme

C-717/19, Boehringer Ingelheim Pharma GmbH & Co. KG - II

Boehringer Ingelheim er et ungarsk datterselskab af en medicinalvirksomhed. Selskabets hovedaktivitet består i markedsføring af subventionerede lægemidler til grossister, som sælger dem til apoteker, der herefter sælger dem til patienterne. For at de lægemidler, som Boehringer Ingelheim distribuerer på det ungarske marked, er støtteberettigede, indgik selskabet »støtteaftaler« med Den statslige sygeforsikringsinstitution (NEAK) for perioden fra den 1. oktober 2013 til den 31. december 2017. I henhold til disse aftaler forpligtede Boehringer Ingelheim sig til at betale NEAK et beløb, der var fastsat i aftalerne, på grundlag af den mængde af lægemidler, som selskabet markedsførte, og som skulle fratrækkes den omsætning, der hidrørte fra salget af disse lægemidler.

EU-Domstolen fandt, at virksomheden i sit afgiftsgrundlag for merværdiafgiften kunne fratrække den del af sin omsætning, der hidrører fra salg af lægemidler, hvortil der er ydet tilskud fra den statslige sygeforsikringsinstitution, og som den har betalt til denne institution i henhold til en kontrakt, der er indgået mellem sidstnævnte og denne virksomhed.

C-802/19, Firma Z

Firma Z var et apotek, som i 2013 fra Nederlandene leverede receptpligtige lægemidler til Tyskland. Lægemidlerne blev sendt dels til personer, der var dækket af en lovpligtige sygeforsikring, dels til personer, der havde en privat sygeforsikring. Ved besvarelse af et spørgeskema om den sygdom, som de led af, udbetalte Firma Z et vist beløb til de adspurgte som »kompensation« herfor.

Når Firma Z leverede receptpligtige lægemidler til personer, der var dækket af en privat sygeforsikring, var virksomheden af den opfattelse, at den havde indgået aftaler om salg af disse lægemidler med disse personer og havde foretaget leveringen direkte til disse personer. Virksomheden mente på grundlag af bestemmelserne om postordresalg i momssystemdirektivets artikel 33 og den nationale lovgivning, at disse leveringer var afgiftspligtige i Tyskland. Firma Z var ligeledes af den opfattelse, at den kompensation, der blev udbetalt til disse personer, medførte en nedsættelse af afgiftsgrundlaget i henhold til national lovgivning.

Når Firma Z leverede receptpligtige lægemidler til personer, der var dækket af den lovpligtige sygeforsikring, foretog virksomheden dels en afregning med de lovpligtige sygekasser på grundlag af lovgivningen om social sikring, dels trak den den kompensation, der blev udbetalt til de pågældende personer, fra den andel, som disse personer skulle betale for det bestilte lægemiddel. For disse leveringer mente Firma Z, at leveringsstedet fra den 1. oktober 2013 lå i Nederlandene, og at virksomheden kunne påberåbe sig momsfritagelsen for leveringer inden for Fællesskabet. De lovpligtige sygekasser skulle i henhold til momssystemdirektivets artikel 2, stk. 1, litra b), nr. i) betale moms af disse erhvervelser i Tyskland. Firma Z var desuden af den opfattelse, at den kompensation, der blev udbetalt til personer med den lovpligtige sygeforsikring i henhold til national lovgivning, medførte en nedsættelse af afgiftsgrundlaget for leveringer foretaget i Tyskland til personer med en privat sygeforsikring, og virksomheden foretog en afgiftsberigtigelse heraf.

EU-domstolen fandt, at et apotek, der er etableret i én medlemsstat, ikke kan nedsætte sit afgiftsgrundlag, når apoteket i denne medlemsstat foretager leveringer af farmaceutiske produkter til en lovpligtig sygeforsikringskasse, der er etableret i en anden medlemsstat, og hvor apoteket giver rabat til personer dækket af denne forsikring.

C-544/16, Marcandi

For at kunne deltage i en auktion afholdt af Marcandi på en hjemmeside skulle hver bydende (kunden) betale et antal kreditter, hver gang den pågældende byder. Den kunde, der vinder auktionen, havde ret til at købe til den budte pris med tillæg af udgifter til forsendelse og ekspedition. Vinderens kreditter bortfaldt. Værdien af de anvendte kreditter nedsatte ikke prisen for varen.

