Parter

A
(selvmøder)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Lisbeth Jørgensen)

Afsagt af landsdommerne

Jan Uffe Rasmussen, Finn Morten Andersen og Jens Kruse Mikkelsen

Sagens baggrund og parternes påstande

Byrettens dom af 9. juli 2009 (BS 45C-4411/2007) er anket af A med endelig påstand 1 om, at indstævnte tilpligtes at anerkende, at sagsbehandlingen af hans indkomstopgørelser for indkomstårene 1999, 2000 og 2001 genoptages. Endvidere har A i sit påstandsdokument nedlagt en påstand 2 om, at indstævnte tilpligtes at anerkende, at sagsbehandlingen af hans indkomstopgørelser for indkomstårene 2002, 2003 og 2004 genoptages.

Indstævnte, Skatteministeriet, har over for påstand 1 nedlagt påstand om stadfæstelse og over for påstand 2 nedlagt påstand om afvisning.

A har over for afvisningspåstanden nedlagt påstand om, at påstand 2 realitetsbehandles.

Supplerende sagsfremstilling

Vedrørende indkomstårene 2002, 2003 og 2004 er der i ekstrakten indsat kopi af en mailkorrespondance i månederne september-oktober 2009 mellem A og en medarbejder ved SKAT om genoptagelse af hans skatteansættelse for disse år og indkomstårene 2005-2007. Der er ikke herudover fremkommet bilag i relation til påstand 2. Der er således ikke for landsretten fremlagt kopi af eventuelle agterskrivelser og afgørelser vedrørende disse indkomstår.

Forklaringer

Der er ikke afgivet forklaringer for landsretten.

Procedure

Parterne har i relation til As påstand 1 i det væsentlige gjort de samme anbringender gældende som for byretten og procederet i overensstemmelse hermed. Dog har A ikke gentaget anbringendet om, at skatteadministrationen ikke har haft hjemmel til at træffe afgørelse, og han har tillige frafaldet et anbringende om, at han i de relevante år havde status som begrænset skattepligtig i Danmark.

I relation til As påstand 2 har Skatteministeriet gjort gældende, at denne påstand først er nedlagt i appellantens påstandsdokument, der er modtaget ca. 14 dage før hovedforhandlingen for landsretten, og at påstanden derfor bør afvises. Under hensyn til det sene tidspunkt, påstanden er nedlagt, og idet der i sagen slet ikke foreligger de fornødne dokumenter vedrørende disse år, bør landsretten ikke tillade påstanden nedlagt efter retsplejelovens § 383. Da landsskatteretten ikke ses at have taget stilling til genoptagelse af skatteansættelsen for årene 2002-2004, følger det videre af skatteforvaltningslovens § 48, stk. 1, at genoptagelse af skatteansættelsen for disse år ikke kan prøves af landsretten.

A har i relation til påstand 2 navnlig gjort gældende, at denne påstand bør tillades nedlagt for landsretten, idet der er en klar sammenhæng med skatteansættelsen for årene i påstand 1, og idet det må anses for undskyldeligt, at påstanden ikke tidligere er nedlagt, da han først sent er blevet opmærksom på den åbenbart fejlagtige skatteansættelse for de omhandlede år.

Landsrettens begrundelse og resultat

Landsretten finder, at hverken det, der er gjort gældende i relation til As manglende modtagelse af skattemyndighedernes agterskrivelse og senere afgørelse, og i relation til afgørelsens materielle indhold, er sådanne særlige omstændigheder, der kan begrunde genoptagelse af As skatteansættelse for indkomstårene 1999-2001 efter den ekstraordinære adgang hertil i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8. Landsretten stadfæster derfor byrettens dom i relation til påstand 1.

Da landsskatteretten ikke ses at have taget stilling til spørgsmålet om genoptagelse af As skatteansættelse for årene 2002-2004, og da det som følge af den manglende dokumentation vedrørende disse år ikke er muligt at vurdere, om der er en klar sammenhæng med As påstand 1, finder landsretten ikke at kunne prøve påstand 2, jf. skatteforvaltningslovens § 48, stk. 1. Skatteministeriets påstand om afvisning af denne påstand tages derfor til følge.

Under hensyn til sagens udfald, karakter og omfang skal A i sagsomkostninger for landsretten betale 50.000 kr. til Skatteministeriet til dækning af advokatsalær.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Byrettens dom stadfæstes i det omfang, den er anket.

Den af A nedlagte påstand 2 afvises.

I sagsomkostninger for landsretten skal appellanten, A, betale 50.000 kr. til indstævnte, Skatteministeriet.

Det idømte betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8a.