Klagen skyldes, at klagerens skattepligtige aktieindkomst for 1997 er forhøjet. Omtvistet er, om ansættelsesændringen er hjemlet i skatteforvaltningslovens § 34 B.
Landsskatterettens afgørelse
SKAT har forhøjet aktieindkomsten med 5.354.660 kr.
Landsskatteretten nedsætter forhøjelsen til 0 kr.
Sagens oplysninger
SKAT har ved afgørelse af 12. september 2002 vedrørende klagerens skatteansættelse for indkomståret 1998 anset klageren
som skattepligtig af avance ved salg af aktier med 5.354.660 kr.
Denne afgørelse er imidlertid blevet ændret af Landsskatteretten ved kendelse af 12. juli 2004 under henvisning til, at avancen ved salget af aktierne ikke kan anses for
opnået i 1998, men i 1997.
Der fremgår af den nævnte kendelse fra Landsskatteretten følgende vedrørende sagens faktiske oplysninger (uddrag):
”Klageren påbegyndte i 1991 en eksportvirksomhed, og i 1992 blev et datterselskab etableret i Ungarn under navnet G1. På grund af økonomiske problemer indledte
man i 1993 et kompagniskab med koncernen G2, som var interesseret i det østeuropæiske marked, og G2 overtog G1. Kompagniskabet resulterede i, at klageren i 1994 blev medejer af det danske
selskab G3 med 24 %. G3 A/S var samtidig moderselskab for G1. Klageren blev i 1994 ansat som direktør i G1.
Ifølge fremlagt aktiebrev af 14. februar 1994 erhvervede klagerens hustru, SD, nom. 144.000 kr. aktier i G3 A/S til kurs pari pr. denne dato.
Der er fremlagt aftale af 20. maj 1997 om fremtidig salg af aktier (aktieoption) mellem klageren / hans hustru og G2. Af aftalen fremgår bl.a. (...)
Af fremlagt brev af 21. maj 1997 fra G2 til klageren og hans hustru fremgår følgende:
”I forbindelse med aftalen af 20. maj 1997 vedrørende erhvervelse af 24 % af aktierne i G3 A/S meddeles herved at G2 ønsker at erhverve disse aktier med
øjeblikkelig virkning.
I henhold til § 11 i aftalen af 20. maj 1997 gøres opmærksom på, at såfremt G2 ikke bliver børsnoteret i 1997, da kan SD erhverve de omtalte aktier fra
G2 på samme vilkår som ved afståelsen. I bedes venligst underskrive nærværende brev som accept på at aktierne overføres. Dokumentation fra Erhvervs- og
Selskabsstyrelsen vil blive fremsendt til separat underskrift.”
Klageren og hans hustru har ved deres underskrifter erklæret sig enige i det anførte
På det fremlagte aktiebrev af 14. maj 1994 er det med håndskrift noteret, at overdragelse er indført i aktiebogen den 30. maj 1994.
Der er fremlagt kopi af diverse notater og mødereferater vedrørende forespørgsler til rådgivere omkring den skattemæssige rådgivning i forbindelse med
klagerens salg af aktierne. Af de fremlagte dokumenter fremgår bl.a., at rådgiverne finder, at aktierne umiddelbart må anses for overdraget i 1997, og at klageren ønsker at
gennemføre en skattefri aktieombytning.
Ved fremlagt brev af 27. marts 1998 bekræfter G4 over for G5, at der dags dato er indgået aftale mellem G2 og klageren om, at G2 allerede nu betaler beløbet på
5.529.000 kr., der skal anvendes til køb af aktier i G2.
Der er endvidere fremlagt kopi af aktieoverdragelsesaftale og tillægsaftale af 14. april 1998, hvoraf det fremgår, at der mellem klageren, hans hustru og G2 er indgået
aftale om salg af nom. 144.000 kr. aktier i G3 A/S, og at købesummen er fastsat til 5.529.000 kr., som betales kontant. Af tillægsaftalens pkt. 4.1 fremgår det, at sælger inden
udgangen af april 1998 er berettiget til at anvende et beløb op til 5.529.000 kr. på at erhverve aktier i G2 ved nytegning mod kontant indskud.
Ifølge fremlagte notaer fra G4 blev der den 11. maj 1998 indsat 5.529.000 kr. på klagerens konto. Samme dag overføres 5.529.000 kr. til G2 til køb af nom. 13.500
stk. aktier.
