Indhold
Dette afsnit beskriver, hvilke beløb der skal trækkes fra eller lægges til de foreløbige skatter i mellemperioden.
Afsnittet indeholder:
- Dødsboer omfattet af reglen
- "Grøn check" lægges til foreløbige skatter
- Ejendomsværdiskat og grundskyld trækkes fra foreløbige skatter
- Beløb der er tilbagebetalt afdøde efter KSL § 55
- Eksempel
Se afsnit C.E.14 om definition af mellemperioden.
Dødsboer omfattet af reglen
Reglen omfatter skiftede dødsboer, hvor skiftet sker i forbindelse med dødsfaldet, og hvor dødsboet er omfattet af reglerne for skattefritagne dødsboer.
Se afsnit C.E.3.1.5 om, hvornår et dødsbo er skattefritaget.
Bemærk
Når
- dødsboet er udleveret til boudlæg efter DSL § 18 og
- afdøde var gift og levede sammen med den længstlevende ægtefælle
er dødsboet også omfattet. Se DBSL § 78, stk. 2.
Se også
Se
- KSL § 4 og afsnit C.A.8.1 om den ægteskabelige samlivsstatus i skattemæssig forstand
- afsnit C.E.5.1 om de skattemæssige forhold ved skifteformen boudlæg.
"Grøn check" lægges til foreløbige skatter
Afdødes krav på beløb efter § 1 i lov om skattefri kompensation for forhøjede energi- og miljøafgifter (Grøn check) er endeligt afgjort med det beløb, der har nedsat den forskudsbetalte indkomstskat før dødsfaldet. Se DBSL § 12 A, stk. 1.
Kompensationsbeløbet for mellemperioden udgør den forholdsmæssige del af forskudsregistreret årligt kompensationsbeløb, der svarer til mellemperiodens længde i forhold til hele indkomståret.
Det betyder, at når Skattestyrelsen beregner, om afdøde har betalt for lidt eller for meget i skat for mellemperioden, skal afdødes foreløbige skatter forhøjes med kompensationsbeløbet for mellemperioden.
Se også
Se afsnit C.E.3.2.4.2.1 om, hvilke skatter der indgår som foreløbige indkomstskatter i mellemperioden.
Ejendomsværdiskat og grundskyld trækkes fra foreløbige skatter
Når en person afgår ved døden, er foreløbig betaling af ejendomsværdiskat og grundskyld, som forfaldt før dødsfaldet, endelig for afdøde for dødsåret. Se ESL § 32, stk. 1.
Det betyder, at når Skattestyrelsen beregner, om afdøde har betalt for lidt eller for meget i skat for mellemperioden, skal afdødes foreløbige skatter nedsættes med den del af forskudsskatten, der vedrører ejendomsværdiskat og grundskyld.
Ejendomsværdiskattens og grundskyldens andel af forskudsskatterne udgør den forholdsmæssige del af forskudsregistreret årlig ejendomsværdiskat og grundskyld, der svarer til mellemperiodens længde i forhold til hele indkomståret. Ved beregningen har indkomståret 360 dage og en måned 30 dage. Se EVL § 72.
Se også
Se afsnit C.E.3.2.4.2.1 om, hvilke skatter der indgår som foreløbige indkomstskatter i mellemperioden.
Se afsnit C.H.4.3.4.3.3 om regler for beregning af grundskyld, når ejeren af ejendommen afgår ved døden.
Bemærk
Dødsboskatteloven har ingen særregler om ejendomsværdiskat og grundskyld.
Regler for dødsfald i 2023 og tidligere
For dødsfald i 2023 og tidligere er det alene foreløbig betaling af ejendomsværdiskat, som forfaldt før dødsfaldet, der anses for endelig for afdøde for dødsåret.
Er dødsboet ikke afsluttet inden den 1. januar 2024, betales grundskyld til og med den 31. december 2023. Se ESL § 84, stk. 3, 1. pkt. Fra og med den 1. januar 2024 betales der ikke grundskyld, indtil dødsboet afsluttes. Se ESL § 84, stk. 3, 2. pkt.
Beløb der er tilbagebetalt afdøde efter KSL § 55
Når afdøde har fået tilbagebetalt overskydende skat for mellemperioden efter KSL § 55, skal beløbet nedsætte afdødes foreløbige indkomstskatter. Se KSL § 60, stk. 3.
Eksempel
Eksemplet viser, hvordan afdødes foreløbige skatter reguleres med "Grøn check" og ejendomsværdiskat.
Der er følgende forudsætninger for eksemplet:
- I forskudsregistreringen indgår årlig
- "Grøn check" med ►875◄ kr.
- Ejendomsværdiskat ►og grundskyld◄ med 5.500 kr.
- Dødsfaldet er sket 3. juni
Mellemperioden er tiden 1. januar til 3. juni eller 154 dage af 365 dage.
Ved beregning af ejendomsværdiskat ►og grundskyld◄, der er endelig for mellemperioden bruges, ►152◄ dage af 360 dage.
Regulering af de foreløbige skatter | Beløb |
Indeholdt A-skat | 10.000 |
Forfalden B-skat i mellemperioden | 12.000 |
Samlede foreløbige skatter | 22.000 |
"Grøn check" er endelig for mellemperioden: ►875x154/365◄ | ►369◄ | |
Ejendomsværdiskat ►og grundskyld◄ er endelig for mellemperioden: 5.500x152/360 | ►-2.322◄ | ►-1.953◄ |
Samlede foreløbige indkomstskatter, der skal sammenholdes med samlet mellemperiodeskat | ►20.047◄ |