Indhold

Dette afsnit beskriver undtagelsen om arbejdsmobiltelefoner til hovedreglen for, hvornår en medarbejder har arbejdsgiverens multimedier til rådighed for privat brug.

Afsnittet indeholder:

  • Resumé
  • Arbejdsmobiltelefon og betingelserne for skattefrihed
  • Gælder også en PDA, smartphones og lignende
  • Gælder ikke andre multimedier
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Se også

  • C.A.5.2.1 Beskatning af multimedier, der stilles til rådighed for privat brug.
  • C.A.5.2.2.2 Hovedregel.
  • C.A.5.2.3 Arbejdsgiverens forpligtelser.

Resumé

For at en arbejdsmobiltelefon kan være undtaget fra beskatning, skal en række betingelser være opfyldt. Der er tale om en undtagelse til hovedreglen om, at et multimedie, der medtages på bopælen udløser multimediebeskatning.

Arbejdsmobiltelefon og betingelserne for skattefrihed

Hvis en medarbejder tager en mobiltelefon med hjem fra arbejdspladsen, har medarbejderen som udgangspunkt privat rådighed over mobiltelefonen og skal multimediebeskattes. Medarbejderen skal dog ikke multimediebeskattes, hvis medarbejderen og arbejdsgiveren opfylder alle de følgende særlige betingelser:

  • Medarbejderens brug af telefonen er nødvendig for at kunne udføre arbejdet.
  • Medarbejderen har afgivet en tro og love-erklæring til arbejdsgiveren om kun at bruge telefonen erhvervsmæssigt.
  • Arbejdsgiveren fører kontrol med, at medarbejderen kun anvender telefonen erhvervsmæssigt.
  • Telefonen må således heller ikke anvendes til enkeltstående opkald til hjemmet, heller ikke fra den faste arbejdsplads. Modtagelse af private opkald udløser ikke beskatning.

Nødvendig for at udføre arbejdet

Brug af telefonen uden for arbejdspladsen kan være nødvendigt for, at en medarbejder kan udføre arbejdet, fx fordi medarbejderen er på tilkaldevagt eller arbejdstilrettelæggelsen i øvrigt kræver det. Det samme kan være tilfældet, hvis telefonen er nødvendig, fordi kunder eller arbejdsgiveren skal kunne få fat i medarbejderen eller medarbejderen skal kunne kontakte dem i og/eller uden for almindelig arbejdstid.

Det er arbejdsgiveren, der vurderer om arbejdsopgaverne og/eller en fornuftig arbejdstilrettelæggelse gør, at det er nødvendigt, at medarbejderen tager mobilen med hjem.

Eksempel

Medarbejderen har en mobiltelefon på arbejdspladsen, som medarbejderen også tager med hjem for at arbejde hjemmefra, og som kun bruges erhvervsmæssigt. Hvis telefonen er nødvendig for medarbejderens arbejde, og medarbejderen ikke bruger mobilen privat, skal medarbejderen afgive en tro og love-erklæring til arbejdsgiveren om, at den udelukkende må anvendes erhvervsmæssigt. Medarbejderen skal herefter ikke multimediebeskattes. Medarbejderen må således ikke benytte mobilen privat - heller ikke til almindelig privat brug fra arbejdspladsen. Modtagelse af private opkald udløser ikke beskatning. Det er arbejdsgiveren, der vurderer om arbejdsopgaverne og/eller en fornuftig arbejdstilrettelæggelse gør, at det er nødvendigt, at medarbejderen tager mobilen med hjem. Det er et krav, at arbejdsgiveren fører kontrol med, at mobilen kun bruges erhvervsmæssigt.

Skatterådet har i flere sager bekræftet denne undtagelse. Eksempelvis fandt Skatterådet i en sag, at medarbejderne kunne undgå multimediebeskatning af en mobil vagttelefon, da det var nødvendigt for arbejdet, at den kunne tages med hjem. Medarbejderne skulle underskrive en tro og love-erklæring om, at den kunne benyttes erhvervsmæssigt, og arbejdsgiveren skulle føre kontrol med brugen. Se SKM2010.117.SR.

I et andet eksempel har Skatterådet i en sag om bl.a. arbejdsmobiltelefoner, som blev taget med hjem, og som var nødvendige for arbejdet, fundet, at formodningen for privat rådighed kunne afkræftes ved en tro og love-erklæring om, at den ikke måtte benyttes privat, og hvis arbejdsgiveren førte kontrol med dette. Se SKM2009.683.SR.

I en sag om chauffører, der kørte eksport eller nationalt fandt Skatterådet efter en konkret vurdering af oplysningerne i sagen, at chaufførerne opfyldte kravet om, at det var nødvendigt for arbejdets udførelse, at mobiltelefonerne blev taget med hjem. Det var oplyst, at når eksportchaufførerne skulle køre eksport, skulle de ringe til kontoret dagen før for at få instrukser samt høre hvilke chauffører, de skulle køre sammen med til eksportstalden. Efterfølgende skulle de aftale nærmere med de andre chauffører. Dette skete udenfor sædvanlig arbejdstid, da chaufførerne kun kørte hver anden dag. For chaufførerne der kørte nationalt, var det oplyst, at de skulle ringe til de landmænd, hvorfra de skulle hente grise for at aftale læssetidspunkter mv. Landmændene kunne ikke altid træffes indenfor sædvanlig arbejdstid, hvorfor chaufføreren blev nødt til at kontakte dem hjemmefra. Endvidere kunne der forekomme ændringer mv., som chaufføren skulle aftale eller informeres om, hvilket også forekom når chaufføren havde fri. Chaufførerne skulle således ikke multimediebeskattes, hvis medarbejderne underskrev en tro og love-erklæring om, at den kunne benyttes erhvervsmæssigt, og arbejdsgiveren førte kontrol med brugen. Se SKM2010.597.SR.

