Dato for udgivelse
07 Oct 2008 12:12
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
23 Sep 2008 11:14
SKM-nummer
SKM2008.809.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
08-144875
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Ejendomsavancebeskatning
Emneord
Genanbringelse, ejendomsavance
Resumé

Skatterådet bekræfter, at ejendomsavance kan genanbringes i køb af tidligere samlevers andel af landbrugsejendom.

Hjemmel
08-064771
Reference(r)

Ejendomsavancebeskatningsloven § 6 A

Henvisning
Ligningsvejledningen 2008-3 E.J.2.6
Spørgsmål
  1. Kan genanbringelsesreglen i EBL § 6 A anvendes i forbindelse med spørgers køb af tidligere samlevers anpart af landbrugsejendom?
  2. Gør det en forskel, om matr.nr. b sælges først, hvorefter spørger køber sin tidligere samlevers anpart - eller om spørger først køber sin tidligere samlevers anpart og herefter sælger matr.nr. b?
Svar
  1. Ja, se dog SKATs indstilling og begrundelse.
  2. Ja, se SKATs indstilling og begrundelse.
Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger ejer i lige sameje sammen med sin tidligere samlever landbrugsejendommen matr.nr. a, herunder matr. b. Ejendommen blev anskaffet i 1983, og der er senere tilkøbt arealer af flere omgange. Ejendommen er på 33,8 ha.

I forbindelse med parternes samlivsophævelse ønsker parterne at sælge matr.nr. b, der er på 12,5 ha. Spørgers andel af provenuet ønskes genanbragt i forbindelse med, at spørger køber sin tidligere samlevers anpart af ejendommen. Spørger bliver dermed eneejer af ejendommen.

Landbrugsejendommen drives med kornavl og en mindre besætning af kreaturer og svin. Spørger har drevet ejendommen på fritidsbasis, idet han havde fuldtidsarbejde, indtil han gik på pension. Den tidligere samlever har i flere år modtaget førtidspension. Driften af virksomheden er momsregistreret og virksomheden er et I/S. Der er ingen interessentskabskontrakt, hvorfor der rettelig er tale om et sameje. Spørger og den tidligere samlever står som tinglyste ejere. Den tidligere samlever vil skulle beskattes af ejendomsavance i forbindelse med salget til spørger. Spørgsmålet er alene, om spørger har genanbringelsesadgang.

Baggrunden for dispositionen er parternes økonomiske opgør efter samlivsophævelsen. Den tidligere samlever er fraflyttet og har ved lånte midler anskaffet andelsbolig. Det er ikke muligt for spørger at blive boende på landbrugsejendommen, såfremt midlerne til køb af den tidligere samlevers del ikke kan fremskaffes ved salg af matr.nr. b og ved genanbringelse, idet spørger er pensionist og ikke har andre indtægter end folkepension, ATP, en lille arbejdsmarkedspension og indtægter fra driften.

Repræsentanten har fremsendt årsrapporter for interessentskabet, der viser følgende:

 

2005

2006

2007

Nettoomsætning

 

280.250

 

262.039

 

297.950

Resultat før finansiering

 

-18.221

 

23.530

 

123.294

Årets resultat

efter renter

 

-4.617

 

-49.817

 

102.981

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Afgørelsen SKM 2002.274 ØLR peger i modsat retning. Efter repræsentantens opfattelse er der i dommen tale om en helt anden situation, idet avance ved salg af vindmølleparcellen ønskedes genanbragt i den ejendom, som vindmølleparcellen var en del af, og som ejeren ejede i forvejen.

Efter repræsentantens opfattelse må den anpart, som spørger køber af sin tidligere samlever betragtes som "geninvestering i anden fast ejendom" således som dette blev fortolket i forbindelse med ændringen af ejendomsavancebeskatningsloven i 1993.

SKATs indstilling og begrundelse

Generelt

Fortjeneste ved afståelse af fast ejendom, der ikke er erhvervet som led i den skattepligtiges næring, skal som udgangspunkt medregnes ved indkomstopgørelsen efter reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven (EBL).

Efter EBL § 6 A kan en skattepligtig i visse tilfælde ved at genanskaffe en ny ejendom i forbindelse med afståelse af en fast ejendom udskyde beskatningen af fortjeneste ved afståelse af en fast ejendom til en senere ejendomsafståelse.

Den skattepligtige kan således vælge mellem at lade sig beskatte ved afståelsen af ejendommen eller at udskyde beskatningen til en senere afståelse ved at modregne fortjenesten i anskaffelsessummen for den nyerhvervede ejendom.

SKAT fortolker formuleringen af EBL § 6 A, stk. 1, 1. punktum, således at der skal være tale om en ny ejendom, for at genanbringelse kan finde sted.

