Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

TfS 1987, 578 HR

Højesteret gav et konkursbo medhold i, at skattekrav for konkursåret først er opstået ved indkomstårets udløb, og at kravet derfor ikke kan anmeldes i konkursboet.

Landsretsdomme

SKM2021.619.ØLR

Landsretten fastslog, at en ikke-hjemmehørende modtager af et beløb fra et hjemmehørende selskab ikke var berettiget til at klage til Landsskatteretten over skatteforvaltningens afgørelse om, at det hjemmehørende selskab hæftede for manglende indeholdelse af udbytteskat efter kildeskattelovens § 69. Den ikke-hjemmehørende modtager af beløbet hæftede ikke for udbytteskatten, og landsretten fandt, at dette selskab alene havde en afledt interesse i den afgørelse, der var truffet over for det hjemmehørende selskab om indeholdelse af udbytteskat. Betingelserne for klageberettigelse efter SFL § 35a, stk. 2, var derfor ikke opfyldt, da bestemmelsen kræver, at der foreligger en væsentlig, direkte og individuel retlig interesse i afgørelsen.

Landsretten fandt ikke, at den manglende klageberettigelse udgjorde en restriktion for kapitalens fri bevægelighed i strid med EUF-traktatens artikel 63.

SKM2008.166.ØLR

En direktør for et selskab, der var gået konkurs, var ikke klageberettiget over selskabets skatteansættelser, selv om afgørelsen havde betydning i en sag om direktørens egen skatteansættelse.

TfS 1996, 426 ØLD

To selskaber var ikke klageberettigede, idet de var blevet likvideret efter sagens anlæg.

Byretsdomme

SKM2022.138.BR

Skatteyderen, der var bosiddende i Storbritannien på stævningstidspunkt, havde stævnet Skatteministeriet i en sag om tobaksafgift og moms.

Retten fandt  ikke, at skatteyderen havde godtgjort, at der forelå sådanne særlige omstændigheder, at der var grundlag for at fravige det helt klare udgangspunkt om, at han som processuel udlænding skulle stille sikkerhed for sagsomkostninger.

Retten fandt derfor, at skatteyderen skulle stille 500.000 kr. i sikkerhed for de sagsomkostninger, han ville kunne blive pålagt at betale til Skatteministeriet.

SKM2017.319.BR

Retten fandt, at sagsøgerens tidligere ægtefælles personlige skatteforhold ingen relevans havde for sagsøgeren, og at sagsøgeren derfor ikke havde partsstatus i ægtefællens skattesager. Sagsøgeren havde som følge heraf ingen retlig interesse i sin forhenværende ægtefælles skattesag.

SKM2014.856.BR

Et selskab, der havde været administrationsselskab i en sambeskattet koncern, var ikke klageberettiget i en sag om de tidligere datterselskabers skatteansættelse, idet selskabets interesse i at undgå at tilbagebetale sambeskatningsbidrag ansås som en afledet økonomisk interesse. Da selskabet således ikke havde en direkte, økonomisk interesse som krævet i SFL § 40, stk. 1, blev Skatteministeriet frifundet. Heller ikke ved at påklage sambeskatningsindkomsten kunne selskabet få prøvet gyldigheden og den materielle rigtighed i SKATs afgørelser.

SKM2013.404.BR

Et selskab var gået konkurs som følge af et skattekrav mod selskabet. Konkursboet anlagde erstatningssag mod aktionærerne (holdingselskaber) og disses ejere. Retten mente ikke, at ejerne af holdingselskaberne var part i selskabets skattesag, da de ikke havde en væsentlig, direkte og individuel interesse i sagen, og de havde heller ikke en afledet interesse af en sådan intensitet, at det kunne begrunde partsstatus. Retten bemærkede, at de ikke var afskåret fra at anfægte sagens resultat under en erstatningssag.

SKM2007.545.BR

Byretten fandt, at sagsøger som påstået erhverver af en fordring på afgiftsgodtgørelse havde en fornøden retlig interesse i sagen. Medkontrahenter i en overdragelsesaftale, der vedrører skattekravet, er klageberettigede.

Landsskatteretskendelser

Da et selskab var gået konkurs, og konkursboet ikke ønskede at indtræde i klagesagen, afviste Landsskatteretten klagen. En hovedanpartshaver, der ønskede at videreføre sagen for egen regning og risiko, kunne ikke anses for klageberettiget over selskabets afgørelse i henhold til SFL § 35 a, stk. 2.

