Klagen skyldes, at regionen ikke har imødekommet H1 A/S's (herefter benævnt selskabet) anmodning om genoptagelse af momsangivelserne for perioden 1. maj 1998 til 30. april 2003, jf. den dagældende skattestyrelseslovs §§ 35 B, stk. 2 og 35 C.

Landsskatterettens afgørelse

Regionens afgørelse stadfæstes.

Sagens oplysninger

Selskabet driver revisionsvirksomhed med 29 afdelinger i Danmark. Der var i 2003 ca. 750 ansatte, hvoraf 350 deltog i kantineordningen.

Kantineordningen har eksisteret siden 1988. Ordningen tilbydes medarbejderne i forbindelse med nyansættelse eller ved den årlige lønforhandling mod en lønreduktion på 300 kr. pr. måned. Herudover skal medarbejderen betale 90 kr. pr. måned som trækkes ved lønberegningen efter indeholdelse af A-skat og AM-bidrag. For kontorsteder med kantiner uden egentlig kantinepersonale anvendes en reduceret sats på 200 kr./75 kr. pr. måned.

Regionen har i forbindelse med regnskabskontrol konstateret, at selskabet ikke har afregnet udgående moms af den aftalte lønnedgang på 300 kr. for deltagelse i kantineordningen men alene af medarbejderbetalingen på 90 kr.

Regionen fremsendte den 27. juni 2003 forslag til afgørelse, hvorefter afgiftsgrundlaget for perioden 1. maj 1998 til 30. april 2003 blev reguleret med i alt 863.347 kr., idet afgiftsgrundlaget blev anset for at omfatte såvel lønreduktionen i bruttolønnen på 300 kr. pr. måned samt de foretagne løntræk på 90 kr. pr. måned.

På et møde den 27. august 2003 mellem selskabet og regionen blev det fremsendte forslag drøftet, og det blev aftalt, at selskabet skulle indsende efterangivelse med yderligere udgående moms 863.347 kr. Efterangivelsen blev indsendt den 16. september 2003, hvorfor regionen ikke fremsendte en afgørelse i sagen. Ved mødet den 27. august 2003 meddelte regionen, at sagen ville blive oversendt til lovafdelingen til ansvarsvurdering.

Den 6. oktober 2004 fremsatte regionen et bødeforlæg om betaling af bøde på 825.000 kr. for overtrædelse af momslovens § 81, stk. 1, nr. 1.

Ved brev af 2. juni 2005 har selskabet anmodet regionen om genoptagelse af momsangivelserne for perioden 1. maj 1998 til 30. april 2003, idet regionens opgørelse af 27. juni 2003 ikke er i overensstemmelse med praksis på momsområdet, hvorefter en lønnedgang ikke repræsenterer en betaling.

Bødeforlægget er oversendt til politiet, der har besluttet at stille straffesagen i bero indtil der foreligger en endelig afgørelse i genoptagelsessagen.

Regionens afgørelse

Der er ikke i forbindelse med anmodningen af 2. juni 2005 om genoptagelse fremlagt oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde en genoptagelse, jf. skattestyrelseslovens § 35 B stk. 2, idet der ikke er fremsendt oplysninger, som ikke allerede var kendte på angivelsestidspunktet. Anmodning om genoptagelse for perioden 1. maj 2002 til 30. april 2003 kan derfor ikke imødekommes.

Det er den afgiftspligtige, der skal dokumentere eller sandsynliggøre, at den tidligere opgørelse af afgiftstilsvaret har været forkert, fordi den hvilede på forkerte eller nu ændrede faktiske oplysninger, eller væsentlig nye retsforhold.

Uanset fristen i § 35 B, kan et afgiftstilsvar ændres ekstraordinært efter skattestyrelseslovens § 35 C. Regionen vurderer, at der ikke i forbindelsen med anmodningen er fremført forhold af en sådan karakter, at der er basis for ekstraordinær genoptagelse. Anmodning om genoptagelse for perioden 1. maj 1998 til 30. april 2002 kan derfor ikke imødekommes.