Der henvises til SKM2002.274.ØLR, hvor Østre Landsret fandt, at forarbejderne til EBL § 6 A forudsætter, at genanbringelse sker i en anden ejendom, hvorfor der ikke var hjemmel i § 6 A til genanbringelse i restejendommen.

Det er bl.a. en betingelse for anvendelse af reglerne om genanbringelse, at den skattepligtige enten erhverver fast ejendom i samme indkomstår, hvori den skattepligtige afstår fast ejendom, eller erhverver fast ejendom senest i det indkomstår, der følger efter afståelsesåret, eller erhverver fast ejendom i det seneste indkomstår forud for afståelsesåret. Dette følger af EBL § 6 A, stk. 2, nr. 1. Fast ejendom i ejendomsavancebeskatningslovens forstand skal forstås som ejendom beliggende i såvel Danmark som i udlandet.

Det er endvidere en betingelse, jf. EBL § 6 A, stk. 2, nr. 2, at den skattepligtige senest for det indkomstår, hvori erhvervelsen finder sted, begærer nedsættelsesreglen anvendt ved indsendelse af rettidig selvangivelse eller, såfremt erhvervelsen af fast ejendom finder sted i det seneste indkomstår forud for afståelsesåret, begærer reglen anvendt senest ved indsendelse af rettidig selvangivelse for afståelsesåret.

Overstiger den opgjorte fortjeneste den kontante anskaffelsessum beskattes den overskydende fortjeneste efter lovens almindelige regler.

Konkret

Det fremgår af det oplyste, at spørger og den tidligere samlevere påtænker at afstå et jordareal. Spørger påtænker at genanbringe fortjenesten ved afståelsen i den tidligere samlevers andel af ejendommen.

Det en betingelse for at anvende genanbringelsesreglerne, at der er tale om erhvervsmæssig virksomhed. Landbrugsejendom anses normalt for drevet erhvervsmæssigt, hvis driften af ejendommen kan betegnes som sædvanlig og forsvarlig og tilsigter at opnå et rimeligt driftsresultat.

På baggrund af fremsendte årsrapporter er det SKATs opfattelse, at betingelsen om, at virksomheden drives erhvervsmæssigt, er opfyldt. 

Som det fremgår ovenfor, at det SKATs opfattelse, at EBL § 6 A, stk. 1, 1. punktum, skal fortolkes således, at der skal være tale om erhvervelse af en ny ejendom, for at reglerne om genanbringelse kan finde anvendelse.

I SKM2008.680.SR har Skatterådet i et bindende svar bekræftet, at spørgeren kan genanbringe en ejendomsavance opnået ved salg af et jordareal fra ejendommen, i ejendommens anskaffelsessum ved efterfølgende køb af en yderligere ideel ejerandel i ejendommen.

Det fremgår af sagen, at ægtefællerne i forbindelse med en skilsmisse vil afstå et jordareal fra en landbrugsejendom, de ejer i lige sameje. Spørger ønsker at genanbringe sin andel af den skattepligtige fortjeneste ved afståelsen af jordarealet i anskaffelsessummen ved køb af den tidligere ægtefælles andel af landbrugsejendommen. Skatterådet udtaler, at spørger kan genanbringe ejendomsavancen, fordi dette sker i en ejerandel, som spørger ikke hidtidig har ejet, men i ægtefællens andel.

Det er SKATs vurdering, at Skatterådet i det bindende svar anser ægtefællens andel som ny ejendom og derfor godkender, at spørger kan genanbringe ejendomsavance i denne del af ejendommen.

På baggrund heraf indstiller SKAT, at spørgsmål 1) om genanbringelsesreglen i EBL § 6 A kan anvendes i denne forbindelse, besvares med et ja, såfremt betingelserne i EBL § 6 A i øvrigt er opfyldt.

Hvis spørger først køber den tidligere samlevers andel og efterfølgende sælger matr.nr. b, er det SKATs opfattelse, at situationen ændrer sig.

Den ejendom, som spørger vil genanbringe ejendomsavance i, er så den ejendom, som spørger selv ejer. Der er derfor ikke tale om genanbringelse i en ny ejendom. Med henvisning til SKATs fortolkning af EBL § 6 A, stk. 1, 1. punktum og Skatterådets udtalelse i SKM2008.680.SR, er det derfor SKATs vurdering, at betingelsen om genanbringelse i en ny ejendom ikke er opfyldt i denne situation. 

SKAT indstiller derfor, at spørgsmål 2) om det gør en forskel, om matr.nr. b sælges først, hvorefter spørger køber sin tidligere samlevers anpart - eller om spørger først køber sin tidligere samlevers anpart og herefter sælger matr.nr. b, besvares med et ja.  

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling og begrundelse.

Svaret er bindende for skattemyndighederne i følgende periode

I 5 år, der regnes fra modtagelsen af svaret jf. SFL § 25, stk. 1.