Parter

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Kim Lundgaard Hansen)

mod

A
(advokat Karin Larsen)

Afsagt af landsdommerne

M. Stassen, Michael Kistrup og Kirstine Troldborg (kst.)

Sagens baggrund og parternes påstande

Denne sag, der er anlagt den 18. december 2009 ved byretten og ved kendelse af 1. juni 2010 henvist til behandling ved Østre Landsret i medfør af retsplejelovens § 226, stk. 1, drejer sig om, hvorvidt avancen ved salg af sagsøgtes, As, omsættelige investeringsbeviser skal opgøres på baggrund af investeringsbevisernes kursværdi på det tidspunkt, hvor A efter flere års ophold i udlandet flyttede tilbage til Danmark og blev fuldt skattepligtig i Danmark, eller på baggrund af investeringsbevisernes kursværdi på anskaffelsestidspunktet, hvor A var bosiddende i udlandet. Der er i den forbindelse rejst spørgsmål om, hvorvidt aktieavancebeskatningslovens § 37 strider mod EU-rettens grundlæggende friheder.

Sagsøgeren. Skatteministeriet, har nedlagt påstand om, at A skal anerkende, at avancen ved salget af hans omsættelige investeringsbeviser den 27. december 2006 skal opgøres på baggrund af investeringsbevisernes kursværdi pr. 1. maj 2005.

Sagsøgte, A, har påstået frifindelse.

Sagsfremstilling

Landsskatteretten afsagde den 21. september 2009 følgende kendelse:

"...

Klagen vedrører opgørelse af fortjeneste ved salg af investeringsbeviser, herunder om den faktiske anskaffelsessum eller kursværdien på tilflytningstidspunktet skal anvendes ved avanceopgørelsen.

Landsskatterettens afgørelse

Skatteankenævnet har for indkomståret 2006 anset fortjeneste ved salg af børsnoterede investeringsbeviser og af unoterede investeringsbeviser for skattepligtig med henholdsvis 210.050 kr. og 20.563 kr., eller i alt 230.613 kr.

Landsskatteretten nedsætter fortjenesten ved salg af børsnoterede investeringsbeviser og af unoterede investeringsbeviser til 39.840 kr.

Sagens oplysninger

Klageren, der er udenlandsk statsborger, og hans ægtefælle flyttede den 30. april 2000 fra Danmark til Sydeuropa. Klagerens fulde skattepligt til Danmark i henhold til kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, ophørte på fraflytningstidspunktet. Ægteparret flyttede tilbage til Danmark den 1. maj 2005, hvorved klagerens fulde skattepligt til Danmark i henhold til kildeskattelovens § 1. stk. 1, nr. 1, genindtrådte.

I 2000, men efter fraflytningen til Sydeuropa, købte klageren forskellige investeringsbeviser. Klageren solgte, inden tilbageflytningen til Danmark, nogle af investeringsbeviserne. Den 27. december 2006 solgte klageren de resterende investeringsbeviser for i alt 704.886 kr. Den oprindelige anskaffelsessum udgjorde i alt 665.045,52 kr., mens kursværdien på tilflytningstidspunktet den 1. maj 2005 udgjorde i alt 474.265,94 kr., jf. følgende opstilling:

	Faktisk  anskaffelsessum	Kursværdi 1/5 2005	Salgssum 27/12 2006
G1 Danmark	81.350,00 kr.	82.031,25 kr.	124.064,06 kr.
G1 Bioteknologi	39.899,52 kr.	16.052,70 kr.	21.862,54 kr.
G1 Fjernøsten	40.312,59 kr.	28.890,00 kr.	45.853,50 kr.
G1 Japan	39.695,50 kr.	16.426,00 kr.	20.683,70 kr.
G1 Latinamerika	41.015,33 kr.	38.346,00 kr.	85.060,00 kr.
G1 Teknologi	42.516,50 kr.	5.962,00 kr.	7.018,96 kr.
G1 USA	122.308,50 kr.	61.050,00 kr.	71.650,00 kr.
G1 Østeuropa	40.101,52 kr.	58.069,45 kr.	119.655,71 kr.
G2	139.346,06 kr.	131.816,54 kr.	152.852,11 kr.
I alt børsnoterede investeringsbeviser	586.545,52 kr.	438.643,94 kr.	648.700,58 kr.
G3 Nordiske aktier	78.500,00 kr.	35.622,00 kr.	56.185,42 kr.
I alt unoterede investeringsbeviser	78.500,00 kr.	35.622,00 kr.	56.185,42 kr.
I alt	665.045,52 kr.	474.265,94 kr.	704.886,00 kr.

