Indhold
Dette afsnit beskriver omfanget af momsfritagelsen af ydelser, som leveres "i forbindelse med" forsikringsvirksomhed.
Afsnittet indeholder
- Definition: Leveret "i forbindelse med forsikringsvirksomhed" af forsikringsmæglere- og formidlere
- Eksempler på ydelser, som leveres af forsikringsmæglere- og formidlere "i forbindelse med" forsikringsvirksomhed
- Forsikringsselskabers salg af kreditgodkendelser
- Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Indholdet af bestemmelsen i ML § 13, stk. 1, nr. 10, er i vidt omfang fastlagt i praksis.
Se også
Se også afsnit
- D.A.5.10.2 om momsfritagelse for forsikringsvirksomhed.
- D.A.5.10.4 om momsfritagelse for ydelser i forbindelse med forsikringsvirksomhed leveret af forsikringsmæglere- og formidlere.
Definition: Leveret "i forbindelse med forsikringsvirksomhed" af forsikringsmæglere- og formidlere
En ydelse anses for leveret "i forbindelse med" forsikringsvirksomhed, når der er tale om tjenesteydelser i forbindelse med transaktioner, der vedrører overdragelse af en nærmere afgrænset risiko.
Eksempler på ydelser, som leveres af forsikringsmæglere- og formidlere "i forbindelse med" forsikringsvirksomhed
Her ses en række eksempler på ydelser, der kan anses for leveret "i forbindelse med" forsikringsvirksomhed:
- Anvisning af forsikring til forsikringsselskaber mod et vederlag
- Undersøgelse af såvel dæknings- som placeringsmuligheder for klienter på det internationale marked
- Risikoanalyse, dvs. at kundens virksomhed gennemgås for hvilke risici, kunden løber med henblik på at afdække kundens forsikringsmæssige behov
- Analyse af eksisterende dækning, dvs. gennemgang af eksisterende policemasse for at afdække, om kundens behov er dækket, samt påvise eventuelle mangler eller overdækning
- Udarbejdelse af udbudsmateriale, dvs. det grundlag hvorpå der indhentes eller modtages tilbud om forsikringsaftaler
- Foreståelse af forsikringslicitation
- Vurdering af indkomne tilbud og udarbejdelse af sammenligningsgrundlag
- Placering/indgåelse af forsikringsaftaler, herunder bistand til kunden ved dennes møder med forsikringsselskaberne.
Forsikringsselskabers salg af kreditgodkendelser
Salg af kreditgodkendelser i forbindelse med tegning af kreditforsikringer behandles momsmæssigt som kreditforsikringen og er derfor momsfri. Se SKM2005.247.LSR.
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse | Afgørelsen i stikord | Yderligere kommentarer |
Landsskatteretskendelser |
SKM2005.247.LSR | Et forsikringsselskabs gebyrer opkrævet i forbindelse med kreditgodkendelse m.v. af forsikringskunderne blev anset for momsfritagne vederlag. | Kreditgodkendelsen blev anset for en biydelse til kreditforsikringen, se afsnit D.A.4.1.6.2. |
Skatterådet |
►SKM2024.291.SR ◄ | ►Skatterådet vurderede, at de ydelser, som Spørger leverede til G1-virksomhed i form af henholdsvis henvisning af forsikringskunder, markedsføring af G1-virksomheds forsikringsprodukter og salg af kundedata, momsretligt udgør selvstændige ydelser. Skatterådet kunne derfor ikke bekræfte, at ydelserne set som én samlet ydelse var omfattet af fritagelsen for ydelser leveret af forsikringsmæglere og -formidlere i forbindelse med forsikringsvirksomhed. ◄ | |
SKM2022.506.SR | Spørger har indgået aftale med et livsforsikringsselskab om Spørgers formidling af pensionsprodukter ved henvisning af pensions- og forsikringsemner til livsforsikringsselskabet og løbende tilpasning af produkterne. I tilknytning til pensionsopsparingsprodukterne tilbyder Livsforsikringsselskabet risikoafdækninger og tillægsprodukter i form af forskellige forsikringsordninger. Spørger skal varetage formidling af de pågældende produkter, rådgivning og behovsafdækning ved formidlingen og løbende tilpasninger af dækninger. Skatterådet bekræftede, at Spørgers formidling af livsforsikringsselskabets risiko- og tillægsprodukter er momsfritaget efter ML § 13, stk. 1, nr. 10. | |