Indhold

Dette afsnit handler om, hvordan leverandøren afgør, om kunden må anses for at være en afgiftspligtig person eller en ikkeafgiftspligtig person.

Afsnittet indeholder:

• Baggrunden for reglerne
• Regel: Kunder i EU
• Regel: Kunder uden for EU
• På hvilket tidspunkt foretages vurderingen af kundens status og egenskab?
• Betydningen af ydelsens art for vurderingen af kundens egenskab
• Særligt om salg af visse ydelser til kunder uden for EU ML § 21 b, stk. 2, § 21 c og § 21 d
• Momsudvalget.

Se også

• Afsnit D.A.6.2.3 om kundens og leverandørens etableringssted
• Afsnit D.A.6.2.4.3 om flytning af leveringsstedet til Danmark i henhold til udnyttelseskriteriet ML § 16, stk. 3
• Afsnit D.A.6.2.5.3 om flytning af leveringsstedet til Danmark i henhold til udnyttelseskriteriet ML § 16, stk. 6
• Afsnit D.A.6.2.6 om faktisk benyttelse eller udnyttelse.

Baggrunden for reglerne

Da leveringsstedet overordnet bestemmes efter, om kunden er en afgiftspligtig person, der optræder i denne egenskab, skal leverandøren undersøge kundens status og egenskab på leveringstidspunktet.

Med momsforordningens artikel 17-19 er der vedtaget retningslinjer for leverandørens vurdering af kundens status og egenskab. Reglerne sikrer, at leverandøren entydigt kan afgøre kundens status og egenskab på tidspunktet for afgiftspligtens indtræden.

Leverandøren skal bl.a. kende kundens status og egenskab af disse årsager:

• Kunden status er afgørende for at bestemme leveringsstedet.
• Afhængigt af kundens status skal leverandøren enten opkræve moms eller oplyse kunden om, at kunden er pligtig til at betale momsen efter reglerne om omvendt betalingspligt.
• Hvis kunden er betalingspligtig for momsen, skal leverandøren oplyse dette på fakturaen for at opfylde fakturakravene.
• Hvis ydelsen er omfattet af reglerne om obligatorisk omvendt betalingspligt, skal leverandøren indberette salget som EU salg uden moms (tidligere listeindberetning).
• Hvis kunden ikke er betalingspligtig, skal leverandøren normalt være momsregistret i det land, hvor ydelsen har leveringssted. Leverandøren er betalingspligtig for momsen og skal opkræve det pågældende lands moms på fakturaen.

Regel: Kunder i EU

Medmindre leverandøren har oplysninger om det modsatte, kan leverandøren tage det for givet, at en kunde i EU har status som afgiftspligtig person (B2B), hvis en af nedenstående forudsætninger er opfyldt:

1. Kunden har meddelt leverandøren sit personlige momsregistreringsnummer, og leverandøren har fået bekræftet momsregistreringsnummerets gyldighed og det navn og den adresse, der er knyttet til registreringsnummeret. Se artikel 31 i Rådets forordning (EU) nr. 904/2010 af 7. oktober 2010.
2. Kunden har endnu ikke modtaget et momsregistreringsnummer, men meddeler leverandøren, at vedkommende har ansøgt herom. Leverandøren får enhver anden dokumentation for, at kunden er en afgiftspligtig person (eller en ikke afgiftspligtig juridisk person, der skal momsregistreres) og verificerer i rimeligt omfang de oplysninger, kunden har meddelt, efter de normale kommercielle sikkerhedsprocedurer, herunder vedrørende kontrol af identitet eller betaling.

Se momsforordningens artikel 18, stk. 1.

Omvendt fremgår det af forordningens artikel 18, stk. 2, at medmindre leverandøren har fået andet oplyst, kan denne tage det for givet, at en kunde i EU har status som ikke-afgiftspligtig (B2C), når leverandøren kan dokumentere, at kunden ikke har meddelt denne sit personlige momsregistreringsnummer.

Reglen indebærer, at en leverandør, der ikke får oplyst kundens momsnummer, kan anse kunden for at være en ikke-afgiftspligtig person, med mindre oplysninger, fx om kunden eller den leverede ydelses art, taler for det modsatte. Hvis ydelsen er omfattet af hovedreglen for leverancer til ikke-afgiftspligtige personer (ML § 16, stk. 4), skal leverandøren dermed som udgangspunkt opkræve dansk moms.

Momsforordningens artikel 18, stk. 2, har med virkning fra 1. januar 2015 fået tilføjet et nyt afsnit. Det nye afsnit er indsat ved gennemførelsesforordning (EU) nr. 1042/2013, artikel 1, nr. 2), litra b). Efter det tilføjede afsnit kan leverandøren af teleydelser, radio- og tv-spredningstjenester eller elektronisk leverede ydelser dog, uanset om leverandøren har modsatrettet information, betragte en kunde, der er etableret i EU, som en ikke-afgiftspligtig person, så længe den pågældende kunde ikke har meddelt leverandøren sit individuelle momsregistreringsnummer.

