Klagen vedrører om klageren som kommanditist er skattepligtig af en gældseftergivelse på gæld i fremmed valuta, meddelt af en tysk långivende bank, B, i forbindelse med salget af kommanditselskabs faste ejendom.

Landsskatterettens afgørelse

Skatteankenævnet har stadfæstet skattemyndighedens afgørelse, hvorefter klagerens personlige indkomst er forhøjet med 2.169.804 kr. Klageren anses som kommanditist for skattepligtig af en eftergivelse på gæld i fremmed valuta meddelt af B over for kommanditselskabet.

Landsskatteretten stadfæster skatteankenævnets afgørelse.

Sagens oplysninger

Klageren deltog i indkomståret 2001 som kommanditist i K/S C. Af de i alt 212 kommanditanparter var klageren ejer af 50 anparter.

Ifølge vedtægternes § 3 udgjorde kommanditselskabets grundkapital 7,2 mio. kr. fordelt på 212 anparter á 33.962 kr.

Kommanditselskabets formål var ifølge vedtægternes § 2 at investere i vesttyske erhvervsejendomme.

Kommanditselskabet solgte i 2001 en fast ejendom i Tyskland. Ejendommen var da faldet betydeligt i værdi, og salgssummen var lavere end købesummen. Størstedelen af salgssummen blev i forbindelse med salget af ejendommen udbetalt til B, der havde udlånt 2.950.000 DM til kommanditselskabet, sikret ved et pantebrev tinglyst på ejendommen.

I forbindelse med salget erklærede banken over for kommanditselskabet, at banken i overensstemmelse med almindelig tysk praksis alene kunne søge sig fyldestgjort i selskabets ejendom. Af erklæringen, der er benævnt "Haftungserklärung", og er dateret den 26. november 2001, fremgår bl.a. følgende:

"Unter Hinweis zu dem Darlehensvertrag … erklären wir hiermit entsprechend der allgemeinen deutschen Praxis, daß wir nur Befriedung in dem gepfändeten Grundstück suchen können und die weitere Haftung freigeben werden, sobald der Erlös aus dem Verkauf des Eigentums eingegangen ist."

Den resterende del af bankgælden ud over salgsprovenuet blev herefter ikke inddrevet af banken. Ifølge note 5 i regnskabet for kommanditselskabet for regnskabsåret 2001 fik kommanditselskabet eftergivet gæld for i alt 13.922.281 kr.

Skatteankenævnets afgørelse

Skatteankenævnet har stadfæstet skattemyndighedens afgørelse, og har dermed anset klageren for skattepligtig af eftergivelse af restgælden til B i henhold til kursgevinstlovens § 23, jf. § 21, og klagerens personlige indkomst er for indkomståret 2001 forhøjet med 2.169.804 kr.

Der ses ikke at være tvivl om, at der i nærværende sag er tale om en singulær gældseftergivelse, hvorfor forholdet som udgangspunkt er omfattet af kursgevinstlovens § 21 og § 23.

Afgørende for beskatningen bliver derfor i hvilket omfang, der er tale om, at gælden nedskrives til et lavere beløb end fordringens værdi for kreditor på gældseftergivelsestidspunktet.

Ordlyden af gældsbrevet bekræfter ikke nogen begrænsning af hæftelsen. Tværtimod fremgår bl.a. følgende af gældsbrevet:

"Mehrere Darlehensnehmer haften als Gesamtschuldner. Sollten sich Erklärungen - auch die einzelner Beteiligter - als unwirksam erweisen, bleiben die übrigen Erklärungen gleichwohl wirksam."

Personlig hæftelse ses således ikke udelukket ved ordlyden af selve gældsbrevet, hvorfor der ikke som påstået af klager kan anses at være tale om et non-recourse lignende låneforhold.

Først i forbindelse med afhændelse af ejendommen fremkommer en hæftelseserklæring, af hvilken det fremgår, at B i overensstemmelse med tysk praksis alene kan søge fyldestgørelse i ejendommen, hvorfor øvrig hæftelse frigives.

