Indhold

Dette afsnit beskriver, hvilke regler, fremgangsmåde og beføjelser, der gælder, når det offentlige har civilretlige fordringer, som skal inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden.

Afsnittet indeholder:

• Hvad er en civilretlig fordring?
• Betingelser for at overdrage en civilretlig fordring til restanceinddrivelsesmyndigheden.
• Inddrivelsesskridt for civilretlige fordringer
• Afbrydelse af forældelse på civilretlige fordringer
• Håndtering af civilretlige fordringer, når fordringen ikke er fastslået i et fundament
• Retsafgift og sagsomkostninger
• Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv. 

Hvad er en civilretlig fordring?

Civilretlige fordringer er en gruppe af forskellige fordringstyper, hvor gældens opståen og størrelse er meget varierende.

Når en gæld til det offentlige karakteriseres som en civilretlig fordring, er det typisk, fordi fordringen ikke er tillagt udpantnings- eller lønindeholdelsesret, og derfor kun kan inddrives i overensstemmelse med de regler i retsplejeloven, der gælder for private fordringshavere.

De civilretlige fordringer, der inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden, er karakteriseret ved, at:

• Fordringens kreditor skal være en offentlig myndighed
• Fordringen skal være opstået som led i den offentlige myndigheds virksomhed
• Fordringen ikke er opstået som led i den offentlige myndigheds udøvelse af sin, i henhold til lovgivningen, offentligretlige myndighedsudøvelse.

Eksempler

Eksempler på offentlige civilretlige fordringer kan være gæld opstået i forbindelse med:

• En aftale fx en fakturagæld for leje af en stadeplads eller andet
• Et erstatningskrav fx en regning for et ødelagt vejskilt, kommunal oprydning og lignende.

Betingelser for at overdrage en civilretlig fordring til restanceinddrivelsesmyndigheden

Når en civilretlig fordring overdrages til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, er det de almindelige regler i gældsinddrivelsesloven, for fremgangsmåden ved overdragelse af fordringer til inddrivelse, der gælder, herunder at:

• Betalingsfristen er overskredet og
• Fordringen er opgjort og præsenteret for skyldneren inden oversendelsen.

Det er derimod ikke en betingelse, at der er et eksekutionsfundament for fordringen.

Et eksekutionsfundament (herefter bare fundament) er fx:

• En dom
• Et betalingspåkrav påtegnet af fogedretten eller
• En skylderklæring (udenretligt skriftligt forlig), der kan tjene som grundlag for fuldbyrdelse. Se retsplejelovens § 478, stk. 1, nr. 4.

Se retsplejelovens § 478, stk. 1.

Bemærk

Skyldners underskrift kan ved gældsbreve eller udenretlige skriftlige forlig være tilføjet digitalt. Se retsplejelovens § 478, stk. 4.

Ved et udenretligt skriftligt forlig eller et gældsbrev, der er underskrevet digitalt, vil kravet skulle dokumenteres ved en skriftlig repræsentation af dokumentet i forbindelse med en anmodning om udlæg til fogedretten. Se retsplejelovens § 488, stk. 2, 3 pkt.

Se også

Se også afsnit A.D.2.1 Kompetenceforholdet mellem Skatteforvaltningen som opkrævningsmyndighed og restanceinddrivelsesmyndigheden.

Inddrivelsesskridt for civilretlige fordringer

Nedenstående skema viser, hvilke inddrivelsesskridt restanceinddrivelsesmyndigheden, kan bruge til inddrivelse af en civilretlig fordring.

