Dato for udgivelse
29 maj 2008 14:20
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
31 okt 2007 12:50
SKM-nummer
SKM2008.485.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
05-03528
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Fradrag og afskrivninger
Emneord
Fradrag for management fee, ekstern porteføljer
Resumé

Udover en opstartsfee, der ikke blev godkendt fratrukket, fik et ventureselskab godkendt fradrag for management fee til en ekstern porteføljeforvalter.

Reference(r)

Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a

Henvisning
Ligningsvejledningen 2008-3 E.A.2.1.3
Redaktionelle noter
Sagen er indbragt for domstolene.

Klagen skyldes, at der ikke er godkendt fradrag for management fee til ekstern porteføljeforvalter.

Landsskatterettens afgørelse

Indkomstårene 2001-2003

Skattepligtig indkomst

Skatteforvaltningen har ikke godkendt fradrag for management fee med henholdsvis 6.750.000 kr., 6.301.792 kr. og 6.300.000 kr.

Selskabet har selvangivet fradrag med henholdsvis 14.062.500 kr., 13.125.000 kr. og 13.125.000 kr.

Landsskatteretten godkender fradrag med henholdsvis 10.937.500 kr., 13.125.000 kr. og 13.125.000 kr.

Sagens oplysninger

A A/S (herefter Selskabet) er etableret den 8. november 2000 af en række selskaber mv. med det formål at investere i nye, innovative virksomheder inden for forretningsområdet relateret til IT, bioteknologi eller medico, enten i form af indskud af selskabskapital eller ydelse af ansvarlige, konvertible lån, samt anden investeringsvirksomhed i forbindelse hermed. Selskabet har kalenderårsregnskab.

Ejerkredsen i Selskabet består af B, C A/S, D A/S, E A/S, F A/S og G A/S.

Selskabet, der råder over 300 mio. kr. til investeringer i virksomheder, ledes af en bestyrelse på 3 personer, der er udpeget af investorerne. Der er endvidere en direktør i Selskabet, som har ansvar for driften. Selskabet betegnes som en pengetank, hvor kapitalen fra investorerne kommer ind og investeres fra dette selskab. Det er Selskabet, der ejer anparter/aktier i porteføljeselskaberne. Derfor er der som sådan ikke andre aktiviteter i dette, end hvad der er reguleret i Selskabets forretningsorden og har med bestyrelsen og aktionærerne at gøre.

Selskabet har således ingen ansatte, hvorfor selskabet har indgået en managementaftale af 29. juni 2001 med H A/S, der er ejet af G A/S.

Aktiviteterne i H A/S er rettet mod at investere i risikovillig kapital i nye højteknologiske virksomheder inden for IT og biotek, udvikle disse virksomheder og sælge dem med bedst mulige afkast til fx enten andre venturefunde eller til en industriel køber. Der er typisk investeret i virksomheder, med 1-3 personer på basis af en god tekno logi-ide, der kan patentbeskyttes. Og det er typisk virksomheder, som er blevet startet på basis af opfindelser eller teknologi udviklet på et af universiteterne i Danmark eller i industrien. Men altid meget "tidlige" virksomheder, hvor der oftest ikke er en forretningsplan for virksomheden endnu men kun en idé, som der formentlig kan dannes og udvikles en højteknologisk virksomhed fra.

Herudover skal H A/S fungere som sekretariat for Selskabet, varetage bogholderi- og økonomifunktion og sørge for løbende økonomirapporteringer, kvartalsrapporter og årsrapporter til bestyrelsen og aktionærerne.

H A/S har modtaget management fee fra Selskabet. Fee'et er beregnet som en procentdel af den kapital, som deltagerne har forpligtet sig til at indskyde i selskabet. I Selskabets 1. år (kalenderåret 2001) er der betalt 4,5 % p.a., og for de efterfølgende år (2002 - 2005) er der betalt 3,5 % p.a. Repræsentanten har under den mundtlige forhandling den 14. november 2006 oplyst, at forskellen mellem de 4,5 % og de 3,5 % det første år dækker omkostninger ved Selskabets etablering af administration mv. (opstartsfee).