Klagerens påstand og argumenter

Selskabets repræsentant har nedlagt principal påstand om, at selskabet er berettiget til genoptagelse af momsangivelserne for perioden 1. maj 1998 til 30. april 2003 efter den dagældende skattestyrelseslovs §§ 35 B og 35 C, således at afgiftstilsvaret for perioden nedsættes med 863.347 kr.

Subsidiært har repræsentanten nedlagt påstand om, at selskabet er berettiget til genoptagelse af momsangivelserne for perioden 1. maj 1998 til 30. april 2003 efter den dagældende skattestyrelseslovs §§ 35 B og 35 C, således at afgiftstilsvaret for perioden nedsættes til 546.000 kr.

Mest subsidiært har repræsentanten nedlagt påstand om, at selskabet er berettiget til genoptagelse af momsangivelserne for perioden 1. maj 1998 til 30. april 2003 efter den dagældende skattestyrelseslovs §§ 35 B og 35 C, således at afgiftstilsvaret for perioden nedsættes til 760.558 kr.

Repræsentanten har endvidere fundet det ønskeligt, at Landsskatteretten i forbindelse med momssagen tillige tager stilling til om kantineordningen skatteretligt kan anerkendes som en bruttolønsordning.

Til støtte for den principale påstand har repræsentanten bl.a. gjort gældende, at en nedgang i bruttolønnen ikke repræsenterer en betaling eller et vederlag, jf. momslovens § 27. Lønpakken indebærer en mulighed for at spise, hvad enten denne mulighed benyttes eller ej. Lønreduktionen er heller ikke direkte forbundet med kantineydelsernes pris, jf. momsvejledningen og TSS-cirkulære 2001-7, hvoraf fremgår: "Arbejdsydelser eller lønreduktioner kan også anses for at udgøre en andel af den samlede modværdi, der er modtaget for kantineydelserne, jf. § 27, såfremt de er direkte forbundet med kantineydelsernes priser".

Lønreduktionen har ikke direkte sammenhæng med prisen for kantineydelserne, hvilket viser sig ved, at lønnedgangen for at deltage i ordningen ikke har ændret sig siden 1996 trods den almindelige prisstigning i perioden og heller ikke har været påvirket af antallet af medarbejdere, der har deltaget i ordningen.

Kantinedriften er en selvstændig økonomisk virksomhed, jf. momslovens § 3. Der er aftalt en betaling på 90 kr. pr. måned, og dette beløb indgår i den momspligtige omsætning. Udtagningsreglerne kan ikke anvendes, da der foreligger en faktisk betaling, jf. Landsskatterettens kendelse af 22. december 1999, offentliggjort i TfS2000.101.

Der henvises til Landsskatterettens kendelse af 13. oktober 2004, offentliggjort som SKM2004.442.LSR om en virksomheds fradrag af moms i forbindelse med indkøb af hjemme-pc'ere til medarbejderne. Pc'erne blev anskaffet som led i en bruttolønsordning, hvorefter medarbejderen havde en lønnedgang på 475 kr. pr. måned i 36 måneder. Landsskatteretten accepterede fradrag for 50 % af købsmomsen. Det blev under sagen lagt til grund, at medarbejderne i momsmæssig henseende ikke foretager nogen betaling for brugen af pc'erne. Lønnedgangen blev altså ikke anset som en momspligtig betaling.

Videre henvises der til EF-domstolens dom i sag C-412/03 (Hotel Scandic Gåsabäck AB) herunder den danske regerings standpunkt, hvorefter udtagningsreglerne alene finder anvendelse på vederlagsfrie transaktioner.

På baggrund heraf kan det ikke accepteres, at lønnedgangen hos selskabets ansatte anses for at udgøre en momspligtig modværdi for deltagelse i kantineordningen og derfor medregnes i afgiftsgrundlaget.

Til støtte for den subsidiære påstand har repræsentanten bl.a. anført, at SKAT, Hovedcentret i brev af 19. december 2007 er enig med repræsentanten i, at når en lønreduktion ikke indkomstskattemæssigt repræsenterer en indtægt for medarbejderen, så udgør en lønreduktion heller ikke et vederlag i momslovens forstand.

