Indhold
Dette afsnit beskriver regler for beskatning af renteindtægter og renteudgifter i indkomstopgørelsen for mellemperioden, der gælder for alle skattefritagne dødsboer.
Afsnittet indeholder:
- Dødsboer omfattet af reglen
- Regel
- Eksempler
- Retningslinjer.
Se afsnit C.E.14 om definition af mellemperioden.
Dødsboer omfattet af reglen
Reglen omfatter skiftede dødsboer, hvor skiftet sker i forbindelse med dødsfaldet, og hvor dødsboet er omfattet af reglerne for skattefritagne dødsboer.
Se afsnit C.E.3.1.5 om, hvornår et dødsbo er skattefritaget.
Bemærk
Når
- dødsboet er udleveret til boudlæg efter DSL § 18 og
- afdøde var gift og levede sammen med den længstlevende ægtefælle
er dødsboet også omfattet. Se DBSL § 78, stk. 2.
Se også
Se
- KSL § 4 og afsnit C.A.8.1 om den ægteskabelige samlivsstatus i skattemæssig forstand
- afsnit C.E.5.1 om de skattemæssige forhold ved skifteformen boudlæg.
Regel
Renter, der forfalder i mellemperioden, samt beregnede renter fra sidste forfaldsdag til og med dødsdagen, skal indgå i mellemperiodens skattepligtige indkomst. Se DBSL § 9, stk. 1, nr. 4, 1. pkt.
Se også
Se også afsnit
- C.E.12.1.1.1 om virksomhedsordningen i virksomhedsskattelovens afsnit I generelt for dødsboer og særregel for virksomhedsrenter
- C.E.3.2.3.2.1.2 om beskæftigelsesfradrag, jobfradrag og særligt befordringsfradrag i mellemperioden
- C.E.3.2.3.2.2 om skattefritagne dødsboer med selvstændig virksomhed
- C.E.3.2.4 om skatteberegning for mellemperioden
- C.E.11.1.1 om afdødes ubenyttede indskud på etableringskonto og iværksætterkonto ved dødsfaldet, når dødsboet skiftes ved dødsfaldet
- C.E.11.2 om indskud på etableringskonto og iværksætterkonto, der er brugt før dødsfaldet til at købe aktier eller anparter.
Misligholdte renter
Reglen i LL § 5, stk. 8, om, at
- renteudgifter først kan trækkes fra ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i det indkomstår, hvori betaling sker, når renteudgifter mv. for tidligere indkomstår i samme gældsforhold ikke er betalt inden udgangen af indkomståret og
- dette dog ikke gælder, hvis den skattepligtige godtgør, at han ved udgangen af det år, indkomstopgørelsen vedrører, var i stand til at betale forfalden gæld eller stille betryggende sikkerhed herfor i sine aktiver
gælder også for renteudgifter i mellemperioden. Se DBSL § 9, stk. 1, nr. 4, 2. pkt.
Se også
Se afsnit
- C.A.11.2.2 om betingelser for fradrag for renteudgifter
Eksempler
Eksempel 1
Eksemplet viser, hvordan både forfaldne og beregnede renter indgår i mellemperiodens skattepligtige indkomst. Renterne opgøres på samme måde, uanset om det drejer sig om renteindtægter eller renteudgifter.
Der er følgende forudsætninger for eksemplet:
- Dødsfald er sket den 1. maj 2023.
- Afdøde har kalenderårsregnskab.
- Mellemperioden er derfor 1. januar - 1. maj 2023.
- Boet indeholder en fordring på 100.000 kr., der forrentes med 6 procent årligt.
- Renterne forfalder med halvdelen hver 1. april og 1. oktober.
Fordringens renteindtægter | Beløb |
Forfaldne renter pr. 1. april | 3.000 |
Beregnede renter fra sidste forfaldsdag, 1. april - 1. maj, 31 dage | 510 |
Fordringens renteindtægter, der skal medregnes i mellemperioden | 3.510 |
Eksempel 2
Eksemplet viser, hvordan renter indgår i mellemperiodens skattepligtige indkomst, når sidste forfaldsdag ligger før mellemperiodens begyndelse. Renterne opgøres på samme måde uanset, om det drejer sig om renteindtægter eller renteudgifter.
Der er følgende forudsætninger for eksemplet:
- Dødsfald er sket den 6. marts 2023.
- Afdøde har kalenderårsregnskab.
- Mellemperioden er derfor 1. januar - 6. marts 2023.
- Boet indeholder en gæld på 100.000 kr., der forrentes med 6 procent årligt.
- Renterne forfalder med halvdelen hver 1. april og 1. oktober.
Renteudgifter af gæld | Beløb |
Forfaldne renter - der forfalder ingen renter i mellemperioden | 0 |
Beregnede renter fra sidste forfaldsdag, 1. oktober 2022 - 6. marts 2023, 158 dage | 2.597 |
Renteudgifter, der skal trækkes fra i mellemperioden | 2.597 |
Retningslinjer
Det er Skattestyrelsens opfattelse, at når det drejer sig om renteudgifter i mellemperioden, er udgangen
- af indkomståret og
- af det år, som indkomstopgørelsen vedrører
dødsdagen.
Det betyder, at renteudgifter - hvor det for tidligere indkomstår er afgjort, at renterne først kan trækkes fra ved betalingen - kun kan trækkes fra i den skattepligtige indkomst for mellemperioden, når betalingen sker i mellemperioden. Der er ikke fradragsret i mellemperioden, når dødsboet først betaler renterne efter dødsfaldet.