Dato for udgivelse
20 jun 2011 11:35
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
06 jun 2011 07:28
SKM-nummer
SKM2011.417.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
15. afdeling, B-1115-10
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personlig indkomst
Emneord
Fuld, skattepligt, bopæl, fraflytning
Resumé

Sagsøgeren, der er marokkansk gift, var fraflyttet Danmark pr. 15. oktober 2006 til Marokko, og spørgsmålet var, om hans fulde skattepligt til Danmark ophørte på dette tidspunkt. Sagsøgeren havde tidligere boet til leje i en lejlighed i en ejendom, som hans selskab ejede. Lejligheden blev på fraflytningstidspunktet udlejet til sønnen, og ejendommen blev senere solgt til sønnen. Sagsøgeren og hans selskab ejede endvidere flere udlejningsejendomme i Danmark.

Landsretten lagde bl.a. til grund, at der ikke var stillet et værelse til rådighed for sagsøgeren ¡ lejligheden, at sagsøgeren ikke havde mulighed for at lade selskabet opsige sønnens lejemål i medfør af lejeloven for selv at bebo lejligheden, og at sønnen ikke ville efterkomme et eventuelt ønske fra sin far om at fraflytte lejemålet uden iagttagelse af lejelovens almindelige opsigelsesregler. Det blev også lagt til grund, at sagsøgeren kun besøgte Danmark i få uger efter fraflytningen, og at han drev erhvervsvirksomhed i Marokko. Det blev herefter anset for godtgjort, at sagsøgeren ved fraflytningen ikke længere havde bopæl i Danmark i kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1's forstand, idet landsretten bemærkede, at udlejningsvirksomheden i Danmark, hvor der som led i den almindelige drift med jævne mellemrum var ledige lejemål, herunder på fraflytningstidspunktet, ikke kunne føre til andet resultat.

 

Reference(r)

Kildeskatteloven § 1, stk. 1, nr. 1

Henvisning

Ligningsvejledningen 2011-1 D.A.1.1.2.1

Parter

A
(advokat Jacob Rix (prøve))

mod

Skatteminjsteriet
(Kammeradvokaten v/advokat Birgitte Kjærulff Vognsen)

Afsagt af landsdommerne

Henrik Bitsch, B. Vollmond og Tine Vuust

Sagens baggrund og parternes påstande

Ved kendelse af 28. maj 2008 stadfæstede Landsskatteretten SKATs afgørelse af 17. august 2007 om, at sagsøgeren, As, fulde skattepligt til Danmark ikke kunne anses for at være ophørt pr. 15. oktober 2006.

A har herefter den 28. august 2008 anlagt denne sag ved byretten, der ved kendelse af 9. april 2010 har henvist sagen til behandling ved Østre Landsret i medfør af retsplejelovens § 226, stk. 1.

Påstande

A har nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at sagsøgerens fulde skattepligt er ophørt pr. 15. oktober 2006 ved sagsøgerens emigration fra Danmark til Marokko.

Skatteministeriet har påstået frifindelse.

Sagsfremstilling

Landskatterettens kendelse

Landsskatteretten afsagde den 28. maj 2008 følgende kendelse i anledning af As klage over SKATs afgørelse af 17. august 2007:

"...

Klagen skyldes, at skatteforvaltningen ved bindende svar har tilkendegivet, at klagerens fulde skattepligt til Danmark ikke kan anses for at være ophørt ved klagerens flytning til Marokko.

Landsskatterettens afgørelse

Klageren har anmodet om bindende svar, idet der er stillet følgende spørgsmål:

"Vil As fulde danske skattepligt kunne ophøre ved emigration fra Danmark til Marokko, såfremt den hidtidige helårsbolig, ...1 opgives?"

SKAT har besvaret spørgsmålet med "nej".

Landsskatteretten stadfæster afgørelsen.

Møde mv.

Der har været afholdt møde (forhandling) mellem klagerens repræsentant og Landsskatterettens sagsbehandler.

Sagens oplysninger

Klageren var i henhold til folkeregisteroplysninger fra 1980 til 2001 udrejst til Frankrig.

Den 6. januar 2001 tilmeldte klageren sig folkeregisteret på adressen ...2, hvor han var tilmeldt indtil den 15. september 2001. I perioden fra den 15. september 2001 til den 15. oktober 2006 var klageren tilmeldt folkeregisteret på adressen ...1, st. Siden 15. oktober 2006 har klageren i henhold til folkeregisteroplysninger været udrejst til Marokko.