Historisk har udviklingen for beregningen af moms i kantiner, der er underskudsgivende for arbejdsgiveren været, at udgangspunktet var momslovens § 27, stk. 1: "Ved levering af varer og ydelser er afgiftsgrundlaget vederlaget, herunder tilskud, der er direkte forbundet med varen eller ydelsens pris, men ikke indbefattet afgiften efter denne lov.", jf. Told- og Skattestyrelsens vejledning fra oktober 1983 vedrørende Merværdiafgift - marketenderier/kantiner, se også Momsvejledningens afsnit N.8.

Frem til kantinemomssagerne jf. TfS2000.101, skulle momsen opgøres efter følgende retningslinje: "I nogle tilfælde drives kantiner på en sådan måde, at udsalgsprisen på kantinens varer ikke dækker de omkostninger, der er forbundet med driften, i disse tilfælde (...) beregnes salgsmoms af varernes salgspris, dog mindst af en værdi, der dækker varernes fremstillingsomkostninger, det vil sige råvarernes pris tillagt lønomkostninger ved tilberedning, salg og administration."

Selskabet, hvis kantineordning er fra 1988, fulgte disse regler.

I Kantinemomssagerne, jf. TfS2000.101 svarede den pris, som de ansatte betalte for maden i kantinen, omtrent til virksomhedens udgifter til indkøb af råvarer. Virksomheden havde ikke medregnet lønandele til tilberedning, salg og administration i den momspligtige kantineomsætning. Landsskatteretten fandt ikke grundlag for at anse nogen del af medarbejdernes arbejdsydelse som vederlag for kantinemaden efter denne bestemmelse og kunne ikke acceptere, at afgiftsgrundlaget skulle opgøres efter momslovens § 28, stk. 2, hvorefter afgiftsgrundlaget af varer og ydelser, der helt eller delvis leveres mod anden betaling end penge (byttehandel), opgøres som virksomhedens almindelige pris ved levering af den pågældende vare eller ydelse. Landsskatteretten udtalte, at virksomheden som alternativ til den underskudsgivende kantinedrift kunne have bevilget personalet en lønforhøjelse, der efter skat mv. ville give personalet et rådighedsbeløb, der svarede til den besparelse, personalet må anses at opnå ved at købe maden i virksomhedens kantine frem for hos tredjemand. Virksomhedens samlede udgifter hertil må antages at overstige virksomhedens nettounderskud ved den her valgte kantineordning. Dette var imidlertid ikke et misbrug af momssystemet. Herefter slog Landsskatteretten fast, at afgiftsgrundlaget efter § 27 er den samlede modværdi, der modtages for leverancen. Herefter skal tilskud, der modtages fra køberen, aftageren eller tredjemand, og som direkte er forbundet med transaktionens pris, indgå i afgiftsgrundlaget. Dette gælder ikke virksomhedens egen underskud ved kantinedriften, der ikke kan anses for at være et sådant tilskud. Konklusionen blev herefter, at afgiftsgrundlaget skulle fastsættes til det af personalet betalte vederlag.

Disse landsskatteretskendelser må anses for gældende ret i den periode, som denne sag vedrører.

I SKM2001.200.TSS (TfS2001.509) fastslås, at en virksomhed driver selvstændig økonomisk virksomhed, når den indkøber mad og drikkevarer fra tredjemand og videresælger disse til medarbejderne ved løntræk til en pris svarende til 18,6-32,2 % af indkøbsprisen. Virksomheden fik medhold i, at den har fradragsret for købsmomsen. For så vidt angår afgiftsgrundlaget er det den samlede værdi, der er modtaget fra personalet. Som modværdi kan godt medregnes tjenesteydelser modtaget til gengæld for leveringen, forudsat at der er en direkte sammenhæng mellem tjenesteydelsen og den leverede vare i den forstand, at tjenesteydelsen kan antages at være ydet til gengæld for varen. Resultatet i afgørelsen var imidlertid, at det arbejde, personalet udfører, og lønnen ikke afhænger af, om personalet har gjort brug af den madordning, som selskabet tilbyder. Der skete således ikke momsberegning på basis af afleveret arbejdsydelse, der ikke ansås for at være en modydelse på mad og drikkevarer.