Ifølge fremlagte warrants, mødereferater, revisorskrivelser m.v. er det alene klageren, som har deltaget i møderne vedrørende aktiebesiddelsen i G3 A/S. Klageren
har oplyst, at aktierne var overdraget til ham fra hustruen, men at der ikke foreligger en skriftlig overdragelsesaftale. Klagerens hustru har oplyst, at hun ingen indflydelse havde på de
dispositioner, der blev foretaget af klageren vedrørende aktierne.
Den 15. december 1998 meldte klageren flytning til Ungarn. Klageren har hverken i 1997 eller 1998 selvangivet avance ved salg af aktier i G3 A/S.”
Landsskatterettens afgørelse er i kendelsen begrundet således:
”Henset til den fremlagte aktieoptionsaftale af 20. maj 1997 samt det fremlagte brev af 21. maj 1997, hvor G2 gør deres option vedrørende købet af de nom. 144.000
kr. aktier i G3 A/S gældende, må aftale om overdragelse af aktierne anses for indgået i indkomståret 1997, således at klageren må anses at have erhvervet endelig ret til
indtægten ved salg på dette tidspunkt. At parterne ved en aftale underskrevet i april 1998 benævnt aktieoverdragelsesaftale og tillægsaftale på ny indgår tilsvarende
aftale om salg af de samme aktier med samme fastsættelse af købesummen og heri erklærer tidligere indgåede aftaler vedrørende aktieoverdragelsen for annullerede medfører
ingen ændring heri. Avancen ved salg af aktierne må derfor rettelig henføres til indkomståret 1997. Den af regionen opgjorte avance for indkomståret 1998 nedsættes
derfor til 0 kr.”
SKAT har herefter under henvisning til den dagældende skattestyrelseslovs § 35, stk. 1, nr. 5, genoptaget klagerens skatteansættelse for 1997 efter udløbet af
fristen i den dagældende skattestyrelseslovs § 34, og SKAT har ved afgørelse af 17. november 2004 – efter forudgående agter af 29. september 2004 - forhøjet klagerens
aktieindkomst for 1997 med ikke-selvangivet avance ved salg af unoterede aktier i G3 A/S med 5.354.660 kr.
Denne afgørelse er af klageren blevet indbragt for Landsskatteretten, og klageren har samtidig bedt om henstand med betaling af den pålignede restskat for 1997, hvilket er
bevilget ved brev af 10. maj 2005, hvor der er givet henstand med betalingen, indtil Landsskatteretten afgjorde klagesagen.
Landsskatteretten har den 25. september 2006 truffet afgørelse i klagesagen. Retten har herved tilsidesat SKATs forhøjelse af klagerens aktieindkomst for 1997 med
følgende begrundelse:
”Da forhøjelse af skatteansættelsen er varslet over for klageren efter den 12. marts 2003, finder skattestyrelseslovens § 34 og 35 som affattet ved
lovbekendtgørelse nr. 805 af 24. september 2003 anvendelse, jf. lov nr. 410 af 2. juni 2003.
Ifølge den dagældende skattestyrelseslovs § 34, stk. 1, skal forhøjelse af skatteansættelsen som udgangspunkt varsles inden den 1. maj i det 4. år efter
udløbet af det indkomstår, ansættelsen vedrører.
I henhold til den dagældende skattestyrelseslovs § 35, stk. 1, nr. 2, kan der ske suspension af fristen, såfremt ansættelsen er en direkte følge af en
skatteansættelse vedrørende den skattepligtige for et andet indkomstår. I henhold til den dagældende skattestyrelseslovs § 35, stk. 1, nr. 5, kan der endvidere ske suspension
af fristen, såfremt den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et
urigtigt eller ufuldstændigt grundlag. Varsling skal foretages inden 6 måneder efter, at den skatteansættende myndighed er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen
af fristerne i § 34, jf. den dagældende skattestyrelseslovs § 35, stk. 2.
