Definition af arving

En arving er en person, der får udloddet

• en procentdel
• en brøkdel eller
• resten

af dødsboets nettoformue.

En arving kan være

• arving efter arveloven eller
• en testamentsarving.

Efter arveloven er afdødes nærmeste arvinger afdødes

• børn og
• den længstlevende ægtefælle.

Er et barn død, træder dennes børn i den pågældendes sted og arver indbyrdes lige. På tilsvarende måde arver fjernere livsarvinger.

Når afdøde efterlader sig livsarvinger og en længstlevende ægtefælle, skal arven som udgangspunkt deles med halvdelen til den længstlevende ægtefælle og den anden halvdel til afdødes livsarvinger, jf. arvelovens § 9, stk. 1.

Når afdøde ikke efterlader sig nogen livsarvinger, arver den længstlevende ægtefælle som udgangspunkt alene, jf. arvelovens § 9, stk. 2.

Når afdøde heller ikke efterlader sig nogen længstlevende ægtefælle, arver fjernere slægtninge, fx forældre eller søskende.

Se arvelovens §§ 1-4 om livsarvingers arveret og § 9 om den længstlevende ægtefælles arveret.

Afdøde kan have oprettet et testamente, hvori andre end afdødes livsarvinger og den længstlevende ægtefælle er indsat som arving(er).

Bemærk

En arving kan være

• både en fysisk person og
• en juridisk person, fx en fond.

Se også

Se afsnit

• C.E.14.16 om definition af livsarving
• C.E.14.15 om definition af legatar og forskellen til en arving.