Selskabet har betalt fee således:

 

Inkl. moms

Ekskl. moms

2001: Management fee

14.062.500 kr.

11.250.000 kr.

2002: Management fee

13.125.000 kr.

10.500.000 kr.

2003: Management fee

13.125.000 kr.

10.500.000 kr.

Selskabet har investeret således:

År

2001

2002

2003

2004

Antal nye investeringer pr. år

12

6

10

5

Selskabet har haft tab på aktier ejet under 3 år således:

I 2002:

10.321.000 kr.

I 2003:

 298.000 kr.

I 2004:

5.177.000 kr.

Ifølge repræsentanten er Selskabet ikke momsregistreret.

SKATs afgørelse

SKAT har godkendt fradrag for udgiften til management fee i 2001 med 40 % af udgiften inkl. moms, 4.500.000 kr., og i 2002 og 2003 med 40 % af udgiften ekskl. moms, henholdsvis 4.201.195 kr. og 4.200.000 kr.

Skatteforvaltningen har fundet, at en del af management fee'en kan anses for at dække udgifter til rådgivning i forbindelse med den løbende drift ved køb eller indskud i selskaber. Denne andel kan anses for fradragsberettiget efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Efter afholdelse af møde mellem forvaltningen og Selskabet, samt dets repræsentanter, blev efter gennemgang af udgifterne indgået følgende aftale, jf. referat af 29. juni 2005:

"Kontorchefen kunne herefter konstatere, at selskabets udgifter til management honorarer i virkeligheden kan henføres til de investeringsprojekter som selskabet havde foretaget investeringer i eller til anskaffelsessummen for aktier.

Efter længere tids forhandlinger blev der i enighed indgået nedenstående aftale vedrørende management honorarer:

40 % som værende fradragsberettigede.

60 % som værende tillæg til anskaffelsessummen for aktier."

Forvaltningen udsendte herefter afgørelse i overensstemmelse med den indgåede aftale, idet forvaltningen ved beregningen af fordelingen tog udgangspunkt i omsætningen hos H A/S.

SKAT har i et supplerende indlæg til sagen bl.a. tilføjet følgende;

"SKAT ...... finder efter en samlet bedømmelse af den fremlagte dokumentation samt det i klagen fremførte, at en langt mindre andel af det betalte fee til administrationsselskabet kan anses at være omfattet af det skatteretlige omkostningsbegreb efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

SKAT er af den opfattelse, at der skønsmæssigt kan henføres 15 % af det betalte fee for det arbejde administrationsselskabet har udført i forbindelse med den egentlige formueadministration af kapitalselskabet.

Herudover finder SKAT, at 10 % af det betalte fee kan tillægges hhv. fratrækkes aktiernes anskaffelses- og afståelsessummer, jf. klagers bemærkning om, at kun en mindre del af det opgjorte totale tidsforbrug på due diligence, reelt er medgået til køb og salg af aktier.

Den resterende del af det betalte fee (75 %) anses herefter ikke som udgifter, der er afholdt for at erhverve, sikre eller vedligeholde kapitalselskabets løbende indkomsterhvervelse, men som udgifter der knytter sig til pleje af kapitalselskabets kapitalinteresser, der i overvejende grad burde være afholdt af de enkelte investeringsselskaber."

Selskabets påstand og argumenter

Selskabets repræsentant har fremsat påstand om fradrag for udgiften til management fee inkl. moms. Det vil sige for 2001: 14.062.500 kr., 2002: 13.125.000 kr. og 2003: 13.125.000 kr.

Repræsentanten har henvist til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, Ligningsvejledningen 2005-3, afsnit E.A.1.2.2, ligningslovens § 17 C, samt cirkulære nr. 72 af 17. april 1996 om ligningsloven. Endvidere er henvist til Højesterets dom af 23. juni 2004 offentliggjort i SKM2004.297.HR, samt Landsskatterettens kendelser af 24. marts 2006 offentliggjort i SKM2006.409.LSR og af 1. februar 2007 offentliggjort i SKM2007.587.LSR.

