Klagen skyldes, at skattecentret har anset A (herefter benævnt ordenen) for lønsumsafgiftspligtig, jf. lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1.

Skattecentrets afgørelse stadfæstes.

Ordenens medlemmer betaler et kontingent på 450,- kr. pr. kvartal pr. loge. Herudover betales der et gebyr ved oprykning til højere grader, ligesom der ved optagelsen i ordenen betales et gebyr på 1.400,- kr. for hvilket man får skråbånd og diverse bøger.

Ordenens medlemmer har adgang til at deltage i medlemsmøder overalt i landet under forudsætning af, at det enkelte medlem har opnået den grad, i hvilket mødet afholdes. Videre modtager medlemmerne fire gange årligt et medlemsblad. Herudover afholdes der en række aktiviteter i form af musikarrangementer, festaftener med ledsager mv. For alle arrangementer, udover de almindelige logeaftener, opkræves der særskilt betaling. Det fremgår af ordenens årsregnskab, at kontingenterne alene anvendes til administration og drift af logerne samt drift og vedligeholdelse af logebygningerne mv.

Under skattecentrets behandling af sagen er der foretaget høring af SKAT, Hovedcentret, der ved brev af 17. maj 2006 bl.a. har udtalt:

"... Det lægges til grund som ubestridt, at medlemmerne mod betaling af et kontingent, får mulighed for at deltage i logemøder. Det lægges endvidere til grund, at kontingenterne alene anvendes til administration og drift af logerne samt drift og vedligeholdelse af logebygningerne mv. Ifølge det oplyste anvendes kontingenterne derimod ikke til velgørende formål. Betaling af kontingenter vil på samme måde som i fagforeninger, ske med henblik på at medlemmerne har mulighed for at trække på ressourcer/kompetencer, som logerne tilbyder medlemmerne på møderne. EF domstolen har i præmis 40 i C-174/00 Kennemer Golf & Country Club udtalt at det også er levering mod vederlag, når en forening stiller faciliteter (i sagen er der tale om sportsfaciliteter) og de fordele som er forbundet hermed permanent til rådighed for medlemmerne. Dette gjaldt uanset i hvilket omfang det enkelte medlem benyttede sig af faciliteterne. (...) Det er SKAT, Hovedcentrets opfattelse, at A leverer ydelser til deres medlemmer i disses fælles interesse og mod et kontingent...".

Ordenen anses for at udøve anden økonomisk virksomhed, der mod vederlag leverer ydelser, der ikke er afgiftspligtige efter merværdiafgiftsloven, jf. lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1, 2. led, hvorfor klageren er lønsumsafgiftspligtig.

Medlemmernes betaling af kontingent giver dem ret til at deltage i ordenens møder, herunder adgang til og brug af ordenens bygninger og adgang til at dyrke fælles interesser med andre medlemmer. Ordenen foretager herved leverancer mod vederlag til det enkelte medlem.

Leverancen anses for fritaget efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 4, idet ordenen leverer ydelser til sine medlemmer i disses fælles interesse og mod et kontingent. Videre arbejder ordenen ikke med gevinst for øje, da det ikke er ordenens formål at optjene et overskud til en ejerkreds eller til brug for andre aktiviteter end aktiviteter omfattet af ordenens formål. Endvidere vurderes ordenen at have et religiøst formål, der er herved lagt vægt på, at det er en betingelse for at blive medlem af ordenen, at man er døbt og bekender sig til den kristne tro, at der ikke er tale om en selskabelig forening, at ordenens repræsentant har givet udtryk for, at en logeaften i en vis grad kan sammenlignes med en gudstjeneste, samt at ordenen tager sit udspring i den kristne tro.

Ordenen er dermed omfattet af begrebet anden økonomisk virksomhed i lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1, jf. herved Østre Landsret dom i TfS1998.529. Bestemmelsen i lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1, 2. led er en videreførelse af § 1 i ambi-loven. Af bemærkningerne til denne bestemmelse fremgår bl.a.: "... at anden økonomisk virksomhed, der består i levering af ydelser mod vederlag, omfatter bl.a. virksomheder i organisationer, foreninger, fonde, selskaber m.fl., der mod kontingent eller lignende vederlag varetager administrative opgaver eller fællesøkonomiske, herunder faglige formål for medlemmerne".

Det bemærkes, at ordenen ikke er omfattet af lønsumsafgiftsfritagelsen i henhold til § 1 i bekendtgørelsen til loven. Ifølge denne bestemmelse er trossamfund anerkendt i henhold til kongelig resolution, trossamfund som Kirkeministeriet har meddelt vielsesbemyndigelse, folke- og frikirkelige organisationer, missionsselskaber, frie kirkelige organisationer, private og selvejende institutioner, frimenigheder og frikirker fritaget for afgift. Ordenen er ikke et godkendt trossamfund, jf. Kirkeministeriets lister herom. Ordenen er endvidere ikke en kirkelig organisation eller en institution, der har tilknytning til nogen kirke.