Landsskatteretten afviste en klage under henvisning til, at klageren ikke var klageberettiget i henhold til SFL § 35a, stk. 2. Klageren var datterselskab til et moderselskab, som var opløst efter konkurs, og hvor SKAT (nu Skatteforvaltningen) efter opløsningen af moderselskabet havde foretaget en forhøjelse af moderselskabets skattepligtige indkomst for indkomståret 2014. Datterselskabet ønskede nu at klage over afgørelsen for moderselskabet. Landsskatteretten fandt, at datterselskabet ikke kunne klage over afgørelsen for moderselskabet, idet datterselskabet ikke havde en væsentlig, direkte og individuel retlig interesse i afgørelsen. Landsskatteretten bemærkede, at det forhold, at datterselskabet i indkomståret 2014 var datterselskab i en sambeskatning, der omfattede moderselskabet som administrationsselskab, ikke medførte, at datterselskabet fik en direkte interesse i afgørelsen. Datterselskabets interesse i ændringen af fordelingen af underskud i sambeskatningsindkomsten blev anset som en afledet økonomisk interesse.

Et selskab havde indgået aftale med en samarbejdspartner om sidstnævntes udførelse af administrationsydelser for selskabet. Skattestyrelsen havde fundet, at disse ydelser var momspligtige og havde efterfølgende nægtet at genoptage afgørelsen. Selskabet, der havde påtaget sig at friholde samarbejdspartneren for momskravet, ønskede at påklage afgørelsen, hvor Skattestyrelsen nægtede genoptagelse, til Landsskatteretten. Selskabet henviste til, at man havde påtaget sig at betale momskravet mod samarbejdspartneren, og til at man havde indgået en række andre samarbejdsaftaler af den pågældende art, som kunne medføre tilsvarende krav. Selskabet fandtes ikke at have en væsentlig, direkte, retlig interesse i den påklagede afgørelse, men alene en afledet interesse, hvorfor selskabet ikke var klageberettiget, jf. SFL § 35a, stk. 2.

Landsskatteretten fandt, at en administrator af en ejendom ikke havde en væsentlig, direkte, retlig interesse i resultatet af vurderingen af en fast ejendom, jf. SFL § 35a, stk. 2, modsætningsvist. Landsskatteretten afviste derfor klagen.

Et selskab klagede til Landsskatteretten over SKATs afslag på forelæggelse for Skatterådet af spørgsmålet om ekstraordinær genoptagelse af ansættelsen af fradrag for forbedringer i grundværdien ved vurderingerne 2003-2007 af en ejendom, som selskabet ikke var ejer af.

Landsskatteretten fandt, at selskabet ikke havde godtgjort, at selskabet havde en væsentlig, direkte, retlig interesse i resultatet af de vurderinger, som SKATs afgørelse handlede om. Den omstændighed, at selskabet ejede kapitalandele i et selskab, der var lejer i ejendommen, kunne alene anses for at kunne medføre en indirekte og økonomisk interesse. Klagen blev derfor afvist, jf. SFL § 35a, stk. 2, modsætningsvis.

SKM2008.87.LSR

Et selskab havde udbetalt skattefrie godtgørelser til medarbejderne, som efterfølgende blev anset for skattepligtige. Selskabet kunne ikke påklage en medarbejders skatteansættelse, da selskabet ikke kunne anses for klageberettiget. Landsskatteretten anså selskabets interesse for alene at være afledet og indirekte, og selskabet var derfor ikke klageberettiget.

SKM2007.289.LzSR

En afgørelse, der vedrørte et konkursramt selskabs momstilsvar, kunne ikke påklages af en hovedaktionær, da han ikke repræsenterede selskabet i klagesagen. Hovedaktionærens interesse i sagen måtte antages at være afledet og indirekte, og han var derfor ikke klageberettiget.

SKM2006.461.LSR

Klageren var eneste lejer af en erhvervsejendom og han afholdt direkte alle skatter og afgifter på ejendommen. Lejeren blev anset for at have en væsentlig direkte retlig interesse i at kunne klage over ejendommens vurdering, og han blev derfor anset for klageberettiget.