Ejendommen ...1 var på tidspunktet for klagerens fraflytning til Marokko ejet af selskabet H1 A/S, hvori klageren er eneaktionær. Ejendommen indeholdt 4 lejligheder, hvoraf klageren beboede lejligheden i stueetagen, som han lejede af selskabet. I henhold til Bygnings- og Boligregisteret havde lejligheden i stueetagen et areal på 188 m2.

Klagerens ægtefælle var i perioden fra 15. september 2001 til 1. oktober 2005 tilmeldt folkeregisteret på adressen ...1, st. I henhold til folkeregisteroplysninger blev hun herefter registreret som udrejst til Marokko.

Klagerens søn var ligeledes tilmeldt på adressen ...1, st., dels i perioden fra 15. september 2001 til 1. oktober 2002, dels igen i perioden fra 15. maj 2004 til 1. oktober 2007, hvorefter han er registreret som udrejst til Frankrig. I perioden fra 1. oktober 2002 til 15. maj 2004 var sønnen tilmeldt folkeregisteret på adressen ...1, 1. Sønnen er ansat i H1 A/S som direktør. Sønnen er født i 1985.

To andre personer har været tilmeldt folkeregisteret på adressen ...1, st., fra henholdsvis 1. oktober 2006 og 8. oktober 2007.

Klagerens repræsentant anmodede den 24. oktober 2006 om bindende svar på følgende spørgsmål:

"Vil As danske skattepligt kunne ophøre ved emigration fra Danmark til Marokko, såfremt den hidtidige helårsbolig, ...1 opgives?" .

SKAT afviste anmodningen om bindende svar den 17. april 2007, da klageren ikke fremkom med en kopi af en lejeaftale indgået mellem klagerens søn og selskabet H1 A/S.

Den 26. april 2007 anmodede klagerens repræsentant SKAT om, at anmodningen om bindende svar blev genoptaget, da en kopi af lejekontrakten var fremskaffet, og klagerens søn i mellemtiden havde købt ejendommen ...1. SKAT besvarede spørgsmålet om bindende svar den 17. august 2007.

Det fremgår således af lejeaftalen, at klagerens søn lejede ejendommen ...1, st., fra den 15. oktober 2006. Lejekontrakten blev underskrevet den 13. november 2006 af en ansat i det advokatfirma, der administrerede udlejningen af ejendommen. Det fremgår af lejekontrakten, at lejemålets bruttoetageareal var på 168 m2. Der var aftalt et opsigelsesvarsel på 3 måneder i henhold til lejekontraktens § 2. Den årlige leje var aftalt til 91.957,44 kr.

Selskabet solgte i henhold til ejendoms- og vurderingsoplysningerne ejendommen ...1 til klagerens søn ved skøde af 2. februar 2007 for en kontant købesum på 8.479.277 kr. Udbetalingen udgjorde 977.528 kr., og den årlige ydelse var herefter på 535.305 kr. i henhold til ejendoms- og vurderingsoplysningerne.

Klageren ejede pr. 1. januar 2006 ejendommene beliggende ...3, som er en blandet beboelses- og forretningsejendom med 10 lejligheder, ...4, som ligeledes er vurderet som en blandet beboelses- og forretningsejendom med 4 lejligheder, ...5, som er vurderet som en blandet beboelses- og forretningsejendom med 12 lejligheder samt med en ejerandel på 50 % ejendommen ...6 A-B. Ejendommen ...6, var vurderet som en blandet beboelses- og forretningsejendom med 23 lejligheder. Klageren ejer fortsat disse ejendomme.

Derudover ejede klageren i indkomståret 2006 ejendommene ...7, ...8 og ...9 med en ejerandel på 75 % og ejendommene ...10 A og B,  ligeledes med en ejerandel på 75 %. Dette fremgår af resultatopgørelser for ejendommene for indkomståret 2006.

Klageren driver således udlejningsvirksomhed i personligt regi. I henhold til årsrapporter for indkomståret 2006 for ejendommene ...4, ...7, ...8 og ...9, ...10 A og B, ...6 m. fl., ...3 og ...5 var det samme advokatfirma anført som administrator for alle ejendommene.

Selskabet H1 A/S, som klageren er eneaktionær i, ejede pr. 1. januar 2006 og ejer fortsat ejendommene ...11 C og D, ...12 A - D, og ...2 A - H,  som alle er beboelsesejendomme med 1 lejlighed. Derudover ejede selskabet pr. 1. januar 2006 ...13, som er en beboelsesejendom med 20 lejligheder, samt ejendommene ...14 1- 28, 30, 32, 34, 36,38, 40, 42, 44, 46, 48, 50 og 52, som alle er beboelsesejendomme med 1 lejlighed. Selskabet ejer fortsat disse ejendomme.

Klageren selvangav for indkomståret 2006 overskud af selvstændig virksomhed med 1.736.557 kr.

