Indhold

Afsnittet giver en nærmere definition af EU's momsområde. Se ML § 2, stk. 2. 

Afsnittet indeholder:

  • Lovgrundlag
  • Definition: EU's momsområde
  • EU-områder uden for momsområdet
  • Lande og områder uden for EU, men inden for momsområdet
  • Søterritoriet - Åbent hav
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Lovgrundlag

ML § 2, stk. 2, har følgende ordlyd:

"EU's afgiftsområde omfatter de områder, som er fastsat i EF's bestemmelser herom, herunder det danske afgiftsområde. Som steder uden for EU betragtes de områder, der ikke er omfattet af EU-landenes afgiftsområder."

Momssystemdirektivets artikel 5 har følgende ordlyd:

"I dette direktiv forstås ved:

  1. »Fællesskabet« og »Fællesskabets område«: medlemsstaternes samlede område som defineret i nr. 2
  2. »medlemsstat« og »en medlemsstats område«: det område, som hver enkelt medlemsstat i Fællesskabet udgør, og som er omfattet af traktaten, jf. traktatens artikel 299, med undtagelse af det eller de i artikel 6 i nærværende direktiv angivne områder
  3. »tredjelandsområder«: de områder, som er angivet i artikel 6
  4. »tredjeland«: ethvert land eller område, som ikke er omfattet af traktaten."

Definition: EU's momsområde

Sondringen mellem EU's momsområde og steder uden for EU har betydning for, om en virksomhed skal behandle modtagelsen af en vare som en erhvervelse (dvs. fra andre EU-lande) eller en indførsel (dvs. fra steder uden for EU) samt for leveringsstedet ved handel med ydelser.

EU's momsområde er EU-landenes samlede momsområder som fastsat i EU's regler, herunder det danske momsområde.

Eksempelvis vil en boreplatform beliggende længere end 12 sømil fra EU-landenes kyst- eller basislinjer være beliggende udenfor EU-landenes momsområde. Boreplatformen ligger således udenfor EU.

ML § 2, stk. 2, fastlægger EU's momsområde.

EU's momsområde er som udgangspunkt anvendelsesområdet for Traktaten om Den Europæiske Union og Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, dvs. hele EU.

Se momssystemdirektivets artikel 5, nr. 1) og 2) (tidligere 6. momsdirektivs artikel 3, stk. 1 og 2).

EU-landene er ved redaktionens afslutning:

Belgien, Bulgarien, Cypern, Danmark, Estland, Finland, Frankrig, Grækenland, Kroatien, Irland, Italien, Letland, Litauen, Luxembourg, Malta, Nederlandene, Polen, Portugal, Rumænien, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Storbritannien og Nordirland (UK)*, Sverige, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn og Østrig.

*Brexit - overgangsregler

xStorbritannien og Nordirland (UK) er udtrådt af EU den 31. januar 2020. Der er dog indført en overgangsperiode for samhandel mellem EU og UK, som udløber den 31. december 2020. Frem til dette tidspunkt er samhandelsreglerne for varer og ydelser uændrede. Udtrædelsen medfører derfor ikke ændringer i overgangsperioden, da UK fortsætter med at være en del af toldunionen, momsområdet og det indre marked til og med den 31. december 2020.x

►Fra 1. januar 2021, skal UK derfor som udgangspunkt anses som tredjeland.◄

►Til told-, moms- og punktafgiftsformål er det som led i udtrædelsesaftalen, dog fastsat at bevægelser af varer, der begynder inden Det Forenede Kongeriges udtrædelse af EU's toldunion, skal have tilladelse til at afslutte deres bevægelse under de EU-regler, der var på plads i begyndelsen af bevægelsen. Efter afslutningen af overgangsperioden vil EU-reglerne fortsat gælde for grænseoverskridende transaktioner, der startede før overgangsperioden med hensyn til momsrettigheder og forpligtelser for afgiftspligtige personer, såsom rapporteringsforpligtelser, betaling og tilbagebetaling af moms. Den samme tilgang gælder for løbende administrativt samarbejde, som sammen med udveksling af oplysninger, der startede før tilbagetrækning, skal afsluttes i henhold til de gældende EU-regler.◄

Se i øvrigt EU-Kommissionens hjemmeside om Brexit.

►Brexit - Nordirland

For at undgå en hård grænse på øen Irland og samtidig beskytte det indre markeds integritet fortsætter EU's momsregler for varer i Nordirland. Den britiske regerings afdeling for indtægter og told (HMRC) vil fortsat være ansvarlig for at anvende momslovgivning, herunder momsopkrævning og indstilling af momssatser. Derudover kan momsfritagelser og nedsatte satser, der anvendes i Irland, også anvendes i Nordirland.

Momsdirektivets regler for ydelser vil ikke længer finde anvendelse, og Nordirland vil her skulle anses som tredjeland, sammen med resten af Storbritannien.

Disse regler gælder foreløbigt i fire år, men kan forlænges.

Se i øvrigt EU-Kommissionens hjemmeside om Brexit.

Om sondringen mellem varer og ydelser, se D.A.4.1.4 og D.A.4.1.5.◄

Områder uden for EU 

Følgende områder er ikke medlem af EU:

EU-områder uden for momsområdet

Der er en række områder i EU, som ikke er en del af EU's momsområde. Momsmæssigt anses de for områder uden for EU.

