| Afgørelse | Afgørelsen i stikord | Yderligere kommentarer |
| EU-domme |
| C-519/21, ASA | Momsdirektivets artikel 9 og 11 skal fortolkes således, at parterne i en sammenslutningsaftale uden status som juridisk person, der ikke er blevet registreret ved den kompetente skatte- og afgiftsmyndighed inden påbegyndelsen af den pågældende økonomiske virksomhed, ikke kan anses for at være »afgiftspligtige personer« sammen med den afgiftspligtige person, som er forpligtet til at betale afgift af den afgiftspligtige transaktion. | |
| C-424719, Cabinet de Avocat | Artikel 9, stk. 1 skal fortolkes således, at en person, der arbejder som advokat, skal anses for at være en »afgiftspligtig person« i denne bestemmelses forstand. Domstolen udtalte desuden, at EU-retten er til hinder for, at en national retsinstans, som led i en tvist vedrørende moms, anvender princippet om retskraft, når 1) tvisten vedrører en anden afgiftsperiode eller en anden genstand, end den som blev behandlet i den tvist, som medførte en retskraftig retsafgørelse og 2) anvendelsen af princippet om retskraft hindrer, at retsinstansen tager hensyn til gældende EU-bestemmelser på momsområdet. | |
| C-312/19 XT | Artikel 9, stk. 1, og artikel 193 skal fortolkes således, at når en fysisk person har indgået en aftale med en anden fysisk person om en fælles aktivitet, der udgør et partnerskab, og 1) partnerskabet ikke har status som juridisk person, 2) partnerskabet er kendetegnet ved, at den førstnævnte fysiske person har ret til at handle på vegne af samtlige partnere, og 3) den fysiske person indgår alene, og i eget navn, i relationer med tredjeparter, når vedkommende foretager økonomisk virksomhed, som det pågældende partnerskab udøver, så skal den fysiske person anses som en »afgiftspligtig person«. | |
| C-7/13, Skandia America Corp. (USA), filial Sverige | Medlemmerne af en fællesregistrering udgør tilsammen en afgiftspligtig person. Hvis en filial i et EU-land af et selskab med hjemsted i et tredjeland er medlem af en fællesregistrering i EU-landet, så kan hjemstedet og filialen derimod ikke betragtes som en og samme afgiftspligtige person. Levering af ydelser fra hjemstedet til filialen udgør derfor momspligtige transaktioner. Fællesregistreringen er betalingspligtig for modtagelsen af ydelserne. | Se omtalen i afsnit D.A.3.3.1 af momsudvalgets retningslinje om fællesregistreringer på baggrund af dommen. |
| C-210/04, FCE Bank | Ydelser fra hjemsted i et EU-land til fast forretningssted i andet EU-land. Det faste forretningssted modtog ydelser i form af konsulentbistand, management, personaleuddannelse, databehandling samt applikationssoftware. EF-domstolen konkluderede, at hjemsted og fast forretningssted skulle anses for en og samme afgiftspligtige person. Der bestod derfor ikke et retsforhold mellem to parter vedrørende en gensidig udveksling af ydelser. Ikke levering mod vederlag. | Se dog også SKM2009.119.SR, hvor Skatterådet udtalte, at i det omfang et forsikringsselskabs filial i udlandet udgør et fast forretningssted i momslovens forstand, kan filialen og selskabet (uanset sag C-210/04, FCE Bank plc) ikke anses for tilsammen at udgøre en enkelt afgiftspligtig person, når selskabet indgår i en fællesregistrering her i landet. Se endvidere afsnit D.A.14.1.7 om fællesregistrering. |
| Højesteretsdomme |
| SKM2024.270.HR | ►Et forsikringsselskab havde ikke ret til at medregne omsætningen fra forsikringer, som selskabet havde solgt til Y1-lands forsikringskunder fra dets faste forretningssted i Y1-land, ved beregningen af selskabets godtgørelse af moms i henhold til den dagældende momslovs § 45, stk. 4. (stadfæstelse af SKM2023.264.ØLR).◄ ►Det kunne ikke føre til en anden forståelse af momslovens dagældende § 45, stk. 4, at forsikringsselskabets danske hovedsæde og det faste forretningssted i Y1-land ikke var samme afgiftspligtige person, fordi hovedsædet indgik i en momsretlig fællesregistrering i Danmark.◄ | |
| SKM2008.542.HR | En afdeling i en boligorganisation var ikke en selvstændig juridisk enhed, men skulle anses for en del af boligorganisationen. Højesteret udtalte, at lønsumsafgift forudsatte, at der var tale om levering af varer og ydelser til en tredjepart, dvs. en selvstændig juridisk enhed, der var adskilt fra leverandøren. Dette var ikke tilfældet, hvor den almene boligorganisation udfører boligadministration for organisationens egne afdelinger. | Se SKM2009.320.SKAT om dommens konsekvenser på momsområdet. Bemærk, at momsfritagelsen for ejendomsadministration blev ophævet pr. 1. januar 2011. |
| Landsskatteretten |