Regionens forhøjelse af klagerens skatteansættelse for indkomståret 1997 af 17. november 2004 er ifølge det oplyste varslet ved agterskrivelse af 29. september
2004. Fristen for ordinær skatteansættelse er således overskredet.
Regionens skatteansættelse for indkomståret 1997 er ikke en direkte følge af skatteansættelsen for indkomståret 1998 som ansat ved Landsskatterettens kendelse
af 12. juli 2004, og ansættelsen er derfor ikke omfattet af den dagældende skattestyrelseslovs § 35, stk. 1, nr. 2. Der kan herved henvises til forarbejderne til lov nr. 410 af 2. juni
2003 (lovforslag 175 af 12. marts 2003 med bemærkninger) samt ToldSkats vejledning om Processuelle regler 2003 afsnit G.1.1.2.
Ved ikke at have selvangivet aktieavancen anses klageren at have udvist en sådan grad af uagtsomhed, at forældelsesfristen er suspenderet, jf. den dagældende
skattestyrelseslovs § 35, stk. 1, nr. 5. Regionen anses imidlertid for at være kommet til kundskab om dette forhold kort efter ransagningen den 14. november 2001 og i hvert fald inden
regionens afgørelse af 12. september 2002. Ansættelsen af 17. november 2004 er således ikke ved agterskrivelse af 29. september 2004 varslet inden for fristen på 6 måneder i
den dagældende skattestyrelseslovs § 35, stk. 2.
Da der herefter ikke er hjemmel til ekstraordinær genoptagelse af klagerens skatteansættelse for indkomståret 1997, nedsættes klagerens aktieindkomst med den af
regionen foretagne forhøjelse.”
Det fremgår af faktiske oplysninger, der er beskrevet i Landsskatterettens kendelse, at politiet den 14. november 2001 har foretaget ransagning på klagerens adresse, og at
klageren ved afhøring af 3. december 2001 blev sigtet for overtrædelse af straffelovens § 289, jf. skattekontrollovens § 13, stk. 1, grov skattesvig, ved at have unddraget sig
beskatning af fortjeneste ved salg af aktier i G3 A/S.
Vestre Landsret har ved endelig dom af 19. marts 2009 dømt klageren for skattesvig af særlig grov karakter ved, at han ikke i selvangivelsen for 1997 har selvangivet en
aktieindkomst på 5.354.660 kr.
Vestre Landsret har som begrundelse herfor i dommen anført:
”Af de grunde, der er anført af byretten, herunder efter BD’s forklaring og indholdet af tiltaltes breve af 22. maj 1997 til henholdsvis G2 og til G4, tiltrædes
det også efter bevisførelsen for Landsretten, at det var tiltalte, der reelt var ejer af aktierne i G3 A/S, og at tiltaltes hustru BD således alene pro forma stod anført som ejer
for at unddrage aktierne fra tiltaltes kreditorer.
Efter bevisførelsen, herunder indholdet af aktieoptionsaftalen af 20. maj 1997 og brevet af 21. maj 1997, hvorefter G2 gjorde optionen vedrørende købet af aktierne
på nom.. 144.000 kr. i G3 A/S gældende, tiltrædes det endvidere, at det i overensstemmelse med Landsskatterettens kendelse af 12. juli 2004 må lægges til grund, at aftalen om
overdragelse af aktierne i G3 A/S i skattemæssig henseende blev indgået i indkomståret 1997, og at avancen ved overdragelsen af aktierne dermed vedrører dette indkomstår.
Det bemærkes herved, at principperne for beregningen af købesummen for aktierne var fastlagt i optionsaftalen. Den omstændighed, at købesummen ikke endeligt kunne
beregnes i maj 1997, kan dermed ikke føre til, at en endelig aftale om overdragelse af aktierne ikke kan anses for indgået på dette tidspunkt. Det forhold, at parterne senere
forlængede aftalen og i april 1998 underskrev en ny tilsvarende aftale og samtidig annullerede tidligere indgåede aftaler, kan efter det anførte heller ikke føre til et andet
resultat.
Overdragelsen af aktierne blev ikke gennemført som en skattefri aktieombytning. Der skulle således betales skat af den avance, som den tiltalte opnåede ved salget.