Klageren ejede ved fraflytningen en bil med det danske indregistreringsnummer .... Nummerpladen blev afmeldt den 5. november 2007. Bilen blev den 21. januar 2008 indregistreret i Frankrig i sønnens navn.

Det fremgår af et skema fra et flyttefirma, at klageren den 11. oktober 2006 fik opmagasineret et spisebord, to skabe/skænke, en sofa, 8 stole og et sofabord.

Der er fremlagt fakturaer fra et flyttefirma for lagerleje for perioden fra juni 2007 til juni 2008, som er faktureret til klagerens søn.

I henhold til faktura af 12. december 2007 lejede klageren en varebil i Frankrig.

SKAT's afgørelse

SKAT har besvaret spørgsmålet om bindende svar med "nej", således, at der ikke er givet tilsagn om, at klagerens fulde skattepligtigt til Danmark ophørte ved hans emigration til Marokko.

Af kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, følger, at "pligt til at svare indkomstskat til staten i overensstemmelse med reglerne i denne lov påhviler personer, der har bopæl her i landet".

Selv om fastlæggelsen af kildeskattelovens bopælsbegreb ved fraflytning i princippet sker ud fra en samlet bedømmelse af skatteyderens forhold, viser praksis, at den fortsatte rådighed over en helårsbolig spiller en central rolle ved bedømmelsen.

Den fortsatte dispositionsret over den indtil fraflytningen benyttede bolig eller eventuelt en anden bolig vil sædvanligvis være ensbetydende med, at bopælen anses for opretholdt, medmindre boligen udlejes/fremlejes uopsigeligt for udlejeren/fremlejeren i mindst 3 år, jf. ligningsvejledningen for 2007, afsnit D.A.1.1.2.

Det følger af note 4 i Karnov til kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, at selv om en skatteyder ikke direkte ejer en bolig i Danmark, kan han have bopæl i Danmark. Dette gælder f.eks., hvis han har kontrollen over et aktieselskab, der ejer en bolig.

Klageren fortsatte med at eje en række ejendomme samt drive udlejningsvirksomhed med disse ejendomme i Danmark efter sin fraflytning. Ydereligere ejede klageren fortsat en dansk indregistreret bil og har formue i Danmark.

Selv om klageren solgte sin ejendom til sønnen, kan de øvrige tilknytningspunkter til Danmark ikke anses for at være af underordnet karakter.

Klageren anses derfor for at have bevaret sin fulde skattepligt til Danmark i henhold til kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, efter sin fraflytning til Marokko den 15. oktober 2006.

Klagerens påstand og argumenter

Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at spørgsmålet om bindende svar skal besvares med "ja", således at der gives tilsagn om, at klagerens fulde skattepligt ophørte ved emigrationen til Marokko.

Til støtte herfor har repræsentanten blandt andet anført, at klageren ved fraflytningen den 15. oktober 2006 opgav sin hidtidige helårsbolig i Danmark og flyttede til Marokko. Klageren opgav lejemålet vedrørende sin lejlighed på ...1, og lejligheden blev udlejet til sønnen. På fraflytningstidspunktet ejede klagerens selskab H1 A/S ejendommen ...1. Klageren har således ikke siden 15. oktober 2006 kunnet disponere over en helårsbolig her i landet.

Klageren er marokkansk gift, og hans hustru bor i Marokko, hvor hun driver et hotel og en café med ca. 50 ansatte. Klageren flyttede den 15. oktober 2006 ned til ægtefællen i Marokko, hvor han hjælper hende med driften af hotellet.

Klageren ejer en række udlejningsejendomme i Danmark. Disse ejendomme administreres af et advokatfirma. Klageren deltager således ikke i den daglige drift af ejendommene, og han har ikke rådighed over nogen af lejlighederne, der alle er udlejet. Han involveres kun i forbindelse med beslutninger om større vedligeholdelses- og bygningsarbejder.

Med hensyn til ejendommen på ...1, hvor klageren boede indtil fraflytningen den 15. oktober 2006, kan det oplyses, at hele ejendommen blev overdraget til hans søn. Sønnen er i dag udrejst til Frankrig, hvor familien har et chateau. Ejendommen var ikke sat til salg på det tidspunkt, hvor klageren udrejste.

Klageren har værdipapirer deponeret i Danmark til en værdi af ca. 1,1 million kr.