Funktionen "køb nu" gjorde det muligt for en kunde at forlade auktionen, dvs. undlade af afgive yderligere bud, og i stedet købe en vare, der var identisk med den vare, der var på auktion. Ved købet af den identiske vare købte kunden varen til en "oprindelig pris" oplyst i forbindelse med auktionen. Kunden fik i den forbindelse en rabat svarende til værdien af de kreditter, som kunden anvendte som "betaling" for at kunne deltage i auktionen før, at kunden forlod auktionen. Kundens kreditter bortfaldt også i denne situation.

En kunde, der ikke vandt auktionen og ikke anvendte "køb nu"-funktionen kunne i stedet anvende "optjent rabat"-funktionen. Denne funktion betød, at kunden ved et senere køb i auktionsholderens netbutik fik en rabat i forhold til netbutikkens normale pris svarende til værdien af kreditterne, som kunden kunne anvende som "betaling" for at kunne deltage i auktionen. Kreditterne bliver således omformet til "optjent rabat".

EU-domstolen fandt, at momssystemdirektivets artikel 2, stk. 1, litra c), skulle fortolkes således, at udstedelsen af kreditterne, udgjorde en ydelse mod vederlag, hvor vederlaget og dermed momsgrundlaget var det beløb, der blev betalt for kreditterne.

EU-domstolen fandt, at det beløb, som kunden betalte for kreditterne, efter momssystemdirektivets artikel 73 ikke indgik i momsgrundlaget for den bortauktionerede vare. Med hensyn til "køb nu"-funktionen og "optjent rabat"-funktionen så skulle værdien af kreditterne anses for en rabat omfattet af momssystemdirektivets artikel 79, litra b). Efter momssystemdirektivets artikel 73 skulle værdien af kreditterne derfor ikke indgå i momsgrundlaget for varerne i forbindelse med "køb nu"-funktionen og "optjent rabat"-funktionen. Endeligt udtalte domstolen, at selv hvis rabatten svarede til hele den oprindelige pris eller hele den normale pris, kunne varerne ikke anses for at blive overdraget vederlagsfrit. Til forskel for situationen i sag C-48/97, Kuwait Petroleum, blev varerne leveret mod en identificerbar modydelse, nemlig den oprindelige pris eller den normale pris i netbutikken.

Boehringer Ingelheim Pharma fremstillede farmaceutiske produkter og leverede dem som afgiftspligtige leveringer til tyske apoteker gennem grossister. Hvad angik den (offentlige) tyske lovpligtige sygeforsikringsordning udleverede apotekerne farmaceutiske produkter til personer, som var dækket på grundlag af en rammeaftale med forbundet for sygekasser. Leveringen af de farmaceutiske produkter blev foretaget til sygekasserne, som stillede dem til rådighed for deres forsikrede. Apotekerne ydede sygekasserne en rabat på prisen for de farmaceutiske produkter. Boehringer Ingelheim Pharma skulle som medicinalvirksomhed godtgøre apotekerne eller, såfremt der blev benyttet  grossister, de sidstnævnte denne rabat. I momsmæssig henseende betragtede den tyske skatteforvaltning rabatten som en nedsættelse af vederlaget.

Hvad derimod angår de farmaceutiske produkter til personer, som var dækket af en privat sygeforsikring, udleverede apotekerne de farmaceutiske produkter til disse personer på grundlag af individuelt indgåede aftaler. Det private sygeforsikringsselskab køber ikke de farmaceutiske produkter, men godtgjorde blot deres forsikrede de af dem afholdte udgifter, når de søger herom. I dette tilfælde skulle Boehringer Ingelheim Pharma yde det private sygeforsikringsselskab en rabat på prisen på det farmaceutiske produkt. Den tyske skatteforvaltning anerkendte i momsmæssig henseende ikke denne rabat som en nedsættelse af vederlaget.

 EU-domstolen fandt, at set i lyset af de principper, som Domstolen har fastlagt i dommen i sag C-317/94, Elida Gibbs om fastsættelse af afgiftsgrundlaget for moms, og henset til EU-rettens ligebehandlingsprincip, skulle momsdirektivets artikel 90, stk. 1, fortolkes således, at den rabat, som en medicinalvirksomhed i medfør af en national lov ydede et privat sygeforsikringsselskab, i henhold til artikel 90, stk. 1, medføre en nedsættelse af afgiftsgrundlaget til fordel for medicinalvirksomheden, når leveringen af farmaceutiske produkter fandt sted gennem grossister til apoteker, som foretog udleveringer til personer dækket af en privat sygeforsikring, der godtgjorde sine forsikrede udgiften til køb af farmaceutiske produkter. At det var de forsikrede selv, og ikke forsikringsselskaberne, der var de direkte modtagere af leveringerne af de omhandlede lægemidler, medførte derfor ikke et andet resultat.