Udgangspunktet er herefter, at arbejdsydelserne ikke anses for vederlag i momslovens forstand. Lønnens størrelse har ingen indflydelse på denne konklusion.

Herefter blev Momsvejledningen ændret: "Det er det fulde vederlag, der skal momsberigtiges, det vil sige enhver form for vederlagselementer, herunder tilskud eller anden form for støtte til driften fra anden end virksomheden selv eller aftagerne, såfremt disse tilskud er direkte forbundet med leverancernes priser. Arbejdsydelser, lønreduktioner eller andre modydelser anses også for at udgøre en andel af den samlede modværdi, der er modtaget for leverancerne, jf. § 27, såfremt de direkte er forbundet med leverancernes pris. De vil i sådanne tilfælde også skulle momsberigtiges som en del af vederlaget."

Sammenholdes Landsskatterettens kendelser med denne vejledning, er det åbenbart, at arbejdsydelser som udgangspunkt ikke anses som vederlag for levering af maden i kantinerne.

En lønreduktion, som opfylder betingelserne for en bruttolønsordning, er ej heller et vederlag. Hverken arbejdsydelsen eller lønreduktionen er direkte forbundet med leverancernes pris.

Landsskatteretskendelserne slår ligeledes fast, at virksomhedens underskud ved kantinedriften ikke kan anses for at være et tilskud, som omtalt i momslovens § 27, stk. 1. Medarbejderne betaler i nærværende sag et beløb på 90/75 kr. om måneden for at deltage i kantineordningen, og denne betaling er ikke kun symbolsk. Denne betaling er derfor vederlaget for varen, her den mad, der fortæres i kantinen.

Den 5. december 2007 har skatteministeren fremsat lovforslag L 32 om ændring af momsloven mv. Dette lovforslag indeholder et forslag om ændring af reglerne om kantinemoms. Det foreslås, at reglen i momslovens § 28-29 ændres, således at momsen skal beregnes til varens normalværdi. Gældende regler beskrives således i lovforslagets punkt 2.1.2. Interesseforbundne parter og normalværdi:

"En hovedregel i momssystemet er, at en virksomhed har fradragsret for moms af indkøb, der skal anvendes til brug for virksomhedens momspligtige omsætning af varer og ydelser. Momsen, der skal betales, beregnes af det vederlag, som virksomheden modtager ved afsætning af sine varer og ydelser, det vil sige hovedsagelig til salgsprisen. Er der ingen salgspris, fordi varerne f.eks. foræres bort, er der enten ikke fradragsret for momsen af indkøbet af varerne, eller hvis virksomheden har taget fradragsret, fordi man ikke på indkøbstidspunktet vidste, at indkøbet skulle anvendes til ikke-fradragsberettiget formål, skal der betales udtagningsmoms af indkøbs- og fremstillingsprisen eller af den almindelige eller kalkulerede salgspris."

Herefter hedder det om baggrunden for forslaget: "Disse regler kan interesseforbundne parter imidlertid udnytte til egen fordel ved at lade varer og ydelser prisfastsætte kunstigt lavt, sådan at momsfradraget for indkøb bevares, og momsindbetalingen til staten minimeres, idet momsen beregnes ud fra den kunstigt lave pris. Der er tale om interesseforbundne parter, hvis leverandør og modtager er nært forbundet familiemæssigt, økonomisk eller gennem ansættelsesforhold eller lignende. (...) For at undgå en sådan momstænkning er der i gældende momslovs § 29, stk. 1, en regel om, at SKAT kan påbyde, at afgiftsgrundlaget, det vil sige det beløb, momsen beregnes af, sættes til markedsværdien i stedet for den lavere pris, som de nært forbundne parter har fastsat. Reglen blev indtil år 2000 hovedsagelig anvendt til at forhøje afgiftsgrundlaget for virksomhedskantiners salg af mad mv. til virksomhedens ansatte. Fra dansk side måtte det imidlertid i 2000 erkendes, at den praksis, der var dannet på baggrund af reglen i § 29, stk. 1, ikke var i overensstemmelse med EU-reglerne i 6. Momsdirektiv. Efter direktivet skulle salgsmomsen beregnes af det faktiske vederlag, og afgiftsgrundlaget kunne derfor som udgangspunkt ikke forhøjes, blot fordi prisen var sat lavt. Det medførte en ændret retsstilling for bl.a. virksomhedskantiner, og virksomhederne har siden kunnet prisfastsætte mad mv. lavt og alene betale moms af salgsprisen ved salg til virksomhedens medarbejdere."

