Dato for udgivelse
10 Apr 2008 13:51
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
13 Mar 2008 13:10
SKM-nummer
SKM2008.339.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
2-4-1842-0870
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Ejendomsværdiskat
Emneord
Opgørelse, ejendomsværdiskat
Resumé

Sagen vedrørte beskatning af boligværdien efter ejendomsværdiskatteloven af en bolig i en blandet benyttet ejendom, der var ejet i sameje med henholdsvis 35 % for klageren og 65 % for medejeren. Ejendommen var opdelt i en beboelsesdel, hvor der var foretaget ejerboligvurdering og en erhvervsdel. Klageren anvendte beboelsesdelen. Medejeren anvendte erhvervsdelen. Klageren havde fremsat påstand om, at han alene skulle svare ejendomsværdiskat af sin ejerandel af ejerboligværdien, idet der ikke var hjemmel i ejendomsværdiskatteloven, for så vidt angår blandet benyttet ejendomme, til at pålægge ejere ejendomsværdiskat ud over ejerens ejerandel, jf. ejendomsværdiskattelovens § 13, 1. pkt. Landsskatteretten gav klageren medhold og bemærkede, at for så vidt angik den del klageren rådede over og ikke ejede, skulle der ske beskatning efter statsskattelovens regler af den mellem ejerne gensidige udveksling af udlejeydelser.

Reference(r)

Ejendomsværdiskatteloven § 4, nr. 5
Ejendomsværdiskatteloven 4a, stk. 1
Ejendomsværdiskatteloven § 13, stk. 1
Vurderingsloven § 33, stk. 5

Klagen vedrører opgørelse af ejendomsværdiskat m.v. for ejendommen X.

Landsskatterettens afgørelse

Indkomstårene 2002, 2003 og 2004 - Ejendomsværdiskat

Ejendomsværdiskat er for alle 3 indkomstår ansat til 14.011 kr. Selvangivet med hhv. 5.604 kr., 0 kr. og 0 kr.

Landsskatteretten nedsætter skatteankenævnets ansættelser til 4.904 kr. for hvert af årene.

Sagens oplysninger

Klageren har den 13. november 2000 erhvervet en ideel andel på 35 % af ejendommen X. Ejendommen er vurderet som en blandet benyttet ejendom efter vurderingslovens § 33, stk. 5. Ejerboligværdien er den 1. januar 2001 ansat til 1.334.400 kr. I de påklagede indkomstår er der ikke foretaget en ejerboligvurdering. Klageren har været tilmeldt adressen i folkeregisteret i perioden fra den 10. november 2000 til den 25. februar 2006. I forbindelse med skødets tinglysning er der ligeledes tinglyst samejekontrakt. Af samejekontrakten fremgår, at klageren har benyttelsesret til lejligheden på 1. og 2. sal, og medejeren har benyttelsesret til erhvervslejligheden i stuen.

Skatteankenævnets afgørelse

Ejendomsværdiskat af ejendommen er ansat til 10 0/00 af 1.334.400 kr. + 5 % = 14.011 kr. for indkomstårene 2002, 2003 og 2004.

Ved afgørelsen har nævnet lagt til grund, at ejendommen er en tofamilieejendom. Der er herved henset til, at ejendommen if. BBR register er registreret som et tofamilieshus med en ejerboligfordeling. Ejerboligværdien for klagers andel er registreret til 1.334.400 kr. + 5 % for hvert af de påklagede indkomstår. Der tages ikke hensyn til størrelsen af den skattepligtiges ejerandel, men kun til den del, der er henført til den pågældendes lejlighed.

Det er endvidere lagt til grund, at vurderingsmyndigheden i skrivelse af 4. august 2006 har meddelt, at klagerens ejendom ikke er fejlregistreret.

Ejendomsværdiskatten beregnes i henhold til ejendomsværdiskattelovens § 4a stk. 2, og udgør den del af ejendomsværdien der af vurderingsmyndighederne er henført til ejerens lejlighed. Grundsatsen for ejendomsværdiskatten er 10 promille af beregningsgrundlaget.
Nævnet finder således ikke grundlag for at ændre den af skattecenteret beregnede ejendomsværdiskat, der er beregnet til 14.011 kr.