Skatterådet har desuden taget stilling til en sag om frivillige ulønnede mentorer, der af et jobcenter fik stillet mobiltelefon til rådighed for projekt. Da jobcentret var hvervgiver og havde instruktionsbeføjelsen blev mentorerne anset for ansat af jobcentret. Mentorerne skulle ikke beskattes, hvis mobiltelefonen i øvrigt opfyldte betingelserne for en arbejdsmobiltelefon. Se SKM2010.81.SR.

Tro og love-erklæring fra arbejdsgiveren

Det er ikke et krav, at arbejdsgiveren også underskriver en tro og love-erklæring om, at medarbejderen skal være til rådighed uden for normal arbejdstid. Se SKM2010.117.SR.

Enkeltstående private opkald

Der er i store træk tale om en videreførelse af den hidtidige praksis for arbejdsmobiltelefoner. For fremtiden kan medarbejderen dog ikke foretage enkeltstående private opkald fra en sådan telefon, uden at det udløser beskatning. Det betyder også, at der heller ikke kan ringes privat fra telefonen fra den faste arbejdsplads, heller ikke enkeltstående opkald til hjemmet i forbindelse med fx overarbejde.

Fra praksis se eksempelvis en sag, hvor Skatterådet bl.a. bekræftede at arbejdsmobiltelefoner, som der er afgivet en tro og love-erklæring om, at den ikke benyttes privat, heller ikke til almindelig privat brug fra arbejdspladsen, ikke udløser beskatning, hvis de øvrige betingelser er opfyldt. Se SKM2009.692.SR (erstatter SKM2009.677.SR).

Skatterådet har i en sag udtalt, at arbejdsmobiltelefoner, der i øvrigt opfyldte betingelserne for skattefrihed, ville udløse multimediebeskatning, hvis de blev benyttet til at foretage enkeltstående opkald til hjemmet i forbindelse med overarbejde eller barns sygdom. Se SKM2009.805.SR.

Utilsigtede private opkald, dvs. opkald hvor medarbejderen ringer tilbage til et ukendt nummer, der viser sig at være privat, udløser dog ikke multimediebeskatning. Der skal dog være sikre holdepunkter for, at der er tale om enkeltstående fejlopkald fra mobiltelefonen. Det beror på en konkret vurdering om, der reelt er tale om enkeltstående fejlopkald.

Fra praksis se en sag hvor medarbejdere, der utilsigtet kunne komme til at foretage private opkald fra en tjenestetelefon ved genkald i forbindelse med et ubesvaret opkald, ikke ville skulle multimediebeskattes, hvis der i øvrigt var sikre holdepunkter for, at der var tale om enkeltstående fejlopkald fra mobiltelefonen. Se SKM2010.273.SR.

Modtagelse af private opkald

Modtagelse af private opkald på en arbejdsmobiltelefon, som der er lavet en tro og love-erklæring om kun benyttes erhvervsmæssigt, udløser ikke beskatning. Det gælder også, selvom opkaldet modtages i udlandet og medfører en udgift for arbejdsgiveren.

Fra praksis se sag, hvor medarbejdere, der gjorde tjeneste i udlandet, ikke skulle multimediebeskattes af at modtage private opkald på deres telefoner, selvom dette medførte en roamingafgift for arbejdsgiveren. Se SKM2010.273.SR.

Kontrol af brugen

Arbejdsmobiltelefoner er en undtagelse til hovedreglen om, at multimedier, som medarbejderen tager med hjem, er omfattet af multimediebeskatningen. Der stilles således særlige krav til dokumentationen/kontrollen af, at medarbejderen udelukkende anvender arbejdsmobiltelefonen erhvervsmæssigt.

Se også

  • C.A.5.2.3.3 "Kontrolkrav" om arbejdsgiverens kontrol og dokumentation.

Gælder også en PDA, smartphones og lignende

En telefon omfatter små håndholdte computere, hvis hovedfunktion er telefoni og evt. kalender- og tidsregistreringsfunktion, såsom PDA'er, smartphones og lignende. Det gælder uanset, om der også er internetadgang fra telefonen. Undtagelsen om arbejdsmobiltelefoner gælder således også for PDA'er mv., hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.

Se fra praksis en sag for Skatterådet, hvor ansatte gartnere ikke skulle beskattes af rådigheden over en telefon i form af en PDA, der blev taget med på bopælen, da det var oplyst, at den var nødvendig for arbejdet, privat brug ikke var tilladt, der var indgået en tro og love-erklæring herom og arbejdsgiveren førte kontrol med, at den rent faktisk ikke blev anvendt privat, heller ikke fra arbejdspladsen. Se SKM2009.681.SR.