Det er oplyst, at investeringsbeviserne G2 - i modsætning til de øvrige investeringsbeviser - har været ejet i mindre end 3 år på afståelsestidspunktet.

Værdipapirerne blev opbevaret i dansk depot. Klageren har i hele ejerperioden betalt udbytteskat til Danmark indtil den 1. maj 2005 som begrænset skattepligtig og herefter som fuldt skattepligtig.

Skatteankenævnets afgørelse

Klageren er for indkomståret 2006 skattepligtig af fortjeneste ved salg af børsnoterede investeringsbeviser og af unoterede investeringsbeviser med henholdsvis 210.050 kr. og 20.563 kr., eller i alt 230.613 kr.

Det lægges til grund, at klageren i perioden mellem den 30. april 2000 og den 1. maj 2005 var begrænset skattepligtig til Danmark, jf. kildeskattelovens § 2, og at den fulde skattepligt i henhold til kildeskattelovens § 1 (gen)-indtrådte pr. 1. maj 2005, hvor klageren flyttede til Danmark (igen).

Den begrænsede skattepligt omfattede ikke fortjeneste ved afståelse af investeringsbeviser som de, der er solgt i 2006, jf. kildeskattelovens § 2, stk. 1.

Når den fulde skattepligt til Danmark indtræder efter kildeskattelovens § 1, anses aktiver og passiver, som ikke i forvejen er omfattet af dansk beskatning, for anskaffet på det faktiske anskaffelsestidspunkt til handelsværdien på tilflytningstidspunktet, jf. kildeskattelovens § 9, stk. 1. samt aktieavancebeskatningslovens § 37.

Kursændringer/kurstab, der er sket i den periode, hvor klageren ikke har været fuld skattepligtig til Danmark, indgår således ikke ved opgørelsen af fortjenesten, da der ikke er hjemmel til at modregne sådanne kurstab i fortjenesten.

Der er nævnet bekendt ikke EU-regler eller afgørelser fra EF-domstolen, der tilsidesætter de nævnte bestemmelser.

De særlige regler i aktieavancebeskatningslovens § 40 om aktier, der er beskattet ved fraflytning, kan ikke finde anvendelse, fordi klageren ikke ejede de investeringsbeviser, som han solgte i 2006, ved fraflytningen i 2000, og fordi der dermed ikke er opgjort en fortjeneste på disse ved fraflytningen.

Klageren kan derfor ikke anvende den faktiske anskaffelsessum ved opgørelse af fortjeneste ved afståelse af investeringsbeviser i 2006, men skal anvende handelsværdien på tilflytningstidspunktet, dvs. kursværdien den 1. maj 2005.

Klagerens påstand og argumenter

Klageren har nedlagt påstand om, at fortjeneste ved salg af investeringsbeviser nedsættes til 39.840 kr.

Til støtte for påstanden har klageren bl.a. anført, at han købte værdipapirerne for 665.045,52 kr., at han solgte værdipapirerne for 704.886,00 kr., og at den realiserede gevinst derfor udgjorde 39.840.48 kr. Skatteforvaltningen og skatteankenævnet har imidlertid opgjort gevinsten til 230.620,06 kr. på grundlag af en fiktiv anskaffelsessum og ikke på grundlag af den faktiske anskaffelsessum. Dette medfører, at han bliver beskattet af en gevinst, han ikke har haft.