Repræsentanten har sammenfattet sine synspunkter således:

Management fee er en sædvanlig udgift i venture branchen, og udgiften afholdes for at dække de udgifter managementselskabet afholder i forbindelse med administration af ventureselskabets investeringer. Management fee er således en nødvendig udgift, der afholdes for at sikre ventureselskabets løbende indkomsterhvervelse.

Det forhold, at et selskab udliciterer selve driften af virksomheden, kan ikke medføre, at selskabet ikke kan anses for at afholde udgifter til drift af virksomheden. Selskabet afholder netop udgifter til drift af virksomheden ved betaling af management fee til managementselskabet.

Størrelsen af management fee'et er konkret fastsat mellem uafhængige parter, hvorefter fee'et må anses for at være en rimelig betaling for den ydelse, der er leveret for administrationen af selskabet. Beregningen af fee'et er sket efter sædvanlig praksis for venturebranchen på grundlag af den investerede kapital.

Det må herefter konkluderes, at management fee'et har dækket udgifter til administration af selskabet, hvilket vil sige udgifter, som Selskabet selv skulle have afholdt, såfremt det selv havde forestået virksomhedsdriften. Det forhold, at fee'et er beregnet på grundlag af den indskudte kapital, kan ikke ændre herved, da dette er den sædvanlige beregningsmetode i branchen, ligesom fee'et i øvrigt er fastsat på armslængde vilkår.

Da management fee'et også har dækket udgifter forbundet med selve købet af aktierne i porteføljeselskaberne, må en del af udgiften til management fee anses for at være medgået til erhvervelser af aktierne. Da H A/S ikke har foretaget nogen registrering af tid forbrugt direkte til køb af aktier, er der foretaget et skøn på baggrund af de faktisk foretagne registreringer.

Dette skøn viser, at maksimalt 15 % af den forbrugte tid i H A/S har vedrørt arbejde før foretagelsen af investeringen. Den øvrige tid på minimum 85 % kan således ikke være relateret til køb af aktier.

Selskabets repræsentant har under hensyn hertil oprindeligt påstået fradrag for 85 % af udgiften til management fee, således at de resterende 15 % kan tillægges aktiernes anskaffelsessum.

Repræsentanten har efterfølgende ændret påstanden til fuldt fradrag for fee'et. Dette skyldes offentliggørelsen af Landsskatterettens afgørelse i SKM2006.409.LSR. Landsskatteretten har i denne sag, som er anset for sammenlignelig med nærværende sag, ikke henført nogen del af honoraret til anskaffelsen af aktier, uanset at en del heraf må kunne henføres hertil. Det må heraf udledes, at en sådan sondring ikke er relevant, heller ikke i nærværende sag.

Repræsentanten har bemærket, at selskabet ikke er bundet af en tilkendegivelse overfor forvaltningen om, at man er enig i en given skatteansættelse, hvorfor det er uden relevans for sagens materielle afgørelse, hvad selskabet og dets repræsentanter måtte have tilkendegivet ved et møde med forvaltningen.

Repræsentanten har i et supplerende indlæg til sagen uddybet sine synspunkter. Med henvisning til afgørelsen offentliggjort i SKM2006.409.LSR er anført, at manglen på faktiske oplysninger i sagen ikke synes at have forhindret Landsskatteretten i at træffe afgørelse i sagen. Landsskatteretten har på ingen måde forholdt sig til de faktiske forhold. Retten må derfor have anset oplysninger om typen og omfanget af de eksterne porteføljeforvalteres arbejde mv. for irrelevant i relation til sagens afgørelse. Netop af denne grund er afgørelsen sammenlignelig med nærværende sag. Der er yderligere henvist til to ikke offentliggjorte afgørelser fra Landsskatteretten.

Den oprindelige påstand om, at der alene skulle godkendes fradrag for 85 % af udgiften, blev nedlagt under forudsætning af, at Landsskatteretten ville opretholde skattemyndighedernes vurdering, hvorefter en andel af udgifterne skulle tillægges aktiernes anskaffelses-/afståelsessum. En sådan fordeling blev dog afvist af Landsskatteretten i sagen SKM2006.409.LSR og igen i SKM2007.587.LSR.