Med hensyn til klagerens bil kan det oplyses, at den i sin tid blev købt i Frankrig for 2.000 euro. Bilen er årgang 1964, og den trængte ved købet til en restaurering. Da restaureringsarbejdet ikke kunne udføres i Frankrig, blev bilen transporteret til Danmark, hvor den blev istandsat af en mekaniker i Nyborg. Bilen blev herefter indregistreret i klagerens navn, men blev senere omregistreret i sønnens navn. Bilens registreringsnummer blev afmeldt den 5. november 2007 og er pr. 21. januar 2008 indregistreret i Frankrig i sønnens navn. Herudover havde klageren endnu en veteranbil i Danmark, som nu er blevet overdraget til sønnen.

Klageren tilflyttede Danmark i 2001 og blev fuldt skattepligtig i 2001. På tilflytningstidspunktet ejede klageren stort set de samme værdipapirer og ejendomme, som han ejede på fraflytningstidspunktet i oktober 2006.

SKAT's henvisning til Karnovs note 4 til kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, hvor der henvises til afgørelsen offentliggjort i TfS 1990.560, hvor fuld dansk skattepligt blev fastholdt i et tilfælde, hvor det selskab, som den fraflyttede var hovedaktionær i, ejede en bolig her i landet, kan ikke anvendes i det foreliggende tilfælde. Klageren har siden fraflytningen den 15. oktober 2006 ikke haft rådighed over en helårsbolig her i landet. Lejemålet vedrørende lejligheden ...1 blev opgivet den 15. oktober 2006. Lejligheden blev udlejet til klagerens voksne søn, som flyttede ind med sit bohave. Klageren tømte således lejligheden for sit bohave, som enten blev opmagasineret eller blev medtaget til Marokko. Sønnen købte formentlig møbler i forbindelse med overtagelsen af lejemålet, men det er ikke utænkeligt, at han kan have fået eller overtaget nogle af klagerens møbler.

Fakturaerne fra det flyttefirma, der opmagasinerede klagerens møbler, blev sendt til sønnen, da det var nemmere end at sende dem til Marokko. Det var klageren, der betalte regningerne. Der var blandt andet tale om antikviteter. Klageren har efterfølgende flyttet noget af det opmagasinerede bohave til Frankrig. Da det var for dyrt, at få flyttefirmaet til at flytte det til Frankrig, flyttede klageren det selv til Frankrig og lejede en flyttebil til brug for flytningen. Klageren var således i forbindelse hermed i Danmark. Klageren har dog fortsat ca. 10 kubikmeter bohave opmagasineret i Danmark. Det er ikke muligt at fremskaffe kopier af fakturaer for opmagasineringen i 2006, da flytteflrmaet blev overtaget af et andet, som nu opmagasinerer klagerens møbler.

Klageren har alene været i Danmark 3 gange, siden han flyttede til Marokko. Der var alene tale om kortvarige ophold i forbindelse med, at han besøgte sønnen. Klageren overnattede formentlig hos sønnen, men det kan ikke udelukkes, at han overnattede på hotel.

Skattepraksis viser, at fortsat rådighed over en helårsbolig her i landet er en afgørende forudsætning for at kunne fastholde fuld dansk skattepligt. Da klageren ikke siden 15. oktober 2006 har haft rådighed over en helårsbolig i Danmark, må klagerens fulde skattepligt til Danmark være ophørt på dette tidspunkt.

Det skal i øvrigt tilføjes, at Danmark har indgået en dobbeltbeskatningsoverenskomst med Marokko. Ifølge overenskomstens artikel 4 skal en person, der er dobbeltdomicileret, anses for skattemæssigt hjemmehørende i den stat, "i hvilken han har en fast bopæl til rådighed".

Klageren har siden 15. oktober 2006 haft en fast bopæl til sin rådighed i Marokko og ikke i Danmark. Dette medfører, at selv om klageren skulle blive anset for fuldt skattepligtig til Danmark, så er hans skattemæssige hjemsted i Marokko, hvor han har bolig til rådighed, og hvor hustruen tillige bor og arbejder.

Med det skattemæssige hjemsted i Marokko efter overenskomsten vil klageren skattemæssigt stort set være stillet som om, at hans fulde skattepligt til Danmark var ophørt, og der er således ingen saglig begrundelse for at fastholde fuld dansk skattepligt.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Pligt til at svare indkomstskat til den danske stat i overensstemmelse med reglerne i kildeskatteloven påhviler personer, der har bopæl her i landet, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1.

Ved afgørelsen af, om en person har bopæl i Danmark i henhold til kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, henses der blandt andet til, om den pågældende person faktisk har bevaret en bopælsmulighed i Danmark. Efter praksis vil fortsat dispositionsret over den indtil fraflytningen benyttede bolig eller eventuelt en anden bolig som udgangspunkt medføre, at bopælen anses for opretholdt, medmindre boligen udlejes uopsigeligt i mindst 3 år, eller det godtgøres, at personen har haft til hensigt at bosætte sig varigt i udlandet.

