Dato for udgivelse
19 Oct 2009 10:25
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
25 Aug 2009 13:42
SKM-nummer
SKM2009.623.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
09-099529
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Ejendomsavancebeskatning
Emneord
jordombytning, genanbringelse
Resumé

Skatterådet fandt, at "ulempeerstatning" fra Skov- og Naturstyrelsen på 50.000 kr. ikke kan modtages skattefrit, da "ulempeerstatning" gives for den varige værdiforringelse, som påføres ejendommen i forbindelse med naturgenoprettelsesprojektet. Erstatningen skal derfor behandles som en salgssum efter reglerne i EBL.

Derudover fandt Skatterådet ikke, at den fortjeneste der er opstået efter udbetaling af erstatning fra Skov- og Naturstyrelsen på grund af begrænsninger i anvendelse af landbrugsjord kan genanvendes til anskaffelsen af de yderligere 12,78 ha landbrugsjord med begrænsninger, idet de 12,78 ha er omfattet af EBL § 7, stk. 1 om jordfordeling. Reglerne i EBL § 6 A kan således ikke også anvendes, da der indirekte er tale om genanbringelse i EBL § 7, stk. 1.
Reference(r)

Ejendomsavancebeskatningsloven § 6 A
Ejendomsavancebeskatningsloven § 7, stk. 1

Henvisning
Ligningsvejledningen 2009-2 E.J.2.3.4.1

Spørgsmål

  1. Kan "ulempeerstatning" fra Skov- og Naturstyrelsen på kr. 50.000 modtages skattefrit?
  2. Kan fortjeneste efter EBL opstået efter udbetaling af erstatning fra Skov- og Naturstyrelsen på grund af begrænsninger i anvendelse af landbrugsjord genanvendes til anskaffelsen af de yderligere 12,78 ha landbrugsjord med begrænsninger?

Svar

  1. Nej.
  2. Nej, se dog begrundelse.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger ejer ejendommen X. Ejendommen er på 24,6 ha.

Miljøministeriet v/Skov- og Naturstyrelsen Fyn har anmodet spørger om deltagelse i naturgenoprettelsesprojektet "Vådområde projekt langs Odense Å,, Silke Å samt Hågerup Å". Jordfordelingssagen er baseret på frivillighed.

I den forbindelse har spørger modtaget et udkast til aftale, hvori det fremgår, at han vil modtage en "ulempeerstatning" på kr. 50.000.

Spørger modtager samtidig en erstatning på 750.000 kr. for 4 ha jord. Erstatningsbeløbet er beregnet således: Der afgives 4 ha landbrugsjord, der p.t. kan dyrkes frit uden andre begrænsninger end alm. gældende dansk lovgivning. Herfor modtages kr. 237.500 pr. ha. (i alt kr. 950.000). Spørger betaler kr. 50.000 pr. ha. (i alt kr. 200.000) tilbage til Skov- og Naturstyrelsen for de samme 4 ha jord, nu med begrænsning på brugen. Jorden må dog stadig bruges til landbrugsjord f.eks. græsningsarealer men, der må ikke tilføres husdyr-, handelsgødning eller kemikalier m.m. Desuden tilkøbes 12,78 ha. jord af Skov- og Naturstyrelsen, som ligeledes er landbrugsjord, med tilsvarende begrænsninger for brugen, til i alt kr. 447.300.

Aftalen mellem spørger og Skov- og Naturstyrelsen:

Af aftalen fremgår det, at arealer indenfor vådområdet, således også tilkøbte arealer, betragtes fortsat som landbrugsareal, med de begrænsninger der fremgår af aftalens § 2. Det er således ønskeligt, at der opretholdes en ekstensiv landbrugsdrift i form af slet og afgræsning i det omfang de afvandingsmæssige forhold tillader det. Ud over begrænsningerne i § 2 skal arealerne leve op til de almindelige regler om landbrugsdrift.

Projektet sikres en dræntilstand, hvor der ikke om sommeren står vand på arealerne og det sikres, at der kan køres på arealet i sommermånederne, så arealerne kan plejes maskinelt, og der kan tages slet på arealet.

Spørger og Skov- og Naturstyrelsen sigter mod at de af aftalen omfattede arealer skal fremtræde som åbne landskaber, gerne med enkelte større træer og få buske i tilknytning hertil. Skov- og Naturstyrelsen har efter forudgående drøftelse med ejeren ret til:

  • at foretage naturpleje af udyrkede arealer f.eks. ved græsning, slåning, rørskær og fjernelse af selvsåning.
  • at overtage driften af enge og andre udyrkede arealer, hvis driften opgives af ejeren.

For påtagelse af indskrænkninger i dyrkningsrettighederne på de omhandlede arealer modtager spørger en engangserstatning fra Skov- og Naturstyrelsen. Som en del af aftalen tilkøber spørger de tilstødende arealer med vådområdedeklaration jf. jordfordelingsoverenskomst.