Afdragsordning	Restanceinddrivelsesmyndigheden kan fastsætte/indgå en afdragsordning med skyldner. Hjemlen til at tillade afdragsvis betaling findes i gældsinddrivelseslovens § 3, stk. 3.  Der er ikke noget krav om, at fordringen skal være fastslået i et fundament (dom eller lignende), før restanceinddrivelsesmyndigheden kan fastsætte en afdragsordning over for skyldner.
Lønindeholdelse	Lønindeholdelse kan kun iværksættes, når der er udtrykkelig lovhjemmel til det. Hjemlen til at foretage lønindeholdelse findes i gældsinddrivelseslovens § 10. Som udgangspunkt vil der ikke være adgang til at foretage lønindeholdelse for en civilretlig fordring. Se bilag 1 til gældsinddrivelsesloven, hvor fordringer, for hvilke der ikke kan ske lønindeholdelse, er oplistet samt undtagelser til oplistningen, hvor der alligevel kan foretages lønindeholdelse.
Modregning	Adgangen til at foretage modregning er betinget af, at fordringerne er: Gensidige Udjævnelige  Forfaldne og Modkravet er retskraftigt. For at fordringerne er gensidige, er det nødvendigt, at kreditor for fordringen er debitor for modfordringer og omvendt. Efter gældsinddrivelseslovens § 8 indtræder fordringshaveren dog i retten til udbetalinger fra staten. Indtrædelsesretten betyder således, at en modregning, der ikke ville have været mulig efter de almindelige modregningsbetingelser, er gjort mulig, fordi den gensidighedsbetingelse, der kræves opfyldt efter de almindelige betingelser, som nævnt ovenfor, er fraveget ved lov. Dog skal de resterende betingelser fortsat være opfyldt. Herved kan fordringer fra en ikke statslig fordringshaver modregnes i udbetalinger fra staten på lige fod med statslige fordringer, fordi indtrædelse for disse fordringer er underlagt de samme begrænsninger i relation til, hvilke udbetalinger der kan foretages modregning i. Fordringerne er udjævnelige, når der i begge tilfælde er tale om pengefordringer. Desuden skal begge fordringer være forfaldne, og modkravet skal være retskraftigt. Bemærk: Der kan ikke stilles krav om, at fordringen er fastslået i et fundament, før restanceinddrivelsesmyndigheden kan dække en civilretlig fordring ved modregning.
Udlæg	Hjemlen til at foretage udpantning (udlæg) for fordringer omfattet af gældsinddrivelsesloven følger af gældsinddrivelsesloven § 11. Som udgangspunkt vil der ikke være adgang til at foretage udlæg for civilretlige fordringer. Se bilag 1 til gældsinddrivelsesloven, hvoraf det fremgår, hvilke fordringstyper der ikke kan foretages udlæg for samt undtagelser til oplistningen, hvor der alligevel kan foretages udlæg. Hvis fordringen er fastslået i et af de ovenfor nævnte eksekutionsfundamenter (dom, betalingspåkrav eller skylderklæring), kan fogedretten foretage udlæg til sikring af fordringen. Se retsplejelovens § 478, stk. 1.

Afbrydelse af civilretlige fordringers forældelse

Restanceinddrivelsesmyndigheden kan, som beskrevet i afsnittet ovenfor omkring inddrivelsesskridt for civilretlige fordringer, inddrive disse ved specifikke inddrivelsesskridt. Restanceinddrivelsesmyndighedens mulighed for at afbryde civilretlige fordringers forældelse afhænger således af, om der er adgang til at foretage inddrivelsesskridtet. Fx vil restanceinddrivelsesmyndigheden som udgangspunkt ikke kunne afbryde civilretlige fordringers forældelse ved at foretage pantefogedudlæg, da disse fordringer som regel ikke er tillagt udpantningsret efter punkt II i bilag 1 til gældsinddrivelsesloven, og dette altså som udgangspunkt ikke er et muligt inddrivelsesskridt for inddrivelse af denne type fordringer.

Restanceinddrivelsesmyndigheden kan dog afbryde forældelsen på civilretlige fordringer ved fx:

• At skyldner erkender at skylde beløbet (skylderkendelse) efter forældelseslovens § 15
• Indbringe sagen for retten, fx ved at fremsende et betalingspåkrav til fogedretten efter forældelseslovens § 16 eller
• Anmode fogedretten om at foretage udlæg, hvis restanceinddrivelsesmyndigheden har et fundament på fordringen efter forældelseslovens § 18.

Som yderligere eksempel kan forældelsen afbrydes ved underretning om afgørelse om modregning. Se forældelseslovens § 18, stk.4. Dette gælder for de fordringer, som der i lovgivningen er hjemmel til at foretage modregning for - se ovenfor under inddrivelsesskridt for civilretlige fordringer. Modregning er kun forældelsesafbrydende for restfordringen. Det skal bemærkes, at modregning først blev forældelsesafbrydende fra 1. marts 2015 (som følge af § 5 i lov nr. 1500 af 23.12.2014).

Se mere om afbrydelse af forældelse under A.A.9.5.1 Egentlig afbrydelse af forældelse

Bemærk

Ved udenretlige skriftlige forlig og gældsbreve, der er underskrevet digitalt, skal en skriftlig repræsentation af dokumentet indleveres til fogedretten. Se retsplejelovens § 488, stk. 2, 3. pkt.