Se også en sag hvor ansatte i kommunens hjemmepleje ikke skulle multimediebeskattes af PDA'ere, når det var nødvendigt for arbejdet, at de tog en PDA med hjem, de havde underskrevet en tro og love-erklæring om, at den ikke blev brugt privat og overholdelse heraf blev kontrolleret af forvaltningen i kommunen. Skatterådet gjorde opmærksom på, at blev telefonen medtaget i den privates sfære, måtte denne ikke anvendes til almindelig privat brug, hverken på arbejdspladsen eller i den private sfære. Blev telefonen anvendt til blot ét privat opkald i eller uden for arbejdspladsen, vil dette medføre, at arbejdstageren skal multimediebeskattes. Se SKM2010.171.SR.

Skatterådet har desuden i en konkret sag bekræftet, at en mobiltelefon, som også kan bruges til at gå på internettet, følger reglerne for en telefon, da en mobiltelefons hovedfunktion uden tvivl er telefoni og adgangen til internettet må anses for at være en bifunktion af mindre betydning og internetadgangen vil sædvanligvis være af begrænset opløsning. Da medarbejderne underskrev en tro og love-erklæring om, at telefonen ikke bruges privat, og arbejdsgiverens førte kontrol hermed, skulle medarbejderne ikke multimediebeskattes, hvis det var nødvendigt for medarbejderne at tage telefonen med hjem. Se SKM2010.424.SR.

I en sag om en PDA, som ikke kunne benyttes som telefon, men hvor hovedfunktionen var en kalender- og tidsregistreringsfunktion, fandt Skatterådet henset til PDA'ens hovedfunktion og størrelse, at den ikke udløste multimediebeskatning, selvom den blev taget med hjem på bopælen. Det var en betingelse, at det var nødvendigt for arbejdet, og der blev afgivet en tro og love-erklæring om, at den ikke blev brugt privat. Yderligere kontrol af brugen var herefter ikke nødvendig. Et misforhold mellem værdien af PDA'en og multimediebeskatningen havde ikke nogen betydning for, om multimediet er omfattet af multimediebeskatningen. Se SKM2010.594.SR

Skatterådet har udtalt, at et SIM-kort stillet til rådighed af arbejdsgiveren skal behandles på samme måde, som når arbejdsgiveren stiller en mobiltelefon til rådighed for medarbejderen. Som for en mobiltelefon var der således mulighed for at afkræfte formodningen for privat rådighed, hvis der forelå en tro og love-erklæring om, at SIM-kortet kun måtte benyttes erhvervsmæssigt, SIM-kortet rent faktisk kun blev benyttet erhvervsmæssigt, og arbejdsgiveren førte kontrol hermed. Se SKM2010.355.SR.

Gælder ikke andre multimedier

Denne særlige undtagelse for arbejdsmobiltelefoner gælder ikke for en computer eller internetadgang, da det ikke på samme måde som for telefoner er muligt for arbejdsgiveren at kontrollere eventuel privat brug ud fra specificerede lister på opkald.

Tro og love-erklæring

Man kan ikke afkræfte formodningen for privat rådighed ved at afgive en tro og love-erklæring om, at multimediet ikke benyttes privat, da det ikke er muligt for arbejdsgiveren at kontrollere om multimediet også bruges privat.

I en sag om bl.a. en bærbar computer, som blev taget med hjem, og kunne formodningen for rådighed til privat brug ikke afkræftes ved en tro og love-erklæring. Se SKM2009.683.SR.

Se også en sag hvor medarbejderne skulle multimediebeskattes af en bærbar computer, som de tog med hjem, selvom den alene var stillet til rådighed for erhvervsmæssig brug, og arbejdsgiveren krævede at de anvendte computeren. Medarbejderne kunne ikke afkræfte formodningen for rådighed over computeren til privat brug ved at underskrive en tro og love-erklæring om, at de ikke måtte bruge computeren privat. Se SKM2009.679.SR.

I en sag hvor en arbejdsgiverbetalt internetforbindelse eller mobilt bredbånd, der blev taget med hjem, udløste det multimediebeskatning, selvom medarbejderen underskrev en tro og love-erklæring om, at forbindelsen ikke blev benyttet privat, og selvom ledelsen underskrev en erklæring om, at medarbejderen skulle være til rådighed udenfor normal arbejdstid. Se SKM2010.117.SR.

Se også en sag om montører som arbejdede fra specialindrettede montørvogne og kørte direkte ud til kunderne fra bopælen, og som ikke var på tjenesterejse. Bærbar computer var stillet til rådighed for arbejdets udførelse som et nødvendigt arbejdsredskab og måtte ikke bruges til private formål. Montørerne ville underskrive en tro og love-erklæring herom. Når montørerne medbragte bilen på bopælen og efterlod computeren i bilen, var den fortsat bragt ind i privatsfæren og udløste multimediebeskatning. Det forhold at arbejdsgiveren af sikkerhedsmæssige årsager ønskede, at montørerne tog computeren med ind i hjemmet fra montørvognen, gjorde ingen forskel. Se SKM2009.778.SR.

Kontrol af brugen

Det er ikke på samme måde som for telefoner muligt for arbejdsgiveren at kontrollere eventuel privat brug ud fra specificerede lister på opkald.

Skatterådet har taget stilling til en sag, hvor computere kun var til erhvervsmæssig brug, og i henhold til virksomhedens kvalitetssystem var det kun tilladt at bruge IKT-udstyr og datanetværk erhvervsmæssigt. Overtrædelse af virksomhedens kvalitetssystemet kunne medføre påtale, advarsel eller afskedigelse. Virksomheden loggede brug af internet, som blev behandlet elektronisk og siden manuelt, ligesom installation af software på pc'en blev logget og gennemgået regelmæssigt. Skatterådet fandt alligevel, at computerne udløste multimediebeskatning, hvis de blev taget med hjem. Se SKM2009.680.SR.

Skatterådet har også afgjort en sag om skolelærere, som hver havde en computer, der blev taget med hjem. Allerede af den grund en formodning for, at computeren stod til rådighed for privat brug, og de blev omfattet af multimediebeskatningen. Arbejdsgiveren ville derudover foretage logning af computeren for internetbrug og brug af mail. Skatterådet fandt ikke, at dette kunne afkræfte formodningen for privat rådighed, da brug af fx Word, regneark samt øvrige faciliteter på computeren ikke kunne kontrolleres i sådant omfang, at det på tilstrækkelig sikker måde var muligt at fremfinde meget sikre beviser på, at computeren ikke var anvendt privat i øvrigt. Se SKM2009.780.SR.

Se også

  • C.A.5.2.2.3.4 "Undtagelse 3 - Computere med særligt programmel til hjemlån".

I en sag om bl.a. en bærbar computer, som blev taget med hjem, kunne formodningen for rådighed til privat brug ikke afkræftes ved, at medarbejderne ved deres ansættelse skrev under på, at computeren kun måtte benyttes erhvervsmæssigt, da det ikke var muligt for arbejdsgiveren at kontrollere anvendelsen og fremfinde meget sikre beviser på, at computeren ikke var anvendt privat, når denne befandt sig på bopælen. Virksomheden kunne alene kontrollere, hvilke programmer, der lå på computeren, men ikke med fornøden sikkerhed, om der herudover havde været privat anvendelse af fx e-mail, internet, Officepakken eller lignende. Se SKM2010.98.SR.

Se også en sag, hvor spørger ikke kunne afkræfte formodningen for privat rådighed, når pc blev taget med hjem, selvom arbejdsgiver udelukkende stillede pc til rådighed for erhvervsmæssig brug, og selvom medarbejderen underskrev tro og love-erklæring, og arbejdsgiver ved hjælp af log på computeren foretog stikprøvekontrol af brugen. Se SKM2010.114.SR.

Se desuden en sag, hvor journalister og andre medarbejdere på en avis blev omfattet af multimediebeskatningen af en bærbar computer og en mobil bredbåndsforbindelse, som blev taget med hjem. Formodningen for rådighed til privat brug kunne ikke afkræftes ved en tro og love-erklæring samt ved at arbejdsgiveren to gange årligt gennemførte stikprøvekontrol af bærbare computere ved, at de blev screenet for, om computeren havde været anvendt i en tidsbegrænset periode, hvor computeren med sikkerhed ikke havde været anvendt arbejdsmæssigt. Arbejdsgiveren ville desuden indføre en streng personalepolitik på området. Skatterådet fandt, at det ikke var muligt for arbejdsgiveren at kontrollere anvendelsen og fremfinde meget sikre beviser på, at computeren eller bredbåndsforbindelsen ikke var anvendt privat, når udstyret befandt sig på bopælen, herunder i de perioder hvor computeren blev hjemtaget til erhvervsmæssig brug, da det ikke blev kontrolleret. Se SKM2010.178.SR.

I en sag om montører, der bl.a. havde en bærbar computer og en mobil bredbåndsforbindelse med hjem, ville arbejdsgiveren foretage logning af computeren for hver 5. minut computeren var tændt og sammenholde det med medarbejderens arbejdstidsregistrering. Arbejdsgiveren modtog desuden logudskrifter fra bredbåndsleverandøren, som blev sammenholdt med medarbejderens arbejdstidsregistrering. Medarbejderne skulle tiltræde en erklæring om, at computer og bredbånd ikke var stillet til rådighed for privat brug. Computeren indeholdt Officepakke, og det var ikke muligt at kontrollere, hvilke hjemmeside der eventuelt var besøgt hverken på computer eller bredbåndforbindelsen. Skatterådet fandt derfor ikke, at den kontrol arbejdsgiver kunne gennemføre af brugen af computeren og den mobile bredbåndsforbindelse gav tilstrækkelig sikre beviser for, at den udelukkende blev anvendt erhvervsmæssigt, og multimedierne udløste multimediebeskatning af medarbejderne. Se SKM2010.418.SR.

Karakteren af arbejdet

Karakteren af den ansattes arbejde tillægges i den forbindelse ikke betydning.

Skatterådet har taget stilling i en sag om studievejledere, der tog rundt på skoler og gymnasier m.m. for at vejlede studerende i studievalg. Studievejlederne skulle multimediebeskattes af bærbar computer og mobil dataforbindelse, selvom de underskrev en tro og love-erklæring om, at multimedierne kun måtte benyttes erhvervsmæssigt. Karakteren af de ansattes arbejde kunne i den forbindelse ikke tillægges betydning. Det samme gjaldt for undervisere, der benyttede den bærbare computer til at forberede undervisningen hjemmefra. Der var ikke tilstrækkeligt med oplysninger om de enkelte studievejledere til at vurdere, hvorvidt de var på tjenesterejse. Se SKM2010.112.SR.

Se også C.A.5.2.2.3.3 "Undtagelse 2 - Tjenesterejse" om betingelserne for skattefrihed, når man tager en computer med hjem i forbindelse med en tjenesterejse.

Se også en sag hvor journalister og andre medarbejdere på en avis blev omfattet af multimediebeskatningen, selvom deres arbejde foregik på skæve tidspunkter og under strenge deadlines. Skatterådet henviste til et høringssvar til Dansk Journalistforbund til LFF 199, 2009/2010, bilag 42: "... Det forhold, at journalister og andre kommunikationsmedarbejdere er nødt til at få stillet multimedier til rådighed døgnet rundt, er ikke væsentlig anderledes end for andre lønmodtagergrupper med hjemmearbejdspladser. Grunden til at man får computer og evt. internetadgang til rådighed i hjemmet af sin arbejdsgiver, er jo for de flestes vedkommende, at de undertiden eller ofte har brug for at arbejde hjemmefra. Det ændrer dog ikke ved, at det samtidigt er muligt at anvende computeren eller internettet privat ...". Se SKM2010.178.SR.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området vedrørende telefon:

Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

SKAT

   
SKM2010.597.SR Chauffører, der kørte eksport eller nationalt. Skatterådet fandt efter en konkret vurdering af oplysningerne i sagen, at chaufførerne opfyldte kravet om, at det var nødvendigt for arbejdets udførelse, at mobiltelefonerne blev taget med hjem. Det var oplyst, at når eksportchaufførerne skulle køre eksport, skulle de ringe til kontoret dagen før for at få instrukser samt høre hvilke chauffører, de skulle køre sammen med til eksportstalden. Efterfølgende skulle de aftale nærmere med de andre chauffører. Dette skete udenfor sædvanlig arbejdstid, da chaufførerne kun kørte hver anden dag. For chaufførerne der kørte nationalt, var det oplyst, at de skulle ringe til de landmænd, hvorfra de skulle hente grise for at aftale læssetidspunkter mv. Landmændene kunne ikke altid træffes indenfor sædvanlig arbejdstid, hvorfor chaufføreren blev nødt til at kontakte dem hjemmefra. Endvidere kunne der forekomme ændringer mv., som chaufføren skulle aftale eller informeres om, hvilket også forekom når chaufføren havde fri. Chaufførerne skulle således ikke multimediebeskattes, hvis medarbejderne underskrev en tro og love-erklæring om, at den kunne benyttes erhvervsmæssigt, og arbejdsgiveren førte kontrol med brugen. Multimediebeskatning.  
SKM2010.594.SR

En PDA, som ikke kunne benyttes som telefon, men hvor hovedfunktionen var en kalender- og tidsregistreringsfunktion. Skatterådet fandt henset til PDA'ens hovedfunktion og størrelse, at den ikke udløste multimediebeskatning, selvom den blev taget med hjem på bopælen. Det var en betingelse, at det var nødvendigt for arbejdet, og der blev afgivet en tro og love-erklæring om, at den ikke blev brugt privat. Yderligere kontrol af brugen var herefter ikke nødvendig. Et misforhold mellem værdien af PDA'en og multimediebeskatningen  havde ikke nogen betydning for, om multimediet er omfattet af multimediebeskatningen.Ikke Multimediebeskatning.

 

SKM2010.424.SR

Skatterådet bekræftede, at en mobiltelefon, som også kan bruges til at gå på internettet, følger reglerne for en telefon, da en mobiltelefons hovedfunktion uden tvivl er telefoni og adgangen til internettet må anses for at være en bifunktion af mindre betydning og internetadgangen vil sædvanligvis være af begrænset opløsning. Da medarbejderne underskrev en tro og love-erklæring om, at telefonen ikke bruges privat, og arbejdsgiverens førte kontrol hermed, skulle medarbejderne ikke multimediebeskattes, hvis det var nødvendigt for medarbejderne at tage telefonen med hjem. Se SKM2010.424.SR. Ikke multimediebeskatning.

 

SKM2010.355.SR.

SIM-kort stillet til rådighed af arbejdsgiveren skal behandles på samme måde, som når arbejdsgiveren stiller en mobiltelefon til rådighed for medarbejderen. Som for en mobiltelefon var der mulighed for at afkræfte formodningen for privat rådighed, hvis der forelå en tro og love-erklæring om, at SIM-kortet kun måtte benyttes erhvervsmæssigt, SIM-kortet rent faktisk kun blev benyttet erhvervsmæssigt, og arbejdsgiveren førte kontrol hermed. Ikke multimediebeskatning.

 

SKM2010.273.SR

Medarbejdere, der utilsigtet kunne komme til at foretage private opkald fra en tjenestetelefon ved genkald i forbindelse med et ubesvaret opkald skulle ikke multimediebeskattes. Ikke multimediebeskatning. Medarbejdere, der gjorde tjeneste i udlandet, skulle ikke multimediebeskattes af at modtage private opkald på deres tjenestetelefoner, selvom dette medførte en roamingafgift for arbejdsgiveren. Ikke multimediebeskatning.

Se også

SKM2009.692.SR og SKM2009.805.SR om arbejdsmobiltelefon og enkeltstående private opkald.

SKM2010.171.SR og SKM2009.681.SR om PDA og enkeltstående private opkald.

SKM2010.171.SR

Ansatte i kommunens hjemmepleje skulle ikke multimediebeskattes af PDA'ere, når det var nødvendigt for arbejdet, at de tog en PDA med hjem, de havde underskrevet en tro og love-erklæring om, at den ikke blev brugt privat og overholdelse heraf blev kontrolleret af forvaltningen i kommunen. Ikke multimediebeskatning. Blev telefonen medtaget i den privates sfære, måtte denne ikke anvendes til almindelig privat brug, hverken på arbejdspladsen eller i den private sfære. Blot ét privat opkald i eller uden for arbejdspladsen, ville udløse multimediebeskatning.

Se også

SKM2009.681.SR om gartnere og PDA.

SKM2009.692.SR og SKM2009.805.SR om arbejdsmobiltelefon og enkeltstående private opkald.

SKM2010.117.SR

Medarbejderne kunne undgå multimediebeskatning af en mobil vagttelefon, da det var nødvendigt for arbejdet at tage den med hjem. Medarbejderne skulle underskrive en tro og love-erklæring om, at den kun benyttes erhvervsmæssigt, og arbejdsgiveren skulle føre kontrol med brugen. Ikke nødvendigt at arbejdsgiveren også underskrev en tro og love-erklæring om, at medarbejder skulle være til rådighed uden for normal arbejdstid. Ikke multimediebeskatning.

 

SKM2010.81.SR

Frivillige ulønnede mentorer der af et jobcenter fik stillet mobiltelefon til rådighed for projekt. Da jobcentret var hvervgiver og havde instruktionsbeføjelsen blev mentorerne anset for ansat af jobcentret. Mentorerne skulle ikke beskattes, hvis mobiltelefonen i øvrigt opfyldte betingelserne for en arbejdsmobiltelefon. Ikke multimediebeskatning.

Afgørelsen tager ikke direkte stilling til om mentorerne var skattefri efter LL § 7 M, men det er Skatteministeriets opfattelse, at Skatterådet formentlig ikke har anset denne bestemmelse for relevant, idet et Jobcenters aktiviteter næppe kan være omfattet af bestemmelsen.

Se også

SKM2010.295.SR  og SKM2010.294.SR og SKM2010.104.SR og SKM2009.777.SR om LL § 7 M og multimedier.

Bl.a. SKM2009.683.SR og SKM2010.117.SR om arbejdsmobiltelefoner.

SKM2009.805.SR

Montører, serviceteknikere og indreguleringsteknikere skulle ikke beskattes af arbejdsmobiltelefoner, der blev taget med hjem, når de havde afgivet en tro og love-erklæring og de øvrige betingelser var opfyldt. Ikke multimediebeskatning. Udløste multimediebeskatning, hvis de foretog enkeltstående opkald til hjemmet i forbindelse med overarbejde eller barns sygdom. Multimediebeskatning.

Se også

SKM2009.692.SR om arbejdsmobiltelefon og enkeltstående private opkald.

SKM2010.171.SR og SKM2009.681.SR om PDA og enkeltstående private opkald.

SKM2010.273.SR om utilsigtede private opkald.

SKM2009.692.SR

Skatterådet bekræftede bl.a., at arbejdsmobiltelefoner, som der er afgivet en tro og love-erklæring om ikke benyttes privat, heller ikke til almindelig privat brug fra arbejdspladsen ikke udløser multimediebeskatning, hvis de øvrige betingelser også er opfyldt. Ikke multimediebeskatning.

 

SKM2009.683.SR

Om bl.a. arbejdsmobiltelefoner, som blev taget med hjem, og som var nødvendige for arbejdet, hvor formodningen for privat rådighed kunne afkræftes ved en tro og love-erklæring om, at den ikke måtte benyttes privat, hvis arbejdsgiveren førte kontrol hermed. Ikke multimediebeskatning.

 

SKM2009.681.SR

Ansatte gartnere var ikke på tjenesterejse, da de ikke havde en sædvanlig arbejdsplads, men hele tiden arbejdede på skiftende arbejdssteder. De ansatte skulle dog ikke beskattes af rådigheden over en telefon i form af en PDA, de tog med hjem, da det var oplyst, at den var nødvendig for arbejdet, at privat brug ikke var tilladt, at der var indgået en tro og love-erklæring herom og at arbejdsgiveren førte kontrol med, at den rent faktisk ikke blev anvendt privat. Ikke multimediebeskatning.

Se også

SKM2010.171.SR om hjemmeplejen og PDA.

 

Skemaet viser relevante afgørelser på området vedrørende computer:

Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

SKAT

   

SKM2010.418.SR

Montører der havde en bærbar computer med hjem. Arbejdsgiveren ville foretage logning af computeren for hver 5. minut computeren var tændt og sammenholde det med medarbejderens arbejdstidsregistrering. Medarbejderne skulle tiltræde en erklæring om, at bl.a. computer ikke var stillet til rådighed for privat brug. Computeren indeholdt Officepakke, og det var ikke muligt at kontrollere, hvilke hjemmesider der eventuelt var besøgt. Skatterådet fandt derfor ikke, at den kontrol arbejdsgiver kunne gennemføre af brugen af computeren gav tilstrækkelig sikre beviser for, at den udelukkende blev anvendt erhvervsmæssigt, og computeren udløste multimediebeskatning af medarbejderne. Multimediebeskatning. Medarbejderne havde desuden en "lukket" bærbar computer med hjem. Skatterådet fandt, at computeren havde så begrænset en anvendelse, at medarbejderne ikke skulle multimediebeskattes. Der var tale om en computer, hvor der ikke var installeret Microsoftprodukter, og computeren fungerede alene som et produktionsstyringssystem til planlægning af servicebesøg, registrering af arbejdstimer, rapportering af servicebesøg og udfyldelse af rapporteringsskemaer for kontrolbesøg. Computeren kunne udelukkende anvendes på arbejdsgiverens eget interne netværk og kunne ikke åbnes mod internettet. Ikke multimediebeskatning.

 

SKM2010.178.SR

Journalister mv. på en avis blev omfattet af multimediebeskatningen af en bærbar computer og en mobil bredbåndsforbindelse, som blev taget med hjem, selvom deres arbejde foregik på skæve tidspunkter og under strenge deadlines. Kunne ikke afkræfte formodningen ved tro og love-erklæring, ved at arbejdsgiveren to gange årligt gennemførte stikprøvekontrol og streng personalepolitik på området. Multimediebeskatning. Det at multimedierne ikke kan afleveres indenfor lønmodtagernes normale arbejdstid gør det ikke i sig selv unødigt besværligt, at aflevere multimedierne på den sædvanlige arbejdsplads, men det beror på en samlet vurdering af flere forhold. For journalister uden fast arbejdssted var de ikke på tjenesterejse. Multimediebeskatning. Der var ikke oplysninger nok om de øvrige medarbejdere opfyldte betingelserne under tjenesterejseundtagelsen, herunder om "unødigt besvær".

Se også

SKM2010.184.SR om journalister mv. og bærbare computere og mobilt bredbånd.

SKM2010.114.SR

Kunne ikke afkræfte formodningen for privat rådighed, når pc tages med hjem, selvom arbejdsgiver udelukkende stiller pc til rådighed for erhvervsmæssig brug, selvom medarbejderen underskrev tro og love-erklæring, og selv om arbejdsgiver ved hjælp af log på computeren foretager stikprøvekontrol af brugen. Kunne ikke få dispensation for multimediebeskatning, selvom arbejdsgiver stiller pc og ADSL-forbindelse til rådighed i hjemmet udelukkende til erhvervsmæssig brug. Multimediebeskatning.

 

SKM2010.112.SR

Studievejledere, der tog rundt på skoler og gymnasier m.m. for at vejlede studerende i studievalg, skulle multimediebeskattes af bærbar computer og mobil dataforbindelse, selvom de underskrev en tro og love-erklæring om, at multimedierne kun måtte benyttes erhvervsmæssigt. Karakteren af de ansattes arbejde kunne ikke tillægges betydning. Det samme gjaldt for undervisere, der benyttede den bærbare computer til at forberede undervisningen hjemmefra. Multimediebeskatning. Der var ikke tilstrækkeligt med oplysninger om de enkelte studievejledere til at vurdere, hvorvidt de var på tjenesterejse og omfattet af undtagelsen om tjenesterejser. Hjemmesiderne www.ug.dk og www.sdu.dk. var ikke særlige programmer, som kunne være omfattet af undtagelsen om computere til hjemlån. Multimediebeskatning.

 

SKM2010.98.SR

Om bl.a. en bærbar computer som blev taget med hjem, og hvor formodningen for rådighed til privat brug ikke kunne afkræftes ved, at medarbejderne ved deres ansættelse skrev under på, at computeren kun måtte benyttes erhvervsmæssigt, da det ikke var muligt for arbejdsgiveren reelt at kontrollere anvendelsen. Multimediebeskatning.

Få bærbare computere, der alene indeholdt særlige programmer. Da computerne ikke kunne anvendes til andet end de via disse særlige programmer meget specifikke arbejdsopgaver var computerne ikke til rådighed for privat benyttelse, selvom de blev taget med hjem. Ikke multimediebeskatning. Formodningen for privat rådighed, når en computer tages med hjem, kan afkræftes, når en medarbejder er på tjenesterejse. Skatterådet tog ikke stilling, om de enkelte medarbejdere opfyldte betingelserne for at være på tjenesterejse eller i øvrigt opfyldte betingelserne for at skattefrihed. Ikke multimediebeskatning.

 

SKM2009.780.SR

Skolelærere, som hver havde en computer, der blev taget med hjem. Der var allerede af den grund en formodning for, at computeren stod til rådighed for privat brug. Arbejdsgiveren ville derudover foretage logning af computeren for internetbrug og brug af mail. Dette kunne ikke afkræfte formodningen for privat rådighed, da brug af fx Word, regneark samt øvrige faciliteter på computeren ikke kunne kontrolleres i sådant omfang, at det på tilstrækkelig sikker måde var muligt at fremfinde meget sikre beviser på, at computeren ikke blev anvendt privat i øvrigt. Multimediebeskatning.

Se også

SKM2010.273.SR og SKM2009.678.SR om begrænset antal computere til hjemlån.

SKM2009.778.SR

Montører, som arbejdede fra specialindrettede montørvogne og kørte direkte ud til kunderne fra bopælen, var ikke på tjenesterejse. Bærbar computer var et nødvendigt arbejdsredskab og måtte ikke bruges til private formål. Montørerne ville underskrive en tro og love-erklæring herom. Når computeren blev medbragt på bopælen og efterladt i bilen, var den fortsat bragt ind i privatsfæren og udløste multimediebeskatning. Det forhold at arbejdsgiveren af sikkerhedsmæssige årsager ønskede, at computeren blev taget med ind i hjemmet fra montørvognen, gjorde ingen forskel. Multimediebeskatning.

 

SKM2009.683.SR

Om bl.a. en bærbar computer som blev taget med hjem, og hvor formodningen for rådighed til privat brug ikke kunne afkræftes ved en tro og love-erklæring. Medarbejdere, der efter det oplyste en dag mødte ind i by X og dagen efter i by Y, var ikke på tjenesterejse.

 

SKM2009.680.SR

Bærbar computer, som blev taget med hjem, var kun til erhvervsmæssig brug, og i henhold til virksomhedens kvalitetssystem var det kun tilladt at bruge IKT-udstyr og datanetværk erhvervsmæssigt. Overtrædelse kunne medføre påtale, advarsel eller afskedigelse. Virksomheden loggede brug af internet, som blev behandlet elektronisk og siden manuelt, ligesom installation af software på pc'en blev logget og gennemgået regelmæssigt. Skatterådet fandt alligevel, at computeren udløste beskatning, hvis den blev taget med hjem. Multimediebeskatning. Formodningen for privat rådighed, når en computer tages med hjem, kan afkræftes, når man er på tjenesterejse. En medarbejder er på tjenesterejse, når arbejdsgiveren midlertidigt udsender medarbejderen til et andet arbejdssted end den sædvanlige arbejdsplads. Hele tiden skiftende arbejdssteder er ikke tjenesterejse i skattemæssig forstand. Det er en konkret vurdering, hvad der er "unødigt besvær". Bl.a. lægges vægt på tidspunkt for afrejse eller hjemkomst, rejsens længde, arbejdstidens længde, det benyttede transportmiddel til at aflevere multimediet på arbejdspladsen, den yderligere afstand, der skal tilbagelægges, den yderligere tid, der skal benyttes, økonomiske faktorer og andre praktiske forhold. Skatterådet tog ikke stilling til, om medarbejderne i sagen var på tjenesterejse, eller om de øvrige betingelser for skattefrihed var opfyldt.

 

SKM2009.679.SR

Medarbejderne skulle multimediebeskattes af en bærbar computer, som de tog med hjem, selvom den alene var stillet til rådighed for erhvervsmæssig brug, og arbejdsgiveren krævede, at de anvendte computeren. Medarbejderne kunne ikke afkræfte formodningen for rådighed over computeren til privat brug ved at underskrive en tro og love-erklæring på, at de ikke må bruge computeren privat. Udkørende sælgere, som starter og slutter arbejdsdagen i hjemmet, var heller ikke på tjenesterejse, da de ikke havde en sædvanlig arbejdsplads, men hele tiden arbejdede på skiftende arbejdssteder. Multimediebeskatning.

 

Skemaet viser relevante afgørelser på området vedrørende internetforbindelse:

Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

SKAT

   

SKM2010.418.SR

Montører med bl.a. en mobil bredbåndsforbindelse med hjem. Arbejdsgiveren ville modtage log-udskrifter fra bredbåndsleverandøren, som blev sammenholdt med medarbejderens arbejdstidsregistrering. Medarbejderne skulle tiltræde en erklæring om, at bl.a. bredbånd ikke var stillet til rådighed for privat brug. Det var ikke muligt at kontrollere, hvilke hjemmesider der eventuelt var besøgt. Skatterådet fandt derfor ikke, at den kontrol arbejdsgiver kunne gennemføre af brugen af den mobile bredbåndsforbindelse gav tilstrækkelig sikre beviser for, at den udelukkende blev anvendt erhvervsmæssigt, og bredbåndsforbindelsen udløste multimediebeskatning af medarbejderne. Multimediebeskatning.

 

SKM2010.178.SR

Journalister mv. på en avis skulle multimediebeskattes af en bærbar computer og en mobil bredbåndsforbindelse, som blev taget med hjem, selvom deres arbejde foregik på skæve tidspunkter og under strenge deadlines. Kunne ikke afkræfte formodningen ved tro og love-erklæring, ved at arbejdsgiveren to gange årligt gennemførte stikprøvekontrol og streng personalepolitik på området. Multimediebeskatning. At multimedierne ikke kan afleveres indenfor lønmodtagernes normale arbejdstid gør det ikke i sig selv unødigt besværligt at aflevere multimedierne på den sædvanlige arbejdsplads, men det beror på en samlet vurdering af flere forhold.  For journalister uden fast arbejdssted var de ikke på tjenesterejse. Der var ikke oplysninger nok om de øvrige medarbejdere opfyldte betingelserne under tjenesterejseundtagelsen, herunder om "unødigt besvær".

Se også

SKM2010.184.SR om journalister mv. og bærbare computere og mobilt bredbånd.

SKM2010.117.SR

Arbejdsgiverbetalt internetforbindelse eller mobilt bredbånd, der blev taget med hjem, udløste multimediebeskatning, selvom medarbejderen underskrev en tro og love-erklæring om, at forbindelsen ikke blev benyttet privat, og selvom ledelsen underskrev en erklæring om, at medarbejderen skulle være til rådighed uden for normal arbejdstid. Multimediebeskatning.

 

SKM2010.112.SR

Studievejledere, der tog rundt på skoler og gymnasier m.m. for at vejlede studerende i studievalg skulle multimediebeskattes af bærbar computer og mobil dataforbindelse, selvom de underskrev en tro og love-erklæring om, at multimedierne kun måtte benyttes erhvervsmæssigt. Karakteren af de ansattes arbejde kunne ikke tillægges betydning. Multimediebeskatning. Der var ikke tilstrækkeligt med oplysninger om de enkelte studievejledere til at vurdere, om de var på tjenesterejse og omfattet af undtagelsen om tjenesterejser.