Erstatningsberegning incl. tilkøb

Areal samt matrikel

Areal

Erstatning

Køb

Netto

Projektareal 12a

4,00

750.000

 

750.000

Køb del 19l

1,99

 

69.650

-69.650

Køb del 16c

2,07

 

72.450

-72.450

Køb del 17e

1,78

 

62.300

-62.300

Køb 14v

3,36

 

117.600

-117.600

Køb 7h

0,68

 

23.800

-23.800

Køb 15d

0,56

 

19.600

-19.600

Køb 6k

0,46

 

16.100

-16.100

Køb 2t

1,87

 

65.450

-65.450

Køb 1a

0,01

 

350

-350

Sum

750.000

447.300

302.700

Ved angivelse af priser for den enkelte mark er der tale om gennemsnitsbetragtninger. Den nuværende omdriftsjord sættes til takst 95 i førværdi eller til kr. 237.500. Dette areal fastsættelse til takst 20 i efterværdi eller kr. 50.000. Øvrige arealer fastsættes til en gennemsnitlig værdi på kr. 35.000.

I tillæg til ovenstående erstatning betales en ulempeerstatning på kr. 50.000. Erstatningen indgår i overenskomst i forbindelse med jordfordeling, og beløbet vil blive frigivet umiddelbart efter skæringsdatoen for jordfordelingen, som er den 1. september 2009.

Der er p.t. ikke indgået aftale. Skov- og Naturstyrelsen ønsker aftalen indgås d. 1. september 2009. Spørgeren ønsker afklaring på beskatningsspørgsmålene før aftalen tiltrædes.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Spørgsmål

  1. Erstatningen modtages som kompensation for ejendommens samlede værdiforringelse.
  2. Fortjeneste efter EBL kan genanbringes i den tilkøbte jord, da den stadig anvendes til landbrugsjord.

SKATs indstilling og begrundelse

Lovgrundlag

Erstatning

Erstatning modtaget ved en varig værdiforringelse af en ejendom betragtes som en salgssum, som skal behandles efter reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven (EBL), jf. Ligningsvejledningens 2009-2 E.J.2.7.

Genanbringelse

Efter reglerne i EBL § 6 A kan en skattepligtig ved at genanskaffe en ny ejendom i forbindelse med afståelse af en fast ejendom udskyde beskatningen til en senere ejendomsafståelse Ifølge EBL § 6 C kan fortjeneste ved salg af en fast ejendom genanbringes i udgifterne til ombygning, tilbygning eller nybygning på en fast ejendom.

Ifølge EBL § 6 A kan alene den del af fortjenesten, der vedrører den del af den afståede ejendom, som blev anvendt erhvervsmæssigt i ejerens eller den samlevende ægtefælles erhvervsvirksomhed, dvs. den skattepligtige fortjeneste, genanbringes. Endvidere kan fortjenesten kun anvendes til at nedsættelse anskaffelsessummen for den del af den erhvervede ejendom, der anvendes erhvervsmæssigt i ejerens eller den samlevende ægtefælles virksomhed.

Den skattepligtige skal senest for det indkomstår, hvori erhvervelsen eller om-, til-, eller nybygningen finder sted, begære reglerne anvendt ved indsendelse af rettidig selvangivelse.

Jordfordeling

Er fast ejendom afstået ved jordombygning som led i en jordfordelingssag efter lovbekendtgørelse nr. 318 af 25. april 1996 om jordfordeling mellem landejendomme, kan den skattepligtige ifølge EBL § 7, stk. 1, forlange, at der ved opgørelsen af fortjenesten ses bort fra den afståelse af ubebygget areal, der efter værdiforholdene på tidspunktet for jordombytningen modsvares af modtaget ubebygget areal.

Ved senere afståelse af et tilbyttet areal, der efter værdiforholdene på tidspunktet for jordbyttet blev modsvaret af afgivet areal, opgøres anskaffelsessummen for det tilbyttede areal, som om det var erhvervet på samme tidspunkt og for samme beløb, som det i sin tid afgivne areal. Forbedrings- og vedligeholdelsesudgifter, der inden jordombytningen er afholdt vedrørende det i sin tid afgivne areal, tages herved i betragtning i det omfang, de kan medregnes efter EBL § 5, stk. 2.

Hvis den skattepligtige ved jordombytning har afstået et areal af større værdi end det modtagne areal, vil anvendelsen af bestemmelsen i EBL § 7, stk. 1, føre til, at alene forskellen mellem det afgivne og det modtagne areals værdi anses som afståelsesvederlag ved opgørelsen af en eventuel fortjeneste. Ved beregningen af den skattepligtige fortjeneste skal anskaffelsessummen for det afgivne areal, reduceres med følgende brøk:

værdien af det modtagne areal
værdien af det afgivne areal

Spørgsmål 1

Der spørges om "ulempeerstatning" fra Skov- og Naturstyrelsen på kr. 50.000 kan modtages skattefrit?

Ulempeerstatningen gives for den varige værdiforringelse som påføres ejendommen i forbindelse med naturgenoprettelsesprojektet. Erstatningen skal derfor behandles som en salgssum efter reglerne i EBL, jf. ovenstående.

SKAT indstiller, at spørgsmål 1 besvares med et nej.

Spørgsmål 2

Der spørges om fortjeneste opstået efter udbetaling af erstatning fra Skov- og Naturstyrelsen på grund af begrænsninger i anvendelse af landbrugsjord kan genanvendes til anskaffelsen af de yderligere 12,78 ha landbrugsjord med begrænsninger?

Da de 12,78 ha. er omfattet af EBL § 7, stk. 1 om jordfordeling, kan reglerne i EBL § 6 A omkring genanbringelse ikke anvendes.

SKAT indstiller, at spørgsmål 2 besvares med et nej.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltrådte SKATs indstilling.