Håndtering af civilretlige fordringer, når kravet ikke er fastslået i et fundament

I de situationer, hvor et civilretligt krav er sendt til restanceinddrivelsesmyndigheden, uden at kravet er fastslået i et eksekutionsfundament, skal restanceinddrivelsesmyndigheden, uanset fordringens størrelse, forsøge at inddrive beløbet med de inddrivelsesskridt, der er til rådighed, som er:

• Rykkerskrivelser og/eller indgåelse af afdragsordninger
• Lønindeholdelse eller udpantning, når der er hjemmel hertil efter bilag 1 i gældsinddrivelsesloven
• Skyldner underskriver skylderkendelse (fysisk eller digitalt)
• Modregning i en eventuel udbetaling fra staten.

Hvis restanceinddrivelsesmyndigheden hverken kan få skyldner til at betale kravet eller underskrive en erkendelse af gælden, og skyldner ikke afvikler gælden ved frivillige betalinger, kan restanceinddrivelsesmyndigheden i visse tilfælde selv fremskaffe et eksekutionsfundament. Se nedenfor.

Fordringer under 100.000 kr.

I sager om inddrivelse af forfaldne pengefordringer under 100.000 kr. kan en part efter bl.a. reglerne i retsplejelovens kapitel 44 a (betalingspåkrav), og under udlægsforretninger i fogedretten, møde ved andre personer end advokater, ansatte, værger, pårørende og personer tilhørende samme husstand. Se retsplejelovens § 260, stk. 5.

Da restanceinddrivelsesmyndigheden efter gældsinddrivelseslovens § 3, stk. 1 overtager kreditorbeføjelserne, vil restanceinddrivelsesmyndigheden derfor, som lovbestemt befuldmægtiget, kunne indlevere et betalingspåkrav til fogedretten på fordringshavers vegne. Se retsplejelovens § 260, stk. 5

Restanceinddrivelsesmyndigheden skal derfor som hovedregel indhente et eksekutionsfundament ved at indlevere et betalingspåkrav til fogedretten, når fordringen er under 100.000 kr. Se retsplejelovens kapitel 44 a.

Bemærk

Renter og omkostninger regnes ikke med i opgørelsen af kravets størrelse. Se retsplejelovens § 477 a, stk. 1, 2 pkt.

Reglerne om betalingspåkrav

Inden restanceinddrivelsesmyndigheden kan indlevere et betalingspåkrav til fogedretten, skal der være sendt en påkravsskrivelse til skyldneren, der tydeligt angiver alle oplysninger, som er nødvendige for, at skyldneren kan bedømme fordringen.

Påkravsskrivelsen skal også angive en frist på mindst 10 dage fra afsendelsen af påkravsskrivelsen, inden for hvilken skyldneren kan indfri fordringen, uden at der foretages foranstaltninger, der påfører skyldneren yderligere omkostninger. Betalingspåkrav kan dermed tidligst indleveres til fogedretten, når fristen i påkravsskrivelsen er udløbet, uden at skyldneren har betalt. Se retsplejelovens § 477 b, stk. 2.

Betalingspåkravet sendes til fogedretten i den retskreds, hvor der er værneting efter retsplejelovens kapitel 22, samt retsplejelovens § 487, stk. 1. Se retsplejelovens § 477 b, stk. 1

Borgerlige sager skal som udgangspunkt behandles via domstolenes digitale sagsportal, jf. retsplejelovens § 148 a, stk. 1. I den forbindelse er der indsat en undtagelse, hvorefter betalingspåkrav og indsigelser mod betalingspåkrav, se retsplejelovens kapitel 44 a, ikke indleveres på domstolenes sagsportal. Se retsplejelovens § 148 a, stk. 3, 2 pkt. Justitsministeriet er dog bemyndiget til efterfølgende at fastsætte regler herom. Se retsplejelovens § 148 a, stk. 8.

Betalingspåkravet skal indeholde en lang række oplysninger. Se retsplejelovens § 477 b, stk. 3 og 4. Betalingspåkravet skal udfærdiges på en særlig blanket. Se bilag 1 i bekendtgørelse nr. 352 af 7. april 2015. Blanketten kan også hentes på hjemmesiden www.domstol.dk. Ved indlevering af betalingspåkravet skal der ikke vedlægges dokumentation og oplysningspligten i blanketten kan ikke opfyldes ved at henvise til bilag, der vedlægges. Se § 2 og § 3 i bekendtgørelse nr. 352 af 7. april 2015.