Notatet af 24. september 1996 fra JF, indeholder en beskrivelse af en række skattemæssige problemstillinger i forbindelse med en overdragelse af aktierne. De
skattemæssige forhold ved en overdragelse af aktierne er tillige beskrevet i bl.a. RO’s notat af 2. februar 1998. Ved breve af 9. februar 1998 fra WL, og 24. februar 1998 fra RO blev
tiltalte oplyst om, at der efter revisorernes opfattelse ikke var mulighed for skattemæssig succession. Det fremgår endvidere af brevet af 24. marts 1998, som RO sendte til advokat KH i
anledning af mødet den 30. marts 1998, at det var meddelt tiltalte, at der var risiko for, at aktieafståelsen i skatteteknisk forstand havde fundet sted i 1997. Det lægges efter
bevisførelsen videre til grund, at tiltalte ikke på noget tidspunkt søgte overdragelsen af aktierne gennemført efter reglerne om skattefri aktieombytning. Det er på denne
baggrund sammenholdt med RO og HA’s forklaringer for byretten og RO’s forklaring for Landsskatteretten ubetænkeligt at lægge til grund, at tiltalte var klar over, at aktierne
var afstået i 1997, og at aktieavancen derfor skulle selvangives i dette indkomstår. Den omstændighed, at det da måtte have henstået som usikkert efter hvilke regler,
beskatningen skulle ske, eller om selve beskatningen måtte kunne udskydes, kan ikke føre til et andet resultat.
Ved i forbindelse med indgivelsen af selvangivelsen for 1997 at undlade at oplyse om afståelsen af aktierne findes tiltalte herefter med forsæt til at unddrage det
offentlige skat at have afgivet urigtige oplysninger til brug ved afgørelsen af skatteansættelsen, og tiltalte findes herefter og under hensyn til størrelsen af det unddragne
beløb skyldig i overtrædelse af straffelovens § 289, jf. skattekontrollovens § 13, stk. 1, i overensstemmelse med tiltalen.”
SKATs afgørelse
SKAT har ved den påklagede afgørelse af 4. marts 2010 forhøjet klagerens skattepligtige aktieindkomst for
1997 med 5.354.660 kr.
SKAT er af den opfattelse, at uanset at Landsskatteretten tidligere har tilsidesat SKATs afgørelse af 17. november 2004 med henvisning til den dagældende skattestyrelseslovs
§ 35, stk. 2, kan SKAT nu foretage ændringen med henvisning til skatteforvaltningslovens § 34 b, når henses til Vestre Landsrets dom af 19. marts 2009.
Det er SKATs opfattelse, at skatteforvaltningslovens § 34 b er at betragte som en overordnet lovbestemmelse, der med klar og præcis lovtekst giver SKAT en særlig
beføjelse til at fremsætte skattekrav under eller efter en skattesag, hvor skatteyderen idømmes en straf. Dette uanset de formueretlige forældelsesregler i forældelsesloven
og fristbegrænsningerne i skatteforvaltningslovens §§ 26, 27, 31 og 32.
Der er henvist til, at det af skatteforvaltningslovens § 34 b fremgår, at:
”Udløb af forældelsesfristen er ikke til hinder for, at det under en straffesag, i hvilken tiltalte findes skyldig, kan pålægges tiltalte at betale unddragne
skatter i anledning af det strafbare forhold, der er indtalt under straffesagen, jf.. skattekontrollovens § 19 A. En sådan fordring kan også
gøres gældende efter udløb af forældelsesfristen, hvis varsel om ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat eller fastsættelse af afgiftstilsvar eller
godtgørelse af afgift afsendes inden 1 år efter endelig afgørelse i en straffesag, i hvilken tiltalte er fundet skyldig, eller inden 1 år efter skyldnerens vedtagelse af
bøde eller anden strafferetlig sanktion.” (SKATs fremhævelser)
Der er også henvist til, at det af afsnit G.1.1.2 i SKATs vejledning om processuelle regler på SKATs område er anført, at skatteforvaltningslovens § 34 b
udvider skattemyndighedernes adgang til at foretage ansættelser, således:
”Uanset de formueretlige forældelsesregler i forældelsesloven og fristbegrænsningsreglerne i SFL §§ 26, 27, 31 og 32, kan der efter bestemmelsen i
skatteforvaltningslovens § 34b, jf. SFL § 19A, gøres skattekrav gældende i en verserende sag om strafansvar, dog unde den udtrykkelige forudsætning, at tiltalte bliver fundet
skyldig i straf. Under samme forudsætning kan et sådant skattekrav gøres gældende efter afslutningen af straffesagen, hvis der inden 1 år efter den endelige afgørelse i
straffesagen varsles en ansættelsesændring. Det afledte skattekrav vil i givet fald tidligst være forældet 1 år efter, at den skattepligtige er blevet underrettet om
ansættelsesændringen.”