Selskabet påberåber sig denne beskrivelse i lovforslaget om gældende ret, hvilken selskabets kantineordning er i overensstemmelse med, forudsat at den ovenfor omtalte bruttolønsordning anerkendes som en sådan. Der er ikke hjemmel til at pålægge moms af den aftalte lønnedgang, således som skatteforvaltningen har gjort ved den påklagede afgørelse.

Regionens begrundelse for at forhøje momsgrundlaget med lønreduktionen er, at den nævnte lønreduktion i bruttolønnen er i strid med modregningsforbuddet i kildeskattelovens § 46, stk. 3. Regionen tilsidesætter altså den aftalte bruttolønsordning. Begrundelsen uddybes i regionens sagsfremstilling af 27. juni 2003. Udover at henvise til momslovens § 27, stk. 1, og 6, Momsdirektivs artikel 11, punkt A, stk. 1, litra a, henvises til Momsvejledningens afsnit G.1.1.4 og Told- og Skattestyrelsens afgørelse i SKM2001.200.TSS (TfS2001.509). Det afgørende efter Momsvejledningen er, at arbejdsydelser, lønreduktioner og andre modydelser kan anses for at udgøre den andel af den samlede modværdi, der er modtaget for leverancerne, såfremt de er direkte forbundet med leverancernes pris.

Repræsentanten er ikke enig i, at der er en sådan direkte forbindelse. Denne begrundelse kan benyttes ved enhver kantineordning til reduceret pris i forhold til virksomhedens anskaffelsespris. Dette svarer ikke til den beskrivelse af gældende ret, der er givet i det verserende lovforslag.

I brev af 6. marts 2008 fra skattecentret til Landsskatteretten henvises der bl.a. til, at selskabet har bogført lønnedgangen på en sådan måde, at det "reelle" resultat af kantinens drift kan udledes af bogholderiet. Dette er ikke i sig selv et argument for at tilsidesætte en bruttolønsordning eller et argument for at anse en lønnedgang for en betaling for mad.

I SKAT, Hovedcentrets brev af 19. december 2007 til Landsskatteretten fastholdes det, at der foreligger et vederlag, jf. momslovens § 27, stk. 1, når de ansatte erhverver ret til et naturaliegode i form af delvis vederlagsfri bespisning i kantinen. SKAT finder, at en sådan aftale imellem den enkelte medarbejder og arbejdsgiver betinger en gensidig udveksling af leverance og modværdi, og at der er en direkte sammenhæng mellem det forhold, at arbejdsgiveren leverer bespisning i kantinen af den tjenesteydelse, der består i medarbejderens arbejdsydelser.

Repræsentanten gør gældende, at denne opfattelse er tilsidesat i kantinemomssagerne i TfS2000.101. Faktisk indbragte Skatteministeriet disse landsskatteretskendelser for domstolene, men hævede senere sagen.

Under den forudsætning, at der foreligger et vederlag, opstiller SKAT, Hovedcentret i brevet af 19. december 2007 herefter to muligheder for opgørelse af vederlagets størrelse:

"Hvis det må lægges til grund, at bruttotrækordningen ikke opfylder betingelserne i kildeskattelovens § 46, stk. 3, og det resterende (netto)løntræk efter indeholdelse af bidrag og A-skat herefter må anses for indbetalt til dækning af medarbejderens betaling for deltagelse i kantineordningen, er det Hovedcentrets opfattelse, at det er dette beløb, som udgør modværdien for medarbejderens deltagelse i kantineordningen, og således ikke den aftalte (brutto)lønnedgang".

På baggrund heraf har repræsentanten skønsmæssigt opgjort afgiftstilsvaret for perioden til 546.000 kr. jf. den subsidiære påstand.