Den forenklede procedure består i, at fogedretten sørger for at forkynde et betalingspåkrav for skyldneren. Fremsætter skyldneren ikke indsigelser inden 14 dage fra forkyndelsen af betalingspåkravet, giver fogedretten betalingspåkravet en påtegning om dette, og fogedretten kan herefter uden videre iværksætte udlæg.

Fremsætter skyldneren indsigelser efter at have fået betalingspåkravet forkyndt, afbrydes den forenklede inkassoprocedure, og indsigelserne sendes til fordringshaveren. Fordringshaveren skal herefter tage stilling til, om der skal anlægges retssag på sædvanlig vis for at fremskaffe eksekutionsfundament for fordringen. I sager, hvor betalingspåkravet overstiger 50.000 kr., kan retten beslutte, at sagsøger inden 14 dage fra modtagelsen af underretning om indsigelsen skal indlevere et supplerende processkrift, der opfylder kravene i retsplejelovens § 348, stk. 2, nr. 4-6. Se retsplejelovens § 477 f.

Fordringer over 100.000 kr.

Er fordringen over 100.000 kr. kan den forenklede procedure ikke bruges. Skal der indhentes et eksekutionsfundament på en civilretlig fordring over 100.000 kr., skal dette ske ved at anlægge retssag (indlevere en stævning til retten).

En stævning skal indeholde en udførlig fremstilling af sagens faktiske og retlige omstændigheder. Se retsplejelovens § 348.

Da Gældsstyrelsen som restanceinddrivelsesmyndighed ikke er i besiddelse af oplysninger, der kan danne baggrund for en sådan udførlig fremstilling, kan restanceinddrivelsesmyndigheden ikke være sagsøger i et sådant søgsmål. Se nærmere herunder.

Kan restanceinddrivelsesmyndigheden anlægge retssag?

Det fremgår af SKM2009.312.SKAT, at restanceinddrivelsesmyndigheden ikke kan anlægge en sag blot fordi fordringen er overdraget med henblik på inddrivelse. Det kræver særlig hjemmel, såfremt andre end den materielle fordringshaver skal kunne optræde som sagsøger i en sag, der har til hensigt at fastslå kravets eksistens og størrelse.

Sagen skal derfor, på baggrund af vurderingen i SKM2009.312.SKAT, sendes tilbage til fordringshaveren med henblik på, at denne kan afgøre, om der skal anlægges retssag.

Har fordringshaveren anlagt retssag og fået dom for fordringen, men betaler den dømte ikke efter sædvanlig rykkerprocedure, kan fordringen igen sendes til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.

Retsafgift og sagsomkostninger

Skyldneren kan pålægges at betale eventuelle retsafgifter og sagsomkostninger, når sagen indbringes for domstolene.

Retssag anlagt af restanceinddrivelsesmyndigheden

Når sagen er indbragt for domstolene, kan retten pålægge skyldneren at betale sagsomkostninger, og det er kun det beløb, som retten fastsætter, der skal opkræves fra skyldneren. Har restanceinddrivelsesmyndigheden haft yderligere udgifter til eksempelvis advokatbistand, må restanceinddrivelsesmyndigheden betale disse.

I sager, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden ikke får medhold i retssagen og pålægges at betale sagsomkostninger til modparten, skal restanceinddrivelsesmyndigheden afholde disse. Der er ikke mulighed for at pålægge fordringshaveren at betale retsafgifter og sagsomkostninger vedrørende retssager, som restanceinddrivelsesmyndigheden har anlagt.

Retssag anlagt af fordringshaveren

Det er fordringshaver, der skal anlægge retssager:

• Hvor skyldner har fremsat indsigelser eller
• hvor fordringen er over 100.000 kr.

Har fordringshaveren anlagt en retssag, skal denne afholde retsafgifter, sagsomkostninger og udgifter til advokatbistand.

Når fordringen efterfølgende er overgået til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, skal de efterfølgende omkostninger, der er ved inddrivelse af kravet, afholdes af restanceinddrivelsesmyndigheden.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse	Afgørelsen i stikord	Yderligere kommentarer
SKM-meddelelser
SKM2009.312.SKAT	SKAT har som restanceinddrivelsesmyndighed ikke mulighed for, på vegne af fordringshaveren, at indhente et udlægsfundament ved at anlægge retssag.