SKAT har under henvisning hertil og under henvisning til dommen i straffesagen set sig berettiget til at gøre kravet gældende.
SKATs indstilling til Landsskatteretten
Kammeradvokaten har på vegne af SKAT indstillet den påklagede forhøjelse stadfæstet.
Kammeradvokaten har til støtte herfor gjort gældende, at der efter skatteforvaltningslovens § 34 b, 2. pkt., er hjemmel til, at SKAT inden for 1 år efter Vestre
Landsrets dom af 19. marts 2009 kan gennemføre en ændring af klagers ansættelse for 1997.
Bestemmelsen er efter sin ordlyd en særregel, hvorefter skattekrav, der er relateret til straffesager, kan gøres gældende i alle tilfælde, hvor
skatteansættelsen sker inden 1 år efter den endelige afgørelse i straffesagen.
Bestemmelsen har efter forarbejderne til formål at sikre, at skattekrav undergives en tillægsfrist svarende til den tillægsfrist, som i henhold til
forældelseslovens § 13 gælder for krav vedrørende erstatning og godtgørelse i anledning af strafbare forhold.
Tillægsfristen i forældelseslovens § 13 blev indført med følgende begrundelse, jf. Folketingstidende 2007/2008, tillæg A, side 5597:
”(...) generelt vil kunne virke stødende, hvis der på grund af forældelse ikke kan nedlægges påstand om erstatning eller godtgørelse under en
straffesag.
(...)
Udvalget finder på den baggrund, at der bør indføres en særregel om forældelsesfristen i tilfælde, hvor strafspørgsmålet først
afgøres efter udløbet af den almindelige forældelsesfrist for erstatningskravet. Bestemmelsen bør efter udvalgets opfattelse gælde både for tilfælde, hvor
erstatningskravet pådømmes under selve straffesagen, og tilfælde, hvor fordringen efterfølgende gøres gældende under et særskilt civilretligt søgsmål.
(...)
Det bør ifølge udvalget ikke være en betingelse for denne tillægsfrist, at erstatningskravet er gjort gældende under straffesagen.”
I relation til skatteforvaltningslovens § 34 b taler de tilsvarende reale hensyn for, at krav på unddragede skatter ikke afskæres som følge af udløb af
almindelige forældelses- og ansættelsesfrister i de tilfælde, hvor skatteyderen ved dom er fundet skyldig i skatteunddragelse. I disse tilfælde vil en efterfølgende
skatteansættelse alene have karakter af en formel efterregulering af de med dommen afklarede forhold.
I overensstemmelse med det i procesvejledningen anførte har Poul Erik Hjerrild-Nielsen i artiklen ”Den nye forældelseslov og dennes betydning for fristreglerne i
skatteforvaltningsloven” i TfS 2007.856 ART, anført, at:
”Såvel reglen i 1. punktum som i 2. punktum i skatteforvaltningslovens § 34 b giver således i forhold til skatteforvaltningslovens fristregler skattemyndigheden
en alternativ mulighed for at gøre skattekrav gældende i straffesager.”
Efter skatteforvaltningslovens § 34 b’s ordlyd er der ikke grundlag for at afskære SKAT fra at gennemføre en ansættelsesændring, selvom
Landsskatteretten tidligere har bestemt, at tidsfristen efter dagældende skattestyrelseslovs § 35, stk. 2, nu skatteforvaltningslovens § 27, var overskredet.
Bemærkningerne giver heller ikke støtte for en sådan indskrænkende fortolkning.
Skatteforvaltningslovens § 34 b er en ny regel, der i skattestraffesager supplerer ansættelsesfristerne. Efter bestemmelsen er det alene en betingelse, at ansættelsen
gennemføres inden 1 år efter den endeligt dømmende straffedom. Denne forudsætning er opfyldt i den foreliggende sag.
Skatteforvaltningslovens § 34 b kan anvendes af skattemyndighederne fra den 1. januar 2008, hvor bestemmelsen trådte i kraft. Bestemmelsen finder imidlertid tillige
anvendelse på tidligere stiftede fordringer, som ”ikke inden ikrafttrædelsesdagen er forældet efter hidtil gældende regler”. Det fremgår af § 48, stk. 1, i
lov nr. 523 af 6. juni 2007.