Hvis bruttolønsordningen godkendes skattemæssigt, er momsgrundlaget ifølge SKAT, Hovedcentret den subjektive værdi af den faktisk modtagne modydelse, det vil sige den subjektive værdi hos arbejdsgiveren, jf. SKM2005.39.VLR, hvor man værdiansatte IT-virksomhedens ydelser til det beløb, som virksomheden selv havde værdiansat sine ydelser til i sin bogføring og i sit årsregnskab. I SKM2007.391.LSR havde sælgeren selv i annoncerne angivet værdien af modydelsen. Denne subjektive værdi for selskabet bør efter SKAT, Hovedcentrets opfattelse fastsættes til de omkostninger, som arbejdsgiveren har afholdt i forbindelse med kantinedriften, svarende til det ved driften realiserede underskud.

På baggrund heraf har repræsentanten skønsmæssigt opgjort afgiftstilsvaret for perioden til 760.558 kr. jf. den mest subsidiære påstand.

Genoptagelsesanmodningen er fremsat inden 3 år efter angivelsesfristens udløb, jf. den dagældende skattestyrelseslovs § 35 B. Der er således tale om en ordinær genoptagelse og

ikke en ekstraordinær genoptagelse som beskrevet i § 35 C. Da der er tale om væsentlig juridisk usikkerhed om momskravets eksistens og opgørelse, er der grundlag for at genoptage sagen for at få afgjort sagens materielle indhold.

SKAT, Hovedcentrets udtalelse

SKAT, Hovedcentret har ved brev af 19. december 2007 bl.a. udtalt, at bedømmelsen af ordningen såvel skatte- som momsmæssigt må være den samme, således at hvis en lønreduktion ikke udgør en indtægt for den enkelte medarbejder skattemæssig, skal reduktionen heller ikke udgøre en del af vederlaget momsmæssigt. Videre udtales det, at den faktiske modværdi bør fastsættes til den subjektive værdi for klageren, jf. momslovens § 28, stk. 2, hvorefter momsen skal beregnes af de omkostninger, som klageren har afholdt i forbindelse med ordningen, svarende til det ved driften realiserede underskud. Hovedcentret udtaler herefter:

"Hovedcentret indstiller på den ovenfor anførte baggrund, at regionens afgørelse ændres således, at anmodningen om genoptagelse af regionens afgørelse imødekommes, jf. § 35 C, stk. 1, nr. 4, i den daværende skattestyrelseslov. Hovedcentret finder, at som sagen foreligger oplyst, er der tale om et tilfælde, hvor der foreligger sådanne af bestemmelsen omhandlede særlige omstændigheder, idet der er tale om en fejl begået af myndighederne, som indebærer en materiel urigtig opgørelse af momstilsvaret, og hvor opretholdelse af afgørelsen må anses for urimelig. Det er tillagt vægt i den forbindelse, at ændringen må anses for at være af ikke uvæsentlig betydning for klager henset til beløbets størrelse og ikke mindst den verserende ansvarssag."

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Af dagældende skattestyrelseslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 868 af 12. august, 2004 fremgår:

"§ 35 B. De statslige told- og skattemyndigheder kan ikke afsende varsel om fastsættelse eller ændring af afgiftstilsvar senere end 3 år efter angivelsesfristens udløb. Tilsvarende kan varsel om ændring af godtgørelse af afgift ikke afsendes senere end 3 år efter, at kravet om godtgørelse tidligst kan gøres gældende. Fastsættelsen af afgiftstilsvaret henholdsvis godtgørelsen skal foretages senest 3 måneder efter udløbet af fristen efter 1. og 2. pkt. Har det betydning for den afgiftspligtiges henholdsvis den godtgørelsesberettigedes mulighed for at varetage sine interesser, at fristen efter 3. pkt. forlænges, skal en anmodning om en rimelig fristforlængelse imødekommes.

Stk. 2. En afgiftspligtig, der ønsker afgiftstilsvaret ændret, skal senest 3 år efter angivelsesfristens udløb fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen. Tilsvarende skal en virksomhed eller person, der ønsker godtgørelse af afgift, senest 3 år efter det tidspunkt, hvor kravet om godtgørelse tidligst kan gøres gældende, fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde godtgørelse af afgiften.