Skatteforvaltningens og skatteankenævnets afgørelser er måske i overensstemmelse med dansk skattelovning, men kildeskattelovens § 9 burde ved fastsættelsen af indgangsværdien tage hensyn til et eventuelt kurstab på tilbageflytningstidspunktet. Lovgivningen er diskriminerende og i strid med EF-traktatens artikel 39 om arbejdskraftens frie bevægelighed og artikel 56 om kapitalens frie bevægelighed, idet den begrænser disse EU-retlige grundrettigheder, og idet den diskriminerer mellem personer, der på købstidspunktet boede i et andet EU-land, og personer, der på købstidspunktet boede i Danmark. På salgstidspunktet beskattes førstnævnte i Danmark af en fiktiv gevinst, mens sidstnævnte beskattes af den faktiske gevinst.

Det betydelige kursfald på værdipapirerne i perioden mellem købstidspunktet og tilbageflytningstidspunktet skyldes den påvirkning, som terrorangrebet i New York den 11. september 2001 havde på finansmarkedet. Han solgte investeringsbeviserne den 27. december 2006, fordi afståelsessummen på grund af kursstigninger på dette tidspunkt stort set svarede til den faktiske anskaffelsessum, og fordi han dermed undgik at tabe på investeringen.

Mange udenlandsdanskere befinder sig i øvrigt i samme situation med tilsvarende kurstab og kan ikke flytte tilbage til Danmark uden at blive beskattet af en fiktiv gevinst, i hvert fald ikke før kurserne på finansmarkedet svarer til kurserne på købstidspunktet.

SKATs indstilling

SKAT har indstillet, at skatteankenævnets afgørelse stadfæstes, således at klageren beskattes af en gevinst på investeringsbeviser på i alt 230.613 kr.

Klagerens fulde skattepligt til Danmark i henhold til kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, ophørte den 30. april 2000 i forbindelse med fraflytning til Sydeuropa. Efter fraflytningen købte klageren forskellige investeringsbeviser, og han var herefter begrænset skattepligtig til Danmark af udbytter, men ikke af fortjeneste ved afståelse af investeringsbeviserne, jf. bestemmelserne i kildeskattelovens § 2.

Klagerens fulde skattepligt til Danmark genindtrådte den 1. maj 2005 i forbindelse med tilbageflytning til Danmark. Klageren er derfor skattepligtig af fortjenesten ved salget af investeringsbeviserne i indkomståret 2006, jf. aktieavancebeskatningslovens § 7, jf. § 1, og § 20-22.

Når den fulde skattepligt til Danmark indtræder efter kildeskattelovens § 1, anses aktiver og passiver, som ikke i forvejen er omfattet af dansk beskatning, for anskaffet på det faktiske anskaffelsestidspunkt til handelsværdien på tilflytningstidspunktet, jf. aktieavancebeskatningslovens § 37, jf. kildeskattelovens § 9, stk. 1. Avancen skal derfor opgøres på grundlag af kursværdien pr. 1. maj 2005.

Dette gælder også for personer, der ikke tidligere har været fuldt skattepligtige til Danmark.

Uanset at afgørelsen kan virke urimelig, er der ikke i skattelovningen hjemmel til ved avanceopgørelsen at give fradrag for det urealiserede tab på investeringsbeviserne, som klageren har haft i perioden fra anskaffelsestidspunktet i 2000 til tilbageflytningstidspunktet i 2005.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Det lægges til grund, at klagerens fulde skattepligt til Danmark i henhold til kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, genindtrådte den 1. maj 2005, og at han i perioden fra 30. april 2000 til 1. maj 2005 var begrænset skattepligtig til Danmark i henhold til kildeskattelovens § 2.

Det lægges endvidere til grund, at klageren den 27. december 2006 solgte investeringsbeviser for en samlet afståelsessum på 704.886,00 kr., at anskaffelsessummen for disse investeringsbeviser udgjorde i alt 665.045.52 kr., og at kursværdien på tilflytningstidspunktet den 1. maj 2005 udgjorde i alt 474.265,94 kr.

I henhold til aktieavancebeskatningslovens § 1, stk. 1, medregnes gevinst og tab ved afståelse af aktier ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst efter aktieavancebeskatningslovens regler. Lovens regler om aktier finder tilsvarende anvendelse på bl.a. omsættelige investeringsforeningsbeviser og lignende værdipapirer, jf. lovens § 1, stk. 2.