Bemærk

Hvis ydelsen er omfattet af ML § 16, stk. 1, og dermed af obligatorisk omvendt betalingspligt efter ML § 46, stk. 1, nr. 3, er kunden forpligtet til straks at meddele leverandøren sit momsregistreringsnummer. Se momsforordningens artikel 55.

Regel: Kunder uden for EU

Medmindre leverandøren har fået andet oplyst, kan denne tage det for givet, at en kunde uden for EU har status som afgiftspligtig person (B2B), hvis en af følgende forudsætninger er opfyldt:

1. Leverandøren får fra kunden en attest udstedt af kundens skattemyndigheder til bekræftelse af, at kunden udøver økonomiske aktiviteter, der berettiger denne til at få momsen refunderet, jf. Rådets direktiv 86/560/EØF af 17. november 1986 (13. momsdirektiv).
2. Kunden er ikke i besiddelse af denne attest. Leverandøren får kundens momsregistreringsnummer eller et lignende nummer, som er tildelt kunden af det land, hvor kunden er etableret, og som anvendes til at identificere virksomheder, eller enhver anden dokumentation for at kunden er en afgiftspligtig person. Leverandøren verificerer i rimeligt omfang oplysningerne efter de normale kommercielle sikkerhedsprocedurer, herunder vedrørende kontrol af identitet eller betaling.

Se momsforordningens artikel 18, stk. 3.

På hvilket tidspunkt foretages vurderingen af kundens status og egenskab?

Vurderingen af kundens status og egenskab skal ske på grundlag af de omstændigheder, der gælder på leveringstidspunktet. En eventuel senere ændring i anvendelsen påvirker ikke fastlæggelsen af leveringsstedet, forudsat at der ikke er tale om misbrug. Se momsforordningens artikel 25.

Betydningen af ydelsens art for vurderingen af kundens egenskab

Momsforordningens artikel 19, 2. pkt., har følgende ordlyd:

"Med mindre leverandøren har fået andet oplyst, f.eks. om de leverede ydelsers art, kan denne tage det for givet at ydelsen er bestemt for kundens økonomiske aktivitet, såfremt kunden i denne forbindelse har meddelt sit personlige momsregistreringsnummer."

Som udgangspunkt kan leverandøren altså tage det for givet, at kunden optræder i sin egenskab af afgiftspligtig person, hvis kunden oplyser sit momsregistreringsnummer.

Leverandøren er dog forpligtet til at vurdere kundens oplysninger i lyset af ydelsens art. Hvis ydelsen efter sin art udelukkende er egnet til privat brug, skal leverandøren anse ydelsen for leveret til en ikke-afgiftspligtig person (B2C), uanset om kunden har oplyst sit momsregistreringsnummer.

Eksempel 1

En dansk advokat bistår en tysk kunde i forbindelse med en skilsmisse. Kunden oplyser sit tyske momsregistreringsnummer. I denne situation skal advokaten anse ydelsen for leveret til en ikke-afgiftspligtig person på trods af kundens oplysning, medmindre kunden kan godtgøre, at han optræder i egenskab af afgiftspligtig person ved købet af ydelsen. Advokaten skal derfor opkræve dansk moms.

Eksempel 2

Et dansk leasingfirma udlejer en personbil (langtidsudlejning) til en svensk kunde. Kunden oplyser sit svenske momsregistreringsnummer. Leasingfirmaet kan tage det for givet, at leasingydelsen (i det mindste delvist) skal anvendes i kundens virksomhed og kunden derfor har optrådt som afgiftspligtig person. Leasingvirksomheden skal derfor ikke opkræve dansk moms, men indberette ydelsen som EU salg uden moms (tidligere listeindberetning).

Særligt om salg af visse ydelser til kunder uden for EU ML § 21 b, stk. 2, § 21 c og § 21 d

For ydelser, der er nævnt i ML § 21 b, stk. 2, som leveres til kunder uden for EU, er det underordnet, om kunden er en afgiftspligtig person eller ej. Kundens status er altså irrelevant. Leveringsstedet afhænger af, om kunden er etableret uden for EU. Se afsnit D.A.6.2.8.11 om anden udlejning af transportmidler end korttidsudlejning.

For ydelser, der er nævnt i ML § 21 d, som leveres til kunder uden for EU, er det underordnet, om kunden er en afgiftspligtig person eller ej. Kundens status er altså irrelevant. Leveringsstedet afhænger af, om kunden er etableret uden for EU, og derudover af, om ydelsen faktisk benyttes eller udnyttes her i Danmark. Se afsnit D.A.6.2.8.13 om diverse ydelser, der leveres til kunder uden for EU ML § 21 d.

For elektronisk leverede ydelser, teleydelser samt radio- og tv-spredningstjenester nævnt i ML § 21 c, der leveres til kunder uden for EU, er det underordnet, om kunden er en afgiftspligtig person eller ej. Kundens status er altså irrelevant. Leveringsstedet afhænger af, om kunden er etableret uden for EU. Se afsnit D.A.6.2.8.12, D.A.6.2.6.11 og D.A.6.2.6.12. For teleydelser samt radio- og tv-spredningstjenester leveret til afgiftspligtige personer afhænger leveringsstedet derudover af, om ydelsen faktisk benyttes eller udnyttes her i Danmark.

