Der skal betales moms af leveringer af byggegrunde og særskilte leveringer af bebyggede grunde, der er solgt den 1. januar 2011 eller senere.
Byggegrunde og særskilt levering af bebyggede grunde, der er solgt før lovens ikrafttræden, er ikke omfattet. Det betyder, at for sådanne grunde, hvorom der er indgået bindende aftale om køb før 1. januar 2011, skal der ikke betales moms, uanset det momsmæssige leveringstidspunkt er efter 1. januar 2011.
Se kapitel 4 om tidspunktet for, hvornår momsen skal betales af en levering af en byggegrund mv., når aftale om køb/salg er indgået den 1. januar 2011 eller senere.
Ved en bindende aftale forstås en aftale, som begge parter har underskrevet eller på anden måde har tiltrådt, uanset om aftalen kaldes kontrakt, slutseddel, købstilbud eller lignende. Ved købstilbud forstås et accepteret købstilbud.
Praksis for den momsmæssige vurdering af, hvornår der forligger byggeri for egen eller fremmed regning med hensyn til spørgsmålet om, hvornår handlen er indgået, er retningsgivende for, hvornår der foreligger en bindende aftale i forbindelse med salg af byggegrunde og bebyggede grunde i overgangsperioden. Se Den juridiske vejledning, afsnit D.A.21.3.2.1.
Følgende afgørelser kan fremhæves som beskrivende for praksis på området:
Østre Landsret fandt ved dom af 12. december 1994 (TfS 1995, 66), at der foreligger en bindende overdragelse af en parcel, når slutsedlen er underskrevet eller tiltrådt af begge parter, uanset om parcellen først udstykkes senere.
I SKM2006.593.SR har Skatterådet bekræftet, at en byggevirksomhed kan anses for at opføre ejerlejligheder for egen regning, selv om virksomheden før støbning af soklen var påbegyndt, modtog en bankgaranti eller en kontant betaling fra tilbudsgiver. Virksomheden ville tidligst underskrive købstilbud fra tilbudsgiver, efter at støbning af soklen var påbegyndt.
I SKM2006.599.SR fandt Skatterådet, at et købstilbud ikke kunne danne grundlag for, at det omhandlede byggeri blev gennemført efter reglerne om byggeri for egen regning. Købstilbuddet var underskrevet af køber og var ved underskrift accepteret af sælger før byggeriets påbegyndelse. Imidlertid indeholdt købstilbuddet en bestemmelse om, at sælger, uanset af hvilken grund, kunne annullere aftalen, indtil fundamentet var støbt og byggeriet påbegyndt. Skatterådet fandt, at sælger ved sin underskrift havde tiltrådt aftalen, og at der derfor trods bestemmelsen var tale om en bindende aftale mellem parterne, sådan at der var tale om byggeri for fremmed regning.
I SKM2007.302.SR fandt Skatterådet ikke, at der ved handel med ejerlejligheder var grundlag for at tilsidesætte et vilkår i aftalen om, at aftalen først var endelig og juridisk forpligtende for køber og sælger på det tidspunkt, hvor støbning af ejendommens fundament var påbegyndt, selv om aftalen var underskrevet af både køber og sælger inden støbningen af fundamentet var påbegyndt. Sælger kunne derfor anvende momsreglerne om byggeri for egen regning.
Det bemærkes, at i forbindelse med offentligt støttede byggerier (almennyttige boliger) er det uden betydning for, om der foreligger en bindende aftale om levering af en byggegrund, at købsaftalen, skødet mv., er betinget af kommunens godkendelse af skema B. Se SKM2010.742.SR.
Betingede salg
Salg af arealer i landzone, der er betinget af opnåelse af zonetilladelse til byggeri, er omfattet af momspligten som salg af en byggegrund. Se afsnit 2.0.1. Det betyder, at for sådanne grunde, hvorom der er indgået bindende aftale om køb før 1. januar 2011, skal der ikke betales moms, uanset det momsmæssige leveringstidspunkt er efter 1. januar 2011.
I tilfælde, hvor en byggegrund sælges til køber "eller ordre" før 1. januar 2011, og "eller ordre"-klausulen udnyttes i 2011, er sidstnævnte levering af byggegrunden omfattet af momspligten. Se SKM2010.830.SR. Se endvidere kapitel 3 om det momsmæssige leveringsbegreb.