Indhold

Dette afsnit beskriver bestemmelsen i konkurslovens § 12 g, hvorefter konkurslovens §§ 39-52 om krav mod boet med visse undtagelser også gælder for rekonstruktionsbehandling.

Afsnittet indeholder:

  • De overførte bestemmelser
  • Særligt om modregning
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

De overførte bestemmelser

Konkurslovens kap 6, §§ 39-52, om krav mod boet, gælder tilsvarende ved en rekonstruktionsbehandling, men rekonstruktionsbehandlingens indledning træder dog i stedet for konkursdekretets afsigelse. Reglen modificeres af konkurslovens § 12 g, stk. 2-4. Se konkurslovens § 12 g, stk. 1.

De bestemmelser, der overføres, er:

Bestemmelsen i konkurslovens § 46, om dividende af den del af et pant, der ikke er dækket af det pantsattes værdi, erstattes af konkurslovens § 10 a, stk. 2, nr. 2, hvor der er tale om en rekonstruktion med tvangsakkord.

Særligt om modregning

Ved modregning i konkurs kan en fordringshaver modregne sit krav, selv om det er uforfaldent, i skyldnerens krav mod fordringshaver, hvis:

  • Begge krav er stiftet senest på fristdagen, eller
  • Begge krav er stiftet efter fristdagen, men inden klokkeslættet for konkursdekretets afsigelse.

Se konkurslovens § 42, stk. 1 og 2.

I forbindelse med en rekonstruktion regner man i stedet med tidspunktet for rekonstruktionsbehandlingens indledning, se ovenfor.

Derudover kan en fordringshaver uanset konkurslovens § 42, stk. 1 og 2, ikke anvende et uforfaldent krav til modregning. Se konkurslovens § 12 g, stk. 2.

En fordringshaver kan derfor efter indledningen af rekonstruktionsbehandlingen anvende sit forfaldne modkrav til modregning i et hovedkrav, som tilhører skyldneren, hvis begge krav:

  • Bestod på fristdagen eller forinden eller
  • Er stiftet efter fristdagen, men inden indledningen af rekonstruktionsbehandlingen.

Desuden kan en fordringshaver ikke anvende et krav, som er omfattet af konkurslovens § 97, til modregning i skyldnerens krav efter en aftale, der er videreført med rekonstruktørens samtykke efter konkurslovens § 12 o. Hvis der er tale om en løbende aftale eller successive ydelser, kan der heller ikke ske konneks modregning. Se konkurslovens § 12 g, stk. 3, 2. pkt.

Endelig kan et modkrav med status efter konkurslovens § 94 anvendes til modregning, uanset at hovedkravet er stiftet før fristdagen, medmindre modregning er afskåret efter konkurslovens § 42, stk. 3 og 4, eksempelvis fordi den må sidestilles med omstødelig betaling. Se konkurslovens § 12 g, stk. 4.

Konneks modregning

I situationer, hvor både modkravet og hovedkravet er konnekse, dvs. udspringer af samme retsforhold, kan modregning ske i videre omfang. Det skyldes, at en konneks modregning betragtes som en indsigelse og derfor har virkning ex tunc, dvs. med tilbagevirkende kraft til det tidspunkt, hvor kravene stod over for hinanden som udjævnelige.

Se eksempelvis UfR 2021.114 HR, hvor et krav på erstatning for skader og bortkomst af varer stiftet før fristdagen, kunne modregnes i et krav på vederlag for transport og opbevaring af varer, der var stiftet efter fristdagen. Modregning var udelukket efter konkurslovens § 12 g, men kravene var konnekse, da de udsprang af samme kontrakt og var nært forbundne.

Se dog ovenstående om begrænsningerne af mulighederne for konneks modregning i konkurslovens § 12 g, stk 3.

Afkald på modregning

Der kan ikke ske modregning, hvis fordringshaver har givet afkald på en eksisterende modregningsadgang.

Det er tilfældet, hvis det på grundlag af oplysningerne i det modtagne materiale må lægges til grund, at:

  • Der vil komme et modregningsegnet krav til udbetaling til skyldneren efter gennemførelsen af en rekonstruktion
  • Dette modregningsegnede krav må anses for stiftet før rekonstruktionsbehandlingens indledning eller på fristdagen eller forinden (se konkurslovens § 12 g, stk. 1), og
  • Fordringshaver stemmer for rekonstruktionsforslaget uden at tage et modregningsforbehold.

Modregning kan dog ske, hvis restanceinddrivelsesmyndigheden har modtaget en dividende:

  • Uden at være bekendt med en eksisterende modregningsadgang eller
  • Uden at burde have været bekendt med en eksisterende modregningsadgang.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv. 

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelser

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteret

UfR 2021.114 HR

Et krav på erstatning for skader og bortkomst af varer stiftet før fristdagen, kunne modregnes i et krav på vederlag for transport og opbevaring af varer, der var stiftet efter fristdagen. Modregning var udelukket efter konkurslovens § 12 g, blev alligevel tilladt, da kravene var konnekse, idet de udsprang af samme kontrakt og var nært forbundne.

Afgørelsen er et eksempel på den udvidede modregningsadgang, der er gældende for konnekse krav.