Indhold
Dette afsnit beskriver overgangsregler om den skattemæssige anskaffelsessum for visse hovedaktionæraktier, der er erhvervet før den 19. maj 1993.
Afsnittet indeholder:
- Regel
- Delsalg før den 19. maj 1993
- Aktier, erhvervet før den 1. januar 1962
- Aktier, som er blevet omfattet af hovedaktionærreglerne efter den 1. juli 1981.
Regel
Efter overgangsreglerne kan man stadig anvende de anskaffelsessummer for hovedaktionæraktier, der kunne fastsættes efter de regler, der gjaldt før den 19. maj 1993. Se ABL § 46, stk. 7 og 8.
Minoritetsaktionærer var før den 19. maj 1993 normalt skattefri af gevinst og tab på aktier, hvis aktionæren havde ejet aktierne i tre år eller mere.
Ved aktiernes anskaffelsessum skal fortsat forstås de beløb, som kunne fastsættes efter de tidligere regler. Se ABL § 46, stk. 7, samt § 6, stk. 3, stk. 4 og stk. 7 i den tidligere aktieavancebeskatningslov (lovbekendtgørelse nr. 865 af 22. oktober 1992).
Delsalg før den 19. maj 1993
Hvis en hovedaktionær eller en person, der inden for de senest forudgående fem år havde været hovedaktionær, har foretaget delsalg af aktier i et selskab før den 19. maj 1993, anvendes den resterende gennemsnitlige anskaffelsessum som skattemæssig anskaffelsessum for restbeholdningen af aktier i selskabet. Se ABL § 46, stk. 7, samt § 6, stk. 3, i den tidligere aktieavancebeskatningslov (lovbekendtgørelse nr. 865 af 22. oktober 1992).
Hvis en person, der var hovedaktionær den 1. juli 1981 eller inden for de seneste fem år forud for denne dato havde været hovedaktionær, har foretaget delsalg af aktier i et selskab før den 1. juli 1981, og ved den første afståelse i perioden fra 1. juli 1981 til 18. maj 1993 også var hovedaktionær eller ophørende hovedaktionær, skal anskaffelsessummen for beholdningen den 1. juli 1981 opgøres som den restanskaffelsessum, der ved afståelsen før den 1. juli 1981 blev opgjort efter de dagældende regler. Se ABL § 46, stk. 7, samt § 6, stk. 4, i den tidligere aktieavancebeskatningslov (lovbekendtgørelse nr. 865 af 22. oktober 1992). Har der ikke været nogen afståelse i perioden fra 1. juli 1981 til 18. maj 1993, anvendes reglen, hvis personen ved en afståelse den 18. maj 1993 ville have været omfattet af hovedaktionærreglerne.
Aktier, erhvervet før den 1. januar 1962
Er aktierne erhvervet før den 1. januar 1962, og ville disse aktier være blevet beskattet som hovedaktionæraktier ved et salg den 18. maj 1993, anvendes aktiernes formueskattepligtige værdi den 1. januar 1962 som anskaffelsessum i stedet for den faktiske anskaffelsessum, medmindre den faktiske anskaffelsessum er højere. Se ABL § 46, stk. 7, samt § 6, stk. 7, i den tidligere aktieavancebeskatningslov (lovbekendtgørelse nr. 865 af 22. oktober 1992).
Aktier, som er blevet omfattet af hovedaktionærreglerne efter den 1. juli 1981
Aktionærer, som ikke var omfattet af hovedaktionærreglerne den 1. juli 1981, men som
- er blevet omfattet af hovedaktionærreglerne i perioden fra den 1. juli 1981 til den 18. maj 1993, og
- har valgt at anvende aktiernes gennemsnitlige anskaffelsessum i stedet for de faktiske anskaffelsessummer for de aktier, som han/hun ejede den 1. juli 1981
skal fortsat anvende den nævnte gennemsnitlige anskaffelsessum som anskaffelsessum. Se ABL § 46, stk. 8, samt § 6, stk. 5, 2. pkt., i den tidligere aktieavancebeskatningslov (lovbekendtgørelse nr. 865 af 22. oktober 1992).