Indhold

Afsnittet beskriver, hvilke aktiver varelagerlovens regler kan bruges på og af hvem.

Afsnittet indeholder:

• Varelagerloven
• Selvstændig erhvervsvirksomhed
• Terminshandler mv.
• Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Varelagerloven

Varelagerloven bruges kun på varer, der erhverves til videresalg som led i drift af selvstændig erhvervsvirksomhed. Det betyder, at der på statustidspunktet skal eksistere en sådan virksomhed, der er aktiv. Det indebærer på den ene side, at den skal være startet, og på den anden side, at den ikke må være ophørt.

Selvstændig erhvervsvirksomhed

Det er kun selvstændige erhvervsvirksomheder, der kan bruge varelagerlovens regler. Selvstændig erhvervsvirksomhed er kendetegnet ved,

• at der for egen regning og risiko udøves en virksomhed af økonomisk karakter med det formål at opnå et overskud
• at virksomheden udøves nogenlunde regelmæssigt og gennem en ikke helt kort periode, og
• at virksomheden ikke er af helt underordnet omfang.

Eksempel

En tidligere landmand, der fortsat ejer en landbrugsejendom, men nu har bortforpagtet den for en årlig forpagtningsafgift på 240 tdr. korn, kan ikke skatteretligt betragte kornet som sit varelager, fordi han ikke anses for at være erhvervsdrivende i varelagerlovens forstand. Det er forudsat, at han tjener sine penge, fx som lønmodtager, eller lever af sin formue.

Terminshandler mv.

Varepartier, der ikke hører til virksomhedens sædvanlige varelager, falder uden for varelagerlovens regler.

Dette er tilfældet, hvis den erhvervsdrivende i forbindelse med en spekulationsforretning køber varepartier, som enten efter deres art eller mængde falder uden for virksomheden eller klart overstiger, hvad der er nødvendigt for at drive virksomheden.

Problemet har konkret foreligget i forbindelse med de såkaldte terminshandler med korn, hvor den erhvervsdrivende indkøber større kornpartier kort før statustidspunktet for hurtigt efter statustidspunktet at sælge kornet videre. Det er kun i den situation, hvor den erhvervsdrivende er kornhandler, at varelagerlovens regler bruges.

I en konkret sag kunne et stort parti korn købt kort før statustidspunktet og videresolgt i foråret det følgende år ikke indgå i en proprietærs varelager. Proprietæren oplyste, at han havde købt den store mængde korn for at reducere sin indkomst i købsåret ved at nedskrive på varelageret - en regel, der er ophævet. Som begrundelse for afgørelsen anførte Landsskatteretten, at klageren ikke tidligere havde handlet så store mængder korn, og at der var tale om en lejlighedshandel, som ikke var et led i proprietærens erhvervsvirksomhed. Se LSRM 1968, 129 LSR.

I en lignende sag kom Landsskatteretten til samme resultat, da en gårdejer i et år købte et stort parti korn, som han solgte igen året efter. Landsskatteretten begrundede sin afgørelse med, at kornet i hele perioden havde ligget hos en kornhandler og ikke på noget tidspunkt havde været brugt i klagerens landbrugsvirksomhed, og betragtede derfor handlen som en lejlighedshandel. Den indkøbte kornbeholdning blev derfor ikke betragtet som et varelager, der hørte til hans bedrift. Se LSRM 1973, 115 LSR.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området: