Parter
A
(advokat Johnny Mæhlisen)
mod
SKAT
(Kammeradvokaten v/advokat Anne Christine Kjær Egholm)
Afsagt af landsdommerne
Mikael Sjöberg, Lene Jensen og Birgitte Grønborg Juul (kst.)
----------
Byrettens kendelse af 1. marts 2010, FS 12-22852/2009
Indledning og parternes påstande
Sagen drejer sig om, hvorvidt et udlæg foretaget af SKAT den 12. september 2009 i en guldkæde med vedhæng kan opretholdes. Rekvisitus og dennes fader har gjort gældende, at guldhalskæden med vedhæng tilhører rekvisits far.
SKAT har nedlagt påstand om at udlægget stadfæstes.
A og BB har nedlagt påstand om, at SKATs udlæg ophæves.
Oplysningerne i sagen
Det fremgår af SKATs fogedbog af den 12. september 2009, at SKAT overfor A foretog udlæg i en guldhalskæde med vedhæng. Af påtegning i fogedbogen fremgår, at A gjorde indsigelse herimod.
Der foreligger i sagen kvitteringer af 19. februar 2005 fra G1 og af 20. juli 2009 fra G2. Af kvittering af 19. februar 2005 fremgår blandt andet, at kunden er BB, samt at han indleverede 108 gram guld. Af kvittering af den 20. juli 2009 fremgår blandt andet, at kunden er BB, og at der bestilles et G3 vedhæng.
Forklaringer
A har forklaret, at han havde været til motorcykeltræf. SKAT havde her foretaget udlægget, og frataget ham guldhalskæden med vedhæng. Guldhalskæden var en han havde lånt af sin fader, BB. Dette havde A også oplyst under udlægsforretningen. Han har til tider lånt guldkæden af sin far i forbindelse med særlige lejligheder. Denne gang havde han lånt den, fordi han skulle til motorcykeltræffet. Han havde lånt guldkæden 2 dage før, og den skulle afleveres tilbage, når han kom hjem igen.
Faderen havde fået lavet guldkæden i 2005. Den var lavet af guld, der havde tilhørt hans farmor, der var død i 2003. Faderen havde spurgt ham om, hvordan man kunne få lavet sådan en guldkæde. De havde været sammen, enten dengang guldet blev indleveret til guldsmeden, eller dengang guldkæden skulle hentes. Det var faderen der havde betalt. Vedhænget var blevet lavet senere og har et G3 logo. Faderen havde ønsket sådant et logo, men han havde først sagt, at det kunne han ikke få. Senere mente han dog godt, at faderen kunne få et sådant vedhæng hvis han hjalp faderen hermed. De havde været sammen inde og bestille vedhænget, for han vidste, at man kunne få det lavet her i en forretning.
BB har forklaret, at guldkæden med vedhæng er hans. Kæden er lavet af guld som stammer fra hans afdøde mor og hans forhenværende hustru. Guldkæden blev lavet i 2005. Det var to år efter at moderen døde. Han betragtede det guld som han havde liggende som skrammel, og ville derfor hellere have en guldkæde. Han havde set, at sønnen tidligere havde fået lavet sådan en guldkæde, og han ville derfor også gerne have en. Han havde fået hjælp af sønnen til at finde en guldsmed.
Han så senere et vedhæng i et MC-blad og ville gerne have et sådant. Han havde spurgt sønnen, men denne sagde, at det kunne han ikke få, fordi man skulle have tilladelse hertil. De var dog alligevel blevet enige om, at det godt kunne lade sig gøre. Vedhænget blev lavet hos en kineser i en forretning, som sønnen kendte til. Han indleverede nogle guldringe ved lejligheden. Sønnen var med igen.
BB lånte guldkæden med vedhæng til sønnen 1-2 dage før denne skulle af sted til motorcykeltræffet. Sønnen fik normalt kun lov at låne kæden, hvis der var særlig lejlighed hertil. Guldkæden skulle leveres tilbage, når han kom hjem igen.
Parternes synspunkter
SKAT har gjort gældende, at det har formodningen for sig, at guldkæden tilhører den, der bærer den. Sagens øvrige omstændigheder taler tillige for, at guldkæden med vedhæng tilhører A
A har gjort gældende, at udlægget skal ophæves, da guldkæden ikke tilhører ham.
BB har gjort gældende, at guldkæden tilhører ham. At dette er bevist ved de kvitteringer, der er fremlagt i sagen, hvoraf fremgår, at guldkæde og vedhæng er bestilt af BB. Da der således er tale om et udlæg, der er foretaget i 3. mands ejendom, skal udlægget ophæves.
Der er videre intet i vejen for, at man kan låner et smykke ud, som der er afgivet forklaring om er sket.
Fogedrettens begrundelse og resultat
Det er ubestridt i sagen, at A bar guldkæden med vedhæng, da udlægget blev foretaget af SKAT den 12. september 2009.
Det har derfor formodningen for sig, at guldkæden med vedhæng også tilhører A.
A og BB har samstemmende forklaret, at guldkæden med vedhæng alene var lånt ud af faderen til sønnen. Der er fremlagt kvitteringer hvoraf fremgår, at faderen har bestilt såvel guldkæde som vedhæng.
Det fremgår imidlertid tillige af sagen, og af parternes egne forklaringer, at vedhænget var forsynet med et G3-logo, hvortil A må antages at have særlig tilknytning, samt at A var sammen med faderen, både da guldkæden og vedhænget blev bestilt.
Henset hertil, og uanset forklaringer om ejerforholdet og fremlæggelse af kvitteringer, og ikke uden yderligere bevisførelse, finder fogedretten det herefter for godtgjort, at guldkæden med vedhæng tilhører A, hvorfor SKAT's udlæg vil være at stadfæste.
Derfor
b e s t e m m e s
Det af SKAT foretagne udlæg stadfæstes.
----------
Østre Landsrets kendelse af 8. november 2010, 10. afdeling, B-901-10
A har kæret byrettens kendelse af 1. marts 2010 (FS 12-22852/2009) om udlæg i en guldkæde med vedhæng.
Efter votering afsagdes sålydende kendelse
Det fremgår af sagen, at SKAT i forbindelse med et motorcykeltræf, A havde deltaget i, foretog udlæg i guldkæden med vedhæng i form af et G3-logo.
Landsretten tiltræder, at der er en forhåndsformodning om, at A, der bar guldsmykket, også er ejer af dette.
Forklaringerne fra A og hans far BB, om at A havde lånt kæden med vedhæng af faderen, samt kvitteringerne fra købet udgør ikke et tilstrækkeligt grundlag for at afkræfte denne formodning.
Derfor
b e s t e m m e s
Fogedrettens kendelse stadfæstes.