åben Vis afgørelser, domme, kendelser og meddelelser mv. til "D.A.4.5.2 Salg af virksomhedens aktiver" udsendt efter offentliggørelsen af denne version af vejledningen.

Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne for, hvornår der skal betales moms ved salg af aktiver fra en virksomhed. Se ML § 8, stk. 1, 1. og 2. pkt.

Afsnittet indeholder:

  • Hvad er omfattet af momspligten?
  • Særligt om byttehandler
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Bemærk

Bemærk, at ML § 8 er ophævet ved lov nr. 1295 af 5. december 2019, § 4, nr. 7. Momspligten ved salg af aktiver fra en virksomhed vil herefter alene følge af ML § 4, stk. 1. Se forarbejderne til lov nr. 1295 af 5. december 2019. Skatteministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelsen af ophævelsen af ML § 8, se lov nr. 1295 af 5. december 2019, § 11, stk. 2.

Om ML § 4, stk. 1, se afsnit D.A.4.1

Se også

Se også afsnit D.A.4.5.3 om reglerne for salg af aktiver som led i en virksomhedsoverdragelse, som findes i ML § 8, stk. 1, 3. og 4. pkt.

Hvad er omfattet af momspligten?

Momspligten omfatter salg af virksomhedens aktiver, dvs. både salg af materielle aktiver (driftsmidler) og salg af immaterielle aktiver (fx ophavsrettigheder, varemærkerettigheder og patentrettigheder). Se ML § 8, stk. 1, 1. og 2. pkt.

Salg af sådanne aktiver er momspligtigt, hvis der er adgang til for virksomheden at foretage helt eller delvist momsfradrag ved indkøb af de pågældende aktiver. Ifølge lovbemærkningerne skal dette forstås således, at momspligten gælder alle aktiver, som er indkøbt eller fremstillet til brug i den momspligtige virksomhed.

Momspligten er derfor uafhængig af, om virksomheden rent faktisk har foretaget fradrag ved indkøb eller fremstilling mv. af aktivet.

Eksempler

1) En virksomhed har købt en pc af en privatperson. Pc'en bruges af virksomheden til momspligtige aktiviteter. Virksomheden kan ikke få momsfradrag for pc'en i forbindelse med købet, men skal opkræve moms ved et eventuelt efterfølgende salg.

2) En virksomhed har købt en bus af en erhvervsdrivende. Virksomheden havde ved købet adgang til at foretage delvist fradrag for købsmoms, fordi bussen delvist skulle anvendes til momspligtige aktiviteter. Virksomheden har ikke gjort brug af fradragsretten. Ved et eventuelt efterfølgende salg af den pågældende bus skal virksomheden desuagtet opkræve moms af hele salgssummen.

Denne retstilstand er bekræftet af Landsretten. Se Østre Landsrets dom i SKM2008.129.ØLR samt Vestre Landsrets dom i SKM2002.416.VLR.

Bemærk

Det fremgår direkte af ML § 8, stk. 1, 2. pkt., at momspligten i henhold til ML § 8, stk. 1, også omfatter salg af aktiver, når virksomheden bliver afmeldt fra registrering.

Særligt om byttehandler

Reglerne om momspligt i ML § 8, stk. 1, 1. og 2. pkt., gælder også, når et aktiv, fx en maskine, gives i bytte i forbindelse med anskaffelsen af en ny maskine.

Se også

Se også afsnit D.A.8.1.1.10 hvor grundlaget for afgiftens opgørelse ved byttehandler er nærmere beskrevet.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området: 

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsretsdomme

SKM2008.129.ØLR

Østre Landsret udtalte, at salg af en virksomheds aktiver er momspligtigt i henhold til ML § 8, stk. 1, hvis der har været hel eller delvis fradragsret ved indkøbet, uanset om fradragsretten faktisk er blevet udnyttet eller ej. Den konkrete sag handlede om salg af busser. Dette salg var momspligtigt, fordi selskabet ikke havde bevist, at busserne alene havde været brugt til ikke-momspligtige aktiviteter.

At busserne havde stået ubenyttede hen i en periode indtil salget, var ikke ensbetydende med, at de kunne anses for udtaget efter ML § 8, stk. 2. Se afsnit D.A.4.5.4 om udtagning af virksomhedens aktiver.

SKM2002.416.VLR

Vestre Landsret stadfæstede en kendelse fra Landsskatteretten, hvorefter der skulle betales moms ved salg af en blandet benyttet bus uanset, at bussen var købt uden tilfaktureret moms.

Tidligere instans: SKM2001.49.LSR.

Landsskatteretskendelser

SKM2020.329.LSR

►Landsskatteretten fandt, at der ikke kunne ske en momsfri virksomhedsoverdragelse efter ML § 8, stk. 1, 3. punktum, idet denne bestemmelse forudsætter, at der er tale om overdragelse af en registreringspligtig virksomhed. Det var ikke tilfældet i sagen, hvor der var tale om en ikke-registreringspligtig tandlægevirksomhed.◄

►Ved redaktionens slutning var Skattestyrelsens overvejelser om afgørelsens betydning for praksis endnu ikke afsluttede. Skattestyrelsen har i december 2020 sendt et udkast til genoptagelsesstyresignal i høring.

Tidligere instans: SKM2018.270.SR.◄

SKM2005.265.LSR

Sagen handlede om salg af driftsmidler, der alene var blevet brugt til momsfritagne finansielle aktiviteter, men hvor selskabet i medfør af ML § 45, stk. 4, havde opnået afgiftsgodtgørelse for visse ydelser leveret til aftagere uden for EU. Landsskatteretten gav selskabet medhold i, at da der ikke var givet selskabet fradrag for nogen del af købsmomsen ved anskaffelsen af disse driftsmidler, var det efterfølgende salg ikke momspligtigt.

Se også D.A.5.23 om ML § 13, stk. 2.