Parter

H1 ApS
(advokat Leo Jantzen)

mod

SKAT Hovedcentret
(Kammeradvokaten ved advokat Steffen Sværke)

Afsagt af højesteretsdommerne

Per Walsøe, Jytte Scharling, Thomas Rørdam, Vibeke Rønne og Michael Rekling

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landrets 6. afdeling den 25. oktober 2006.

Påstande

Appellanten H1 ApS, har nedlagt påstand om, at indstævnte, SKAT Hovedcentret, skal anerkende, at selskabets hæftelsesansvar for følgende indkomstår nedsættes således:

For så vidt angår indkomståret 2001 påstås subsidiært hjemvisning til fornyet behandling ved skattemyndlghederne.

SKAT Hovedcentret har påstået stadfæstelse, subsidiært at H1 skal betale 111.891 kr. med procesrente fra den 16. januar 2007.

Over for SKAT Hovedcentrets subsidiære påstand har H1 påstået frifindelse.

H1s ændrede påstand skyldes, at hæftelsesansvaret vedrørende fri bil og telefon ikke indgår i sagen for Højesteret, der herefter alene vedrører hæftelsesansvaret for de beløb, der angives at vedrøre fri kost til A.

Anbringender

H1 har anføt, at As fri kost materielt skal kvalificeres som B-indkomst i skattemæssig henseende. Den fri kost kan ikke anses for en naturlig del af As løn, og værdien heraf skal derfor ikke ansættes efter Ligningsrådets satser og er således B-indkomst for A. Det kan under alle omstændigheder ikke karakteriseres som forsømmeligt, at selskaber undlod at indeholde A-skat m.v. af den fri kost.

Baggrunden for den subsidiære påstand vedrørende indkomståret 2001 er, at der fra august 2001 ikke er udbetalt løn til A. Der har derfor fra dette tidspunkt ikke været løn at foretage indeholdelse i.

Vedrørende SKAT Hovedcentrets subsidiære påstand har selskabet anført, at der ikke er grundlag for at pålægge selskabet erstatningsansvar for den manglende indeholdelse af A-skat mv. Under alle omstændigheder er SKAT Hovedcentrets erstatningskrav bortfaldt på grund af passivitet.

SKAT Hovedcentret har anført, at As brug af H1s dankort og kontante midler til køb af private fornødenheder er vederlag i penge og ikke fri kost i skattemæssig henseende. De omstridte beløb må således anses for A-indkomst for A. H1 har handlet forsømmeligt ved ikke at indeholde A-skat m.v. af beløbene.

SKAT Hovedcentret her vedrørende sin subsidiære påstand henvist til, at H1 har handlet erstatningspådragende. H1 vidste, at A var insolvent, og ved selskabets medvirken - bestemt af A selv - opnåede denne, at der ikke blev indeholdt A-skat m.v. af beløbene. På grund af As insolvens kan skattemyndighederne ikke forvente at få skattebeløbet betalt af A.

Supplerende sagsfremstilling

Af en sagsfremstilling, der fulgte med ToldSkats agterskrivelse af 4. december 2002 til H1, fremgår bla.

"Fra og med august 2001 er der ikke udbetalt løn til A, pga af pålæg fra kommunen om lønindeholdelse."

Der er for Højesteret fremlagt kasseboner fra supermarkeder vedrørende indkøb foretaget i 2002. Det fremgår heraf, at indkøbene vedrører madvarer, drikkevarer, husholdningsartikler, blomster og slik mv.

Højesterets begrundelse og resultat

A, der havde bestemmende de indflydelse i H1 ApS, brugte selskabets dankort og kontanter til at betale for sine husholdningsudgifter. Højesteret finder, at selskabets udgifter hertil ikke har karakter af fri kost for A, men må anses for selskabets betaling af hans private udgifter. Denne betaling må anses for vederlag i penge, og der er derfor tale om A-indkomst for A, jf. kildeskattelovens § 43, stk. 1. H1 havde derfor pligt til at indeholde A-skat m.v. hos A.

H1 var bekendt med grundlaget for ulbetalingen af beløbene og har ikke haft føje til at anse A for B-skattepligtig af dem.

Med denne begrundelse tiltræder Højesteret, at selskabet er ansvarligt for den manglende indeholdelse af A-skat, SP-bidrag og arbejdsmarkedsbidrag, jf. kildeskattelovens § 69, stk. 1, ATP-lovens § 17 f, stk. 1 og arbejdsmarkedsfondslovens § 15, stk. 3. Højesteret stadfæster derfor domme.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal H1 ApS betale 25.000 kr. til SKAT Hovedcentret

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales14 dage efter denne højesteretsdoms afafsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.