Klagerens påstand og argumenter

Repræsentanten har fremsat påstand om, at ejendomsværdiskatten nedsættes til 35 % af 10 promille af ejerboligværdien på 1.334.400 kr. i alt 4.670 kr. for indkomstårene 2002, 2003 og 2004.

Ejendommen er omfattet af ejendomsværdiskattelovens § 4, stk. 1 nr. 5. sammenholdt med vurderingslovens § 33, stk. 5. Grundlaget for ejendomsværdiskat er derfor den del af ejendomsværdien, der kan henføres til ejerens lejlighed, jf. ejendomsværdiskattelovens § 4a, stk. 4. 3. pkt. Ejendomsværdiskattelovens § 13, 1. og 2. pkt. lyder således: Ejer den skattepligtige ejendommen i sameje med andre, betales kun ejendomsværdiskat for den del af ejendommen, som svarer til den skattepligtiges andel af ejendommen. For ejendomme som nævnt i § 4, nr. 2, betales dog ejendomsværdiskat af den del af ejendomsværdien der kan henføres til ejerens lejlighed. Der betales ejendomsværdiskat svarende til ejerandelen, når en ejendom ejes i sameje. Klageren ejer 35 % og skal svare ejendomsværdiskat med 35 % af sin lejlighed. Eneste undtagelse for denne regel er tofamilieejendomme vurderet efter vurderingslovens § 33, stk. 6, 1. pkt. Idet ejendommen er vurderet efter vurderingslovens § 33, stk. 5, kan ejendommen ikke være omfattet af denne bestemmelse.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

En ejer skal betale ejendomsværdiskat af boligværdien af egen ejendom, der er omfattet af ejendomsværdiskatteloven, jf. ejendomsværdiskattelovens § 1. Ejes ejendommen i sameje med andre, skal der alene svares ejendomsværdiskat af ejerens ideelle andel, jf. ejendomsværdiskattelovens § 13, 1. pkt. For så vidt angår tofamilieejendomme, som nævnt i ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 2, skal der svares ejendomsværdiskat af værdien af den lejlighed, der er henført til ejeren, jf. ejendomsværdiskattelovens § 13, 2. pkt. Såfremt en ejer alene ejer en ideel andel, og medejeren ikke ligeledes bebor ejendommen, samt at der ikke er tale om en tofamilieejendom, vil medejeren skulle beskattes af en lejeindtægt for den del, der stilles til rådighed for ejeren, jf. statsskattelovens § 4 litra b, 1. pkt., l. led. Ejeren vil, såfremt der ikke betales husleje, skulle indkomstbeskattes af, eller gaveafgiftsberigtige, modtagelsen af lejeydelsen, jf. statsskattelovens § 4 litra b, 1. pkt., 2. led og § 5 litra b. Såfremt ejeren stiller en del af sin ideelle andel til rådighed for medejeren, mod at medejeren stiller en del af sin andel til rådighed for ejeren, vil der være tale om en gensidig udveksling af udlejeydelser, der skal beskattes efter statsskattelovens § 4, litra b, 1. pkt., 1. led.

Landsskatteretten lægger til grund, at ejendommen er vurderet efter vurderingslovens § 33, stk. 5, og derfor ikke er en tofamilieejendom, men en ejendom med blandet benyttelse, der er omfattet af ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 5, i de påklagede indkomstår. Klageren skal derfor svare ejendomsværdiskat i forhold til den andel af lejligheden, som klageren ejer. Da det er ubestridt, at klageren ejer 35 %, skal klageren således svare ejendomsværdiskat med 35 % af ejerboligværdien, jf. ejendomsværdiskattelovens § 13, stk. 1. Efter ejendomsværdiskattelovens § 4a stk. 1 ansættes ejendomsværdiskatten af den laveste af værdierne af ejendomsværdien pr. 1. oktober i indkomståret, ejendomsværdien pr. 1. januar 2001 + 5 % eller ejendomsværdien pr. 1. januar 2002. Idet alene ejerboligværdien pr. 1. januar 2001 er tilgængelig, er det således af denne ansættelse, ejendomsværdien pr. 1. januar 2001 + 5 %, at klageren skal svare ejendomsværdiskat.

Klagerens ansættelse af ejendomsværdiskat nedsættes herefter til 35 % af ejerboligværdien.