A A/S har på denne baggrund ændret sin påstand, og A A/S kan ikke 'fanges' af, at Selskabet oprindeligt har 'godtaget' skattemyndighedernes argumentation og forsøgt at indrette sig herefter ved at fremlægge dokumentation for, hvorledes en eventuel fordeling skulle foretages. Det følger af de almindelige principper om ligebehandling, at A A/S skal have ret til at foretage fradrag for driftsudgifter på lige fod med andre skatteydere. Selskabet kan derfor ikke nægtes fradrag under henvisning til selskabets egen forkerte vurdering af fradragsberettigelsen, hvis det i øvrigt følger klart af lovgivning og praksis på området, at selskabet er berettiget til fradraget.

Repræsentanten har videre anført, at der ikke er grundlag for at foretage en opdeling af management fee betalt i 2001 mellem sædvanligt fee og et såkaldt 'opstarts fee'. En sådan opdeling genfindes ikke nogen steder i sagen faktum, og grundlaget for at foretage opdelingen fremstår derfor som uvist. Opdelingen synes grebet ud af den blå luft.

Det er således repræsentantens opfattelse, at der skal gives fuldt fradrag for fee'et.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Ifølge statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a kan udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, herunder ordinære afskrivninger, fradrages. Der skal foreligge en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af indkomsten. Udgifter der vedrører formuesfæren/indkomstgrundlaget kan ikke fradrages efter bestemmelsen.

To retsmedlemmer, herunder retsformanden, udtaler:

Af Selskabets udgifter til management fee i indkomståret 2001 dækker ifølge Selskabets oprindelige oplysning 1 % af den tegnede kapital, svarende til 3.125.000 kr., omkostninger ved selskabets etablering af administration mv. Idet fee'et det første år har andraget 4,5 % af den tegnede kapital modsat de efterfølgende år, hvor fee'et andrager 3,5 % af den tegnede kapital, uden at dette er begrundet i andet end det anførte, må oplysningen lægges til grund. Udgiften kan herefter ikke anses for fradragsberettiget, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1. litra a.

I afgørelse af 1. februar 2007, offentliggjort i SKM2007.587.LSR, fandt Landsskatteretten et ejendomsselskab berettiget til fradrag for management fee til ekstern porteføljeforvalter, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Ejendomsselskabet havde investeret i en amerikansk venturefond, der på vegne af investorerne foretog investeringer i selskaber inden for medicinalindustrien. For administrative ydelser, undersøgelser, udvælgelser mv. vedrørende investeringerne betalte fonden et management fee beregnet som en procentdel af det investerede beløb til et administrationsselskab. Fee'et blev anses for fuldt fradragsberettiget. Ingen del heraf blev henført til selskabsinvesteringerne.

Selskabets udgift til management fee ud over opstartsfee udgør 10.937.500 kr. i 2001, 13.125.000 kr. i 2002, og 13.125.000 kr. i 2003. Disse udgifter anses herefter for fradragsberettigede, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Det lægges til grund, at selskabet ikke er momsregistreret og dermed ikke kan fradrage momsen som indgående afgift.

Et retsmedlem finder, at der kan gives fuldt fradrag for management fee'et uden at reducere dette det første år med opstartsfee, da aftalen parterne imellem er fastsat på armslængde vilkår.

Et retsmedlem kan tilslutte sig SKATs indstilling, hvorefter der alene indrømmes fradrag for 15 % af det betalte fee, jf. statsskattelovens § 6 stk.1, litra a. 10 % af fee'et kan herefter henføres til aktiernes anskaffelses- og afståelsessummer, mens de resterende 75 % må anses for ikke fradragsberettigede udgifter, der knytter sig til pleje af kapitalselska bets kapitalinteresser. Retsmedlemmet er enig med SKAT i begrundelse for fordelingen.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet, og den påklagede ansættelse nedsættes derfor i overensstemmelse hermed.