Det er rettens opfattelse, at klagerens fulde skattepligt til Danmark ikke ophørte, da han flyttede til Marokko den 15. oktober 2006, da han anses for at have bevaret en bopælsmulighed i Danmark.

Det er særligt tillagt vægt, at klageren ved fraflytningen dels personligt ejede et betydeligt antal helårsboliger i Danmark, dels var indehaver af selskabet H1 A/S, som ligeledes ejede et betydeligt antal ejendomme i Danmark. Klageren har derfor i kraft af sine personligt ejede samt sit selskabs ejendomme til stadighed rådighed over en bopælsmulighed i Danmark.

Ligeledes er det tillagt vægt, at klageren efter det oplyste ejede to biler med danske indregistreringsnumre ved fraflytningen, og at klageren fik en del af sit bohave opmagasineret i Danmark.

Endvidere må klageren anses for at have bevaret væsentlige erhvervsinteresser i Danmark, idet klageren i personligt regi fortsat drev udlejningsvirksomhed, ligesom klageren var eneaktionær i selskabet H1 A/S, som ligeledes drev udlejningsvirksomhed i et ikke uvæsentligt omfang.

...

Landsskatteretten stadfæster herefter SKAT's afgørelse.

..."

Supplerende oplysninger

Den 16. september 1980 meddelte kommunen,  at man var af den opfattelse, at As ubegrænsede skattepligt i Danmark ophørte den 20. august 1980 som følge af hans udlandsophold.

Med hensyn til As tilknytning til Marokko fremgår det af sagen, at han og hans hustru BA ifølge aftale dateret 2. maj og 5. juni 1989 købte bl.a. anparteme i anpartsselskabet "H2" og begge indtrådte som direktører i selskabet, der driver H2.1 i ..., Marokko. Ved aftale af 29. marts 1990 købte A og hans hustru en ejendom i ..., Marokko med bl.a. en stue, 4 værelser, køkken og toilet.

Af en kopi af en liste over lønangivelser for oktober 2008 for H2 fremgår, at der i oktober 2008 var 12 ansatte i denne virksomhed.

Af en angivelse om lønninger og tilbageholdt indkomstskat i 2007 fra H1 SA, der driver restaurant, bar og hotel i Marokko, fremgår, at der var 24 fastansatte, herunder A og hans hustru. Det fremgår endvidere af angivelsen, at A i løbet af året havde haft 260 arbejdsdage, mens hans hustru havde haft 312 arbejdsdage.

Med hensyn til sønnen, CAs, lejemål af ...1, st. fremgår det af en udskrift af hans bankkonto sammenholdt med de registrerede indbetalinger hos Advokatpartnerselskabet R1, at den 15. december 2006, 2. februar 2007 og 5. marts 2007 overførte ca. 7.600 kr. til advokatkontoret vedrørende ...1, st.

Af Det Centrale Personregister fremgår, at MK blev registreret som tilflyttet adressen ...1, st, den 1. oktober 2006. CA var registreret på samme adresse til den 1. oktober 2007, hvor han angives at være udrejst. Han er ifølge en af R1 udarbejdet oversigt registreret som fraflyttet den 31. december 2007.

Af Kontrol- og Udsøgningsblanket 2006 fra SKAT fremgår, at A udover de i Landskatterettens kendelse nævnte ejendomme var ejer af ejendommen Nørre Farimagsgade 11, og at den samlede ejendomsværdi af de udlejningsejendomme, han personligt ejede i Danmark, var 125.800.000 kr.

Forklaringer

Der er afgivet forklaring af A og af vidnerne SP og NL.

A har forklaret bl.a., at han er bankuddannet og efterfølgende uddannet merkonom i finansiering. Fra sin far har han fået overdraget og sammen med sin bror arvet udlejningsejendomme på ...7, ...8 og ...9, ...6 og ...10 og ...3. Disse ejendomme blev administreret af et advokatfirma, da han i 1980 udrejste af Danmark og flyttede til England, hvorfra han i 1981 flyttede til Frankrig i et hus, han havde købt i 1976. I Frankrig mødte han sin nuværende hustru, der er både fransk og marokkansk statsborger, og hvis familie havde et hus i samme franske by som han selv. De blev gift og fik en søn, der begyndte sin skolegang i Frankrig i 1991. Inden da havde de boet i Marokko, hvor de i 1989 sammen erhvervede anparterne i selskabet "H2" med henblik på at drive cafévirksomhed i byen ... I denne forbindelse opnåede han første gang opholdstilladelse i Marokko og fik tildelt det, der i Marokko svarer til det danske personnummer. De købte i 1990 en villa beliggende 100 m fra caféen. I 1992 rejste de tilbage til Marokko, hvor sønnen gik på fransk skole, indtil de i 1997 på ny flyttede til Frankrig.