EU-områder uden for momsområdet i henhold til momssystemdirektivets artikel 6 (tidligere 6. momsdirektivs artikel 3, stk. 3):

  • Finland:
    • Ålandsøerne (tidligere alene protokol til tiltrædelsesakt)
  • Frankrig:
    • De franske territorier nænvt i artikel 349 og artikel 355, stk. 1, i Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (Følgende oversøiske departementer og selvstyreområder: Guadeloupe, Fransk Guyana, Martinique, Mayotte, Réunion, Saint-Barthélemy og Saint-Martin). Det oversøiske departement Mayotte er fra 1. januar 2014 en del af EU. Se Det Europæiske Råds afgørelse 2012/419/EU. Mayotte er imidlertid ikke en del af EU's momsområde, se artikel 1 i Direktiv 2013/61/EU. Ved traktathenvisningen er det samtidigt præciseret, at selvstyreområderne Saint-Barthélemy og Saint-Martin fortsat ikke er en del af EU's momsområde, selvom de ikke længere er en del af Guadeloupe.
  • Grækenland:
    • Bjerget Athos 
  • Italien:
    • Livigno
    • Campione d'Italia
    • Den italienske del af Luganosøen
  • Spanien:
    • Ceuta
    • Melilla
    • De kanariske Øer (herunder Gran Canaria, Tenerife, Fuerteventura, Lanzarote og Gomo)
  • Storbritannien:
    • Kanaløerne (Jersey, Guernsey, Alderney og Sark), (tidligere alene artikel 299, stk. 6, litra c i EF-Traktaten)
  • Tyskland:
    • Øen Helgoland
    • Området Büsingen.

EU-områder uden for momsområdet i henhold til landets tiltrædelsesakt til EU:

  • Finland:
    • Ålandsøerne (nu også direktivets artikel 6)
  • Storbritannien:
    • Gibraltar
  • Cypern:
    • Nordcypern.

Lande og områder uden for EU, men inden for momsområdet

En række lande og områder uden for EU skal anses for en del af EU's momsområde. Momsmæssigt anses de derfor for områder inden for EU. Se momssystemdirektivets artikel 7 (tidligere 6. momsdirektivs artikel 3, stk. 4).

Der er tale om følgende lande/områder:

  • Monaco (skal af de øvrige EU-lande momsmæssigt betragtes som en del af Frankrig)
  • Isle of Man (skal af de øvrige EU-lande momsmæssigt betragtes som en del af Storbritannien)
  • Cypern:
    • De britiske baseområder (Akrotiri og Dhekelia) (skal af de øvrige EU-lande momsmæssigt betragtes som en del af Cypern).

Søterritoriet - Åbent hav

EF-domstolen anfører i nedennævnte dom, at ved en medlemsstats område forstås et lands indland, jf. 6. momsdirektivs artikel 3. (Nu momssystemdirektivet artikel 5).

Medlemsstaternes nationale område omfatter således også søterritoriet, dets havbund og dets undergrund.

En medlemsstat har derfor pligt til at pålægge moms af levering af goder, der sker på dets søterritorium, på dets havbund og i dets undergrund.

Kyststatens suverænitet over den eksklusive økonomiske zone og over kontinentalsoklen er derimod kun funktionel og kan ikke anses for at være indland. Det samme gælder åbent hav. Et lands indland anses ikke at omfatte den eksklusive økonomiske zone, kontinentalsoklen eller åbent hav.

Se EF-domstolens dom i sag C-111/05, NN, præmis 51-61, som tager stilling til den momsmæssige behandling af levering og udlægning af et kabel på havbunden under medlemsstaternes søterritorium, i den eksklusive økonomiske zone, på kontinentalsoklen og på åbent hav.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

EU-domme

C-165/11, Profitube spol. s r.o.

Varer fra et tredjeland blev henført under toldoplagsproceduren. Derefter blev varerne efterfølgende omdannet under proceduren for aktiv forædling inden for rammerne af suspensionsordningen og derefter solgt og igen henført under toldoplagsproceduren. De forblev i det samme offentlige toldoplag i Slovakiet under samtlige disse transaktioner. EU-domstolen fandt, at salget af sådanne varer var momspligtigt i henhold til 6. momsdirektivs artikel 2, nr. 1), medmindre at Slovakiet havde benyttet sig af sin mulighed for at fritage dette salg fra moms i henhold til direktivets artikel 16, stk. 1, hvilket det tilkom den nationale ret at undersøge. Varerne skulle med andre ord anses for leveret i Slovakiet, uanset at de befandt sig i et offentlig toldoplag.

Se evt. afsnit D.A.10.1.8.1 om momsfritagelse for levering af varer, der er oplagt i Københavns frihavn og afsnit D.A.10.1.8.2 om momsfritagelse for levering af varer, der er oplagt på toldoplag.

C-111/05,  NN

En medlemsstat har pligt til at pålægge moms af levering af goder, der sker på dets søterritorium, på dets havbund og i dets undergrund. Kyststatens suverænitet over den eksklusive økonomiske zone og over kontinentalsoklen er derimod kun funktionel og kan ikke anses for at være indland. Det samme gælder åbent hav. Et lands indland anses ikke at udgøre den eksklusive økonomiske zone, kontinentalsoklen eller åbent hav.