Dato for udgivelse
15 Apr 2011 11:22
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
02 Mar 2011 10:18
SKM-nummer
SKM2011.260.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
14. afdeling, B-2548-10
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Moms og lønsumsafgift + Afgift + Skat
Overemner-emner
Momsgrundlag + Øl, vin og spiritus
Emneord
Afvisning, søgsmålsfrist, sagsanlæg, praksisændring
Resumé

Under en sag, der var anlagt efter fristen for indbringelse af landsskatteretskendelser for domstolene, jf. skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3, og hvor spørgsmålet om afvisning var blevet udskilt til særskilt behandling i medfør af retsplejelovens § 253, meddelte Skatteministeriet, at ministeriet havde ændret praksis, således at man ved kortere fristoverskridelser foretager en vurdering af samtlige omstændigheder for at afdække, om overskridelsen skyldes undskyldelige forhold.

Skatteministeriet tog herefter bekræftende til genmæle i en sag, hvor søgsmålsfristen var overskredet med én dag, og hvor skatteyderens advokat på grund af postforstyrrelser hævdede at have modtaget brevet seks dage efter kendelsens datering. Under henvisning hertil fandt Østre Landsret ikke grundlag for at afvise sagen og hjemviste den til byretten til behandling i realiteten.

Reference(r)
Skatteforvaltningsloven § 48, stk. 3
Henvisning
Den juridiske vejledning 2011-1 A.A.10.3.5.1

Parter

A
(advokat Finn Roger Nielsen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat William Lindsay-Poulsen)

Afsagt af landsdommerne

B.O. Jespersen, Olaf Tingleff og Charlotte Bliss Elmquist (kst.)

Sagens baggrund og parternes påstande

Byrettens dom af 16. august 2010 (BS 1-320/2010) [BS L-320/2010.red.SKAT] om afvisning af sagen er anket af
A med principal påstand som for byretten, subsidiært at de foretagne afgiftsforhøjelser fastsættes til et mindre beløb, samt med supplerende påstand om principalt, at den af byretten afsagte dom ophæves, og sagen hjemvises til fortsat behandling ved byretten, subsidiært at indstævnte tilpligtes at anerkende, at nærværende sag rettidigt er indbragt for byretten i overensstemmelse med skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3.

Indstævnte, Skatteministeriet, har i ankesvarskriftet principalt påstået afvisning, subsidiært frifindelse over for appellantens oprindelige principale og subsidiære påstande, stadfæstelse over for den supplerende principale påstand, og afvisning, subsidiært frifindelse over for den supplerende subsidiære påstand.

Indstævnte har i et efterfølgende processkrift frafaldet de nedlagte påstande, der relaterer sig til sagens formalitet, og således frafaldet den principale påstand om afvisning over for appellantens oprindelige principale og subsidiære påstande, frafaldet påstanden om stadfæstelse over for den supplerende principale påstand og taget bekræftende til genmæle over for den supplerende subsidiære påstand.

Appellanten har heroverfor endeligt påstået sagen hjemvist til byretten til fortsat behandling.

Landsretten begrundelse og resultat

Da indstævnte under ankesagen har frafaldet de nedlagte påstande om afvisning af sagen og taget bekræftende til genmæle over for den af appellanten nedlagte påstand om at skulle anerkende, at nærværende sag rettidigt er indbragt for byretten i overensstemmelse med skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3, finder landsretten, at der ikke er grundlag for at afvise sagen.

Henset til, at spørgsmålet om afvisning af sagen har været udskilt til særskilt behandling og afgørelse i byretten, finder landsretten, at byrettens dom bør ophæves, og at sagen bør hjemvises til byretten til fortsat behandling af sagens realitet.

Landsretten tager således appellantens endelige påstand om hjemvisning af sagen til byretten til følge.

Efter sagens hidtidige forløb finder landsretten, at indstævnte skal betale sagsomkostninger for begge retter med i alt 25.000 kr. Beløbet omfatter 2.000 kr. til retsafgift og 23.000 kr. til udgifter til advokatbistand.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Byrettens dom ophæves, og sagen hjemvises til fortsat behandling ved byretten.

I sagsomkostninger for byretten og landsretten skal indstævnte, Skatteministeriet, betale 25.000 kr. til appellanten, A.

Det idømte betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.