Appellanten havde i maj 1989 oprettet en forsikringspolice i det daværende Baltica. Der var tale om en personforsikring oprettet uden for et ansættelsesforhold. Forsikringen kom til udbetaling ved forsikredes midlertidige eller varige tab af erhvervsevnen. Endvidere fremgik det af ordningen, at der var tale om en pensionsordning med løbende udbetalinger.

Appellanten pådrog sig en skade den 17. december 1989, og han anmeldte skaden under forsikringspolicen. Den 29. september 1998 tilkendte Ankenævnet for Forsikring appellanten erstatning for varigt tab af erhvervsevne, der blev fastsat til halvdelen af det engangsbeløb, der i henhold til policevilkårene ville udløses ved en varig nedsættelse af erhvervsevnen til 1/3.

Spørgsmålet for Højesteret var, om udbetalingen skulle beskattes eller ej.

Højesteret fastslog, at forsikringen både efter sin karakter og forsikringsselskabets karakteristik af ordningen var en invalidepensionsordning, der var omfattet af pensionsbeskatningslovens § 2, nr. 4, litra b. Forsikringen var derfor skattepligtig i henhold til pensionsbeskatningslovens § 20, stk. 1, nr. 1.

Pensionsbeskatningsloven § 2, nr. 4, litra b
Pensionsbeskatningsloven § 20, stk. 1, nr. 1