Lønudgifter til ejendomsinspektører, rengøringspersonale mv. skal medregnes i afgiftsgrundlaget, idet disse personer indgår som en naturlig del af ordenens drift.

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at ordenen ikke er omfattet af den subjektive lønsumsafgiftspligt, jf. lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1, 2. led, idet ordenen ikke driver anden økonomisk virksomhed, der mod vederlag leverer ydelser, der ikke er afgiftspligtige efter momsloven, hvorfor der skal ske tilbagebetaling af fejlagtigt opkrævede afgifter.

I henhold til SKAT's vejledning Lønsumsafgift 2006-1, afsnit B.1.2 er bestemmelsen 2-ledet, idet der dels tales om "anden økonomisk virksomhed" dels om "ydelser mod vederlag, der ikke er momspligtigt". Anden økonomisk virksomhed beskrives som; enheder der mod kontingent eller lignende varetager administrative eller fælles økonomiske opgaver for medlemmerne. Ordenen varetager ikke det enkelte medlems økonomiske/faglige interesser eller løser administrative opgaver i relation til det enkelte medlem.

Skattecentrets afgørelse hviler på det synspunkt, at medlemmernes mulighed for deltagelse i ordenens mødeaktiviteter er en levering af en ydelse, som er afgiftspligtig. Hertil skal fremhæves, at Landsskatteretten i kendelse af 5. april 2001, offentliggjort som SKM2001.262.LSR, udtaler: "Henset til, at bidragspligten i henhold til ambilovens § 2, stk. 1, nr. 1 og 2 omfatter varer og ydelser, hvis afsætning var afgiftspligtig efter momsloven, og ydelser, der var fritaget fra moms efter momslovens § 2, stk. 3, samt henset til at lønsumsafgiftsloven ifølge bemærkningerne skulle omfatte virksomheder, der var omfattet af ambiloven, findes der at bestå en sådan sammenhæng mellem lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1, 1. pkt. og momsloven, at der ikke er fornødent grundlag for at antage, at udtrykket levering af ydelser mod vederlag skal fortolkes forskelligt i de love". Der er således ikke hjemmel til, at en forening gøres afgiftspligtig af almindelige medlemsaktiviteter, hvori kun medlemmerne deltager.

Af lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1, 1. pkt. fremgår:

"Der betales en afgift til statskassen af virksomheder, der mod vederlag leverer varer og ydelser, der er fritaget for afgift efter merværdiafgiftslovens § 13, stk. 1, nr. 1, nr. 3, nr. 5 og 6, nr. 8, nr. 10-12, nr. 15-17 og nr. 20, jf. dog nedenfor stk. 2, og af virksomheder med anden økonomisk virksomhed, der mod vederlag leverer ydelser, der ikke er afgiftspligtige efter merværdiafgiftsloven".

Ifølge momslovens § 4, stk. 1, 1. pkt. betales der afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet.

Det lægges endvidere til grund som ubestridt, at leverancerne er omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 4.

Ifølge praksis omfatter afgiftspligten efter lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1, 1. pkt., 2. led også organisationer, der ikke har afsætning af ydelser i dette ords egentlige betydning. For eksempel er politiske foreninger og partier omfattet af lønsumsafgiftspligten som anden økonomisk virksomhed.

Det lægges til grund som ubestridt, at medlemmerne mod betaling af et kontingent, får fri adgang til at deltage i logemøder og får fire medlemsblade årligt. Videre lægges det til grund som ubestridt, at kontingenterne alene anvendes til administration og drift af logerne samt drift og vedligeholdelse af logebygningerne mv.

EF-Domstolen har i sag nr. C-174/00 (Kennemer Golf & Country Club) fastslået, at foreningskontingenter kan udgøre vederlag for leverancer gennemført af en forening, såfremt der er en direkte sammenhæng mellem kontingentet og foreningens leverancer til medlemmerne. Der kan være en sådan direkte sammenhæng, uanset om de enkelte medlemmer betaler det samme i kontingent, men udnytter foreningens ydelser i varierende omfang.

Retten finder, at der i nærværende tilfælde eksisterer en sådan direkte sammenhæng mellem de kvartalsvise kontingenter, som medlemmerne betaler, og de varer og ydelser, som ordenen leverer til det enkelte medlem.

Som følge heraf anses ordenen for lønsumsafgiftspligtig, jf. lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1, 1. pkt., 2. led.

Skattecentrets afgørelse stadfæstes derfor.