I bemærkningerne til § 47 i lovforslaget, lovforslag L 166, der svarer til den vedtagne § 48, er det anført, at bestemmelsen svarer til
ikrafttrædelsesbestemmelserne i den nye forældelseslov. Der er også henvist til bemærkningerne til denne.
I forarbejderne til ikrafttrædelsesbestemmelserne i den nye forældelseslov er det anført, at loven som udgangspunkt også skal gælde for eksisterende krav, der
ikke er forældet på ikrafttrædelsestidspunktet, jf. bemærkningerne til § 30, stk. 1, i L 165.
Afgørende er herefter, om det relevante skattekrav var forældet før 1. januar 2008.
Klageren har ikke selvangivet aktieavancen i 1997. Forældelsesfristen må således anses for suspenderet til det tidspunkt, hvor skattemyndighederne kom i besiddelse af
de relevante oplysninger, dvs. i hvert fald indtil ransagningen den 14. november 2001. Den 5-årige forældelsesfrist løb således tidligst fra dette tidspunkt. Den udløb derfor
som udgangspunkt den 14. november 2006.
Klageren har imidlertid i forbindelse med sin klage til Landsskatteretten fået henstand med betalingen af skattekravet. Forældelsen er derfor afbrudt, ligesom skattekravet
først kan anses for forfaldent på det tidspunkt, hvor Landsskatteretten traf afgørelse, den 25. september 2006. Se evt. U 1989.1046 H og SKM2006.271.ØLR.
Der løb herefter en ny 5-årig forældelsesfrist. Forældelsesfristen udløb herefter den 25. september 2011. Skattekravet var dermed ikke forældet den 1.
januar 2008.
Skatteforvaltningslovens § 34 b finder således anvendelse.
Klagerens påstand og argumenter
Klagerens advokat har nedlagt påstand om, at forhøjelsen skal nedsættes til 0 kr.
Advokaten har til støtte herfor gjort gældende, at SKAT ikke har kompetence til at gennemføre forhøjelsen efter, at Landsskatteretten 2 gange har vurderet
forhøjelsen og afvist denne. Ansættelsen er ugyldig i medfør af skatteforvaltningslovens § 14, stk. 2. Ansættelsen er jo fuldstændig identisk med den sag, der tidligere
har været behandlet i Landsskatteretten. Henvisningen i § 14, stk. 2, til § 32, stk. 3, finder naturligvis ikke anvendelse i denne sag. Det var netop det, der var genstand for en
betydelig del af sagsbehandlingen sidste gang, sagen blev behandlet i Landsskatteretten.
Advokaten har også gjort gældende, at den nye bestemmelse i skatteforvaltningslovens § 34 b ikke har tilbagevirkende kraft i den forstand, at allerede døde krav
kan vækkes til live. Det er almindelig anerkendt i dansk ret, at adgangen til at lovgive med tilbagevirkende kraft er undergivet visse begrænsninger. En af disse består i, at nye
forældelsesregler ikke med tilbagevirkende kraft kan vække et på vedtagelsestidspunktet eller ikrafttrædelsestidspunktet ikke-eksisterende krav til live. I den konkrete sag
ophørte SKATs civile krav mod klageren endegyldigt, da SKAT ikke udnyttede muligheden for at anlægge civil retssag mod klageren for at få prøvet Landsskatterettens seneste
afgørelse i sagen. Det er helt åbenbart, at man ikke kan fortolke skatteforvaltningslovens § 34 b således, at den selvstændigt vækker et nyt civilretligt krav mod
klageren efter, at kravet har været endegyldigt udslukt efter udløbet af indbringelsesfristen for domstolene i forhold til Landsskatterettens seneste afgørelse i sagen.
Advokaten har herudover gjort gældende, at den aktiepost, der danner grundlag for forhøjelsen, ikke tilhørte klageren, men derimod klagerens ekskone, SD, og at klageren
derfor ikke er skattesubjekt vedrørende den påståede avance. Der er henvist til, at samtlige de dokumenter, der ligger i SKATs sag, viser, at aktierne til stedse har været ejet af
SD, der formelt og reelt har underskrevet alle dokumenter vedrørende aktierne i forbindelse med stiftelse, kapitaludvidelser, regnskaber og salg af aktier. Der er også henvist til, at den
omtvistede aktieoverdragelse blev indberettet til SKAT umiddelbart i forbindelse med indberetningsfristen for 1997 i begyndelsen af 1998 med behørig angivelse af SD’s personnummer. SKATs
udsagn om, hvornår man har været opmærksom på aktieoverdragelsen skal derfor tages med et betydeligt gran salt. Man har været opmærksom på dispositionen fra
begyndelsen af 1998.