Klageren er skattepligtig af fortjenesten ved salget af de børsnoterede investeringsbeviser og af de unoterede investeringsbeviser, jf. aktieavancebeskatningslovens § 7, jf. § 1, og § 20-22.

Gevinsten opgøres som udgangspunkt som forskellen mellem afståelsessummen og anskaffelsessummen, jf. aktieavancebeskatningslovens § 26, stk. 1 og stk. 2, jf. § 24, stk. 1.

I henhold til aktieavancebeskatningslovens § 37 anses aktier, som ikke i forvejen er omfattet af dansk beskatning, dog for anskaffet på det faktiske anskaffelsestidspunkt til handelsværdien på tilflytningstidspunktet, jf. selskabsskattelovens § 4 A og kildeskattelovens § 9. Af kildeskattelovens § 9, stk. 1. fremgår følgende:

"...

Hvis en person bliver fuldt skattepligtig efter § 1, eller hvis en person efter bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst bliver hjemmehørende her i landet, anses aktiver og passiver, som ikke i forvejen er omfattet af dansk beskatning, for anskaffet på det faktiske anskaffelsestidspunkt til handelsværdien på tilflytningstidspunktet, jf. dog stk. 2.

..."

Den begrænsede skattepligt til Danmark i perioden fra 30. april 2000 til 1. maj 2005 omfattede ikke fortjeneste ved afståelse af investeringsbeviser, jf. herved bestemmelserne i kildeskattelovens § 2. Investeringsbeviserne var derfor ikke forud for tilflytningstidspunktet omfattet af dansk beskatning.

Retsformanden finder herefter, at fortjenesten ved salget af de børsnoterede investeringsbeviser og af de unoterede investeringsbeviser pr. 27. december 2006 skal opgøres på grundlag af handelsværdien på tilflytningstidspunktet og dermed kursværdien pr. 1. maj 2005, jf. aktieavancebeskatningslovens § 37, jf. kildeskattelovens § 9, stk. 1.

Som følge af territorialprincippet er der ikke i aktieavancebeskatningslovens § 37, jf. kildeskattelovens § 9, stk. 1, hjemmel til i tilflytningssituationer at medregne kursændringer/kurstab, der er sket i den periode, hvor en skatteyder ikke har været fuldt skattepligtig til Danmark, ved avanceopgørelsen. Gennemførelsen af et territorialprincip på skatteområdet er i sig selv et lovligt formål, der ikke er i strid med EU-retten, og som hører under medlemsstaternes kompetence. Der er derfor ikke grundlag for at anse bestemmelserne i aktieavancebeskatningslovens § 37 og kildeskattelovens § 9 for at være EU-stridige.

Allerede fordi klageren ikke ejede investeringsbeviserne på fraflytningstidspunktet den 30. april 2000, og dermed ikke er blevet fraflytningsbeskattet efter den dagældende bestemmelse i aktieavancebeskatningslovens § 13 a (nu 38), finder den særlige regel i aktieavancebeskatningslovens § 40 ikke anvendelse.

Med denne begrundelse stadfæster retsformanden skatteankenævnets afgørelse.

Tre retsmedlemmer finder, uanset om skatteankenævnets afgørelse umiddelbart må anses for at være i overensstemmelse med de danske skatteregler, at afgørelsens resultat er i strid med ret og rimelighed. Der er herved specielt lagt vægt på, at investeringsbeviserne er anskaffet under klagerens forholdsvis korte ophør af fuld skattepligt, og at udbyttet i den periode er beskattet i Danmark. Disse retsmedlemmer finder derfor, at fortjenesten ved salget af investeringsbeviserne skal opgøres på grundlag af den faktiske anskaffelsessum på i alt 665.046 kr., og at fortjenesten derfor skal nedsættes til 39.840 kr.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet, og fortjenesten ved salget af investeringsbeviserne i indkomståret 2006 nedsættes derfor til 39.840 kr.

..."

Landsskatterettens kendelse er ved stævning af 18. december 2009 indbragt for domstolene af Skatteministeriet.