Eftersom kommanditisterne ifølge vedtægterne hæfter personligt - om end begrænset - og da lånedokumentet ikke ses at udelukke personlig hæftelse for kommanditisterne, findes banken med sin erklæring at have eftergivet ydelser, der er skattepligtige for kommanditisterne i henhold til §§ 21 og 23, i det omfang der resterede en resthæftelse på disses indskud.

Det for klageren eftergivne beløb udgør 3.283.556 kr. Gældseftergivelsen på 3.283.556 kr. begrænses af resthæftelsen på klagerens anparter, der af klagerens revisor er opgjort til 2.169.804 kr.

Klagerens påstand og argumenter

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at den påklagede ansættelse nedsættes til det selvangivne.

Låneforholdet har efter bankens erklæring om tysk praksis karakter af et såkaldt non-recourse lån, hvor debitor ikke hæfter personligt for lånet, dvs. et lån, hvor låntager alene hæfter med et eller flere aktiver, men i øvrigt ikke hæfter yderligere. Oversat til dansk har erklæringen følgende ordlyd:

"Under henvisning til lånekontrakt ... erklærer vi hermed ifølge almindelig tysk praksis, at vi kun kan søge fyldestgørelse i den pantsatte ejendom, og at den yderligere hæftelse bliver frigivet, så snart provenuet af salget af ejendommen er indgået."

Den omhandlede erklæring hviler på en almindelig tysk praksis. Denne praksis har samme karakter som den praksis de danske realkreditinstitutter anvendte indtil begyndelsen af 1990'erne. Indtil dette tidspunkt var det fast praksis, at realkreditinstitutterne ved tvangssalg af pantsatte ejendomme alene holdt sig til pantet og realiserede dette. Der blev således ikke gjort krav på et eventuelt udækket resttilgodehavende, uanset at låntagerne formelt hæftede for restgælden. Der blev ikke skattemæssigt stillet krav om beskatning af de låntagere, som derved de facto opnåede en gældseftergivelse. Baggrunden herfor kan alene tilskrives, at det skattemæssigt blev accepteret, at realkreditlånene reelt var en form for non-recourse lån som følge af den daværende realkreditpraksis.

På tilsvarende måde er den i sagen omhandlede situation, jf. den omhandlede Haftungserklärung, baseret på en fast praksis om ikke at gøre resthæftelse gældende, således at der reelt er tale om en form for non-recourse lån. Repræsentanten har endvidere oplyst, at lånet ikke er et egentligt non-recourse lån, men på grund af den påberåbte tyske praksis skal lånet skattemæssigt behandles på tilsvarende vis.

Dette understøttes da også af, at salgsprisen for ejendommen skulle godkendes af banken. Hvis banken havde krav på det ikke inddækkede beløb på kommanditselskabet, ville banken ikke have nogen retlig interesse i salgsprisen.

Når banken her skal godkende salgsprisen kan det alene være udtryk for, at banken ikke havde krav på resthæftelsen, idet banken kun under denne forudsætning havde en retlig interesse i salgsprisen for ejendommen. Sammenholdt med den omhandlede Haftungserklärung sandsynliggør det forhold, at banken skulle godkende salgsprisen dermed, at der ikke var nogen resthæftelse for kommanditselskabet og dermed deltagerne heri.

Endvidere understøttes dette synspunkt da også af, at der er en formodning imod, at banken ville indrømme en gældseftergivelse i en sådan situation, hvis banken ikke som følge af denne praksis anså sig bundet heraf.

Der foreligger endvidere ikke gavemiljø eller i øvrigt interessesammenfald mellem banken og kommanditselskabet. Undladelsen af inddrivelse af restgælden er utvivlsomt forretningsmæssigt begrundet fra bankens side, ud fra en betragtning om, at banken ikke var berettiget til at få tilbagebetalt en større del af gælden.

