Dato for udgivelse
27 jan 2010 12:23
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
26 jan 2010 09:50
SKM-nummer
SKM2010.55.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
09-177318
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Moms og lønsumsafgift
Overemner-emner
Momspligt
Emneord
Moms, grænsehandel, biobrændsel
Resumé

Skatterådet bekræfter, at virksomheden ikke skal fakturere med dansk moms for salg af biobrændsel til danske privatkunder. Virksomheden kan ikke anses for at være indirekte involveret i transporten af varerne fra Tyskland til Danmark, når denne sælger varerne via sit lager i Tyskland gennem sin egen webshop, og der på spørgers hjemmeside er oplistet en række fragtmænd, som kan tage sig af de aktuelle transporter af varerne.

Reference(r)

Momsloven § 14, stk. 1, nr. 2

Momsloven § 14, stk. 1, nr. 3

Henvisning
Momsvejledningen 2010-1 E.2.2.2
Spørgsmål

1. Kan spørger sælge biobrændsel fra sit tyske lager med tysk moms til danske privatkunder, når han på sin hjemmeside oplyser om, at hans kunder kan kontakte navngivne speditører for at få en pris på transport til Danmark?

2. Skal biobrændsel leveret til spørgers tyske lager læsses af lastbilen inden leverancerne helt eller delvist køres videre til danske privatkunder?

3. Hvis spørgsmål 2 besvares ja, hvor lang tid skal varerne være på det tyske lager inden de læsses på lastbiler bestilt af de danske kunder?

Svar

1. Ja

2. Nej

3. Bortfalder

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger er et tysk momsregistreret selskab.

Gennem et dansk selskab køber spørger biobrændsel fra Østeuropa, som leveres direkte fra Østeuropa frit til lageret i Flensborg.

Biobrændslen sælges af spørger ab lager inkl. tysk moms til tyske og danske kunder. Spørger leverer ikke i Danmark.

Forespørgslen omhandler kun salget til danske privatkunder.

Det fremgår af spørgers hjemmeside, at selskabet åbner en butik i Tyskland i løbet af januar 2010, indtil da opbevares og sælges biobrændslen fra et lagerhotel i Nordtyskland, hvor spørger har lejet sig ind.

På spørgers hjemmeside fremgår det, at hvis kunden ikke selv har mulighed for at hente biobrændslen, så kan han kontakte sin lokale vognmand for en pris. Derudover har spørger linket til en eller flere navngivne danske speditører/vognmandsfirmaer, som kunden kan aftale transport med.

Leveringen af biobrændsel til det tyske lager/butik sker for det meste gennem de samme danske speditører, som spørger har linket til på sin hjemmeside.

Den danske kunde har selv lavet aftale og betaler direkte til speditøren for fragtomkostningen fra det tyske lager til kunden i Danmark, hvis han ikke henter varen selv.

Spørger oplyser under sine handelsbetingelser, at hvis den danske kunde bestiller dansk vognmand til at afhente varerne og kunden kender navnet inden bestillingen i webshoppen, er det en god ide at skrive det i bemærkningsfeltet.

På tidspunktet for anmodningens indsendelse, var der tale om en planlagt disposition i forbindelse med oprettelse af hjemmeside. Hjemmesiden er blevet oprettet.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Det scenarium, der forespørges om, foregår allerede nu ved andre tyske firmaer, men spørger er i tvivl om reglerne.

Spørger har ikke angivet nogen ønsket besvarelse.

For spørgsmål 3 er det angivet, at spørgsmålet er irrelevant, hvis spørgsmål 2 besvares nej.

SKATs indstilling og begrundelse

Lovgrundlag

Af momslovens (LBK nr. 966 af 14. oktober 2005 med senere ændringer) § 14 stk. 1, nr. 2 fremgår det, at:

"Når varen forsendes eller transporteres og varen befinder sig her i landet på det tidspunkt, hvor forsendelsen eller transporten til aftageren påbegyndes. Leveringsstedet er dog ikke her i landet, når varen installeres eller monteres i udlandet af leverandøren eller for dennes regning, eller når varen sælges ved fjernsalg til andre EU-lande og virksomheden er registreringspligtig for dette salg i det andet EU-land. Ved fjernsalg forstås salg af varer, bortset fra varer afgiftsberigtiget som brugte varer m.v. efter reglerne i kapitel 17 eller efter tilsvarende regler i et andet EU-land, fra et EU-land til et andet EU-land, hvor varerne direkte eller indirekte forsendes eller transporteres af sælgeren eller på dennes vegne til en køber, der ikke er registreret."

Af momslovens § 14 stk. 1, nr. 3 fremgår det, at:

"Når varen forsendes eller transporteres her til landet og varen installeres eller monteres her i landet af en udenlandsk leverandør eller for dennes regning eller varen sælges ved fjernsalg fra et andet EU-land, når virksomheden er registreringspligtig for dette salg her i landet, jf. § 49, stk. 3."

Praksis

Skatterådet har i SKM2008.457.SR og SKM2006.534.SR taget stilling til spørgsmål om, hvorvidt en tysk sælgers oplistning af fragtmænd på sin hjemmeside, som kunden kan anvende ved transporten af de købte varer fra de tyske butikker til den danske kunde, medfører pligt til at svare dansk moms.