Procedure

Skatteministeriet har gjort gældende, at beskatningen af de i sagen omhandlede investeringsbeviser skal ske efter reglerne i aktieavancebeskatningslovens § 37, 1. pkt., jf. kildeskattelovens § 9, som ikke strider mod EU-rettens grundlæggende friheder og heller ikke hverken generelt eller konkret under hensyn til de faktiske omstændigheder i nærværende sag strider mod ret og rimelighed. Det følger heraf, at opgørelsen af avancen ved salget af investeringsbeviserne skal ske på grundlag af handelsværdien, dvs. kursværdien, på tilflytningstidspunktet, eftersom investeringsbeviserne ikke i forvejen var omfattet af dansk beskatning.

Skatteministeriet har til støtte for, at investeringsbeviserne er omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 37, 1. pkt. henvist til, at A anskaffede investeringsbeviserne efter, at han var flyttet fra Danmark, og gjort gældende, at det forhold, at han under sit ophold i Sydeuropa var begrænset beskatningspligtig af udbytte fra investeringsbeviserne, ikke medfører, at investeringsbeviserne var "omfattet af dansk beskatning" som anført i aktiebeskatningslovens § 37.

Skatteministeriet har til støtte for, at aktieavancebeskatningslovens § 37 ikke strider mod EU-rettens grundlæggende friheder i det væsentligste henvist til, at EF-Domstolen i sin dom af 7. september 2006 - den såkaldte "N-dom" (C-470/04) har anerkendt, at regler, der i overensstemmelse med territorialitetsprincippet på skatteområdet indebærer en fordeling af beskatningskompetencen mellem medlemsstaterne, således at der indgår en tidsmæssig komponent, nemlig opholdet i medlemsstaten i den periode, hvor den skattepligtige indkomst er konstateret, er forenelige med EU-retten. Aktieavancebeskatningslovens § 37 knytter beskatningen til den i N-dommen omtalte tidsmæssige komponent - opholdet i medlemsstaten - idet alene gevinst og tab på aktiver, der kan henføres til den periode, hvor skatteyderen har haft ophold i Danmark, i skattemæssig henseende henføres til Danmark.

Skatteministeriet har bestridt, at det forhold, at udbytte, der udbetales efter fraflytning fra Danmark, i visse tilfælde i medfør af aktieavancebeskatningslovens § 39 B skal afdrages på en eventuel skattegæld, der er opstået ved fraflytningen, og som der automatisk er givet henstand med, er relevant for fortolkningsspørgsmålet i nærværende sag. Skatteministeriet har herved henvist til, at baggrunden for denne regel er, at der ved fraflytning fra Danmark bliver opgjort en skattepligtig aktieavance og en foreløbigt beregnet skat.

Skatteministeriet har til støtte for, at beskatning efter aktieavancebeskatningslovens § 37 hverken konkret eller generelt strider mod "ret og rimelighed" navnlig anført, at bestemmelsens ordlyd ikke giver anledning til tvivl om bestemmelsens forståelse, at bestemmelsen har til formål at fastlægge den danske beskatningskompetence, at det er en generel regel, der gælder for alle, og at tab og gevinst, der er opstået under den skattepligtiges ophold i en anden medlemsstat, beskattes efter reglerne i den pågældende medlemsstat. Skatteministeriet har endvidere gjort gældende, at der ikke er nogen sammenhæng mellem udbytte udloddet inden tilflytning til Danmark og den avance, som er konstateret efter tilflytningen til Danmark, baseret på forskellen mellem kursværdien på tilflytningstidspunktet og den faktiske salgssum. Denne avance er helt uafhængig af udbytte, der er udloddet inden tilflytningen her til landet.

A har gjort gældende, at avancen ved salget af investeringsbeviserne ikke skal opgøres efter reglerne i aktieavancebeskatningslovens § 37, men derimod på grundlag af den faktiske anskaffelsessum, eftersom aktieavancebeskatningslovens § 37 strider mod EU-rettens grundlæggende friheder, og eftersom en beskatning af de i sagen omhandlede investeringsbeviser efter reglerne i aktieavancebeskatningslovens § 37 konkret vil stride mod enhver form for rimelighedsbetragtninger.