C-461/12, Granton Advertising BV

Rabatkort. Indehaveren af et Grantoncard kunne opnå varer eller ydelser som blev tilbudt af de tilknyttede virksomheder på fordelagtige vilkår, som var aftalt mellem disse virksomheder og Granton Advertising. F.eks. prisnedslag.

Når indehaveren af kortet fremviste dette, afslog den tilknyttede virksomhed fra at opkræve en del af den normale pris, hvorfor den pågældende indehaver ikke foretog nogen betaling svarende til størrelsen af dette nedslag. Den omstændighed, at den tilknyttede virksomhed accepterede at undlade at opkræve det pågældende beløb, udgjorde en rabat i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i sjette direktivs artikel 11, punkt A, stk. 3, litra b) (Momssystemdirektivets artikel 79, litra b).

C-427/98, Kommissionen mod Tyskland

Den modværdi, som detailhandleren modtog, var varens fulde pris, der delvist blev betalt af den endelige forbruger og delvist af producenten. For detailhandleren indebar kuponen en ret til betaling fra producenten svarende til den rabat, der blev ydet den endelige forbruger. Det fulgte heraf, at det beløb, der svarede til kuponernes pålydende værdi, for detailhandleren udgjorde et aktiv, der blev realiseret ved indløsning af kuponerne, og at kuponerne skulle anses for et betalingsmiddel til denne værdi. Detailhandlerens momsgrundlag ved salget til den endelige forbruger svarede altså til den fulde detailpris, nemlig til den pris, der blev betalt af den endelige forbruger, hvortil kom det beløb, som detailhandleren fik godtgjort af producenten.

For så vidt angår producentens momsgrundlag, se også sag C-317/94, Elida Gibbs Ltd.

For så vidt angår detailhandlerens momsgrundlag, se afsnit D.A.4.10.3.5.

C-48/97, Kuwait Petroleum

Ydelsen af en rabat eller en bonus forudsatte, at der blev leveret et gode mod vederlag. Udtrykkene "bonus" og "rabat" angav i sig selv, at der var tale om blot en delvis nedsættelse af den samlede aftalte pris. Hvis nedsættelsen udgjorde 100% af prisen, som det var tilfældet i hovedsagen, var der derimod i realiteten tale om vederlagsfri levering.   

C-317/94, Elida Gibbs Ltd

Når en kupon, kunne accepteres af detailhandleren og detailhandleren fremsendte den til producenten og fik udbetalt det angivne beløb, var producentens momsgrundlag lig med den salgspris, som producenten anvendte, med fradrag af det på kuponen angivne og indløste beløb. Når en producent som led i en salgsfremmende ordning solgte produkter med en kupon på produkternes emballage, var producentens momsgrundlag også lig med den salgspris, som producenten anvendte, med fradrag af det på kuponen angivne og indløste beløb.

Bemærk derimod, at hvis en formidler, der handler i andens navn (tjenesteyderens navn), på eget initiativ tildeler forbrugeren en rabat i forhold til tjenesteyderens pris, så nedbringer denne rabat hverken momsgrundlaget for formidlerens ydelse til tjenesteyderen eller momsgrundlaget for tjenesteyderens ydelse til forbrugeren. Se EU-domstolens domme i sag C-149/01, First Choice Holidays, og sag C-300/12, Ibero Tours GmbH.

C-126/88, Boots Company Plc

I de tilfælde, hvor Boots helt eller delvist afholdt omkostningerne ved de salgsfremmende ordninger, var det kun, når den kupon - som blev afleveret til Boots -, efterfølgende blev overdraget til leverandøren, at kuponen havde en monetær værdi for Boots. Værdien svarede til det beløb, som leverandøren faktisk havde betalt til Boots i henhold til parternes kontrakt. I den situation, som var omtvistet her i sagen, repræsenterede kuponen for Boots kun en forpligtelse til at yde et prisnedslag, hvis eneste formål var at tiltrække kunder.

Udtrykket "rabat og bonus, der ydes køberen eller aftageren, og som opnås på det tidspunkt, hvor transaktionen finder sted", omfatter forskellen mellem de leverede varers normale detailsalgspris og det beløb, som detailhandleren faktisk modtager for varerne, når denne fra kunden accepterer en kupon, som han har udleveret til kunden ved et tidligere salg foretaget til den normale detailsalgspris.