For at sønnen kunne opnå et bedre kendskab til Danmark og det danske sprog flyttede han sammen med sin familie til Danmark i 2001. Han købte igennem sit selskab H1 A/S udlejningsejendommen på ...1, og de flyttede i september 2001 ind i stuelejligheden. Også efter at være flyttet til Danmark fortsatte han og hans hustru med at drive caféen i ..., Marokko, og de opholdt sig kun 6-7 måneder om året i Danmark. Hans hustru faldt aldrig til i Danmark og ønskede i stedet at bosætte sig i Marokko. De stiftede i marts 2004 det marokkanske selskab SA H1, der i juni 2004 købte et hotel i ..., Marokko, cirka 650 km fra ..., Marokko. Selskabet er ikke identisk med det luxembourgske selskab af samme navn.

Samme år overdrog han anparterne i selskabet "H2" til hende. Hotellet blev ombygget i 2005, og hans hustru rejste til Marokko og tog ophold på hotellet under hele ombygningen. Han og sønnen besøgte hende ofte, men de ville blive boende i Danmark, indtil sønnen havde fået studentereksamen, Han rejste dog ofte til Marokko i 2006 og opholdt sig dette år sammenlagt kun 1½ måned i Danmark.

Den 15. oktober 2006 udrejste han af Danmark ¡ den hensigt at bosætte sig varigt i Marokko. Lejemålet var forinden blevet telefonisk opsagt af ham over for ejendommens administrator og overdraget til hans søn. I 2007 overdrog han som led i et almindeligt generationsskifte hele udlejningsejendommen til sønnen. Han havde i 2003 fået en blodprop og havde det heller ikke så godt i 2007. Han fik den mest værdifulde del af sit bohave opmagasineret i Danmark, indtil han i 2007 fik tid til at transportere en del heraf til udlandet. Der er fortsat opmagasineret lidt bohave i Danmark. Regningerne for opmagasineringen blev for nemheds skyld stilet til hans søn. Den 15. oktober 2006 kørte han fra Danmark til Frankrig i sin hustrus fransk indregistrerede bil. I Danmark var en gammel Mercedes indregistreret i hans navn af hensyn til forsikringspræmien, men bilen tilhørte reelt hans søn. Herudover ejede han i Danmark en gammel Triumph Spitfire, der var under reparation og ikke kunne anvendes. Han opholdt sig i Frankrig, indtil han omkring nytår rejste ned til sin hustru på hotellet i ..., Marokko. Det er muligt, at han inden jul var i Marokko en uges tid, men han er sikker på, at han ikke var i Danmark i denne periode. Den 5. eller 6. januar 2007 fik han midlertidig opholdstilladelse i Marokko. Hans opholdstilladelse blev på grund af administrative forhold kun bevilget ét år ad gangen i marts/april 2007 og 2008. I 2009 opnåede han en 10-årig opholdstilladelse. Han var to gange i Danmark i 2007 i en uge ad gangen. I hvert af årene 2008 og 2009 var han i Danmark i en uge, og i 2010 var han ikke i Danmark. Han har boet hos sin søn én gang i løbet af sommeren 2007 og igen senere på året, da han hjalp sønnen med at pakke ned for at flytte til Frankrig. Han havde ikke nøgle til sønnens lejlighed, der bestod af to stuer og to værelser, og der var ikke indrettet noget værelse til ham. Han sov under disse besøg i samme værelse som sin søn. Mk havde lejet det andet værelse i lejligheden. Sagsøger havde intet med denne udlejning at gøre.

Han og hans hustru driver i dag tre caféer, en restaurant og et hotel i Marokko. Det er ham, der laver regnskab for hotellet, og han og hans hustru forestår alle indkøb. Han bor og arbejder sammen med sin hustru på hotellet 3 uger om måneden. Herudover arbejder han også i ..., Marokko, hvor han bor på et værelse over caféen. Han modtager løn for sit arbejde, svarende til fem gange mindstelønnen der i Marokko udgør 1.700-1.800 kr. om måneden for en 45 timers arbejdsuge. Han betaler skat af sin løn i Marokko. Nogle måneder om året, typisk i forårs- og efterårsmånederne, rejser han til Frankrig, men af hensyn til arbejdet med driften af hotel og caféer opholder han sig den største del af året i Marokko.