Leverandøren kan derfor undlade at opkræve moms, hvis ydelsen ikke faktisk benyttes eller udnyttes i Danmark. Leverandøren skal samtidig kunne bevise, at kunden har etableret stedet for sin økonomiske virksomhed eller det faste forretningssted, hvortil ydelsen leveres eller i mangel heraf bopæl eller sædvanligt opholdssted, uden for EU. Se momsforordningens artikel 3. Se evt. afsnit D.A.6.2.3 om kundens og leverandørens etableringssted.

Leverandøren fastlægger kundens etableringssted på grundlag af oplysninger fra kunden og skal verificere oplysningerne ved normale kommercielle sikkerhedsprocedurer, eksempelvis vedrørende kundens identitet og betaling. Se afsnit D.A.6.2.3 om kundens og leverandørens etableringssted.

Momsudvalget

Momsudvalget har i en retningslinje behandlet momsforordningens artikel 18:

1. Momsudvalget anerkender enstemmigt under hensyn til momssystemdirektivets artikel 9, stk. 1, at det at være i besiddelse af et momsregistreringsnummer ikke er en forudsætning for at være en afgiftspligtig person, og at fraværet af sådant nummer derfor ikke nødvendigvis kan tages til udtryk for, at en person ikke har status som en afgiftspligtig person.

Samtidig bekræfter momsudvalget enstemmigt, at i forbindelse med, at en kunde tilvejebringer bevis for sin status som en afgiftspligtig person, er kundens momsregistreringsnummer et vigtigt bevismiddel for leverandøren.

Momsudvalget erkender enstemmigt, at momsforordningens artikel 18 indeholder elementer, som leverandøren kan basere sig på, når denne skal gøre den nødvendige indsats for at verificere kundens status som en afgiftspligtig person eller en ikkeafgiftspligtig person.

2. Momsudvalget understreger enstemmigt, at leverandøren af teleydelser, radio- og tv-spredningstjenester eller elektronisk leverede ydelser i overensstemmelse med momsforordningens artikel 18, stk. 2, 2. afsnit, kan betragte kunden som en ikkeafgiftspligtig person, når denne ikke har meddelt sit momsregistreringsnummer, og leverandøren kan gøre dette uden yderligere tjek.

Samtidig erkender momsudvalget enstemmigt, at leverandøren ikke er forpligtet til at betragte en kunde, som ikke har meddelt sit momsregistreringsnummer, som en ikkeafgiftspligtig person.

Så længe det sidste tilfælde ikke er behandlet i momsforordningen, er momsudvalget næsten med enstemmighed enig i, at bevisbyrden påhviler leverandøren, og at denne - for at undgå betalingspligt - skal være i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger for at kunne godtgøre kundens status som en afgiftspligtig person.

3. Momsudvalget er næsten med enstemmighed enig i, at når leverandøren af teleydelser, radio- og tv-spredningstjenester eller elektronisk leverede ydelser ønsker at betragte kunden, der ikke har meddelt sit momsregistreringsnummer, som en afgiftspligtig person, skal leverandøren være i besiddelse af stærke indikationer for, at kunden er en afgiftspligtig person.

Det er næsten enstemmigt momsudvalgets opfattelse, at disse indikationer skal være af en materiel og ikke en udelukkende formel art - en simpel klausul i en aftale mellem leverandøren og kunden er derfor ikke tilstrækkelig. Hvis der er en modsætning mellem aftalekomplekset og den økonomiske realitet, er momsudvalget næsten enstemmigt enig i, at sidstnævnte skal have forrang.

4. Momsudvalget er næsten enstemmigt enig i, at hvis leverandøren af teleydelser, radio- og tv-spredningstjenester eller elektronisk leverede ydelser skal kunne anses for at handle i god tro, skal denne ved vurderingen af kundens status indhente beviser fra kunden og foretage passende tjeks inden for sin formåen.

Når leverandøren grundet manglende samarbejde fra kunden ikke har tilstrækkelige beviser for den pågældende kundes status, og dette har betydning for fastlæggelsen af betalingspligten for moms, så er det næsten enstemmigt momsudvalgets opfattelse, at hvis leverandøren skal anses for at have handlet i god tro, skal denne opkræve moms.

Momsudvalget erklærer sig næsten enstemmigt enig i, at enhver form for berigtigelse forudsætter kundens foregående behørige samarbejde om fremskaffelse af tilstrækkelige beviser.

Skattestyrelsen er enig i udvalgets opfattelse.

Se retningslinje WP 956, Dok B, der er vedtaget på baggrund af drøftelser på udvalgets 110. møde.

Om Momsudvalget og retningslinjer, se afsnit D.A.1.4. Retningslinjerne kan downloades fra udvalgets hjemmeside.