Ad spørgsmål 1

Spørger ønsker bekræftet, at denne kan sælge biobrændsel fra sit tyske lager med tysk moms til danske privatkunder, når han på sin hjemmeside oplyser om, at hans kunder kan kontakte navngivne speditører for at få en pris på transport til Danmark.

Efter reglerne i momslovens § 14, stk. 1, nr. 3, er leveringsstedet her i landet, når varen sælges ved fjernsalg fra et andet EU-land, og når virksomheden er registreringspligtig for dette salg her i landet, jf. § 49, stk. 3. Registreringspligten indtræder ved en omsætning på over 280.000 kr., hvilket spørgers omsætning forventes at blive.

Ved fjernsalg forstås salg af varer, bortset fra varer afgiftsberigtiget som brugte varer m.v. efter reglerne i kapitel 17 eller efter tilsvarende regler i et andet EU-land, fra et EU-land til et andet EU-land, hvor varerne direkte eller indirekte forsendes af sælgeren eller på dennes vegne til en køber, der ikke er registreret, jf. momslovens § 14, stk. 1, nr. 2.

Om sælgeren er indirekte involveret i transporten afhænger af en konkret vurdering af de givne omstændigheder, herunder måden hvorpå salget bliver tilbudt køberen.

Skatterådet har ved afgørelserne offentliggjort i SKM2006.534.SR og SKM2008.457.SR  afgjort, at det ikke kan anses som indirekte involvering i transporten, hvis en virksomhed, som sælger varer fra butikker i Tyskland, på sin hjemmeside oplister en række fragtmænd, som kan tage sig af de aktuelle transporter af varerne fra Tyskland til Danmark. At spørger modtager provision fra transportørerne medfører ikke et andet resultat.

Det er SKATs opfattelse, at spørgsmål 1 er sammenligneligt med de stillede spørgsmål i SKM2006.534.SR og SKM2008.457.SR.

SKAT indstiller på denne baggrund, at spørgsmål 1 besvares med ja.

Ad spørgsmål 2

Spørger ønsker oplyst, om det af denne leverede biobrændsel som leveres til spørgers tyske lager skal læsses af lastbilen inden leverancerne helt eller delvist køres videre til danske privatkunder.

For at den solgte biobrændsel leveret af den tyske sælger skal være omfattet af reglerne om fjernsalg efter reglerne i momslovens § 14, stk. 1, nr. 3 og derved få dansk leveringssted, er det som redegjort for under spørgsmål 1 afgørende, at varerne direkte eller indirekte forsendes af sælgeren eller på dennes vegne til en køber, der ikke er registreret.

Det fremgår af de faktiske forhold, at varerne leveres ab lager af spørger, og det oplyses at afhentning/transport af varen er kundens anliggende.

På spørgers hjemmeside henvises til en række navngivne speditører/transportører. Som det fremgår af SKM2006.534.SR og SKM2008.457.SR kan en sådan oplysning om navngivne transportører ikke efter en konkret vurdering sidestilles med, at sælger er indirekte involveret i transporten, når aftalerne om transport indgås mellem køber og transportører uden sælgers yderligere mellemkomst.

Det fremgår af spørgers handelsbetingelser, at hvis den danske kunde bestiller dansk vognmand til at afhente varerne og kunden kender navnet inden bestillingen i webshoppen, beder spørger kunden skrive det i bemærkningsfeltet.

Hvorvidt spørger læsser den til ham leverede biobrændsel af lastbilen, når den kommer til spørgers lager er ikke i sig selv afgørende for, om salget til de danske kunder er omfattet af fjernsalgsreglerne. Varerne kan således også sælges med tysk moms, hvis sælger vælger at anvende samme vognmand, som køber selv har truffet aftale med.

Det skal i den forbindelse bemærkes, at spørger bestemmer om køber skal have varer, der allerede ligger på lageret, eller om han vil sælge modtagne leverancer direkte videre.

Hvis spørger, udover at oplyse om transportører på sin hjemmeside, direkte forestår en koordinering med købere om, hvilken transportør køberne skal vælge for, at varerne kan sendes, uden at varerne læsses af på sælgers tyske lager inden transporten fortsætter til den danske køber, er det SKATs opfattelse, at spørger herved indirekte er involveret i transporten.

Ved en sådan koordinering fra sælgers side omkring købers valg af transportør er spørgsmålet ikke længere sammenligneligt med den indstillede besvarelse til spørgsmål 1 eller Skatterådets afgørelser i SKM2006.534.SR og SKM2008.457.SR.

Forestår sælger en koordinering vil salget til de danske kunder være omfattet af reglerne om fjernsalg, når spørger foretager leverancer for over 280.000 kr. årligt.

SKAT indstiller, at spørgsmål 2 besvares med nej.

Ad spørgsmål 3

Besvarelsen af spørgsmål 2 er ikke afhængig af, om varerne fysisk læsses af lastbilen ved spørgers modtagelse på lageret i Tyskland og inden varerne helt eller delvist køres videre til danske privatkunder, derfor bortfalder spørgsmål 3.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling med den anførte begrundelse.