Dato for udgivelse
08 Jul 2008 14:02
Gyldig til
1. januar 2012
Til
Virksomheder registreret efter mineralolieafgiftsloven for benzin
Sagsnummer
08-099595
Ved spørgsmål, kontakt
72 22 18 18
Resumé
Ophævelse pr. 19. juni 2008 af afgiftsdifferentieringen for benzin udleveret fra tankstationer med genindvindingssystem (dampretur)

Efter de hidtil gældende regler i mineralolieafgiftslovens § 1, stk. 1 og stk. 9, har der været afgiftsdifferentiering i form af lavere afgiftssatser for blyholdig og blyfri benzin udleveret fra tankstationer, hvor der er installeret udstyr til genindvinding af dampe ved benzinpåfyldning af motorkøretøjer (dampretur), set i forhold til satserne for blyholdig og blyfri benzin udleveret fra tankstationer uden dampretursystem. Lempelsen har været på 3 øre pr. l benzin.

Afgiftsdifferentieringen i mineralolieafgiftsloven på 3 øre pr. l benzin fra tankstationer med dampretur er blevet ophævet ved lov nr. 524 af 17. juni 2008 om ændring af momsloven og forskellige andre love (Flymoms, omvendt betalingspligt, undtagelser til energibeskatningsdirektivet m.v.). Samtidig er afgiftssatserne for henholdsvis blyholdig og blyfri benzin udleveret fra tankstationer uden dampretur blevet reduceret med 3 øre pr. l.

De hidtidige lavere afgiftssatser på benzin udleveret fra tankstationer med dampretur er hermed blevet de eneste satser efter mineralolieafgiftsloven for benzin (henholdsvis 455 øre/l for blyholdig benzin og 388,9 øre/l for blyfri benzin i 2008).

Lovændringen trådte i kraft den 19. juni 2008.

Der vil blive informeret særskilt om de øvrige ændringer i loven.

SKAT skal desuden gøre opmærksom på, at vedtagelsen af lov nr. 528 af 17. juni 2008 (Implementering af energiaftalen) vil medføre en omlægning af afgifterne, herunder ændring af afgiftssatserne. Disse ændringer er endnu ikke sat i kraft.  

 

 

 

Henvisning
Punktafgiftsvejledningen 2008-2 afsnit F.1.1 og F.1.7.2