Det er advokatens opfattelse, at det faktum, at handlen er behørigt indberettet til SKAT i SD’s regi gør, at det vil være særdeles vanskeligt at konkludere,
at SKAT har været i utilregnelig uvidenhed om forholdet. Dette ændres efter advokatens opfattelse ikke af, at indberetningen er sket i forhold til aktieafgiften. SKAT har fra det tidspunkt,
hvor indberetningen blev modtaget, haft viden om, at der var en avance ved salg af aktierne, der skulle bringes til beskatning. Den 5 årige forældelsesfrist må være begyndt at
løbe allerede på dette tidspunkt.
Det er ikke muligt civilretligt at omkvalificere skattesubjektet fra SD til klageren. Alle formalia og realia er overholdt i forhold til SD’s aktiebesiddelse. Hun har fysisk
aktivt deltaget i alle relevante handlinger vedrørende besiddelsen. Det fremgår af de i sagen fremlagte dokumenter. Det forhold, at klageren har forhandlet selve aktieoverdragelsen på
SD’s vegne, kan ikke føre til, at man civilretligt anvender de medvirkensbetragtninger, der er anvendt strafferetligt.
Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse
Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 34 b, at udløbet af forældelsesfristen ikke er
til hinder for, at det under en straffesag, i hvilken tiltalte findes skyldig, kan pålægges tiltalte at betale unddragne skatter i anledning af det strafbare forhold, der er indtalt under
straffesagen, jf. skattekontrollovens §19 A. Det fremgår videre, at en sådan fordring også kan gøres gældende efter udløb af forældelsesfristen, hvis varsel om
ansættelse af indkomstskat afsendes inden 1 år efter endelig afgørelse i en straffesag, i hvilken tiltalte er fundet skyldig.
Den påklagede forhøjelse af 4. marts 2010, ved hvilken klagerens skatteansættelse for 1997 er forhøjet med skattepligtig af avance ved salg af aktier med 5.354.660
kr., er varslet og i øvrigt også gennemført mindre end 1 år efter Vestre Landsrets dom af 19. marts 2009, ved hvilken klageren er fundet skyldig i skattesvig af særlig grov
karakter ved, at han ikke i selvangivelsen for 1997 har selvangivet denne aktieavance. Forhøjelsen er derfor hjemlet i skatteforvaltningslovens § 34 b, hvis der ved bestemmelsens
ikrafttræden den 1. januar 2008 eksisterede en fordring mod klageren, der ikke var forældet. Dette følger af bemærkningerne til § 30, stk. 1, i lovforslag L 165 af 28.
februar 2007.
Der er ikke holdepunkter for at antage, at SKAT forud for ransagningen den 14. november 2001 var i besiddelse af oplysninger, der gav grundlag for at indse, at klageren var
skattepligtig af avancen ved afståelsen af aktierne. Det forhold, at klagerens daværende hustru og køber af anparterne i maj 1998 har indgivet anmeldelse om aktieoverdragelsen med
henblik på beregning af aktieafgift, har ikke givet grundlag for at rejse skattekravet mod klageren.
Det krav, der er rejst mod klageren ved SKATs ansættelse af 17. november 2004, er imidlertid bortfaldet ved udløbet af fristen for at indbringe Landsskatterettens kendelse
af 25. september 2006. I kendelsen har retten nedsat kravet til 0 kr. som følge af reglerne i den dagældende skattestyrelseslov, og SKAT må ved at undlade at indbringe afgørelsen
for domstolene anses at have accepteret, at kravet var ulovhjemlet efter dagældende regler.
Der eksisterede således pr. 1. januar 2008 ikke en fordring mod klageren på betaling af skat af aktieavancen.
Det bemærkes endvidere, at Vestre Landsrets dom af 19. marts 2009 ikke direkte pålægger klager at betale de unddragne skatter.
Der er under henvisning hertil ikke grundlag for at anse den påklagede forhøjelse af klagerens skatteansættelse for 1997 for foretaget med hjemmel i
skatteforvaltningslovens § 34b.
Den påklagede forhøjelse nedsættes derfor til 0 kr.