Indhold
Dette afsnit beskriver den generelle regel om indkomstopgørelsen i mellemperioden.
Afsnittet indeholder:
- Dødsboer omfattet af reglen
- Hovedregel
- CFC-indkomst
- Når begge ægtefæller dør i samme indkomstår
- Undtagelse
Se afsnit C.E.14 om definition af mellemperioden.
Dødsboer omfattet af reglen
Reglen omfatter skiftede dødsboer, hvor
- skiftet sker i forbindelse med dødsfaldet
- dødsboet er omfattet af reglerne for skattefritagne dødsboer
- der foretages afsluttende skatteansættelse for mellemperioden.
Se afsnit C.E.3.1.5 om, hvornår et dødsbo er skattefritaget.
Bemærk
Når
- dødsboet er udleveret til boudlæg efter DSL § 18 og
- afdøde var gift og levede sammen med den længstlevende ægtefælle
er dødsboet også omfattet. Se DBSL § 78, stk. 2.
Se også
Se
- KSL § 4 og afsnit C.A.8.1 om den ægteskabelige samlivsstatus i skattemæssig forstand
- afsnit C.E.5.1 om de skattemæssige forhold ved skifteformen boudlæg.
Hovedregel
Afdødes
- skattepligtige indkomst og
- aktieindkomst
for mellemperioden opgøres efter skattelovgivningens regler for personer. Se DBSL § 8, 1. pkt.
Det betyder fx at tab ved afståelse af aktier, der er optaget til handel på et reguleret marked, alene kan modregnes efter de almindelige regler i ABL §§ 13 A og 14.
Det betyder også, at dødsboet skal afgive oplysninger om den skattepligtige indkomst og aktieindkomsten hver for sig.
Bemærk
Når afdøde har underskud fra tidligere år til fremførsel i dødsårets indkomster, gælder de almindelige regler om modregning også for indkomsten i mellemperioden. Se DBSL § 8, 1. pkt.
Følgende underskud kan fremføres:
- Underskud i skattepligtig indkomst, der ikke har kunnet rummes i skattepligtig indkomst eller modregnes med skatteværdien i skat for et tidligere indkomstår. Se PSL § 13, stk. 1.
- Tab ved afståelse af aktier, der er optaget til handel på et reguleret marked, der ikke har kunnet rummes i tidligere års sum af udbytter, gevinster og afståelsessummer efter LL § 16 B fra aktier, der er optaget til handel på et reguleret marked. Se ABL §§ 13 A og 14.
Se også
Se afsnit
- C.E.3.2.3.2 om specielle regler i dødsboskatteloven om indkomst i mellemperioden
- C.E.3.2.4 om skatteberegning for mellemperioden.
CFC-indkomst
CFC-indkomst for mellemperioden opgøres efter skattelovgivningens regler for personer. CFC-indkomsten er skattepligtig, men medregnes ikke ved opgørelsen af skattepligtig indkomst, da der beregnes en særskilt skat med 22 procent af mellemperiodens CFC-indkomst. Se DBSL §§ 8 og 17.
Se også
Se også afsnit C.D.4 om CFC-beskatning
Når begge ægtefæller dør i samme indkomstår
Når førstafdødes dødsbo er udlagt til ægtefællen efter de skattemæssige regler om uskiftet bo mv., og ægtefællen derfor skulle have været beskattet efter DBSL § 62, indgår førstafdødes indkomst i mellemperioden. Hovedreglen og særreglen om CFC-indkomst gælder derfor også for førstafdødes indkomst i mellemperioden. Se DBSL § 8, 3. pkt.
Undtagelse
Når DBSL kapitel 4 indeholder specielle regler om opgørelse af skattepligtig indkomst eller aktieindkomst, gælder hovedreglen ikke. Se afsnit C.E.3.2.3.2 om specielle regler i dødsboskatteloven om indkomst i mellemperioden.