| SKM2023.474.LSR | Fem tidligere interessenter i et ophørt interessentskab var berettiget til at få behandlet en anmodning om genoptagelse af moms, selvom der ikke var fuldmagt fra de øvrige tidligere interessenter. Landsskatteretten udtalte, at et interessentskab i momsretlig henseende er et selvstændigt afgiftssubjekt, og at det er selve interessentskabet, der er den afgiftspligtige i relation til skatteforvaltningslovens § 32, men at et opløst interessentskab ikke længere eksisterer som et selvstændigt retssubjekt. Ved bedømmelsen af om fem tidligere interessenter var berettigede til at bede om genoptagelse af momstilsvarene, fandt Landsskatteretten, at der måtte lægges vægt dels på formålet med genoptagelsesreglerne, og dels på om rimelige hensyn til de interessenter, der ikke havde givet fuldmagt til anmodningen, burde føre til, at anmodningen ikke skulle realitetsbehandles. Landsskatteretten henviste til, at det fulgte af forarbejderne til genoptagelsesreglerne, at hensigten er, at en virksomheds momstilsvar skal ændres til det materielt rigtige, i det omfang betingelserne i skatteforvaltningslovens §§ 31-32 er opfyldt. Retten henviste endvidere til, at de interessenter, der ikke havde givet fuldmagt til advokaten, ikke havde nogen saglig grund til at modsætte sig anmodningen, fordi det måtte lægges til grund, at Skattestyrelsens behandling af anmodningen om nedsættelse af momstilsvarene efter § 32, stk. 1, stk. 4, ikke ville kunne føre til, at momstilsvarene blev forhøjet. | |
| SKM2007.899.LSR | Et administrationsfællesskab, der hvilede på en samarbejdsaftale mellem en række faglige organisationer, udgjorde en afgiftspligtig person i momslovens forstand. Fællesskabet blev anset for at have en så fast struktur og selvstændighed, at det måtte anses for at have leveret ydelser til de organisationer, der deltog i fællesskabet. Landsskatteretten fastslog bl.a., at en afgiftspligtig person i ML § 3 svarer til definitionen af en afgiftspligtig person i 6. momsdirektivs artikel 4 (nu momssystemdirektivet, artikel 9, stk. 1), og at vurderingen af, om en given person er en afgiftspligtig person, udelukkende afgøres på baggrund af 6. momsdirektivs artikel 4. | |
| SKM2007.392.LSR | Et konkursbo blev anset for at drive momspligtig aktivitet omfattet af ML § 3 i forbindelse med afviklingen af en momspligtig virksomhed (restaurant). | |
| Skatterådet |
| SKM2023.73.SR | Spørgerne ejede i fællesskab en ejendom. Spørgerne havde ejet Ejendommen siden 17. december 2008, hvor Spørgerne ved privat skifte havde arvet ejendommen efter A. Spørgerne havde i deres ejertid ikke selv anvendt Ejendommen, men den havde udelukkende været stillet vederlagsfrit til rådighed for B I/S, som havde anvendt ejendommen til udlejning/bortforpagtning. Det var Spørgers hensigt at sælge hele Ejendommen, når denne overgik til byzone. Skatterådet kunne bekræfte, at Spørgerne ikke solgte ejendommen i egenskab af afgiftspligtige personer, idet Spørgerne alene havde anvendt ejendommen til vederlagsfri tilrådighedsstillelse for interessentskabet. | |
| SKM2020.385.SR | Spørger leverer serviceydelser til sine medlemmer. Medlemmerne består af offentlige myndigheder. En anden forening er dog ligeledes optaget som medlem. De offentlige myndigheder er hovedsageligt, men ikke udelukkende kommuner. Skatterådet bekræfter, at ydelserne er momspligtige. Skatterådet lægger vægt på, at foreningen ikke er en offentlig institution i momslovens forstand. Rådet lægger yderligere vægt på, at foreningen er i konkurrence med erhvervsvirksomheder og ikke i momslovens forstand kan anses for en kommunal institution drevet af flere kommuner i fællesskab. Ligesom der er lagt vægt på, at foreningen ikke kan anses for en almennyttig forening i momslovens forstand, og foreningen ikke kan anses for en "selvstændig gruppe" i momslovens forstand. Foreningens ydelser er derfor ikke omfattet af de særlige fritagelser for ydelser leveret af almennyttige foreninger og selvstændige grupper. | |
| SKM2016.344.SR | Skatterådet kunne ikke bekræfte, at en dansk filial ikke skulle beregne moms af ydelser modtaget fra hovedkontoret i et andet EU-land, når selskabet indgår i en fællesregistrering i det andet EU-land, og når hovedkontoret fordeler en andel af de af hovedkontoret afholdte generalomkostninger til filialen. Skatterådet kunne ikke bekræfte, at spørgers filials leverancer til fællesregistreringen i det andet EU-land ikke kan anses for leverancer mod vederlag. Hvis betingelserne for fradragsret i øvrigt er opfyldt, har spørgers filial derfor fradragsret for indkøb mv. anvendt til brug for leverancer til fællesregistreringen i det andet EU-land. | |
| SKM2015.193.SR | Skatterådet fandt, at en forening, som var stiftet af tre fagforeninger, var en afgiftspligtig person, og at de ydelser, som foreningen leverede til medlemmerne, skulle anses for levering mod vederlag. | |
| SKM2013.232.SR | Der var ikke opstået en afgiftspligtig person ved dannelsen af et konsortium med henblik på opførelse af et innovationscenter, der skulle tjene som hjemsted for spørgerne. | |
| SKM2009.782.SR | Samarbejdet mellem to arbejdsløshedskasser om drift og udvikling af IT blev ikke anset for at være en selvstændig afgiftspligtig person. Samarbejdet mellem de to A-kasser blev ikke vurderet til at have en så fast struktur og selvstændighed, at det udøvede selvstændig økonomisk virksomhed i en form, der bragte det ind under momslovens anvendelsesområde. Der blev især lagt vægt på: - at A-kasserne deltog på lige fod i samarbejdet
- at samarbejdet ikke modtog vederlag for de arbejdsopgaver, der udføres,
- at den enkelte A-kasse alene afholdt omkostninger, der relaterede sig til deres egen IT-anvendelse
- at samarbejdet ikke selvstændigt kan disponere eller indgå i forpligtelser overfor 3. mand og ikke kunne eje aktiver.
| |