Indhold

Dette afsnit beskriver den generelle regel om indkomstopgørelsen i bobeskatningsperioden.

Afsnittet indeholder:

  • Dødsboer omfattet af reglen
  • Hovedregel
  • CFC-indkomst
  • Indkomst beskattet efter KSL §§ 48 E og 48 F
  • Når begge ægtefæller dør i samme indkomstår
  • Undtagelse

Dødsboer omfattet af reglen

Reglen omfatter skiftede dødsboer, hvor skiftet sker i forbindelse med dødsfaldet, og hvor dødsboet ikke er skattefritaget efter DBSL § 6.

Se afsnit C.E.3.1.5 om, hvornår et dødsbo er skattefritaget.

Hovedregel

Dødsboets

  • bobeskatningsindkomst og
  • aktieindkomst i bobeskatningsperioden

opgøres efter skattelovgivningens regler for personer. Se DBSL § 21, stk. 1 og 2.

Det betyder fx, at tab ved afståelse af aktier, der er optaget til handel på et reguleret marked, alene kan modregnes efter de almindelige regler i ABL §§ 13 A og 14.

Det betyder også, at dødsboet skal afgive oplysninger om bobeskatningsindkomst og aktieindkomst hver for sig.

Se også afsnit

  • C.E.14 om definition af bobeskatningsindkomst og bobeskatningsperioden
  • C.E.3.3.3.2 om specielle regler i dødsboskatteloven om indkomst i bobeskatningsperioden
  • C.E.3.3.4 om dødsboets salg og andre afståelser
  • C.E.3.3.5 om skatteberegning for bobeskatningsperioden.

CFC-indkomst

CFC-indkomst (indkomst fra controlled foreign company efter LL § 16 H) i bobeskatningsperioden opgøres efter skattelovgivningens regler for personer. CFC-indkomsten er skattepligtig, men medregnes ikke ved opgørelsen af skattepligtig indkomst, da der beregnes en særskilt skat med 22 procent af bobeskatningsperiodens CFC-indkomst. Se DBSL § 21,stk. 2 og § 33.

Se også

Se også afsnit C.D.4 om CFC-beskatning.

Indkomst beskattet efter KSL §§ 48 E og 48 F

Indkomst, som afdøde tidligere har valgt beskattet efter KSL §§ 48 E og 48 F, er skattepligtig, men skal ikke medregnes, når bobeskatningsindkomsten gøres op. Se DBSL § 22, stk. 4.

Se også

Se afsnit C.F.6 om den særlig skatteordningen for udenlandske forskere og nøglemedarbejdere mv.

Når begge ægtefæller dør i samme indkomstår

Når førstafdødes dødsbo er udlagt til ægtefællen efter de skattemæssige regler om uskiftet bo mv., og ægtefællen derfor skulle have været beskattet efter DBSL § 62, indgår førstafdødes indkomst i bobeskatningsperioden. Hovedreglen og særreglen om CFC-indkomst gælder derfor også for førstafdødes indkomst i bobeskatningsperioden. Se DBSL § 19, stk. 2, 2. pkt.

Undtagelse

Når DBSL kapitel 5 indeholder særlige regler om opgørelse af bobeskatningsindkomst eller aktieindkomst, gælder hovedreglen ikke. Se afsnit C.E.3.3.3.2 om specielle regler i dødsboskatteloven om indkomst i bobeskatningsperioden.