Sagen angik spørgsmålene om ret til fradrag for renteudgifter i indkomstårene 1997 og 1998 vedrørende et familielån og beskatning af et beløb hævet på en mellemregningskonto. Appellanten gjorde gældende, at han i 1997 lånte kr. 3.150.000,- af sin far for at købe aktier i H1 Finans A/S. Appellanten havde opgjort renteudgifterne til henholdsvis kr. 210.575,- og kr. 335.653,-, men landsretten frifandt Skatteministeriet under henvisning til, at der som følge af familieforholdet til faderen var en skærpet bevisbyrde for, at der forelå et reelt gældsforhold samt en retlig pligt til at forrente gældsforholdet. Landsretten fandt ikke denne bevisbyrde løftet henset til, at en "bekræftelse" af låneaftalen var udarbejdet mere end to år efter, at lånet angiveligt blev ydet, og at udarbejdelsen var sket til brug for dokumentation af rentefradraget. Endvidere lagde landsretten vægt på, at "bekræftelsens" vilkår om hovedstol og forrentning ikke stemte overens med en nær samtidig udarbejdet oversigt over lånets afvikling. Endelig lagde landsretten vægt på, at appellanten ikke havde selvangivet renteudgiften i indkomståret 1997, og at der ikke løbende var beregnet eller tilskrevet renter, ligesom faderen på intet tidspunkt havde søgt hovedstolen eller påløbne renter inddrevet.

Skatteministeriet blev også frifundet i det andet punkt, idet landsretten lagde til grund, at appellanten via mellemregningskonto havde modtaget beløb på kr. 167.689,52, og at kontoen ubestridt var nulstillet den 31. december 1998. Appellanten gjorde gældende, at der var tale om et aktionærlån, som var indfriet i 1999. Landsretten bemærkede, at appellanten som direktør og bestyrelsesmedlem i H1 Finans A/S bar en skærpet bevisbyrde for, at han var retligt forpligtet til at tilbagebetale beløbet. I den forbindelse bemærkede landsretten, at der ikke forelå nogen skriftlig låneaftale eller anden form for objektiv dokumentation for aftaleforholdet. Vedrørende anbringendet om indfrielse bemærkede landsretten, at det påståede aktionærlån ikke var posteret som tilgodehavende i selskabets årsregnskab for 1998. En revisionspåtegning i regnskabet om lånets indfrielse var ikke i tidsmæssig overensstemmelse med to bankoverførsler på i alt kr. 79.940,-, som herefter ikke kunne anses for delvis indfrielse af lånet. Endvidere fandt landsretten det udokumenteret, at appellanten havde overtaget bestående gældsforhold mellem H1 Finans A/S og en kreditor, og landsretten fandt således samlet, at appellanten ikke havde løftet sin skærpede bevisbyrde.

Højesteret stadfæstede landsrettens dom i henhold til grundene.

Statsskatteloven § 4
Statsskatteloven § 6
Ligningsloven § 5, stk. 7