Idet kommanditisterne ifølge bankens erklæring ikke kunne tilpligtes at betale yderligere vedrørende låneforholdet, var restgælden på lånet værdiløs for banken (kreditor) efter salget af ejendommen. Kommanditselskabets gæld blev således ikke nedskrevet til et lavere beløb end fordringens værdi for kreditor på tidspunktet for nedskrivningen, hvorfor bortfaldet af resthæftelsen er skattefri for kommanditisterne, jf. kursgevinstlovens § 21. Dette gælder uanset investorernes privatøkonomiske forhold. Der henvises til Ligningsvejledningen 2001, E.L.2.7.1.

Såfremt en kommanditist har indbetalt hele resthæftelsen, kan denne ikke forpligtes til at indbetale mere, hvorfor kommanditisten ikke opnår en berigelse ved gældseftergivelsen. Også dette princip gælder uanset investorernes privatøkonomiske forhold. Udsagnet er udtryk for det grundlæggende princip nedfældet i kursgevinstlovens § 21, hvorefter debitor alene er skattepligtig af en kursgevinst på gæld i det omfang, gælden nedskrives til et lavere beløb end værdien for kreditor på tidspunktet for gældseftergivelsen. Kursgevinstlovens § 23 er en generel bestemmelse, der finder anvendelse på gevinst på gæld i fremmed valuta, mens lovens § 21 er en specialbestemmelse der, i modsætning til § 23, udtrykkeligt finder anvendelse ved gældseftergivelse, uanset om der er tale om gæld i fremmed valuta.

Den manglende inddrivelse af restgælden hos kommanditselskabet kan således ikke betragtes som en gældseftergivelse over for kommanditisterne, herunder klageren, idet der efter en realisation af den pantsatte ejendom ikke foreligger nogen gæld. Som følge heraf er der ikke opstået nogen gevinst på gæld ved bankens undladelse af at inddrive restgælden og der er følgelig ikke grundlag for nogen beskatning. Banken led et tab på ca. 14 millioner kr. i forbindelse med salget af ejendommen, og ville naturligvis have inddrevet beløbet, hvis den havde ret dertil, men det var ikke tilfældet, hvorfor fordringen var værdiløs.

Repræsentanten har endvidere overfor Landsskatteretten oplyst, at klagerens betalingsevne var sådan, at han kunne have dækket et yderligere krav, såfremt banken havde gjort et sådant gældende. Så vidt repræsentanten er orienteret, forholdt det sig tilsvarende for så vidt angår de øvrige kommanditister.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Landsskatteretten lægger til grund som ubestridt, at det pågældende lån ikke oprindeligt var ydet på non-recourse vilkår. Retten finder ikke, at det alene på baggrund af den fremlagte erklæring udstedt af B kan anses for godtgjort, at banken som følge af en særlig tysk praksis kun kunne holde sig til pantet, og dermed var afskåret fra at gøre yderligere krav gældende over for kommanditselskabet.

Det fremgår af ovennævnte erklæring, at banken frigav yderligere hæftelse, så snart købesummen for ejendommen var indgået, og retten finder, at banken derved har meddelt kommanditselskabet en gældseftergivelse.

I henhold til kursgevinstlovens § 23 medregnes gevinst og tab på gæld i fremmed valuta som hovedregel til den skattepligtige indkomst. Retten finder ikke, at bestemmelsen undtager singulær gældseftergivelse på gæld i fremmed valuta, uanset om gælden alene nedskrives til fordringens værdi for kreditor på tidspunktet for gældseftergivelsen.

Retten finder herefter, at klageren som kommanditist er skattepligtig af gældseftergivelsen i medfør af kursgevinstlovens § 23, og den påklagede afgørelse stadfæstes således.

Retten bemærker, at klageren kun undergives beskatning i det omfang, han ikke har indbetalt resthæftelsen på sine anparter, jf. ligningsvejledningen 2001, afsnit E.L.2.7.1.