Driften af udlejningsejendommene i Danmark forestås af ejendomsadministrationen hos Advokatpartnerselskabet R1. Han har ingen opgaver i forhold til den daglige drift af udlejningsvirksomheden. Efter udrejsen i 2006 har han medvirket ved afslutningen af igangværende byfornyelsessager, ligesom han nogle gange på opfordring af venner og bekendte har anvist dem lejligheder. Han har ikke anmodet ejendomsadministrationen om at få stillet en lejlighed til rådighed til sig selv efter den 15. oktober 2006, og der har aldrig været lejligheder, der blev holdt ledige af hensyn til hans boligmuligheder. Han betaler ikke skat af udlejningsvirksomheden i Marokko, men alene i Danmark.

SP har forklaret bl.a., at hun arbejder som ejendomsadministrator i Advokatpartnerselskabet R1. Det er vidnet og hendes kollega, NL, der administrerer de ejendomme, som A ejer i såvel personligt som selskabets regi. De varetager alle opgaver i udlejningsvirksomheden bortset fra finansielle spørgsmål. Hun orienterer stort set aldrig A om de almindelige driftsmæssige spørgsmål vedrørende udlejningsejendommene, men har kontaktet ham i forbindelse med større ombygningsarbejder. Lejemålene udlejes på helt standardmæssige vilkår. De står stort set aldrig tomme, men der kan være "tomgang" i forbindelse med istandsættelse, typisk af lejlighedemes køkken og bad. Det er ikke muligt at bebo lejemålene under istandsættelse. Det er kun de omkostningsbestemte lejemål, der fremgår af ejendomsadministrationens lister over indflytninger og fraflytninger, og derfor kan der være lejere, som ikke er opført på listerne. A har aldrig bedt hende sørge for, at han havde mulighed for at bebo nogle af lejlighederne, hvis han skulle komme til Danmark.

NL har forklaret bl.a., at hun arbejder som ejendomsadministrator i Advokatpartnerselskabet R1 og bl.a. beskæftiger sig med udlejning af As ejendomme. Hun varetager alle opgaver i forbindelse med den almindelige drift af udlejningsvirksomheden uden at spørge A. Når hun i forbindelse med store investeringer har haft behov for at kontakte A, har hun ringet til hans marokkanske telefonnummer, medmindre han har givet besked om, at han kunne træffes i Frankrig. Der kan gå måneder imellem, at hun kontakter ham. Hun er aldrig blevet bedt om at sørge for, at A kunne få en af lejlighederne stillet til rådighed.

Procedure

A har til støtte for sin påstand gjort gældende, at vurderingen af, hvorvidt han har bopæl i Danmark og dermed efter kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, er fuldt skattepligtig i Danmark, må ske ud fra en samlet bedømmelse efter det overordnede hensigts kriterium. Alle relevante momenter i denne sag peger i retning af, at A ved sin udrejse af Danmark den 15. oktober 2006 opgav sin bopæl her i landet for at flytte til Marokko, og at han efter dette tidspunkt således ikke længere var fuldt skattepligtig i Danmark. I forbindelse med udrejsen opgav A sin rådighed over den hidtidige helårsbolig i Danmark, idet lejligheden på ...1, st., pr. fraflytningsdagen blev udlejet til hans voksne søn, og hele udlejningsejendommen blev med overtagelsesdag den 1. januar 2007 overdraget sønnen til eje. A flyttede sine ejendele fra lejligheden og rejste fra Danmark i den hensigt at bosætte sig varigt i Marokko, hvor han sammen med sin hustru drev hotel- og cafévirksomhed med cirka 50 ansatte. Hustruen, der er marokkaner, var forinden flyttet til Marokko, hvor de også har en fælles villa, og sønnen udrejste i 2007 af Danmark for at bosætte sig i Frankrig. A har kun ganske få gange været på besøg i Danmark efter udrejsen. Lejlighederne i de udlejningsejendomme, som han ejer personligt eller via sit selskab, var på fraflytningstidspunktet enten udlejede eller under istandsættelse, og ingen af disse blev udlejet til A. Den omstændighed, at han via sit ejerskab til et antal udlejningsejendomme vil have mulighed for at skaffe sig en bolig i Danmark, udelukker ikke ophør af skattepligt i Danmark. Et sådant synspunkt ville da også føre til det helt urimelige resultat, at alle ejere af udlejningsejendomme altid er fuldt skattepligtige i Danmark, uanset om udlejningsejendommene måtte være deres eneste tilknytning til landet.

