Selskaber, der er omfattet af begrebet "selskab i en medlemsstat" i artikel 3 i direktiv 2009/133/EF og ikke ved beskatningen her i landet anses for en transparent enhed, har adgang til beskatning efter reglerne i FUL § 15 a, stk. 1.
Se C.D.6.1.3.3 for en beskrivelse af begrebet "selskab i en medlemsstat" i fusionsskattedirektivets art. 3.
Successionsreglerne i fusionsskattelovens kapitel 4 omfatter også tilfælde, hvor det ene af de deltagende selskaber er registreret i et EØS-land (der ikke samtidig er et EU-land) og samtidig er skattemæssigt hjemmehørende i EU/EØS, og det andet deltagende selskab er et EU-selskab, herunder et dansk selskab, samt tilfælde hvor begge de deltagende selskaber er EØS-selskaber (der ikke samtidig er EU-selskaber).
Der skal være tale om et selskab, som svarer til et dansk aktie- eller anpartsselskab, og den kompetente myndighed i den stat, hvor selskabet er hjemmehørende, skal udveksle oplysninger med de danske myndigheder efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst, en anden international overenskomst eller konvention eller en administrativt indgået aftale om bistand i skattesager. Se FUL § 15 a, stk. 7.