A har til støtte for, at aktieavancebeskatningslovens § 37 strider mod EU-rettens grundlæggende friheder i det væsentligste gjort gældende, at bestemmelsen medfører en forskelsbehandling af personer, som flytter tilbage til Danmark efter et ophold i en anden medlemsstat, og personer, der forbliver i Danmark, samt at denne forskelsbehandling ikke kan forsvares med henvisning til, at fordelingen af beskatningskompetencen mellem medlemsstaterne er et lovligt formål ifølge EU-Domstolens faste praksis. A har således gjort gældende, at den forskelsbehandling, som aktieavancebeskatningslovens § 37 medfører, går videre end nødvendigt for at gennemføre territorialitetsprincippet på skatteområdet og er uproportionel og diskriminerende.

A har i den forbindelse henvist til, at han efter aktieavancebeskatningslovens § 37 skal beskattes af en fiktiv avance på 230.619,06 kr., som han ikke ville være blevet beskattet af, hvis han havde valgt at blive boende i Danmark, hvor han alene ville være blevet beskattet af 39.840 kr. svarende til forskellen mellem den faktiske anskaffelsessum og den faktiske afståelsessum.

A har endvidere henvist til, at Kommissionen den 18. marts 2010 har sendt åbningsskrivelse til den danske stat, hvorved det anføres, at de danske regler om exitbeskatning af aktier ejet af personer strider mod den frie bevægelighed for personer, arbejdskraftens frie bevægelighed samt den fri etableringsret. A har i den forbindelse gjort gældende, at tilsvarende synspunkter gælder i forhold til tilflytningsbeskatning, idet der skal ske en ensartet behandling af fraflyttede personer, som ønsker at vende tilbage til Danmark, og personer, der er forblevet i Danmark.

Til støtte for anbringendet om, at opgørelsesmetoden er i strid med enhver form for rimelighedsbetragtninger har A anført, at investeringsbeviserne er anskaffet i en kort periode, hvor han ikke var fuldt men alene begrænset skattepligtig i Danmark, og at han i hele denne periode betalte udbytteskat af investeringsbeviserne i Danmark.

Rettens begrundelse og resultat

Det er ubestridt, at A anskaffede investeringsbeviserne efter, at han var flyttet fra Danmark, og at han i perioden fra anskaffelsen af investeringsbeviserne og indtil, han flyttede tilbage til Danmark, alene var skattepligtig i Danmark af udbytte fra investeringsbeviserne, mens han ikke var skattepligtig i Danmark af en eventuel avance ved salg af investeringsbeviserne.

Da investeringsbeviserne således ikke i forvejen var omfattet af dansk beskatning på tilflytningstidspunktet, følger det af aktieavancebeskatningslovens § 37, jf. kildeskattelovens § 9, at de anses for anskaffet på det faktiske anskaffelsestidspunkt til handelsværdien på tilflytningstidspunktet.

Det lægges til grund som ubestridt, at aktieavancebeskatningslovens § 37 kan hæmme udøvelsen af EU-rettens grundlæggende friheder eller gøre udøvelsen heraf mindre tiltrækkende.

Det fremgår af præmis 40 i EF-Domstolens dom af 7. september 2006 (C-470/04), at nationale foranstaltninger, der kan hæmme udøvelsen af EU-rettens grundlæggende friheder eller gøre udøvelsen heraf mindre tiltrækkende, kan tillades, hvis de forfølger et formål af almen interesse, er egnede til at sikre virkeliggørelsen af dette og ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for at opnå det formål, de forfølger.

Opretholdelsen af fordelingen af beskatningskompetencen mellem medlemsstaterne er ifølge EU-Domstolens praksis et sådant lovligt formål, ligesom medlemslandene er kompetente til at fastlægge kriterierne for fordelingen af deres respektive beskatningsbeføjelser, eftersom der ikke på fællesskabsplan er truffet foranstaltninger med henblik på at indføre ensartede eller harmoniserede regler på dette område.

Efter territorialitetsprincippet på skatteområdet skal fortjeneste ved afståelse af formuegoder beskattes i den medlemsstat, hvor afhænderen er hjemmehørende. Princippet er forbundet med en tidsmæssig komponent, nemlig den beskatningspligtiges ophold i medlemsstaten i den periode, hvor den skattepligtige fortjeneste er konstateret.