Skatteministeriet har til støtte for sin påstand gjort gældende, at A ikke har godtgjort, at han opgav sin bopæl i Danmark i forbindelse med udrejsen den 15. oktober 2006. Bedømmelsen af, om en skatteyder har bevaret sin bopæl i Danmark, beror på objektivt konstaterbare forhold og ikke på den fraflyttendes hensigter. Det afgørende for skattepligten er, om der er bevaret en bopælsmulighed i Danmark. A var eneejer af H1 A/S, der på fraflytningstidspunktet ejede ejendommen ...1. Udlejningen til sønnen af den indtil fraflytningen fælles bolig på 188 m2 i lejligheden i ejendommens stueetage afskar ikke A fra bopælsmulighed i denne helårsbolig, idet han uanset lejemålet ville have kunnet tage ophold i sønnens lejlighed, og idet han via interessefællesskabet med sønnen og sit ejerskab af den ejendom, hvori lejligheden var beliggende, kunne have foranlediget lejeforholdet bragt til ophør uden iagttagelse af sædvanlige opsigelsesregler. Hertil kommer, at A i kraft af sin udlejningsvirksomhed havde bopælsmulighed i de lejligheder, der ikke var udlejet på fraflytningstidspunktet. Under alle omstændigheder ville han gennem sit ejerskab af udlejningsejendomme nemt have kunnet skaffe sig en helårsbolig i en af disse ejendomme. A har således efter sin fraflytning ikke været effektivt afskåret fra at benytte en helårsbolig i Danmark, og der foreligger ikke sådanne ganske særlige omstændigheder, at der er grundlag for, på trods heraf at statuere opgivelse af fuld skattepligt i Danmark. Det bestrides, at A havde til hensigt varigt at bosætte sig i udlandet. Det er i den relation ikke afgørende, om A rent faktisk har opholdt sig i Danmark siden 2006, ligesom spørgsmålet om skattepligt i Marokko er uden betydning for bedømmelsen af hans skattepligt i Danmark.

Landsrettens begrundelse og resultat

Landsretten lægger efter det oplyste til grund, at A sammen med sin familie i 2001 vendte tilbage til Danmark, efter at han siden 1980 havde opholdt sig i udlandet, og at han under dette udlandsophold ikke havde været fuldt skattepligtig i Danmark, selv om han også dengang drev udlejningsvirksomhed i Danmark. Han udrejste på ny af landet den 15. oktober 2006, hvorefter han tog ophold i Marokko og Frankrig og i de følgende år kun besøgte Danmark i få uger.

Det lægges endvidere efter bevisførelsen til grund, at hans hustru, der er marokkansk og fransk statsborger, i 2005 havde opgivet sin bopæl i Danmark for at bosætte sig i Marokko, hvor hun sammen med A siden 1989 havde drevet en café og i 2004 købt et hotel, ligesom parret i 1990 havde erhvervet en villa i Marokko.

I forbindelse med udrejsen frameldte A sig folkeregisteret, og han fraflyttede den lejlighed, der siden 2004 havde tjent som fælles bolig for ham og sønnen, samtidig med, at sønnen overtog lejligheden som lejer og med virkning fra den 1. januar 2007 blev ejer af den pågældende udlejningsejendom. Det lægges efter forklaringen fra A til grund, at der ikke var stillet et værelse til rådighed for ham i lejligheden, der bestod af to stuer og to værelser, hvoraf sønnen beboede det ene værelse og havde fremlejet det andet, A havde ikke mulighed for at lade selskabet opsige sønnens lejemål i medfør af lejelovens § 83, stk. 1, litra b, for selv at bebo lejligheden, og det kan ikke lægges til grund, at CA ville efterkomme et eventuelt ønske fra sin far om at fraflytte lejemålet uden iagttagelse af lejelovens almindelige opsigelsesregler.

Under disse omstændigheder findes det godtgjort, at A ved fraflytningen den 15. oktober 2006 ikke længere havde bopæl i Danmark i kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1's forstand. Det forhold, at lejligheden på ...1, st., blev overtaget af hans voksne søn, og at han i Danmark drev udlejningsvirksomhed, hvor der som led i den almindelige drift med jævne mellemrum var ledige lejemål, herunder på fraflytningstidspunktet den 15. oktober 2006, kan ikke føre til andet resultat.

Som følge heraf, og da der ikke er fremsat indvendinger mod påstandens formulering, tages As påstand til følge.

Det er oplyst, at sagens genstand udgør 767.000 kr. Under hensyn hertil og til sagens udfald og omfang skal Skatteministeriet betale sagsomkostninger for landsretten til A med i alt 90.000 kr., hvoraf 4.000 kr. udgør retsafgift, 8.800 kr. ydes til dækning af udgifter til translatørbistand, og restbeløbet vedrører udgifter til advokatbistand inklusiv moms.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at sagsøgerens, As, fulde skattepligt ophørte pr. 15. oktober 2006 ved hans emigration fra Danmark til Marokko.

I sagsomkostninger skal Skatteministeriet inden 14 dage betale 90.000 kr. til A.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.