Indhold

Dette afsnit handler om andre fordringer eller lignende.

Afsnittet indeholder:

  • Definition 
  • Regel.

Definition

Andre fordringer er tilgodehavender, som ikke direkte er nævnt i PAL § 15, stk. 3.

En fordring defineres som kreditors ret til at kræve en ydelse af debitor, typisk en ydelse i penge.

Eksempel

En fordring eller lignende kan fx være

  • et udbyttegivende gældsbrev,
  • et andet lån, hvor renten fx står i forhold til omsætningen eller overskuddets størrelse, eller
  • et kontantindestående i et pengeinstitut.
  • ved § 3 i lov nr. 1124 af 19. november 2019 er det præciseret, at PAL § 15, stk. 3, foruden at finde anvendelse på andre fordringer også finder anvendelse på lignende instrumenter, dvs. på hybrid kernekapital m.v. og tilsvarende gældslignende instrumenter udstedt af ikke-finansielle virksomheder.

Regel

Afkastet på andre fordringer eller lignende skal medregnes til beskatningsgrundlaget efter PAL §§ 3, 6 og 7. Både renteindtægter og gevinst eller tab på andre fordringer eller lignende skal medregnes til beskatningsgrundlaget.

Gevinst eller tab på andre fordringer eller lignende skal gøres op efter lagerprincippet. Se PAL § 15, stk. 3. Se også afsnit C.G.3.2.2 om opgørelse af beskatningsgrundlaget efter lagerprincippet.

Renteindtægter medregnes efter reglerne i PAL § 15, stk. 1. Se afsnit C.G.3.2.3.1 om renteindtægter.