EF-Domstolen har på baggrund heraf i dommen af 7. september 2006 fastslået, at nationale bestemmelser om beskatning i forbindelse med fraflytning fra en medlemsstat, herunder at skatten på avancer, der er optjent i medlemsstaten, opgøres på fraflytningstidspunktet og opkræves på afhændelsestidspunktet, er en foranstaltning, der forfølger et alment hensyn, og som er egnet til at sikre virkeliggørelsen af dette formål.

EF-Domstolen har i samme dom fastslået, at sådanne nationale bestemmelser ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for at opnå det formål, de forfølger, hvis kurstab, der indtræder efter fraflytningen, tages i betragtning ved inddrivelsen, og der ikke stilles krav om sikkerhedsstillelse for at udskyde betalingen af skat til afhændelsestidspunktet.

EU-reglerne ses ikke at være til hinder for, at medlemsstaterne kan fastsætte lignende nationale bestemmelser i forbindelse med tilflytning til medlemsstaterne.

Aktieavancebeskatningslovens § 37 indebærer, at der sker en fordeling af beskatningskompetencen mellem medlemsstaterne i tilfælde, hvor en skatteyder flytter fra en anden medlemsstat til Danmark. Denne fordeling er i overensstemmelse med territorialitetsprincippet på skatteområdet og knytter beskatningen til den tidsmæssige komponent, der er nævnt i EF-Domstolens dom af 7. september 2006, idet det er den beskatningspligtiges ophold i Danmark i den periode, hvor den skattepligtige fortjeneste er konstateret, der er afgørende for beskatningen.

Aktieavancebeskatningslovens § 37 forfølger derfor et lovligt formål af almen interesse, som hører under medlemsstaternes kompetence, samt at bestemmelsen er egnet til at sikre virkeliggørelsen af dette formål.

Aktieavancebeskatningslovens § 37 går efter landsrettens vurdering ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at opnå dette formål. Landsretten har herved lagt vægt på, at eventuelle kurstab eller kursgevinster, der er indtrådt før tilflytningen til Danmark, og som ikke tages i betragtning ved beregningen af den skattepligtige fortjeneste i Danmark, i overensstemmelse med territorialitetsprincippet ikke har været undergivet dansk kompetence.

Landsretten vurderer derfor, at aktieavancebeskatningslovens § 37 ikke strider mod EU-rettens grundlæggende friheder.

I nærværende sag er det heller ikke i strid med ret og rimelighed at opgøre As avance ved salget af investeringsbeviserne efter reglen i aktieavancebeskatningslovens § 37.

Landsretten har ved afgørelsen heraf lagt vægt på, at bestemmelsen er en generel regel, som gælder for alle, der flytter til Danmark, og at reglen i overensstemmelse med territorialitetsprincippet på skatteområdet medfører, at eventuelle tab, som A måtte have lidt som følge af kurstab på investeringsbeviserne, mens han var skattepligtig i Sydeuropa, ikke kan behandles af de danske skattemyndigheder og derfor ikke er relevante for beskatningen af hans indtægter og formueforhold efter tilflytningen til Danmark.

Det forhold, at A under sit ophold i Sydeuropa var begrænset skattepligtig i Danmark og som følge heraf blev beskattet af udbyttet fra investeringsbeviserne, kan ikke føre til et andet resultat.

Skatteministeriets påstand tages derfor til følge.

A skal betale sagsomkostninger for landsretten til Skatteministeriet med i alt 29.000 kr. Beløbet omfatter 4.000 kr. til retsafgift og 25.000 kr. inkl. moms til udgifter til advokatbistand. Ved fastsættelsen af beløbet til dækning af udgifterne til advokatbistand er der ud over sagens værdi taget hensyn til sagens omfang og varighed.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

A skal anerkende, at avancen ved salget af hans omsættelige investeringsbeviser den 27. december 2006 skal opgøres på baggrund af investeringsbevisernes kursværdi pr. 1. maj 2005.

I sagsomkostninger for landsretten skal A betale 29.000 kr. til Skatteministeriet.

Det idømte skal betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.