C-126/88, Boots Company Plc ændrer praksis ifølge MNA1968, 162. Se TfS1994, 472SKM.

Landsskatteretten

SKM2022.37.LSR

Et selskab tilbød sine kunder en ordning, hvorved kunderne ved at melde sig ind i en medlemsklub i forskellige situationer kunne optjene point, som kunne indløses til goder. Landsskatteretten fandt, at der ikke var tale om udtagning til vederlagsfri overdragelse efter ML § 5, stk. 1, 2. pkt., i de tilfælde, hvor point blev anvendt til indløsning af goder, som indgik i selskabets eget sortiment, da der i disse tilfælde var en klart identificerbar pris for det pågældende gode, ligesom der var en nær sammenhæng mellem de pointudløsende køb og indløsningen af point til goder. Landsskatteretten fandt videre, at der ikke var tale om vederlagsfri overdragelser i de tilfælde, hvor et medlem indløste goder med point, som medlemmet helt eller delvist havde optjent ved køb hos selskabets samarbejdspartnere. I disse tilfælde havde samarbejdspartneren købt pointene af selskabet for et bestemt beløb pr. stk. for dernæst at tildele pointene til det pågældende medlem. Herved blev der betalt et identificerbart vederlag til selskabet for goderne. Videre fandt Landsskatteretten, at der i øvrige tilfælde var tale om udtagning til vederlagsfri overdragelse, jf. EU-Domstolens dom i sag C-48/97 (Kuwait Petroleum). Vedrørende disse sidstnævnte tilfælde fandt Landsskatteretten, at der ikke skulle betales udtagningsmoms i forbindelse med indløsning af goder til en værdi af under 100 kr. ekskl. afgift, da der var tale om udtagning af "reklameartikler og lign.", jf. ML § 5, stk. 1, 3. pkt., og "gaver af ringe værdi", jf. momssystemdirektivets artikel 16, 2. pkt.

TfS1999, 33LSR

En forening var leverandør af tilskudsberettiget skolemælk til elever. Afsætningen skete under iagttagelse af de fikserede maksimumspriser.

Landsskatteretten fandt, at der forelå en fornøden og direkte forbindelse mellem den modtagne fællesskabsstøtte og den som følge deraf reducerede salgspris ved levering af skolemælk. Landsskatteretten kunne herefter tiltræde, at tilskuddet skulle indgå i momsgrundlaget efter ML § 27, stk. 1, og den påklagede afgørelse blev stadfæstet på dette punkt. Vedrørende den bonus, som blev udbetalt af foreningen, lagde Landsskatteretten til grund, at der til skolerne udbetaltes 10 kr. pr. rettidig tilmeldt elev pr. halvår, og at ydelsen af skolerne kunne anvendes til brug for skolemælksordningen på en eller anden måde. Da beløbet tilfaldt skolen og ikke den egentlige køber af skolemælken, kunne foreningens udgifter hertil ikke anses for en rabat.

Skatterådet

Skatterådet bekræftede, at medlemskabet af en fordelsklub var en elektronisk leveret ydelse. Der blev lagt vægt på, at betingelserne for at anse ydelsen for en elektronisk leveret ydelse ikke alene var opfyldt i forbindelse med oprettelse og fornyelse af medlemskabet, men også i forbindelse med den ydelse, som kunden efterspurgte fra spørger bestående i opnåelse af rabatter, deltagelse i auktioner og modtagelse af håndplukkede købsforslag.

I forbindelse med medlemskabet af klubben opnåede medlemmet et antal kreditter, som kunne bruges til hel eller delvis betaling af varer. Skatterådet bekræftede, at hel eller delvis betaling af varer med optjente kreditter som følge af medlemskabet kunne anses for en ubetinget rabat på varen. Værdien af kreditterne skulle derfor ikke indgå i momsgrundlaget for varerne. Varerne kunne efter en konkret vurdering ikke anses for overdraget vederlagsfrit i de tilfælde, hvor varen fuldt ud blev betalt med kreditter optjent som følge af medlemskabet. Momsgrundlaget for varerne bestod af betalingen for de ekstra kreditter, som kunden havde købt i forbindelse med bestillingen af varerne med henblik på varekøbet. Dog med tillæg af betaling i penge eller i ekstra kreditter i de tilfælde, hvor der skulle betales særskilt for fragt.