Dato for udgivelse
27 Feb 2008 15:40
SKM-nummer
SKM2008.200.SKAT
Myndighed
SKAT
Sagsnummer
08-034895
Dokument type
SKAT-meddelelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Udleje og bortforpagtning + Erhvervsejendomme + Fradrag og afskrivninger
Emneord
Landbrug, sameje, stuehus, driftsudgifter
Resumé
Landsskatteretten har i kendelse af 18. april 2007 tilkendegivet en ny praksis, hvorefter der kan gives fradrag for driftsudgifter til stuehus for en landbrugsejendom med bopælspligt, der er udlejet til medejer. Som følge af den ændrede praksis er der mulighed for genoptagelse af tidligere skatteansættelser efter nedenstående retningslinier.
Reference(r)
Statsskatteloven § 6 stk. 1, litra a og e
Henvisning
Ligningsvejledningen 2008-1 A.G.3.3

1. Ved SKM2005.134.TSS om fastsættelse af udlejningsværdi for stuehus med bopælspligt efter landbrugslovgivningen blev det fastslået, at  den objektive lejeværdi for den medejer, der udlejer en del af boligen på en landbrugsejendom, kan sættes til en forholdsmæssig andel af 250 % af den ejendomsværdiskat, der kan beregnes for hele boligen.

I den forbindelse blev det fastslået, at nedsættelsen af den objektive lejeværdi måtte have den konsekvens, at der ikke kunne indrømmes fradrag for driftsudgifter efter Statsskattelovens § 6 a.

2. Denne praksis om at der ikke kan indrømmes fradrag for driftsudgifter efter SL § 6 a, er nu ændret som følge af en landsskatteretskendelse offentliggjort som SKM2007.381.LSR. I begrundelsen for afgørelsen nævnes, at der ikke anses for at være fornøden hjemmel til at afskære klageren for fradrag for drifts- og vedligeholdelsesudgifter efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a og e, hvorfor klagerens udgifter er fradragsberettigede. Der kan således nu indrømmes fradrag for driftsudgifter for stuehuset for den del af  en landbrugsejendom, som er udlejet til en medejer. Det er endvidere en forudsætning, at der er bopælspligt på ejendommen.

Afgørelsen er ikke indbragt for Landsretten, og er derfor endelig.

Genoptagelse

Der kan inden for de i punkt 3-8 beskrevne frister ske genoptagelse af en skatteansættelse, der ikke er foretaget i overensstemmelse med resultatet i SKM2007.381.LSR.

Fristregler

3. I henhold til skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2 kan der ske genoptagelse af skatteansættelser, hvis anmodning herom fremsættes senest den 1. maj i det 4. år efter udløbet af de pågældende indkomstår. Er den skattepligtiges indkomstår ikke sammenfaldende med kalenderåret, regnes fristen fra udløbet af det år, som indkomståret træder i stedet for, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 6.

4. Hvis fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, er udløbet, kan der i henhold til skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 7, endvidere efter anmodning ske ekstraordinær genoptagelse fra og med det indkomstår, der har været til prøvelse, eller fra og med et indkomstår, der er påbegyndt, men endnu ikke udløbet 5 år forud for underkendelsen af praksis.

5. Landskatterettens kendelse vedrører indkomståret 2003, og afgørelsen er truffet 18. april 2007. Der er imidlertid truffet afgørelse i en lignende sag også den 18. april 2007, som vedrører indkomståret 1999 Der vil derfor kunne ske genoptagelse fra det indkomstår der har været til prøvelse, der resulterede i underkendelse af praksis. For personer med indkomstår svarende til kalenderåret kan der således ske genoptagelse fra og med 1999.

6. Efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, skal anmodningen om genoptagelse efter skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 7, fremsættes inden 6 måneder efter, at den skattepligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelse af fristen i § 26.

Fristen regnes for offentliggørelsen af denne SKAT-meddelelse på SKATs hjemmeside.

Anmodning om genoptagelse af skatteansættelsen skal indgives til SKAT (et skattecenter), jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 3.

7. Skattecentrene bedes genoptage ansættelserne for de pågældende år, hvis de bliver bekendt med, at der er skattepligtige, der er lignet forkert, eller hvis de bliver anmodet herom.

8. Denne SKAT-meddelelse bortfalder den 31.10.2008.   

9. Denne SKAT-meddelelse erstatter SKM2007.814.SKAT, der hermed er annulleret.