§ 35 C. Uanset fristerne i § 35 B kan et afgiftstilsvar eller en godtgørelse af afgift fastsættes eller ændres efter anmodning fra den afgiftspligtige henholdsvis den godtgørelsesberettigede eller efter told- og skattemyndighedernes bestemmelse i følgende tilfælde:

1) Hidtidig praksis er endeligt underkendt ved en dom, en landsskatteretskendelse, skatteministerens beslutning efter § 32, 2. pkt., eller en praksisændring offentliggjort af Skatteministeriet. I disse tilfælde kan genoptagelse foretages til gunst for den afgiftspligtige fra og med den afgiftsperiode, der er helt eller delvis sammenfaldende med den afgiftsperiode, der var til prøvelse i den første sag, der resulterede i underkendelse af praksis, eller den afgiftsperiode, der er påbegyndt, men endnu ikke udløbet, 5 år forud for underkendelsen af praksis. Tilsvarende kan genoptagelse ske til gunst for den godtgørelsesberettigede vedrørende godtgørelse af afgift, der kunne være gjort gældende fra og med det tidspunkt, der var til prøvelse i den første sag, der resulterede i underkendelse af praksis, eller 5 år forud for underkendelsen af praksis.

2) Ændringen er en direkte følge af en ændring af et afgiftstilsvar eller godtgørelse af afgift vedrørende den afgiftspligtige eller den godtgørelsesberettigede for samme eller en anden afgiftsperiode.

3) Den afgiftspligtige henholdsvis den godtgørelsesberettigede eller nogen på dennes vegne har forsætligt eller groft uagtsomt bevirket, at afgiftstilsvaret eller godtgørelsen er fastsat på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

4) Skatteministeren giver efter anmodning fra den afgiftspligtige eller den godtgørelsesberettigede tilladelse til ændring af afgiftstilsvaret eller godtgørelsen som følge af, at der foreligger særlige omstændigheder.

Stk. 2. En ændring af afgiftstilsvaret eller godtgørelsen af afgift kan kun foretages efter stk. 1, hvis den varsles af myndighederne eller anmodningen fra den afgiftspligtige henholdsvis den godtgørelsesberettigede fremsættes inden 6 måneder efter, at told- og skattemyndighederne henholdsvis den afgiftspligtige eller den godtgørelsesberettigede er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 35 B. Skatteministeren kan efter anmodning fra den afgiftspligtige henholdsvis den godtgørelsesberettigede dispensere fra fristen, hvis der foreligger særlige omstændigheder.

(...)"

Retten bemærker, at kantinedrift anses for selvstændig økonomisk virksomhed, uanset at den bliver drevet med underskud, jf. TfS2000.101.

Ifølge momslovens § 4, stk. 1, betales der moms af varer og ydelser, der leveres mod vederlag.

Der er mellem de medarbejdere, der deltager i ordningen og arbejdsgiveren indgået en aftale, der betinger en gensidig udveksling af ydelse og vederlag. Selskabet har ved transaktionerne opnået en indtægt svarende til den faktiske modværdi for leverancen, hvorfor der er ydet et samlet vederlag i momslovens § 4, stk. 1' s forstand af i alt 390 kr. pr. medarbejder pr. måned. Det bemærkes herved, at der er den fornødne sammenhæng mellem ydelse og vederlag, uanset om de enkelte medarbejdere betaler det samme for leveringen, men udnytter ydelsen i varierende omfang.

Det samlede vederlag, bestående af lønreduktionen samt det kontante vederlag, jf. momslovens § 4, stk. 1, 1. pkt., skal henregnes til selskabets afgiftsgrundlag, jf. momslovens § 27, stk. 1, 1. pkt.

Retten finder herefter i overensstemmelse med det af regionen anførte ikke, at der er grundlag for en genoptagelse af afgiftstilsvaret for perioden 1. maj 1998 til 30. april 2003, jf. den dagældende skattestyrelseslovs §§ 35 B og 35 C.

Regionens afgørelse stadfæstes derfor.