Folketinget har den 28 maj 2009 vedtaget lov nr. 524, om bl.a. forhøjelse af afgiften på cigaretter og røgtobak.
For cigaretter ændres sammensætningen af styk - og værdiafgift, således at stykafgiften nedsættes, og værdiafgiften øges. Samtidig indsættes en minimumsafgift på 91,65 øre pr. cigaret.
Afgiften på røgtobak hæves med 120 kr. pr. kg.
De nye afgiftssatser for cigaretter:
- 62,98 øre pr. stk. (gl. sats 63,66 øre)
- 20,8 % af detailprisen (gl. sats 13,61 %)
- En minimumsafgift på 91,65 øre pr. cigaret.
Eksempel
Beregning af afgiften af en pakning med 20 stk. cigaretter og en detailpris på 30 kr.
| Ny afgift/kr. | Gl. afgift/kr. | Stykafgift | 12,596 | 12,732 |
Værdiafgift | 6,24 | 4,083 |
Tobaksafgift i alt | 18,836 | 16,815 |
Moms | 6,000 | 6,000 |
Tobaksafgift og moms i alt | 24,836 | 22,815 |
Lovforslagets afgiftsændringer suppleres desuden med en minimumsafgift. Minimumsafgiften skal pålægges i stedet for den beregnede afgift, i de tilfælde, hvor den beregnede afgift er mindre end 91,65 øre pr. cigaret.
De nye afgiftssatser for røgtobak er:
a. | For pladetobak, spunden og granuleret tobak samt anden røgtobak med en snitbredde på mindst 1 mm | 522,50 kr. pr. kg
|
b. | For anden røgtobak end nævnt i a., hvis mere end 25 vægtprocent af tobakspartiklerne har en snitbredde på mindre end 1 mm |
572,50 kr. pr. kg
|
Afgiftssatserne gælder for cigaretter og røgtobak, som den 1. januar 2010 til og med den 31. december 2013 udleveres til forbrug fra registrerede virksomheder, angives til fortoldning eller importeres.
For funktionærvarer efter lovens § 29, stk. 4 ændres afgiftssatserne ikke. Se satser i SKATs Punktafgiftsvejledning, afsnit C.1.8.
Fra den 1. januar 2014 forhøjes afgiftssatserne for cigaretter og røgtobak yderligere, svarende til 0,35 kr. pr. 20 stk. cigaretter (både fabrikeret og hjemmerullede) og 14 kr. pr. kg røgtobak i forhold til det niveau, som opnås ved forhøjelsen den 1. januar 2010. Forhøjelsen af afgiften på cigaretter sker ved, at værdiafgiften for cigaretter øges fra 20,08 pct. til 21,50 pct.
Minimumsafgiften på 91,65 øre pr. cigaret, bibeholdes uændret efter 1. januar 2014
Nye bestillingsblanketter er tilgængelige på www.skat.dk/Blanketter primo november 2009.
Der fremstilles nye stempelmærker, som skal benyttes ved beskatning af cigaretter og røgtobak efter den nye afgiftssats. For cigaretter forsynes stempelmærkerne med identifikationskoden 3 (nuværende er 2). For røgtobak forsynes stempelmærkerne med identifikationskoden 9 (nuværende er 8). Mærkerne kan leveres fra den 16. november 2009.
Røgtobak kan som noget nyt forsynes med aflange selvklæbende stempelmærker med størrelsen 13x85 mm. Mærkerne kan leveres fra den 16. november 2009, dog kun med den nye afgift pr. 1. januar 2010. Bestillingen skal være på minimum 100 stempelmærker. De nye selvklæbende stempelmærker er primært tiltænkt de virksomheder der påsætter stempelmærkerne manuelt.
Den registrerede virksomheds beholdning den 1. januar 2010 af ikke anvendte stempelmærker til cigaretter (kode 2) og røgtobak (kode 8) kan tilbageleveres mod godtgørelse af punktafgiften, evt. godskrivning af virksomhedens kreditkonto.
Virksomheden skal indlevere stempelmærkerne til det lokale punktafgiftscenter sammen med en specificeret fortegnelse. Som fortegnelse kan benyttes bestillingsseddel 29.022 for cigaretter og 29.003 for røgtobak. Fortegnelsen udarbejdes i 3 eksemplarer, hvoraf de 2 indsendes til punktafgiftscentret. Det tredje eksemplar opbevares i virksomheden som bilag til stempelmærkeregnskabet.
Der kan endvidere ske godtgørelse af tobaksafgiften af den registrerede virksomheds lager pr. 1. januar 2010 af cigaretter og røgtobak, der er påsat stempelmærker med gammel afgift (kode 2 og kode 8).
Virksomheden skal indsende en anmodning til det lokale punktafgiftscenter med specificerede oplysninger om varerne og de anvendte stempelmærker.
Godtgørelsen er betinget af, at pakningernes indhold af tobaksvarer tilintetgøres eller tilføres virksomheden lager, og at stempelmærkerne tilintetgøres eller på tydelig måde annulleres.
Stempelmærkebog og lagerregnskab over cigaretter skal afsluttes den 31. december 2009 på samme måde som ved sædvanlig kvartalsafslutning.
Cigaretter og røgtobak, som er udleveret fra den registrerede virksomhed før den 1. januar 2010 med gammel afgift kan sælges efter 1. januar 2010 hos grossister, detailhandlere m.fl. uden opkrævning af yderligere afgift.
Reglerne om afgift af tobaksvarer fremgår i øvrigt af:
Skattecenter Billund, Punktafgiftcentret, Kløvermarken 16, 7190 Billund.
Skattecenter Grenå, Punktafgiftcentret, Bredstrupvej 40, 8500 Grenå.
Skattecenter København, Punktafgiftcentret, Sluseholmen 8B, 2450 København SV.
Skattecenter Køge, Punktafgiftcentret, Gymnasievej 21, 4600 Køge.
Skattecenter Skive, Punktafgiftcentret, Sdr. Boulevard 14, 7800 Skive.